Dark meets light | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
Tag to personer. En uerfaren romantiker og en med et "perfekt" liv. Navnet på dem er Louis og Julianne. To vidt forskellige personer der mødes. Den ene har ingen kærlighed fået, og den anden har aldrig levet livet. To personer som sammen er den perfekte kombination, men kan ikke se det. To personer der begge må lære fra hinanden. To personer som må indse, de ikke kan leve uden hinanden.

24Likes
8Kommentarer
4055Visninger
AA

4. Kapitel 3

Mit hoved kunne slet ikke tænke. Alle lektierne til næste uge der skulle laves lå foran mig. Ingen af dem var lavet. Alle mine tanker var et andet sted.

"Her, den er nok lidt stor, men det går nok."

Mine hænder greb jakken der lå på min seng. Jeg kunne ikke stoppe mig selv. Jeg indåndede duften af ham, og lod mine tanker vandre frit rundt. Det var som at se en anden side af ham, da han hjalp mig ude på toilettet. Hans hårde facade var væk, men kom straks tilbage. Egentlig burde jeg takke ham. Han reddede mig fra at blive voldtaget.

"Sidder du stadig her?" Jeg lagde hurtigt jakken fra mig, og kiggede hen mod Carter, der lagde sig på sin seng.

"Øhm... Ja, jeg planlægger hvad jeg skal have med hjem i weekenden." Løj jeg og kiggede på jakken. Carter vidste sikkert hvor han boede henne, hun kunne hjælpe mig.

"Du kan ellers stadig nå at komme med mig. Om lørdagen er der fest!" Foreslog hun, men jeg rystede hurtigt på hovedet.

"Nej, du kender mig. Fester er ikke min kop te," svarede jeg: "Du ved ham din ven Louis? Har du en anelse om hvor han bor?"

"Louis? Julia, han er ikke din type, tro mig. Desuden fucker han alle pigerne i byen," hun fnøs ved den sidste sætning, og kiggede op i loftet: "Desuden er der ingen der ved hvor han bor. Der er aldrig nogen som har været hjemme hos ham. Hvorfor vil du gerne have hans adresse?"

Mine hænder greb fat i en af mine bøger, og holdte den oppe i luften. "Han glemte vist en eller anden skolebøger, og jeg tænkte jeg kunne aflevere den til ham."

"Oh, men han arbejder vist i biografen. Han plejer at stå i billetlugen."

Jeg takkede hende og fik mine ting med mig. Jakken var i min hånd, mens jeg gik ned mod byen. For hver meter jeg gik, knugede jeg jakken i min hånd. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere da mine øjne fangede biografen. Der var ingen kø ude foran. Det passede perfekt, jeg kunne takke ham og aflevere jakken.

Jo tættere på jeg kom, jo langsommere gik jeg pludselig. Mine fødder ville ikke gå et skridt tættere på. Eller måske var det bare mig? Ens fødder var forbundet til hjernen. Det var ikke muligt at mine fødder pludselig selv fik en hjerne. Men hvorfor var jeg så nervøs?

I et øjeblik havde jeg drejet om på hælen, og var på vej tilbage, men en dyb indånding fik mig til at vende mig om igen. Grebet om hans jakke blev svagere, og mine fødder begyndte igen at bevæge sig. Da jeg endelig stod ude foran biografen, begyndte mit hjerte igen at banke hurtigt og min hånd knugede endnu engang hans jakke. Nervøsiteten kom over mig som en bølge, og straks fandt mine øjne jorden.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" stemmen var ikke til at tage fejl af. Men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at kigge op: "Har du brug for hjælp eller hvad?"

"Tak," mumlede jeg og tvang mig selv til at kigge op: "Her er din jakke."

Jeg gjorde alt i verden for ikke at få øjenkontakt med ham. Hvis først det skete, ville jeg ikke være i stand til at gå. Jeg ville fryse på stedet og kigge ind i hans øjne for evigt. For der følte jeg mig tryg.

"For fucks sake!" udbrød han da jeg kiggede på ham: "Hvad fanden laver du her Julianne?"

Billedet af tryghed blev revet i tusind stykker, og erstattet med forvirring. Alt min nervøsitet forsvandt straks, og i mine øjne var han lige nu et kæmpe fjols.

"Jeg kom her for at takke dig. Du reddede mig praktisk talt fra at blive voldtaget, det mindste jeg kunne gøre var at sige tak, og aflevere din jakke tilbage." Svarede jeg og placerede jakken foran glasset mellem os.

"Fint nok, men bare... hold dig væk fra mig."

