Bullets l One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
St. James Public high, er en meget berygtet skole, blandet andet fordi det er den skole for kriminelle unge, som alle frygter. Den ligger i den mørkeste del af London, og eleverne der går der, er ikke ligefrem nogen man har lyst til at støde ind i, en mørk aften på den lokale pub. Der er ikke noget som helst kriminelt ved Noah Newton, men på grund af en dem fejltagelse, sender hendes rige familie hende fra Amerika, til Londons kriminelle skole, og der skal hun omgås med nogle af de mest barske typer hun i sit liv vil komme til at møde, og en storbys pige som Noah, er ikke en der passer ind i det miljø. Dog får nogle drenge uset den flotte Græske/Amerikanske pige, og noget endnu større drama begynder, og Noah overvejer op til flere gange at stikke af, for altid.

49Likes
20Kommentarer
10392Visninger
AA

31. [] Truth [] 

" Er du okay? " Pieper stak hovedet ind på hendes værelse, da jeg stod foran spejlet efter at have klædt om.
Jeg havde lagt i sengen de sidste dage, og det var på tide at jeg tog mig sammen. Siden at Pieper og Liam kun skulle tilbringe julen med deres mor, havde jeg fået lov til at være her julen over, og det var jeg så taknemmelig over.
Deres mor, Bree, havde været så sød, og havde stået med åbnet arme da jeg var kommet for to dage siden. Jeg kiggede over på Pieper som stod i en sort kjole, og smilede et af sine brede smil.

" Ja, " svarede jeg hende, og kiggede endnu engang i spejlet. Jeg havde lånt en grå strikke trøje af hende, som var dejlig stort, og nogle stramme sorte jeans, som sad godt på mine ben. Mit mørke hår hang ned af mit skulder, og så helt dødt ud, præcist ligesom mit ansigt. Selv lidt make up, havde ikke hjulpet på det.

Jeg havde aldrig troede at det ville blive så svært for mig, men det er det. Jeg ved at hun skubber mig væk, fordi at han er såret. Det er bare verdens dårligeste løsning, især fordi at jeg elsker ham og ville være ved ham, mere end nogen anden.
" Kom her, " sagde Pieper, og jeg lod straks mærke til at jeg stod i staver. Jeg kiggede på hende, og hun lukkede mig ind i sin farm, og kyssede min pande.
" Du skal nok klarer den, du har mig.. og Liam, " hun grinede det sidste.

Hun skulle bare vide, for Liam var faktisk en stor støtte. Jeg har aldrig snakket så godt med ham som jeg har de sidste dage, og jeg følger mig pludselig lige tættere på ham, og om det var fordi at jeg græd i farmen på ham for nogle dage siden, er jeg ikke sikker på, men jeg er tryg her.
" Lad os gå nedenunder, ikke? " sagde hun, og jeg gik tøvende efter hende. Jeg var ikke vild med at skulle ødelægge deres jul af, også selvom Pieper bare sagde at hun var glad for jeg var her.

Nede i køkkenet står Bree, og er ved at sætte en gryde på bordet, mens Liam sidder ved bordet, med sin mobil.
Der er fint dækket op til os alle fire, og hun sender os et stort smil da hun ser os.

" Oh, godt piger. Sæt jer endelig ned, " sagde hun og gav min skulder et klem, da jeg gik forbi hende. Liam sendte mig et kort smil, da jeg fik mig ned overfor ham, og jeg tvang mig selv til at tage mig sammen.

Hvorfor gjorde det så ondt?

Hvorfor kunne jeg ikke bare være glad, og lade være med at tænke ham. Jeg plejede ikke at have et problem med et lukke ham væk fra mit liv, men jo tættere vi kommet på hinanden jo svære er det blevet.
Jeg havde håbet at den her gang, også ville være en af de gange hvor vi alligevel ville finde tilbage til hinanden, men der var intet.

Jeg havde prøvet at ringe, men hans nummer er åbenbart blevet blokeret, og det går ondt, at han nok har skiftet hans nummer. Jeg var ude af hans verden, og jeg håber også snart han er ude af min, så jeg kan komme over det her dumme følelser og videre i mit liv.
Jeg kiggede op, og rystede den tanke i mit hoved, og prøvede at følge med i snakken der gik rundt, mens Bree skænkede noget mad op til mig, som jeg glad tog imod.

" Glæder i jer til at komme tilbage til skolen? " spurgte Bree, og kiggede på mig.
Jeg glædede mig ikke til at komme tilbage til skolen, og skulle ansigt til ansigt med ham. Jeg glædede mig hvertfald ikke til at have fysik med ham, det ville blive forfærdeligt akavet.
" Ja, det bliver vel fint nok, " sagde Pieper og afbrød mig for ikke at bryde sammen foran hendes mor. Jeg tog noget af risen, og gryderetten ind i munden, og efterlod egentlig bare snakken til Liam, Pieper og Bree.
Min mobil ringede under middagen, og jeg kunne mærke at jeg rødmede. Tænk, at jeg synes det var pinligt at min mobil ringede.
" Tag du den bare! " udbrød Bree med et stort smil på læberne, og jeg kiggede på displayet, og det var min far der ringede.

