Dark meets light | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
Tag to personer. En uerfaren romantiker og en med et "perfekt" liv. Navnet på dem er Louis og Julianne. To vidt forskellige personer der mødes. Den ene har ingen kærlighed fået, og den anden har aldrig levet livet. To personer som sammen er den perfekte kombination, men kan ikke se det. To personer der begge må lære fra hinanden. To personer som må indse, de ikke kan leve uden hinanden.

24Likes
8Kommentarer
4058Visninger
AA

6. Kapitel 5

"Nej Julianne. Bland dig uden om det her." Louis hårde facade kom frem igen. 

"Nej nej. Seriøst! Jeg skriver bare til Harper at der kom noget andet i vejen, og følger så Daisy hjem. Intet problem." Det var et billigt trick at bruge imod ham, men et eller andet i mig ville bare vide hvor han boede henne. 

Han greb fat i sine nakkehår, og gryntede frustreret. Han kiggede ned på Daisy der begyndte at få våde øjne. Med et suk satte han sig ned på hug foran hende, og placerede sine hænder på hendes små skuldre.  

"Kan du vejen hjem? For ellers kan jeg sagtens finde en løsning!" Spurgte Louis. 

Hun nikkede med et smil og kiggede hen mod mig. Jeg holdte hånden frem mod hende og ventede på hun ville gribe fat i den. 

"Pas på dig selv." Hviskede Louis og kyssede hende i håret. Hun gik hen mod mig, og lod sin hånd ligge sig i min. Med et smil vinkede hun farvel og begyndte at gå. 

På vejen hjem fortalte hun mig om stederne i byen, og pegede dem alle sammen ud. Det overraskede mig helt at hun turde fortælle mig det, og stolede på mig.  

Vi stod til sidst foran et to etagers hus. Det var ikke stort. Men det havde en lille græsplæne, et gyngestativ og et gammelt legehus. Sammen med Daisy gik jeg op til hoveddøren og prøvede at åbne døren, men der var låst. 

Daisy opfattede det hurtigt, og fandt en nøgle under en potteplante. Hun låste op og gik indenfor. Med det samme stod hun foran en trappe og kiggede op.  

"Fizzy? Lottie?" Kaldte hun, men der var ingen som svarede.  

Klokken var omkring fire om eftermiddagen, og her stod jeg med Louis lillesøster, alene i huset. 

Jeg kunne ikke bare efterlade hende her. Hvem vidste hvornår der kom nogen hjem? Der kunne gå timer! Det ville være uansvarligt bare at gå.  



Klokken var næsten syv om aftenen. Daisy og jeg havde leget inde på hendes værelse i timer nu. Det overraskede mig at huset stod tomt så længe.

Harper var sikkert ved at blive bekymret for mig. Jeg havde bare skrevet at jeg skulle noget vigtigt. Jeg gik ud fra værelset og ville ringe til hende, da hoveddøren gik op nedenunder. 

Uden at tænke videre over det gik jeg nedenunder og blev mødt af en kvinde. Hun lagde ikke mærke til mig. Først da Daisy kom løbende bag mig hele vejen ned af trapperne.

"Mor!" Kaldte hun og kastede sig i armene på kvinden. Kvinden smilte venligt til sin datter og løftede hende op.  

"Hey Daisy. Hvem er din veninde?" Spurgte hun og gik tættere på mig.  

"Det er Louis ikke-kæreste. Hun fulgte mig hjem fra hans arbejde," svarede Daisy: "Vi har leget oppe på mit værelse." 

Før det blev alt for akavet rakte jeg hånden frem, og smilte venligt. "Julianne McKann. Louis og jeg har filosofi sammen." Hun rystede let min hånd og satte så Daisy ned igen. 

"Hyggeligt at møde dig. Jay. Jeg har aldrig mødt nogen af Louis venner før." Sagde hun og begyndte at tage sin jakke af.  

"Der er ikke andre hjemme. Derfor tænkte jeg at jeg kunne blive, så Daisy ikke var alene hjemme. Ellers havde hun været alene i timevis, det kunne jeg ikke nænne." Forklarede jeg.  

"Jeg takker mange gange," smilte hun og gik ud i køkkenet med nogle varer: "Du har været en stor hjælp. Normalt er nogle af Daisys søskende hjemme, men de er vist alle sammen ude i dag." 

Mens Jay begyndte at fylde skabe op med varer, begyndte jeg at tænke over det måske var tid til at tage tilbage. Det var spisetid og der lå en lille grill på vejen.  

"Men jeg må hellere tage tilbage mit værelse, det er ved at blive sent." Sagde jeg og skulle til at finde min jakke, da Jay stoppede mig.  

"Hvorfor spiser du ikke med? Det er det mindste jeg kan gøre som tak for du passede Daisy." Smilte hun. Jeg takkede ja, uden at tænke videre over det.  

