Dark meets light | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
Tag to personer. En uerfaren romantiker og en med et "perfekt" liv. Navnet på dem er Louis og Julianne. To vidt forskellige personer der mødes. Den ene har ingen kærlighed fået, og den anden har aldrig levet livet. To personer som sammen er den perfekte kombination, men kan ikke se det. To personer der begge må lære fra hinanden. To personer som må indse, de ikke kan leve uden hinanden.

24Likes
8Kommentarer
4051Visninger
AA

3. Kapitel 2

Der var gået fire dage. Fire dage siden jeg så Louis. Han var forsvundet ud i den blå luft. Jeg var bekymret for ham. Egentlig burde jeg være ligeglad, men jeg var bange for der var sket ham noget. Hvorfor var jeg egentlig bekymret for ham? 

"Julia!" Harper knipsede med fingrene foran mit ansigt: "Du er fuldstændig væk. Hvad sker der?" 

 

"Ikke noget. Jeg tænkte bare på hvad jeg skal tage med hjem. Det er jo en halvanden times køretur, så jeg vil ikke hele tiden køre frem og tilbage." Svarede jeg enkelt, og prøvede for en gang skyld i denne her uge, at lade som om jeg lyttede efter. Men Harpers stemme blev ignoreret, og endnu engang forsvandt jeg ind i min egen verden. I den verden hvor jeg bekymrede mig for meget over tingene. Mere end jeg burde. Ud af det blå trak hun fat i min arm. 

 

"Hvad sker der?" Spurgte jeg overrasket. 

 

"Der er fem minutter til klokken ringer. Der er ingen grund til at komme for sent." Svarede hun, og trak mig ud af kantinen. 

Sådan var det vel af være lærerens yndling. Man kom mindst fem minutter før læreren og sad på første række, med alting klar. Godt nok virkede man lidt nørdet, men i det mindste kom jeg til at arbejde som en succesfuld kvinde, og ikke i en pølsevogn. Var det ikke den gode side af det? 

 

"Oh, jeg har glemt min bog. Bare gå i forvejen, jeg skal nok være der." Sagde jeg og gik den modsatte vej, hen mod mit skab. 

Med lange hurtige skridt prøvede jeg at komme hen til mit skab, inden klokken ringede. Men man behøvede ikke at være klog, for at se jeg ikke ville kunne nå det. Men hellere komme for sent, end at komme uden nogle bøger. Gangene var allerede ved at være helt tomme. 

I det jeg havde taget mine bøger, og lukket mit skab, blev jeg trukket til siden og presset op mod væggen. På en måde forventede jeg at se Louis blå øjne der stirrede ind i mine, men i stedet fandt mine øjne nogle mørke grønne øjne, der ikke engang kiggede mig i øjnene, men søgte ned mod mit 

bryst. 

 

"Julianne, er det ikke? Louis har snakket meget om dig, jeg vil bare så gerne vide hvad det er han ser i dig," det var fyren Louis sloges med da jeg så ham for første gang: "Er det mon gemt under tøjet?" 

Han flåede mine knapper op, så min BH var synlig for ham. Jeg prøvede at kæmpe imod, men det nyttede ikke noget. At kæmpe mod en som ham var ikke muligt for mig. Jeg prøvede at lade være, men det var ikke muligt at undgå en tåre eller to falde fra mit øje. 

 

"Hvad fanden foregår der her?!" 

 

Mine øjne søgte hen mod den stemme jeg så gerne ville høre. Louis kom hen mod mig. Han flåede fyren væk fra mig, og smadrede ham mod væggen. Mine knæ gav efter, og jeg lod mig selv falde til gulvet. Det eneste jeg kunne høre var Louis og ham fyren der råbte af hinanden. Det var ikke til at beskrive hvordan jeg havde det lige nu. 

 

"Her, lad mig hjælpe dig." En hånd rakte frem mod mig. Jeg tog imod den og blev hevet op at stå. 

