Dark meets light | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
Tag to personer. En uerfaren romantiker og en med et "perfekt" liv. Navnet på dem er Louis og Julianne. To vidt forskellige personer der mødes. Den ene har ingen kærlighed fået, og den anden har aldrig levet livet. To personer som sammen er den perfekte kombination, men kan ikke se det. To personer der begge må lære fra hinanden. To personer som må indse, de ikke kan leve uden hinanden.

24Likes
8Kommentarer
4053Visninger
AA

8. Kapitel 7

Næste dag var han ikke til at komme i kontakt med. Jeg var faktisk overrasket over at se ham komme på samme tid som mig ind i klasseværelset. Han kiggede ikke engang på mig. Han gik lige hen til de bagerste pladser i klasseværelset og satte sig. Selvom jeg kiggede på ham fra første række og næsten brækkede nakken, ignorerede han mig stadig.  

Var jeg gået over grænsen? Var det dét der var problemet? Jeg syntes ellers det gik nogenlunde da vi bare sad og talte, men så åbnede jeg munden og alt gik galt.  

Resten af eleverne kom dumpende ind, og den sidste nåede det lige inden vores filosofilærer kom. Han satte tasken med et bump på gulvet og skubbede kontorstolen til side. Hans hænder greb fat om kridtet og skrev straks ordet 'Fejl'.  

"Vi alle begår fejl. Om det er store og små så ønsker vi alle vi kunne skrue tiden tilbage, og ændre dem. Men hvad ville der ske hvis vi ikke havde begået den fejl? Ville vores liv have været bedre? Værre? Eller ville der overhovedet ikke være nogen forskel?" han slog ud med armene og kiggede grundigt på os: "Er der nogen som har en typisk fejl?" 

Som en vane røg min hånd op i luften, men det var ikke mit navn som blev sagt.  

"Ja Tomlinson?" 

"At stole på en person." Sagde Louis, vores lærer smilte straks og skrev det op. Jeg kunne straks føle skyld ramme mig som en hammer. Men jeg ville vise ham han ikke havde ret. Jeg skulle få ham til at stole på mig.  

"Ikke at lade en person komme ind i sit liv." Sagde jeg, og det blev straks skrevet nedenunder. Jeg vendte mig om mod Louis og så hans mund som formede ordet: "Seriøst?" 

Hans hånd var straks oppe i luften igen, og uden han blev taget udbrød han: "At lade en person trænge ind og ødelægge det hele." 

"At tro man selv kan klare alt, selvom man ved man ikke kan." 

Efter de ord forblev han stille. Han skubbede stolen tilbage og placerede i stedet sine fødder oppe på bordet, og lænede sit tilbage. Der var ikke mere at sige. Vi havde vist begge kommet ud med vores meninger, men det så ikke ud til at hjælpe særlig meget, udover de eksempler som resten af klassen fik.  

Efter det snakkede Louis og jeg slet ikke gennem resten af timen. Vi forblev tavse helt til klokken ringede, og gik hver vores vej. Det føltes som en tabt kamp, og det var det sikkert også. Jeg prøvede, jeg prøvede virkelig, men intet lykkes.  

Lige nu ville jeg egentlig bare gerne væk fra det her sted. Når man havde sådan som jeg havde det lige nu, så var det ikke en stor hjælp at være omringet af unge mennesker med problemer lige nu. Jeg havde brug for en pause. En pause hjemme på mit værelse, væk fra alting.  


 

Fredag var ankommet. Det var endelig tid til at slappe af derhjemme, og tænke på noget andet. At have Carter som roommate var ikke det bedste for mig lige nu. Hun havde hele tiden nogle venner med sig derinde, og nogle gange sad Louis der. Men så snart han så mig gik han ud og ventede på parkeringspladsen.  

I det hele taget var det ikke rart at være derinde. Jeg måtte fokusere på noget andet. Det var afslappende at lade sig selv falde ned på den nyvaskede seng. Den duftede let af citron og fik mig straks til at slappe af. Klokken var cirka fire, og mine forældre og bror ville snart være hjemme. Jeg håbede bare på de kunne få mig på andre tanker.  

De kendte intet til Louis eller Carter. Den eneste de havde hørt om var Harper, og jeg havde heller ikke planlagt dem at fortælle om andre. De troede på at jeg fik indflydelse af de folk jeg hængte ud med. Også selvom jeg havde prøvet at forklare jeg havde mine egene meninger, min egen personlighed og ikke lod mig styre af andre. Så hvis de kendte til Louis eller Carter ville de sikkert flippe ud.  

Der gik ikke mange minutter før døren gik op nedenunder, og stemmer fyldte huset. Ligesom i gamle dage. Min mor og far var straks i gang med at lave mad i køkkenet, mens Sam og jeg fik sat gang i tv'et og hyggede os, før aftensmaden. Indtil videre fik de virkelig sat mine tanker på pause. Intet drama, kun få nemme spørgsmål omkring livet, og ellers ikke andet.  

Det var først efter vi havde talt sammen, og mine forældre lagde sig til at sove, samt Sam. Der kom alle mine tanker tilbage, og pinte mig. Det krævede næsten en hovedpinepille. Men måske krævede det bare at komme ud med tankerne. Jeg havde jo stadig min journal med mig.  

Jeg lagde mig ned på min seng, og hev journalen frem. Min lærer havde nok ikke noget imod jeg skrev lidt ekstra i den. Lige så snart min blyant kom i kontakt med papiret, var den næsten ikke til at stoppe. Det var lettende at komme af med alle tankerne. Et sted hvor ingen kunne fortælle det videre eller svare igen, bare mig og mine tanker.  

