Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3101Visninger
AA

3. ~ Kapitel 1 ~


Jeg vågnede op, endnu engang et sted jeg ikke kunne huske at have befundet mig på, da jeg gik ud som et lys. Denne gang kunne jeg dog huske en smule fra før jeg faldt om. Jeg huskede især den ulidelige smerte der havde overtaget mig, at jeg var faldet sammen på gulvet og at jeg havde været fuldstændig alene, da det var sket.
Så hvordan var jeg endt her?
Det var et godt spørgsmål, som umiddelbart skulle besvares snart. Jeg åbnede mine øjne og kunne nu erkende at jeg lå i en utrolig komfortabel og ren seng, i et værelse der fremkaldte en svag fornemmelse af genkendelse i mig, som om jeg havde befundet mig et lignende sted før. Men jeg kunne umuligt forestille mig at jeg nogensinde havde sovet i et værelse der virkede så fornemt og gammelt som dette. Det var et værelse der antydede at der rent faktisk var nogen der havde gjort sig umage for at værelsets beboer skulle syntes om sit logi.
  Der stod et stort klædeskab med et tilhørende spejl, ikke langt fra sengen, et skrivebord ved den ene væg, et par hylder, til bøger, gik jeg ud fra, et natbord ved sengen, som stod ikke så langt fra vinduet, placeret med det formål at man kunne skue ud i verden, inden man skulle i seng og sidst, men ikke mindst, en dør, der førte ud til det ukendte. Hvem der end havde ført mig herind, må have ment det godt.



Selvom jeg ikke havde haft noget med mig, andet end det jeg havde haft på mig, stod jeg alligevel op og gik hen til skabet. Mit spejlbillede voksede, i takt med at jeg kom tættere og tættere på, indtil jeg kunne se en pige - nej, en kvinde, måske i starten af tyverne. Hun havde blå øjne, der var en smule skæve, men ellers ikke så ringe endda. Et par fregner plettede hendes kinder her og der og hendes mund var lukket og havde et alvorligt drag om sig. Ørene var små og en anelse spidse. Jeg vidste godt at der fandtes flere forskellige former for ører, men det plejede da ikke at være normalt med spidse ører? Jo mere jeg kiggede på dem, desto mere syntes de nærmest at forandre sig. Det så næsten ud som om de blev endnu mere spidse. Jeg rystede på hovedet, så en tot hår faldt ned for mine øjne. Det så ud til at jeg havde langt hår, i den slags brune nuance, som små børn ville tegne et træ med. Lige nu var det uglet og fedtet, men jeg kunne forestille mig at jeg ikke ville se så ringe ud, hvis jeg gjorde noget ud af mig selv. Det var underligt, sådan at bedømme mit eget udseende med den slags objektivitet der ellers kun forekom hvis man bedømte en fremmed. Det var som om jeg stirrede ind i en fremmeds øjne, men i virkeligheden, stirrede jeg ind i mig selv. Tomhed. Det var det jeg kunne føle, når jeg ransagede mit blik for den hukommelse der havde undsluppet mig. Så bemærkede jeg noget underligt. Noget der på en måde føltes ... forkert. Misplaceret. Mit hår havde hist og her et par rødlige striber, som om jeg havde fået det farvet på den måde. Men selv den mest middelmådige frisør ville ikke være i stand til at have begået sådan en åbenlys fejl. Mit spejlbillede rynkede utilfredst på næsen og tog fat om en af de knaldrøde striber. Ved et nærmere eftersyn, så det ikke ud til at der var nogen udgroninger, så enten var det nyfarvet eller slet ikke farvet. Men det kunne da ikke passe at det var naturligt. Ingen kunne have så rødt hår af natur. Først da bemærkede jeg at jeg havde fået en ny kjole på. Den her var rød, og den gik mig til knæene. Med mit brystparti, der ikke just var af en størrelse der var noget at komme efter, lignede jeg en lille pige. Jeg sukkede og strøg fingrene igennem mit hår i et forsøg på at glatte det en smule ud. Det hjalp ikke meget og var for smertefuldt til at være det værd, så jeg opgav hurtigt.

 

