Dark meets light | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
Tag to personer. En uerfaren romantiker og en med et "perfekt" liv. Navnet på dem er Louis og Julianne. To vidt forskellige personer der mødes. Den ene har ingen kærlighed fået, og den anden har aldrig levet livet. To personer som sammen er den perfekte kombination, men kan ikke se det. To personer der begge må lære fra hinanden. To personer som må indse, de ikke kan leve uden hinanden.

24Likes
8Kommentarer
4053Visninger
AA

9. Kapitel 8

Weekenden fortsatte sådan. Vi sad ude på taget om aftenen, når min familie var gået i seng. Han kastede nogle små sten på mit vindue, jeg åbnede det, og vi satte os ud på taget. Han virkede helt anderledes i forhold til hans udseende. De to ting passede slet ikke sammen. Jeg havde aldrig forventet han passede sine søstre når han kom hjem, fulgte dem i skole, lavede mad til dem når hans mor ikke kunne.  

Tiden fløj afsted når vi var sammen. Tre timer kunne føltes som ti minutter. For hvert sekund der gik, for hvert ord der kom ud af hans mund, hver gang han kiggede på mig kunne jeg ikke lade være med at forsvinde ind i en verden, en verden hvor vi kun eksisterede. Den følelse var helt surrealistisk for mig. Den havde aldrig ramt mig før.  

Men vi skulle tilbage til kollegiet, hvor der kom til at være en masse omkring os. Jeg vidste ikke om han ville ses med mig i offentligheden. Måske var han flov over at være venner med mig, hvis vi overhovedet var venner. I hans øjne kunne jeg lige så godt bare være et øre, som han kunne snakke til.  

Jeg måtte tage det med løftet hoved, og næsen i sky. Hvis han ignorerede mig, gjorde jeg da bare det samme. Der var ingen grund til at vise han bestemte, jeg kunne være lige så kold.  

"Godmorgen." Mit skab smækkede i, og en vis person stod med et smørret smil.  

"Godmorgen. Du fik sovet ud?" Spurgte jeg Louis, og tog min taske over skulderen, klar til at gå til første time.  

"Ja, jeg er godt nok lidt væk her til morgen, men ellers ja. Tre timers søvn og en kop kaffe, så klarer jeg mig nok." Grinte han, og gik sammen med mig ind til filosofi time.  

Jeg gik hen mod den ledige plads forrest i lokalet, men blev straks stoppet. Louis greb blidt fat i min arm, og førte mig hen mod de bagerste pladser i lokalet. Der kun en plads tilbage, hvor en bleg fyr sad ved siden af. Han kiggede op på Louis, og inden nogen nåede at sige noget, stod den blege fyr op og gik hen mod pladsen forrest.  

Det havde aldrig været en vane for mig at sidde bagerst. Her omme bag følte jeg læreren ikke kunne se mig, når jeg rakte hånden op. Men det virkede som om jeg var Louis eneste ven her, ham kunne jeg ikke bare forlade.  

Vores filosofi lærer trådte ind i lokalet. Han stillede sin taske på katederet, og fandt et kridt frem. Med store bogstaver skrev han ordet: Kærlighed. For den da også, det var som om han fulgte mit liv. Ikke fordi Louis og jeg var mere, men pågrund af de ting han fik mig til at føle. Aldrig havde jeg haft den anspændte følelse, når en fyr talte eller rørte ved mig. Han gjorde mig til en helt anden. Når han snakkede til mig, havde jeg lyst til at sidde i timevis og lytte til ham.  

"Kærlighed!" Udbrød vores lærer og lod kridtet falde på katederet: "Det får os til at føle os fjollede, nervøse og gør os blinde. Vi kan ikke lade være med at smile af personen, beskytte personen og være i kontakt med personen. Men kærlighed er ikke kun mellem to mennesker, den er overalt. Hos familie, venner og endda fremmede. Jeg vil gerne have i taler med jeres sidemakker hvad der er kærlighed hos dem, hvor den findes og hvordan den opstår. I har femten minutter!" 

Jeg vendte hovedet mod Louis, og kiggede ham i øjnene. Han smilede skævt til mig, og lod min mave slå en kolbøtte. "Har du lyst til at lægge ud, eller skal jeg starte?" Spurgte han: "Eller skal jeg starte?" Jeg nikkede, og sank klumpen der havde dannet sig i min hals.  

