Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3159Visninger
AA

12. ~ Kapitel 10 ~

 

Hvis det ikke lige havde været mig, der befandt mig i situationen, ville jeg nok have set det sjove i det faktum at jeg var flygtet hen til det eneste sted jeg virkelig ikke havde lyst til at komme tilbage til; skoven. Det var ikke just det sted der vakte de mest varme minder, men alligevel havde mine ben båret mig hertil. Tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg følte mig så alene og efterladt. Jeg følte mig forkert. Jeg var sikker på at min mor ikke ville have noget med mig at gøre, fordi mine evner var så destruktive og unaturlige som de var. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at komme til at hulke højt.

 

"Det her er altså ikke et forsamlingssted for små piger der har lyst til at græde." sukkede en stemme fra omme bag hækken. Jeg genkendte den med det samme, til trods for kun at have hørt den én gang før. Jeg holdt vejret, selvom jeg vidste at han havde set mig, og gav mig til at stirre stift, og demonstrativt i den anden retning.

"Jeg græder heller ikke." løj jeg mumlende, og prøvede diskret at tørre en tåre væk.

"Nå ikke? Hvad kalder I det så? Når i producerer vand fra øjnene?" spurgte stemmen hånligt. Jeg snøftede svagt.

"Økologisk vandproduktion." svarede jeg. Døren i hækken gik op, og der stod Aiden, med et bredt grin og et nysgerrigt blik.

"Skoven trænger ikke til at blive vandet, så hvorfor spilder du dine dyrebare dråber?" spurgte han. Jeg gned mine øjne, men tårerne var holdt op med at komme i samme øjeblik om jeg fik øje på Aiden. Hans skønhed slog mig lige så hårdt som den havde gjort første gang. Denne gang kunne jeg dog godt glemme at lade være med at rødme. Mit ansigt var mindst lige så rødt som en tomat på det tidspunkt alligevel. Vores øjne mødtes, og et øjeblik så Aiden endda en smule bekymret ud. Så var det overlegne blik, jeg kendte ham på, tilbage. Han lænede sig op mod hækken, som var den en solid mur. Jeg forstod slet ikke hvordan han kunne gøre det, uden at blive hevet ind i hækken af dens skrøbelige grene.

"Jeg burde egentlig ikke være overrasket over din mentale skrøbelighed. Du har trods alt et rygte for at befinde dig ude på en mark, nøgen." sagde han, lige så afslappet som nævnte han at det ville regne i morgen. Jeg gispede forfærdet.

"Du så det?" stammede jeg, pinlig berørt over at dette smukke væsen havde set min krop. Det var da ikke til at undgå at få mindreværdskomplekser når beskuerens egen krop var lige så perfekt som en marmorstatues. Jeg mærkede hvordan blodet strømmede op til mit hoved, så hurtigt at jeg blev en smule svimmel, og måtte række ud efter et træ at støtte mig til. Aiden grinede.

"Det så ret komisk ud, må jeg sige." sagde han, som svar på mit spørgsmål. Forfærdelsen blev erstattet af vrede. Varmen i mit bryst begyndte at røre på sig.

"Din usle, perverse stodder!" råbte jeg, knapt nok i stand til at registrere hvad jeg selv sagde. Aiden rystede på hovedet.

"Jeg er andeles ikke nogen pervers stodder. Jeg så tilfældigvis bare en forstyrret pige ligge og sove på en mark uden en trevl på kroppen. Skulle du ikke snarere sige tak fordi jeg bragte dig tilbage til dit hjem?" spurgte han. Jeg snappede efter vejret. Det susede for mine ører, da raseriet strømmede gennem min krop.

"Takke ... dig?" gispede jeg, "Jeg burde snarere slå dig ihjel!" Elveren dansede elegant et par skridt tilbage. Hans øjne glimtede i mørket, men hans ansigt var alvorligt.

