Dark meets light | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
Tag to personer. En uerfaren romantiker og en med et "perfekt" liv. Navnet på dem er Louis og Julianne. To vidt forskellige personer der mødes. Den ene har ingen kærlighed fået, og den anden har aldrig levet livet. To personer som sammen er den perfekte kombination, men kan ikke se det. To personer der begge må lære fra hinanden. To personer som må indse, de ikke kan leve uden hinanden.

24Likes
8Kommentarer
4058Visninger
AA

5. Kapitel 4

Da timen var forbi var Louis hurtigt ude af syne. Men jeg gav ikke op. Måske havde jeg løsningen. Så tænk på ham... Jeg ville ikke bare ignorere det. Jeg ville tænke på ham. Spørge ind til ham. Det så ikke ud til der var andre som gjorde det, så hvorfor ikke?

Mine fødder førte mig ud til parkeringspladsen, hvor mine øjne genkendte omridset af hans krop. Regnen faldt ned på ham. Hans hår blev helt vådt og hans tøj gennemblødt. Ikke et sekund tøvede jeg. Jeg løb ud i regnen til ham. Da jeg var lige bag ham, greb min hånd fat om hans skulder.

"Hvad?" Spurgte han hårdt, og vendte sig om.

"Hvad er det jeg har gjort? Kan du ikke forklare mig det? Det går mig på at du er vred på mig, så please, fortæl mig hvad jeg har gjort." Jeg indså hvor ynkelig min stemme lød, da hans blik blev blidere.

"Du har ikke gjort en skid, okay? Var det svar nok? Godt, for jeg er gennemblødt og træt." Han begyndte at gå igen, men endnu en gang stoppede jeg ham.

"Jamen hvorfor er du så sådan overfor mig? Jeg forstår det ikke, jeg kan ikke forstå dine tanker. Hjælp mig med at forstå dem."

"Kan du ikke se det? Jeg er ikke god for folk. De kommer til skade i nærheden af mig. Jeg reddede dig ikke fra at blive voldtaget, det var min skyld det skete! Så stop med at bruge ordet reddede. Bare hold dig væk fra mig! Jeg kan ikke klare de folk jeg holder af kommer til skade." Han gik fra mig, hen til sin bil og kørte.

Jeg havde ingen anelse om hvem af os, der var pinlig berørt. Her stod jeg i regnen, og lød sikkert som om jeg var på kanten til at græde, mens han fortalte mig han holdte af mig. Hvis jeg vidste hvor han boede, var jeg løbet hjem til ham, men ingen vidste hvor han boede.

Der var intet at gøre. Jeg måtte bare håbe på jeg kunne se ham endnu en gang. For mig var det ikke slutningen, det var starten. Der måtte lægge mere bag det han sagde. En fyr som ham ville helt klart ikke falde for lærerens kæledække.


Mit værelse så ud som for to uger siden. Sengen var redt, skrivebordet var ryddet og skraldespanden tømt. Min finger kørte hen over mit skrivebord. Ikke det mindste støv. Det var helt anderledes her i forhold til værelset på campus. Der gjorde vi rent en gang om måneden. Men det var tydeligt min mor var herinde hver anden dag og tørre støv af.

Med et suk lod jeg min taske falde til gulvet, og lagde mig ned i min seng. Sengetøjet duftede nyvasket med en snert af citron. Der var ingen tvivl om at jeg aldrig i hele mit liv ville opleve det her hus rodet. Selv min tre år ældre bror, Sam, var perfekt. Hans opsatte hår sad perfekt, tøjet var altid strøget og han fik altid 10 eller 12 i karakter.

Han var helt anderledes fra Louis. De to var som sand og kul. Min bror var sandet, fin og ikke en eneste ting at gemme. Mens Louis var kullet. Han var svær at komme igennem, og det føltes som om ingen rigtig kendte til ham. Han var svær at komme igennem. Men hvis man pressede kullet rigtig hårdt sammen kom der en diamant.

Jeg troede ikke på alt det folk sagde, især ikke før jeg selv havde set det. Det lød så kliché-agtigt, men aldrig døm en bog på dens udseende. Efter alle de bøger jeg havde læst, havde jeg lært at de fleste bøger som næsten ingen talte om eller folk syntes så kedelige ud, faktisk var nogen af de mest spændene. Jeg håbede på det samme med Louis. Han lignede ikke en man bare gik hen til, men inderst inde vidste jeg der var noget at holde fast på, noget værdifuldt.

