Dark meets light | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
Tag to personer. En uerfaren romantiker og en med et "perfekt" liv. Navnet på dem er Louis og Julianne. To vidt forskellige personer der mødes. Den ene har ingen kærlighed fået, og den anden har aldrig levet livet. To personer som sammen er den perfekte kombination, men kan ikke se det. To personer der begge må lære fra hinanden. To personer som må indse, de ikke kan leve uden hinanden.

24Likes
8Kommentarer
4061Visninger
AA

7. Kapitel 6

Det ringede stadig for mine ører på grund af alle skrigene. Selv var jeg en af dem der skreg, men kun når Sam scorede, hvilken han gjorde tyve sekunder inden kampen sluttede. Som sædvanlig ville han gerne have mig med ud og fejre det, men jeg havde en aftale med Louis. Endelig havde jeg chancen for at tale ordentligt med ham, og den ville jeg ikke spilde.  

Jeg nåede knap nok at få Sams gamle spillertrøje af, og en ny på, før et bank på døren forstyrrede mig. I det jeg vendte mig om gik døren op, og Louis var på vej ind. Så snart han så mig kun iført BH, kunne jeg straks se hans smørrede smil.  

"Det her er en god start." Grinte han og fjernede ikke engang sit blik. Hurtigt vendte jeg mig om og tog fat i Sams spiller trøje igen.  

"Lad være med at kigge. Dine øjne brænder min hud af." Mumlede jeg. Han grinte let og satte sig hen på Carters seng.  

Jeg gik hen mod mit tøj, og fandt min hvide nederdel og blå, strop trøje. Men siden jeg vidste Louis ikke var typen der gjorde hvad man sagde, selvom jeg nogle gange var ligesådan, gik jeg ud på toilettet og skiftede. Da jeg kom tilbage lå han og kiggede op i loftet.  

"Jeg er klar til en kop kaffe." Sagde jeg, greb fat i min pung og lænede mig op af dørkammen. Han rejste sig op og stillede sig imellem dørkammen og mig, så vi næsten var presset mod hinanden.  

"Det er jeg også." Hviskede han og gik ud i gangen.  

Der var et eller andet galt. Mine kinder blev varme, og da jeg lagde hånden over hjertet bankede det hurtigt. Det var en følelse jeg ikke havde prøvet før. En følelse der var ubehagelig, men samtidig dejlig. Den var svær at forklare, og jeg ved ikke engang om det var nødvendigt at forklare.  

"Kommer du?" Spurgte han længere nede af gangen. Jeg kom tilbage til virkeligheden og nikkede.  

Louis Tomlinson, hvad gjorde du ved mig? 

"Så, hvorfor vil du gerne drikke kaffe med mig?" Spurgte han idet jeg samme mig ned. Allerede der havde jeg lyst til at stille ham millioner af spørgsmål, men holdte mig selv tilbage, og prøvede at føre en nogenlunde ordentlig samtale.  

"Jeg vil bare gerne vide noget om dig. Vi kunne lægge ud med at stille hinanden spørgsmål, så det er min tur!" svarede jeg: "Hvor mange tatoveringer har du?" 

"22, ligesom min alder. Hvorfor valgte du en laksefarvet BH?" 

Mine kinder blev straks røde, men jeg prøvede at lade være med at gøre noget dumt. Som at flippe ud over han spurgte om sådan noget, eller give ham en lussing. Det var trodssalt mig som fik ham med herhen og forstyrrede ham på arbejde.. og tog hjem hos ham.. uden han vidste det.. jeg havde faktisk gjort mange ting.  

"Fordi jeg syntes den var pæn," svarede jeg en smule nervøst og kiggede ned i bordet: "Hvor længe har du arbejdet i biografen?" 

"Siden jeg var 16 år. Hvad er den egentlige grund til du har fået mig herhen?" Han løftede øjenbrynene og kiggede mig dybt i øjnene. De borede sig næsten igennem min sjæl og afslørede alt. Jeg følte næsten jeg ikke behøvede at sige noget, for han kunne læse mig.  

"J-jeg ville bare gerne..." Min tunge føltes tør, og jeg kunne se på ham ikke troede på det jeg skulle til at sige: "Nej, jeg kan ikke lyve. Louis, din mor arbejder 24/7, Daisy er alene hjemme over halvdelen af dagen og dine andre søstre er aldrig hjemme. Du arbejder hver dag, og jeg behøver ikke at være et geni for at se det er for at støtte din familie. En fyr som dig har ikke arbejdet siden han var 16 bare for at tjene penge, du burde være ude og feste på livet løs.  
Ud fra hvad jeg hørte fra din mor har hun aldrig kendt nogle af dine venner. Jeg vil gerne være din ven, jeg vil gerne være der til at du kan snakke omkring det, få alt det ud som nager dig. For mig er det ikke altid nok bare at skrive i en journal, men jeg er nødt til at sige det med ord, til en rigtig person. Jeg vil ikke presse dig til noget, men jeg beder dig om at tage imod det jeg tilbyder dig nu." 

Han sagde ikke et ord. Han kiggede ikke engang på mig. Det eneste han kiggede på var kaffekoppen i hans hånd, som han let rykkede fra side til side, så kaffen cirklede rundt. Jeg havde lyst til at sige noget, men jeg følte alle mine ord var væk. Der kunne ikke komme noget ud, selvom jeg ønskede det.  

"Jeg tror jeg går nu." Mumlede han og stillede koppen på bordet, så det skvulpede en smule.  

Mit hjerte råbte jeg skulle gå efter ham, men mine fødder bevægede sig ikke. Det eneste min krop kunne var at se Louis gå ud til sin bil, og køre væk. Da hans bil var ude af syne vendte jeg mig mod min kaffekop igen, og følte mig helt tom. Svigtet. Skyldig. Og ikke mindst pinlig berørt. 

Mine hænder greb fat i kaffekoppen foran mig, uden at tænke over det bundede jeg den, og var straks gået. 

-----------------------------------------------------------------------

GUYS!!! Jeg er så ked af det!! Jeg glemte fuldstændig sidste uge, og glemte det næsten også i dag! 

Sidste skriftlige prøve i morgen, og så er der kun de mundtlige tilbage, næsten færdig med folkeskole!

Igen, er så ked af det, skal nok gøre mit bedste for at huske det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...