"Sig ikke sådan noget. Vores racers forhold er i forvejen dårligt. Jeg hjalp dig. Det kan du i det mindste være lidt taknemmelig for." sagde han lavt. Jeg lukkede munden, og raseriet døde ud. Han havde sådan set ret. Han havde jo hjulpet mig. Jeg bøjede skamfuldt hovedet, men var ikke i stand til at sige det ord der brændte på mine læber. Aiden smilede bittert.

"Det var så lidt." Og med de ord, forsvandt han. Jeg blev ved med at stirre efter hans lyse hår, indtil han var ude af syne. Der var nu to ord, jeg skyldte elveren.

 

Efter mødet med Aiden, gik det op for mig hvor dumt jeg havde opført mig. Jeg havde været egoistisk og havde kun tænkt på mig selv. Det var ikke gået op for mig hvordan andre havde det med deres situation. Jeg var ikke alene med de følelser jeg gik rundt på, og det var på tide at jeg indså det. Dagen efter mit møde med Aiden, stod det omsider klart for mig, hvad jeg skulle gøre. Først skulle jeg sige undskyld til Trissy, fordi jeg havde opført mig som jeg havde, og derefter var det Aidens tur. En af dagene altså.

 

Jeg vandrede hvileløst rundt i slottets gange, som et uroligt genfærd. En storm af følelser rasede indeni mig. Tanken om at finde Trissy og få lettet mit hjerte overdøvede alle andre tanker og behov, og jeg satte ubevidst tempoet op. For mit indre blik, så jeg det defensive, aggressive blik i min venindes øjne, og mit hjerte krympede sig. Det var ikke sådan her jeg ville have vores venskab skulle være. Ude af stand til at finde ro, blev jeg ved med at gå formålsløst rundt, med et spinkelt håb om at finde Trissy.

 

Til mit held, viste det sig lige netop den dag, ikke at være så svært. Som jeg passerede den solrige have, hvor træerne jeg vågnede op ved groede, fik jeg øje på Trissys kantede skikkelse, siddende under et æbletræ. Hun stirrede lige ud i luften, tilsyneladende fortabt for omverdenen. Jeg nærmede mig forsigtigt, for ikke at forskrække hende, og satte mig ved siden af hende. Mit hjerte bankede kraftigere ved tanken om hvad der nu skulle ske. Det lille ord brændte på mine læber.

"Du må altså undskylde i går." sagde jeg, og selvom jeg nærmest kun havde hvisket det, gav det alligevel et lille gib i Trissy, der åbnede øjnene og stirrede forbavset på mig.

"Det er fint. Hvornår kom du?" spurgte hun. Jeg sukkede.

"Lige nu. Er det ikke lige meget? Jeg siger altså undskyld her!" svarede jeg, en anelse mere tvært end det havde være min mening. Nogle gange kunne jeg altså bare ikke styre mig selv. Trissy gav mig et sigende blik og jeg bøjede hovedet med et støn.

"Undskyld. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg absolut skal opføre mig som en møgk-.."

"Som sagt, det er fint, "afbrød hun mig hurtigt, og tilføjede så, næsten fåret: "Men jeg var vist heller ikke en helgen. Jeg opførte mig underligt og dumt i går, undskyld." Jeg smilede lettet til hende, glad for at hun så hurtigt havde tilgivet mig. Trissy var den bedste ven man kunne ønske sig her, især hvis alle nymferne var lige så underlige som Kylie, eller lige så irriterende som den nymfe der, modstræbende, havde vist mig vej hen til Kylie. Nu hvor den ubehagelige del af samtalen var slut, kunne jeg slappe af i skuldrene og læne mig tilbage.

"Nu hvor du nævner det, så virkede du lidt oprevet." kommenterede jeg. Hun nikkede fraværende imens hun pillede ved en løs snor i hendes kjole. Hun virkede stadig ilde til mode, så jeg rykkede mig lidt længere til venstre for at kunne se hendes ansigt.