Han rømmede sig let, og lod sit blik falde mod bordet, hvor hans fingre sad og legede med hinanden. "For mig er kærlighed meget personligt. Det er ikke bare at sige til en ven jeg elsker dig, det er at holde at en person, som får dig til at føle noget specielt. Din tur.” 

”Kærlighed betyder mest for mig ved en person Det er når jeg får sommerfugle i maven, svedige hænder og får en klump galt i halsen. Når personen sidder fast i mit hoved, nat og dag, ved jeg det er en som kommer til at betyde noget for mig.” 

Han kiggede på mig, med det fangende, men stadig charmerende blik. Hans øjenbryn var let knyttede, og ingen ord kom ud af ham, kun signaler han sendte mig, der gjorde mig halvblød i knæene.  

”Hvad tænker du på?” Spurgte jeg, med et halvløftet øjenbryn. Han rystede let på hovedet, og grinte lidt.  

”Dine øjne lyste op når du snakkede lige før. Jeg undrede mig bare over hvem det kunne være.” Grinte han. Straks formede klumpen sig igen i min hals, og mine håndflader blev svedige. Jeg kunne ikke bare råbe ham ind i ansigtet at det var ham, de blå øjne og hans skæve smil.  

”En gammel kæreste jeg engang havde. Ikke noget specielt.” Løj jeg og trak let på skuldrene.  

”Jeg kender det blik,” Mumlede han og lod sine øjne bore sig ind i mine: ”Det er det blik når min søstre skjuler noget for mig. Bare rolig, jeg skal nok regne det ud på et tidsspunkt.” 

Jeg grinte let for at lade som om intet var hændt, selvom min morgenmad kunne have kommet ud over det hele, hvis han fandt ud af det. Klumpen forsvandt, og dagen fortsatte. Vi fulgtes ad det meste af tiden, og når det skete var mine håndflader klamme og fugtige, og jeg måtte for alt i verden prøve at undgå hans blik.  

Men dagen sluttede, og jeg var tilbage i mit kollegieværelse med Carter. Hun var for en gangs skyld begravet i lektier. Det var et sjældent syn. Selv om jeg larmede med mine tasker, og kastede mine sko ind i skabet reagerede hun ikke. Det var først da jeg rømmede mig hun kiggede op på mig, med et håbløst blik.  

”Jeg dumper hvis jeg ikke tager mig sammen.” Mumlede hun og vendte tilbage til bøgerne.  

Alle mine lektier var klaret, så jeg satte mig ned ved siden af hende og hjalp hende. Vi fortsatte resten af eftermiddagen, og holdte kort aftensmads pause med kinesisk takeaway, mens vi snakkede om vores weekend.  

Klokken var blevet godt elleve om aftenen. Carter var træt, og kommet i stadiet hvor hun opgav. Det var også nok for i dag. Hun havde kæmpet hårdt, og fortjente en pause. Det kunne ikke gå hurtigt nok for hende at komme i seng, så hun sov med sit tøj på, med sengen fyldt med bøger.  

Jeg lagde mig også selv ned i sengen. Det var mandag og vi skulle tidlig op i morgen. Men det blev der ændret på, da min mobil lyste hele rummet op. Hurtigt fik jeg grebet fat i den, og så et nummer på skærmen jeg ikke kendte. Mine ben var hurtigt ude over sengekanten og ude på gangen, hvor jeg kunne tage den uden at forstyrre nogen.  

Hallo?” Sagde jeg og hørte en rømme sig.  

”Vækkede jeg dig?”  

”Nej, jeg var kun lige hoppet ned i sengen,” Grinte jeg: ”Hvad så Louis? Hvad bringer dig hid så sent om aftenen?” 

”Undskyld, men jeg havde bare fornemmelsen af at jeg skulle ringe,” Mumlede han: ”Men ved du hvad? Hop tilbage i seng, du lyder træt. Vi kan snakke en anden gang.”  

Han lagde på igen, inden jeg overhovedet fik nået at protestere. Det føltes på en måde skuffende. Han kunne til hver en tid ringe til mig, jeg ville ikke blive irriteret. Jeg ville blive træt, men ikke irriteret. Men jeg kunne ikke blive sur over hans venlighed. 

Jeg gik tilbage ind på værelset og hoppede tilbage i sengen. Faktisk glad. Glad over han havde valgt at fortsætte med vores ’aftaler’. Omformuleret med andre ord; sige ja til vores venskab.  

_______________________________________________________

Min sidste afgangsprøve er snart!! Det betyder ingen folkeskole længere!! Det betyder også jeg får mere fritid og mere tid til at skrive og læse :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...