Hvad ville Louis ikke sige til at finde mig i hans hjem, mens hans mor og søster? Men hvis jeg sagde nej, følte jeg at jeg svigtede hende.  

Louis mor var anderledes fra hvad jeg havde forestillet mig. Ud fra Louis udseende regnede jeg med at hun røg tredive cigaretter om dagen og havde mindst syvogtyve tatoveringer. Men hun var alt andet.  

Mens hun lavede mad var jeg sammen med Daisy. Hun trak mig med ovenpå på sit værelse med det samme. Deroppe sad vi til vi skulle spise.  

Jay havde lavet en fantastisk lasagne til os. Den var hele ventetiden værd. Og ikke nok med det, så var Jay venlig og snaksalig. Der gik ikke et minut uden vi snakkede. Det var så lige indtil vi hørte døren smække i, og nogle sko blev kastet i gangen.  

Louis kom frem i døråbningen og smed skoene. Han så træt ud, og lagde ikke mærke til os. Ikke før Daisy løb hen mod ham og krammende ham. Selvom han var træt, tog han alligevel imod hende med et smil og løftede hende op.  

"Hva' så prinsesse? Hvordan gik turen hjem?" Spurgte han hende med et smil, og gik hen mod os. Da han så mig med hans mor, forsvandt hans smil og han satte Daisy ned på gulvet igen.  

"Hej Louis! Hvordan var arbejde idag?" Spurgte Jay og tog en bid af sin mad.  

"Godt," svarede han usikkert, med sit blik låst fast på mig: "Hvad laver Julianne her?"  

"Hun var så sød at passe Daisy mens vi alle var væk, så jeg tænkte at jeg kunne takke hende med noget aftensmad." Svarede Jay.  

Louis stilhed gjorde mig usikker. Det fik mig til at indse det nok var en dårlig ide at blive. Jeg rejste mig fra bordet og tørrede hurtigt min mund med en serviet.  

"Jeg må også se at komme tilbage. Min bror skal spille en kamp imorgen, og den foregår i Manchester," undskyldte jeg og gik ud i køkkenet med min tallerken: "Det smagte virkelig godt Jay. Tak for maden." Sagde jeg på vej hen mod døren, med min jakken hånden. 

"Det var da så lidt. Det må vi gøre igen, mest for Daisys skyld, hun nød virkelig dit selskab." Sagde Jay, og kiggede på Daisy der krammede mig farvel.  

Jeg fik sagt farvel til Daisy med et kram og skulle til at gå ud af døren, da Louis sagde: "Jeg følger dig tilbage."  

Jeg var overrasket over hans opførsel, men taknemmelig. Desuden kunne jeg ikke nå at protestere, for han havde allerede taget sine sko på, og fulgte mig ud af døren.  

Vi gik i stilhed tilbage til campus. Det var ubehageligt at han var så stille. Jeg havde forestillet mig at han havde en grund til at følge mig hjem, men åbenbart ikke. Måske var han bare en gentleman inderst inde, det var der vel ikke noget galt i? Da Doncaster campus var nogle meter foran os, begyndte han at tale.  

"Du ved godt du ikke kan fortælle det her til nogen, ik'? Du er den eneste der kender til dem, og sådan skal det helst forblive. I så mange år har jeg prøvet at holde dem hemmelig for alle, og jeg vil ikke have du ødelægger det. De er dyrebare for mig, jeg vil ikke have nogen gør dem fortræd."  

Vi stoppede foran indgangen til værelsesgangen. Hans blå øjne gennemborede mine ved ordene om hans familie, og jeg kunne ikke andet end at acceptere det. Louis havde brug for en ven, og jeg ville være den ven.  

"Jeg skal nok lade være med at sige det til nogen, det lover jeg," sagde jeg, han åndede lettet ud: "Hvis du lover at give mig en chance som din ven."  

Han fik store øjne og rystede på hovedet. "Desværre, jeg er en ensom ulv. Find hellere en fyr der går med cardiganen omkring skuldrene. Der er vist en her som hedder Samuel, I skulle se at snakke sammen." Han grinte let af sig selv.  

"Kom nu, bare en kop kaffe. Vi kan gøre det imorgen efter jeg kommer tilbage fra Manchester."  

Han sukkede dybt og nikkede så. "Godt så. Én kop kaffe, og bare så du ved det, er det ikke en fucking date." 

"Godt så, det er omkring en to timers tur, så jeg kan være tilbage her omkring klokken tre. Er det okay med dig?" Spurgte jeg. Han nikkede og begyndte så at gå tilbage mod sit eget hjem.  

Jeg var faktisk overrasket over at jeg havde fået Louis med på den. Det var ikke engang særlig svært, at få ham med på ideen. Men jeg havde en chance til at hjælpe ham. Være hans ven, og vise ham han kan stole på mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...