"Hvad er der galt?" spurgte jeg, og det virkede som om spørgsmålet overraskede hende. Hun gav mig et lynhurtigt blik, før hun igen kiggede ned på sine hænder.

"Det er bare ..." hun tøvede, "jeg er ked af det jeg sagde i går. For at være ærlig er det ikke alle der får opringninger fra deres mødre." forklarede hun. Et lille ekko fra smerten i går, fik min krop til at stivne en smule, men jeg mindede mig selv om at hun var ked af at hun havde sagt det med min mor, og prøvede på at falde ned.

 

"Var det din mor du snakkede med i går?" spurgte jeg, i et gæt på at det var samtalen hun havde haft før jeg mødte hende, der havde gjort hende så oprevet. Det virkede dog som om mit spørgsmål gjorde hende mere anspændt end noget andet. Med min super gode hørelse, kunne jeg høre at hun holdt vejret et par sekunder, før hun igen begyndte at tale.

"Ja. Nogle gange er det bare umuligt at gøre hende tilfreds ..." mumlede hun. Så kiggede hun op, med let opspærrede øjne, som om hun havde sagt noget forkert. En anspændt stilhed brød ud imellem os. Trissy opførte sig af en eller anden grund meget mærkeligt. Som et jaget dyr. Jeg borede dog ikke i det, men sad i stedet for mig selv og stirrede på bygningen der omsluttede os. Foran indgangen jeg var trådt ind i den første dag, var der et forfaldent skilt i sten.

"Amalthea .... Castle." læste jeg langsomt.

 

"Ved du hvorfor slottet hedder Amalthea Castle?" spurgte Trissy lavt, uden at kigge på mig. Jeg rystede på hovedet, men da hun ikke så bevægelsen, gentog jeg gestussen verbalt.

"Amalthea var en græsk nymfe, og fostermor til Zeus. Uden hende, kan man sige, havde Zeus ikke overlevet og blevet til den store hersker af Olympen som han jo er. Over tiden er hun blevet nymferacens guide og beskytter." forklarede hun, og der var en svag bitterhed i hendes stemme, som jeg ikke vidste hvor stammede fra. Jeg sagde ikke noget, men nøjedes blot med at stirre på skiltet, som om selve historien var bundet til det. Amalthea havde også været kvindens navn i min drøm. Havde jeg virkelig haft et drømmebesøg af selveste nymfernes overnymfe? Det virkede absurd, men jeg kunne ikke afvise tanken. Kvinden havde hjulpet mig, og der var noget ved hende der havde virket majestætisk og overlegent, som om hun var mere vigtig end hun så ud. Pludselig rejste Trissy sig op.

"Jeg bliver nødt til at gå nu. Min mentor venter på mig." sagde hun, og smilede til mig. Jeg nikkede og smilede tilbage, selvom jeg var skuffet over at hun allerede skulle gå. Men så bed jeg for alvor fast i det hun havde sagt.

"Mentor?" spurgte jeg nysgerrigt. Hun blev stående og besvarede mit videbegærlige blik.

"Ja altså, vi får alle sammen en mentor, en ældre nymfe, der kan hjælpe os med vores evner," forklarede hun, "har du ikke fået det endnu?"

Jeg rystede på hovedet og spekulerede på om jeg skulle være bekymret over den manglende mentor, men Trissy smilede bare beroligende til mig.

"Bare rolig. Det er normalt at der går et lille stykke tid, før man bliver givet en mentor."  

Så efterlod hun mig til mine egne tanker, og det føltes som om mit sind druknede i ubesvarede spørgsmål. Der var så meget jeg ikke forstod, og så mange ting der ikke gav mening. Efter et stykke tid blev jeg nødt til at rejse mig op og gå ind i skyggen, fordi fugtigheden fra græsset trængte igennem min kjole, og fordi solens hede begyndte at genere mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...