Jeg kunne mærke hans hænder der placerede sig på mine skuldre, og trak mig hen mod toiletterne. Hans berøring gav mig straks følelsen af tryghed. Jeg havde lyst til at omfavne ham, takke ham og græde ind i hans skulder. Men så slog det mig, vi kendte ikke hinanden, ud over vores navne. 

 

Han førte mig ind på handicap toilettet og placerede mig ved siden af håndvasken. Hans øjne faldt på min trøje, der var ødelagt, og min BH som var synlig. Jeg prøvede at dække mig selv så godt som jeg nu kunne, af ren skam. 

 

"Her," mumlede han og tog sin jakke af: "Den er nok lidt stor, men det går nok." 

Jeg lod hans jakke omfavne min krop. En dejlig duft spredte sig i mine næsebor. En duft som jeg aldrig havde lagt mærke til. 

 

"Chris den fucking idiot." Mumlede han med sammenbidte tænder. 

 

"Hvor har du været?" Spurgte jeg pludseligt, mens han førte mig ud fra toilettet, og gennem skolens gange. 

 

"Det vedkommer ikke dig." Svarede han hårdt, og fik mig med hen af gangene. 

Hvad skete der lige der? For to minutter siden var han sød og reddede mig fra at blive voldtaget, nu var han kold overfor mig. Men stadigvæk kunne jeg ikke være alt andet end taknemmelig. 

 

Fortvivlet sad jeg på min seng, med Louis jakke rundt om mine skuldre. Jeg var stadig lidt overvældet over det der skete. Det var også en af grundene til at jeg ikke nåede at takke Louis. Han var hurtigt taget afsted lige så snart han havde afleveret mig. Ikke ét ord sagde han til mig. 

 

Det føltes stadig som om ham Chris, havde sine hænder overalt på min krop. Jeg måtte prøve at vaske det væk. Det føltes ubehageligt. Heldigvis var alle til time, så jeg havde badene for mig selv. Jeg måtte også få forklaret kontoret, hvorfor jeg ikke kom til de sidste timer. 

Jeg måtte også aflevere jakken til Louis. Hvis bare jeg vidste hvor han boede... Hvorfor var det egentlig at jeg aldrig havde set ham før? Hvis Carter kendte ham så godt, kunne jeg ikke have undgået at se ham! Der måtte være en grund til jeg ikke havde set ham før. 

 

Vandet begyndte at blive koldt, det var mit tegn. Med et håndklæde omkring min krop, halv løb jeg tilbage til mit værelse, og fandt til min store overraskelse Carter inde på værelset, med tungen nede i halsen på en fyr. Det kom ikke som en overraskelse at hun pjækkede fra timerne, men mere at tage en fyr med ind på vores værelse. 

 

Jeg prøvede at være så stille som muligt, men det var vist ikke min stærke side. To par øjne kiggede pludseligt på mig. Mig der kun havde et håndklæde omkring min krop. 

 

"Julia?" Udbrød Carter og var hurtigt oppe at stå. Hun kiggede op og ned af mig, ligesom fyren der stadig lå på hendes seng. 

 

"Jeg går lige ud på toilettet og skifter." Sagde jeg og greb noget tøj i mit skab. 

 

"Jeg har ellers ikke noget imod du skifter herinde." Sagde ham fyren. 

 

Carter slog ham let på armen og hviskede: "Hold kæft Harry!" 

 

Uden et ord gik jeg hen mod toiletterne, pinlig berørt over hvad der lige var sket. Aldrig i hele mit liv var der en dreng der havde set min krop sådan. Det var pinligt. Jeg håbede bare på jeg aldrig kom til at se ham igen. Men sandsynligheden var sikkert ikke stor. Når Carter havde en fyr, så havde hun ham i et stykke tid. 

 

Da jeg kom tilbage, omklædt, var de væk igen, til mit held. Havde Carters fyr været der, var jeg straks gået i gang. At kigge ham i øjnene ville have fået mig til at flippe ud, og aldrig nogensinde komme tilbage. 

 

Med stadig vådt hår, gik jeg hen for at finde et håndklæde til det, da mine øjne faldt på jakken. Hans jakke. En eller anden måtte vide hvor han boede henne... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...