Klokken var kvart over midnat, og stadig sad jeg i natlampens skær og skrev. Jeg var helt optaget af at skrive, indtil et bank på min rude næsten gav mig et hjertestop, og fik mig hurtigt op at stå. Før jeg nåede at gøre andet, var der endnu et bank på ruden og en velkendt ansigt kom frem. Jeg spildte ikke tiden, men gik hurtigt derhen og åbnede.  

"Hvad laver du her? Hvor vidste du jeg boede?" Min stemme var så lav, at jeg næsten ikke selv kunne høre den. Men hvis mine forældre vågnede, var jeg død.  

"Gælder dit tilbud stadig?" Spurgte Louis og prøvede at smile en smule, næsten skyldigt. Det tog et stykke tid for mig, før jeg indså hvad han mente. Så han havde endelig taget imod min hjælp.  

"Selvfølelig, Men jeg er nødt til at spørge, hvorfra vidste du hvor jeg boede?"  

"Jeg lavede lidt research, men det failede totalt! Så i stedet spurgte jeg Carter," Han grinte let, og kiggede ned i jorden. Det var næsten som om han var genert: "Må jeg komme ind?" 

Det var slet ikke faldet mig ind, han stadig sad udenfor på mit tag. Det tog mig ikke lang tid at flytte mig så han kunne komme indenfor. Han hoppede indenfor og åndede lettet ud. Jeg satte mig ned på sin seng, og gjorde gestus til han kunne gøre det samme.  

Det var svært for ham. Jeg kunne se det. Han gned sine hænder sammen, og satte sig forsigtigt ned på min seng, med benene svunget ud over den, mens jeg selv sad med benene oppe.  

"Så, noget specielt du gerne ville have ud? Jeg sladrer ikke, det lover jeg." Smilte jeg. Han grinte let og skulle til at åbne munden, da fodtrin lød udenfor min dør.  

"Julia? Hvem snakker du med?" Louis var hurtigt hoppet af sengen, og lå omme bag min seng, hvor han ikke kunne ses. Sam stod med halvsøvnige øjne, og kiggede rundt i mit værelse. Jeg smilte bare til ham. Han mumlede et undskyld, og var straks gået igen.  

Vi kunne ikke sidde herinde og snakke. Væggene var for tynde, og mine forældre var for dømmende. De ville smide Louis ud det sekund de så ham. Han kom lettet frem, og grinte let, idet vi fik øjenkontakt.  

"Det her er for risikabelt, er der mulighed for vi kan gøre det på et andet tidspunkt?" Hviskede jeg. Han rystede på hovedet og gik hen mod vinduet igen.  

"Slap af, vi gør det da bare herude." Sagde han og var allerede halvt ude af vinduet.  

"Udenfor i min have?" 

"Nej, på taget selvfølelig. Det er sikkert, bare rolig." Han kravlede let udenfor, og var allerede ude af syne. Jeg gik hen mod vinduet og kiggede ud, hvor han satte sig tilpas på tagstenene.  

"Er du sindssyg? Vi kunne falde ned!" Han trak på skuldrene og gjorde tegn til jeg skulle komme.  

Normalt ville jeg have lukket vinduet. Men der var et eller andet der sagde jeg skulle gøre det. Mit hoved? Mit hjerte? Uanset hvad det var gik der ikke lang tid, før jeg allerede var halvt derude. Men jeg havde problemer. Da jeg kiggede ned, frøs jeg straks på stedet. Et forkert skridt, og jeg knækkede halsen.  

"Kom her." Jeg kiggede på Louis, der holdte en hånd fremme. Uden tøven tog jeg fat i den, og han hjalp mig hen og sidde. Jeg måtte indrømme min krop rystede en smule, men i det mindste kunne jeg bevæge mig. Min hånd klemte hans hårdere for hvert sekund der gik. Men det så ikke ud til at røre ham det mindste, selvom hans hånd var ved at blive hvid.  

"S-så... hvad ville du s-snakke om?" Spurgte jeg med blikket låst fast til jorden. Han grinte let fra min side, og få sekunder efter, kunne jeg mærke en finger under min hage. Den løftede mit blik fra jorden, op til hans ansigt.  

"Du bliver vist endnu mere bange af at kigge ned," Grinte han og fjernede sin hånd: "Og jeg ville helst ikke have det som om jeg er til psykolog. Kan vi ikke bare prøve at lade som om det er en normal samtale?" 

"Selvfølelig, jeg er bare lidt nervøs." Et lille smil kom frem på mine læber, af ren nervøsitet. Ikke kun fordi Louis blå øjne næsten gennemborede min sjæl, men fordi jeg sad på et tag, og kunne dø.  

Han satte sig til rette, og kiggede ud over bygningerne. "Er det din første gang på et tag om natten?" Spurgte han, og lagde sig halvt ned.  

Jeg nikkede, men flyttede ikke mit blik fra ham. Hvis jeg kiggede ned ville jeg ende med at kaste op, og det var ikke et kønt syn. Han virkede ikke til at være irriteret af, at jeg sad og stirrede på ham.  

Vores samtale var ret plat til at starte med. Men tiden gik, og den blev mere spændene. Vi kom ind på alle mulige punkter, som interesser, familie, oplevelser. Min frygt for højden var helt væk. Alt frygt var væk, når han var i nærheden.  

______________________________________________________

Guys.. Undskyld igen... Jeg stinker virkelig til at publicere... Jeg tror det er fordi jeg ikke har vænnet mig til det helt endnu, efter sådan en lang pause med ikke at publicere.

Well, sidste skoledag for mig er i morgen, så er der læseferie, og forhåbentlig kapitler hver uge (har i hvert fald sat alarm på, så håber jeg ikke glemmer det!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...