"Hvor er min yndlings lillesøster?" Et hoved tittede frem fra døren. Straks var jeg oppe og stå og omfavne min bror.

"Har du allerede fri? Jeg troede du skulle til træning?" Spurgte jeg. Han trak på skuldrene.

"Jeg tænkte vi kunne køre en tur og få en burger eller sådan noget. Det er lang tid siden." Svarede han og holdte sine bilnøgler oppe. Det tog mig sekunder at komme ud fra mit værelse og udenfor i bilen.

Han kørte mig hen til min yndlings restaurant. Det her var perfekt. Det hjalp mig med at glemme Louis. Vi snakkede, fyrede jokes af, hilste på de lokale og havde det i det hele taget bare hyggeligt. Men så snart jeg trådte ind i huset kom Louis tilbage.

Mit hoved begyndte at tænke over hvad der egentlig gik galt. Måske var det tid til at udnytte jeg havde fået en journal? Det gjorde vel ikke noget at skrive lidt ekstra i den. Ud fra mit øjemål var der plads nok.

Jeg fandt journalen frem og en kuglepen. Solen var næsten gået ned, så jeg kunne sagtens sætte mig i vinduet. Jeg åbnede journalen og kiggede på den første side. 'Så tænk på ham...'. Hvorfor skrev jeg overhovedet det? Det undrede mig af og til, men måske var der en mening bag det?

Lige så snart solen gik ned var det som om min hånd fik energi. Pennen gik lige pludselig hen over siden, og skrev så meget der kunne stå. Det føltes næsten magisk. Men inderst inde vidste jeg mit hoved også var med i det, jeg vidste bare ikke hvordan.

Da jeg var færdig klappede jeg straks journalen i. En stemme inde i mit hoved fortalte jeg ikke skulle læse det. At jeg skulle vente. Selvom fristelen til at læse det var stor, så stolede jeg på den stemme og lod være. I stedet kiggede jeg ud af vinduet, med journalen knuget ind til mig, og faldt langsomt i søvn.


"Hvordan var det så at være hos dine forældre?" Spurgte Harper, mens hun elegant svang sin taske rundt om skulderen.

"Som altid. Dejlig roligt. Min bror tog mig med ud på min yndlings restaurant." Jeg undgik at fortælle hende om min weekend der bestod af at sidde og kigge på stjernerne, og tænke på Louis.

Han blev ved med at poppe op i mit hoved. Det blev ikke nemmere ved at se min bror hver dag. Når jeg så ham kom jeg til at tænke på hvordan Louis og ham så så forskellige ud. Men jeg var halvfems procent sikker på der var noget godt inde i ham.

'Jeg kan ikke klare de folk jeg holder af kommer til skade'.

De folk jeg holder af? Jeg undrede mig over om det indgik mig, ellers ville han da ikke have sagt det, ville han? Eller var det en måde for ham at sige jeg skulle holde mig væk fra ham? Det var ikke til at finde ud af. Og ingen havde set ham hele dagen, så jeg kunne ikke snakke med ham om det.

"Din bror skal spille i morgen ikke?"

Jeg havde helt glemt Harper stadig var der. Hun havde sikkert snakket hele tiden, uden jeg så meget som det mindste hørte efter.

"Jo, jeg tager derhen for at støtte ham." Svarede jeg.

Lige siden han startede i skole ville han gerne spille fodbold. Atten år var nu gået siden han begyndte at spille. Han var kaptajn på fodboldholdet. Fik et fodboldstipendium. Han udlevede sin drøm. Jeg kunne ikke være mere stolt af ham. Derfor kom jeg altid hver gang han skulle spille kamp. Aldrig havde jeg gået glip af en af hans kampe. Jeg var der endda da han scorede sit første mål.

"Ønsk ham held og lykke fra mig. Jeg vil rigtig gerne med, men fodbold er ikke ligefrem mig." Grinte Harper, mens hun begyndte at dreje ind mod biografen.

Det var mit valg vi gik herhen. Ikke fordi jeg ville se en speciel film, men fordi jeg vidste der var en chance for at Louis var her. Derfor lod jeg som om der var en film jeg rigtig gerne ville se. Normalt ville jeg ikke lyve for Harper, men hvis hun kendte til det der skete mellem mig og Louis ville jeg ikke vide hvad hun kunne finde på.