"Hvorf-"

"Nej! Bare hold dig væk!" Hans knuger blev helt hvide da han slog ned i disken.

Jeg sprang forskrækket til siden, og overvejede inde i mit hoved om det her var en dårlig ide? Det var tydeligt han var vred, men over hvad? I mit hoved havde jeg ikke gjort noget forkert, men hvad fik ham til at opføre sig sådan?

"Louis, hvad er der?" Prøvede jeg, men han lukkede klappen ned og gik indenfor.

Der var ikke mere at gøre. I det mindste fik jeg takket ham. Men jeg undrede mig over hvad der fik ham til at opføre sig sådan. Var det noget jeg havde gjort? Inderst inde håbede jeg på der havde været nogle før mig, og irriteret ham.

Jeg havde ikke lyst til at tage hjem. I hvert fald ikke gør jeg havde fundet ud af, hvad jeg havde gjort mod Louis. Hvis det altså overhovedet var mig... Han virkede ellers ikke sådan når han var sammen med Carter. Det måtte være mig! Men hvad havde jeg sagt? Jeg afleverede jakken og takkede ham. Mere lå der ikke i det. Eller gjorde der?

"Mrs. McKann, din journal." Jeg løftede blikket og så min filosofi lærer holde en journal fremme.

"Tak." Mumlede jeg og tog imod den.

Vores gamle filosofi lærer var blevet fyret, af grunde der ikke betød noget for os. Så det var en ny lærer, og sikkert ny undervisning. Vores gamle lærer var en kvinde i fyrrerne. Ham her lignede en der selv lige var blevet uddannet.

"Okay. Nu når I alle har fået jeres journal, kan jeg forklare jer planerne for mine timer. Journalen der ligger foran jer skal sætte jeres hjerner og tanker i gang. Har I et problem? Kan I selv løse det? Åben journalen, find en blyant og skriv er problem der nager jer. Når I har gjort det skriver i løsningen på det. Hvis det er svært sætter i hjernen i gang."

Lige hvad jeg havde brug for. En hel time hvor jeg skulle løse et problem, som jeg ikke engang vidste om var mit problem. Alle omkring mig så ud til at kunne finde et problem. Hvorfor var det så svært for mig? Jeg troede først tænkedelen kom når jeg skulle finde løsningen, men det her var endnu sværere end det så ud til. Måske skulle jeg bare skifte fag efter den her time. Jeg kunne komme på Harpers billedkunst fag.

Mine tanker blev forstyrret af en dør der smækkede. Alle kiggede op mod personen. Mit problem så pludselig ud til at kunne give mening. Jeg havde et problem. Mit problem var jeg ikke kunne lade være med at tænke på ham. Louis.

"Du er forsinket. Jeg lader dig slippe denne her ene gang Tomlinson." Læreren rakte ham en journal og lod ham selv finde en plads.

Mine øjne søgte gennem lokalet efter en fri plads. Alt var optaget. Bortset fra en plads. På en måde havde jeg lyst til at sige pladsen ved siden af mig var optaget, men der var ingen andre steder han kunne sidde. Da han kiggede hen mod mig sukkede han dybt og begyndte langsom at gå. Med et suk satte han sig i stolen ved siden af mig.

"Forklarer du ikke lige Tomlinson hvad vi laver mrs. McKann?" Jeg kiggede hen mod læreren, der sendte et venligt smil, og fokuserede på noget papirarbejde.

"Lad være." Mumlede Louis.

Jeg kiggede igen ned på min tomme journal. Ikke ét ord. Jeg lukkede øjnene og prøvede at lade være med at tænke over det. Måske skulle jeg bare lade min hånd føre. Lige så snart jeg gjorde det, fløj blyanten hen over papiret og begyndte at skrive.

'Jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Han er konstant inde i mit hoved. Uanset hvad jeg laver, hvor jeg er, så er han der. Burde jeg være bekymret? Jeg ved ikke engang hvorfor det er så stort et problem for mig. Det burde det ikke. Men af en eller anden grund så er det.'

Så kom løsningen. Jeg havde ikke en løsning. Ville jeg overhovedet have en løsning? Måske var det en af de spørgsmål som bare ikke skulle besvares. Eller måske tog det bare længere tid. Med et suk lukkede jeg øjnene og placerede mit ansigt i mine hænder. Hvorfor var det her så svært?

Blyanten lod sig igen blive ført af min hånd og begyndte at skrive. Det tog sekunder at skrive. Jeg kiggede ned på det der blev skrevet og læse det igennem et par gange.

'Så tænk på ham...'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...