Hvem i al verden havde anbragt mig her og derefter afklædt mig? Tanken var utrolig utiltalende. Jeg fik det dårligt ved tanken om at nogen havde set mig nøgen, uden min tilladelse, og besluttede mig for, ikke at tænke for meget over det. Til gengæld ville jeg gerne vide, hvem personen var. Min nysgerrighed ledte mine øjne hen til døren. Gad vide om den mon var låst? Hjertet bankede lidt hårdere i brystet på mig, da jeg forlod spejlet og bevægede mig hen mod døren. Men inden jeg kunne nå at trykke dørhåndtaget ned, var der en der gjorde det for mig, på den anden side af døren. Da døren langsomt åbnedes, opstod der to tanker i mit hoved. Et. Nu kan jeg endelig få mine spørgsmål besvaret. To. Hvad er det nærmeste objekt jeg kan bruge som våben, hvis det viser sig at personen på den anden side er en sindssyg psykopat morder? Uheldigvis blev det ved tanken, for pludselig stod der en lav, buttet, skabning, der lignede en mellem ting mellem en rar gammel dame, med en stram hvid knold, og en pjusket trold. Synet var så bizart at jeg måtte vende hovedet og tjekke om ikke jeg stadig lå i sengen og sov, og at alt det her var en drøm. Men nej. Hvordan kunne jeg også opfinde et værelse jeg aldrig havde set før? Skabningen udstødte en lang række fløjtelyde, før den tog fat i min hånd og hev mig ned på knæ. Taget i betragtning af at den kun gik mig til livet, var den vældig stærk. Så tog den fat med sine buttede hænder om mit ansigt. Jeg prøvede at vrikke med ud af dens greb, med en spirende frygt for at den snart ville sætte tænderne i mit ansigt, men i stedet strøg den blidt sine fingre mod mine kinder.


"Du føle dig bedre, ja? Du se bedre ud nu." sagde den. Vent lige et øjeblik. Den talte? Jeg vidste ikke om jeg skulle grine, eller forholde mig høflig og spørge om dens navn. Hele situationen var så surrealistisk, at jeg var bange for at jeg skulle besvime.
Jeg var ikke helt sikker på, hvad det var for en skabning der stod foran mig, men den udstrålede en varme og venlighed som gjorde, at jeg med det samme faldt for dens indbydende natur.
Skabningen smilede.
"Iggi se du har haft god søvn. Du stærk. Følg med." sagde skabningen. Dens sprog var primitivt og det lød nærmest som om den hostede ordene ud, som om dens stemmebånd ikke var udviklet nok til menneskets avancerede sprog. Hurtigt, og mere adræt end jeg havde givet den kredit for med dens kropsbygning, smuttede den ud af døren med en munter klukken. Iggi viste sig, ikke at være den snaksomme type, så der blev meget hurtigt ret stille imellem os. Jeg kunne ikke lide stilheden. Den gjorde mig ret utilpas, så jeg besluttede mig for at prøve at se om mit stemmebånd havde besluttet at føje mig nu.


"Øhm ... Hej." begyndte jeg, ret akavet fordi jeg ikke var sikker på at jeg ikke ville lyde som en syg frø, men da ordene uden besvær, forlod min mund, måtte jeg stoppe et øjeblik for at indtage den gode nyhed. Wow. Jeg kunne tale igen. Måske havde jeg bare været i chok, før?
"Iggi se at du  tale igen." svarede det muntre lille væsen.
"Hvordan vidste du at jeg ikke kunne tale før?" spurgte jeg forvirret, og en anelse alarmeret. Havde skabningen holdt øje med mig hele tiden?
"Ingen tale når de først komme her. Sådan er reglen." svarede Iggi fornøjet. Jeg forstod det ikke. Hvilken regel? Man mistede da ikke bare lige stemmen et stykke tid og så få den tilbage lidt efter, med mindre der var tale om en skade eller noget. Det gav ingen mening. Men okay. Det gjorde trolde vel heller ikke. Godt nok vidste jeg intet om mig selv, men jeg kendte dog til hvad der var normalt og hvad der var langt ude, og hele den her oplevelse havde tilhørt den sidste kategori. Jeg kunne vel ikke andet end at acceptere hvad der skete. Det var enten det, eller så ville jeg blive sindssyg. Så jeg tvang mig selv til ikke at tænke videre over det.

 

I et forsøg på at holde samtalen i gang, så ikke stilheden ville ende med at kvæle mig på ny, begyndte jeg at stille det muntre væsen spørgsmål.
"Så du hedder Iggi? Er du den eneste der bor her?"
Iggi drejede om på hælene og stirrede på mig med store sorte øjne. De var som spejle. De reflekterede kun mig selv, og ikke hvad Iggi tænkte.
"Iggi ikke alene. Iggi kun ydmyg tjener. Passer på de små." svarede den. Det gjorde mig nysgerrig.
"De små? Har du børn?" spurgte jeg, og bemærkede knapt nok at alt omkring mig syntes at glide forbi mig, som om det ikke var os der bevægede os rundt i bygningen, men snarere bygningen der bevægede sig rundt om os. Iggi rystede sørgmodigt på hovedet.
"Ingen børn. Iggis job er at passe jer." svarede den. Jeg kunne simpelthen ikke forstå Iggis svar. Alt jeg fik ud af dem, var flere spørgsmål. Iggi virkede ikke til at kunne klare et helt slot som det jeg befandt mig på alene, og den havde - mere eller mindre - afsløret at der befandt sig andre her, så jeg tav og gemte mine spørgsmål indtil jeg mødte en mere, skal vi sige kompetent, person kunne besvare dem. I det mindste håbede jeg da at det var andre personer den førte mig til, og ikke en hule fyldt med trolde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...