Vi købte altid vores billetter hver for sig. Det var sådan vi holdte regnskab med hinanden. På den måde slap vi for ingen af os glemte at betale den anden, eller betalte mere end den anden.

"Bare gå indenfor, jeg kommer om lidt." Sagde jeg da Harper havde købt sin billet.

Da jeg kom hen til billetlugen stod Louis der endnu engang. Han kiggede ikke engang på mig.

"Sagde jeg ikke du skulle holde dig væk fra mig?" Spurgte han og rakte mig en billet.

"Jo..."

"Hvorfor er du her så?"

"Jeg kom for at få noget forklaret. I fredags sagde du jeg skulle holde mig væk fra dig, fordi du ikke kunne klare de folk du holdte af kom til skade. Forklar det."

"Nej, jeg sagde du skulle holde dig fra mig. Og så sagde jeg at jeg ikke kunne klare de folk jeg holdte af kom til skade. Jeg har aldrig sagt jeg holdte af dig." Han kiggede op på mig med et løftet øjenbryn. Hans stemme var blevet mere selvsikker og arrogant.

"Hør Louis, lad os hænge ud som venner så. Vi kan spise noget efter du har arbejdet eller sådan noget. Der er en hyggelig cafe længere ned af gaden."

"Eller vi kan lade være. Jeg arbejder sent i dag og har først fri sent i aften. Desvær-"

"Louis?" Vi begge drejede hovedet til siden og en pige stod og kiggede på os.

"Daisy hvad laver du her? Hvor er Phoebe?" Spurgte Louis og gik ud fra billetlugen.

Han satte sig på hug foran hende og snakkede lavmælt med hende. Jeg prøvede at ignorere situationen så meget som muligt, men det var svært at se Louis sådan. Sidde på hug foran en lille pige og være kærlig overfor hende. Han kærtegnede hendes kind og tørrede de tårer væk hun havde.

Han tog hende op i hans arme, og fandt sin mobil. Det her var en helt anden side af Louis som jeg ikke forventede at se fra ham. Han stod med et barn i sine arme, tørrede hendes tårer væk. Var det her den rigtige Louis jeg så lige nu?

"Lottie, hvorfor har du ikke været henne og hente Daisy? Hun er her ved mig, grædende. Jeg håber du ved hvor Phoebe er henne." Han satte pigen ned og gik længere væk fra mig.

Tilbage stod jeg og vidste egentlig ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Den lille pige stod stadig og græd, mens Louis var gået for at tale i telefon. Det knuste mit hjerte at se hende i tårer. Jeg satte mig på hug foran hende og smilte venligt til hende.

"Hej søde, hvad hedder du?" Spurgte jeg og tørrede hendes tårer væk. Hun snøftede kort og kastede et blik hen mod Louis.

"D-Daisy."

"Daisy? Det er et meget smukt navn, ligesom blomsten. Hvor kender du Louis fra?" Hun så ud til at stole lidt mere på mig. Hun satte sig på mit ene ben, og græd ikke længere.

"Louis er min storebror," Hun smilte og grinte så let: "Er du hans kæreste?"

Jeg rystede på hovedet og kiggede hen mod Louis, der stadig talte i telefon. "Nej, vi er bare venner."

Louis kom hen mod os, han kiggede forvirret på os. Jeg forstod straks hans tankegang. Der var sikkert ingen der kendte til hans søster, og her sad jeg så, med hans lillesøster på skødet. Daisy løb straks hen til Louis og holdte hans hånd. Han satte sig på hug foran hende og smilte til hende.

"Daisy, jeg kan altså ikke følge dig hjem nu, jeg er på arbejde. Fizzy er stadig i skole, mor er på arbejde og Lottie har ikke tid lige nu. Phoebe er, ifølge Lottie, hjemme hos nogen. Kan du godt være her sammen med mig?" Spurgte Louis, og ignorerede mig fuldstændig.

"Jeg vil gerne hjem Louis."

Han sukkede dybt. Der var intet at gøre. Medmindre Louis gerne ville blive fyret, så kunne han ikke. Det var hjerteknusende at se hans lillesøster, med håb i øjnene om at hendes storebror kunne følge hende hjem

"Jeg kan følge hende hjem." Foreslog jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...