Jeg sendte Bree et smil, " tak, " Jeg gik fra bordet, og gik oven på for at snakke ordentlig med min far. Det føltes som år siden jeg sidst havde hørt fra ham og jeg savnede ham mere end nogensinde på det her tidspunkt.
Jeg sørgede for at lukke døren til Piepers værelse, og lagde mig ned på dobbeltsengen.
" Hej, far. " sagde jeg og opdagede straks hvor skrøbelig min stemme er. Jeg lod som om det kunne brække sammen på et hver tidspunkt.
Jeg måtte bare skjule det fra ham, han behøvede ikke at vide noget. Jeg kunne hører min far hoste i baggrunden før han begyndte at snakke, " Norella, jeg er så ked af det. Jeg har hørt nyhederne, " 

" Hvilke nyheder, far? " spurgte jeg da der egentlig var sket meget her på det sidste.
Og hvad nyheder for ham var, vidste jeg ikke direkte. " Jeg snakkede med din mor, og hun fortalte mig om det. Du må ikke tro det er din skyld, det kunne ske for alle. "
Først nu forstod jeg at han snakkede om den aften, og jeg vidste godt at det hele var min skyld, men selvfølgelig var han en god far, som prøvede at overbevise mig om noget helt andet.
Jeg ville normalt pleje at bryde sammen omkring det her emne, men det eneste der kunne få mig til det var Harry. Tænk, at jeg var blevet så svag.
" Jeg blev så sur da jeg hørte om den skole fra din mor. Det var noget hende og jeg skulle have snakket om. Jeg bryder mig ikke om at du går imellem kriminelle og især ikke de kvarter af London! " udbrød han bekymret, og jeg havde lyst til at fortælle ham at jeg havde det fint men han afbrød mig. 

" Undskyld, skat, men nu til de gode nyheder! " udbrød han glad og begejstret.

 " Athina og jeg har købt et hus i London, vi kom her til igår, og nu ved at finde os til rette, sammen med Kev, Lupe og Lara. Her er så fint, skat. " fortalte han, og jeg blev overrasket.
Hvad med deres fantastiske hjem i grækenland, jeg elskede deres lejlighed dernede, den lå godt til vandet og byen. Den var perfekt, ligesom deres liv var perfekt på den ø.
" Hvad med huset på grækenland? " spurgte jeg skuffet, hvilket ikke var meningen. Jeg var glad for at have min far og familien i London, det var jeg virkelig. 

" Det har vi stadig skat. Det bliver brugt som sommerhus nu, da vi trængte noget nyt, jo. " Forklarede han så fint og elegant. God, hvor jeg dog savnede ham, Athina, Kev, Lupe og Lara.
De havde altid været mere familie til mig end min egen mor. " Hvor er det bare skønt at hører, far. " Fortalte jeg ham endelig og jeg kunne hører ham grine af noget i baggrunden som lød som Lupe. Det fik et smil frem på mine læber, og jeg ville bare besøge dem nu.
" Jeg vil have dig ud af den skole, nu, Noah. Kom hjem og bo ved os, og så må vi næste år finde ud af hvad der er dit næste mål. Du trænger til at slappe af fra alt. " Hans ord kunne ikke være mere perfekte.

Jeg trængte nemlig for en pause fra alt, også selvom det betød at jeg nok aldrig skulle se Pieper eller Harry var den sagsskyld.
" Noah, græder du? " spurgte han forbavset, og først gik der op for mig at jeg gjorde det. Jeg græd faktisk over noget, jeg burde være færdig med at græde over.
Jeg burde være glad for at skulle tages væk fra den skøre skole med de skøre menneske, for nu skulle jeg endelig hjem. Jeg havde endelig en familie, den bedste af slagsen.
Jeg snøftede og tørrede min næse, " Undskyld, far. Det her ord har bare været hårdt, med alle de ting der er sket. Undskyld, " undskylde jeg ham, og han grinede bamhjertig af mig.

" Du trænger virkelig til en pause kan jeg hører. Vi alle glæder os til at se dig, igen. " forklarede han og vi vekslede et i lige måde, før vi sagde farvel og jeg faldt tilbage på sengen med tårer løbende ned af mine kinder. Jeg var så knust, mere end nogensinde.

" Åh, Noah. " Lød det fra døren og Pieper suste ind til mig og lagde sine arm om mig og fortalte at alt nok skulle gå, og jeg bare skulle slappe af og ikke tænke over tingene. For jeg tænkte alt for meget over en som slet ikke tænkte over mig.
" Tak, " Hviskede jeg men hun hørte det ikke. 

***

" Så hvad skyldes alle de her blikke, Styles? " Louis ord gjorde ondt i mit hoved, da jeg satte mig ned på min faste plads ved siden af ham i matematik lokalet.

" Og bild mig ikke ind at du har nået at fucke rundt med alle skolens piger, her i julen. " Han grinede, og slog mig leende på skulderen.

 

Jeg svarede ham ikke men slog op i mit hæfte og skrev en af linningerne ned, som mr. Chandler havde skrevet ned på tavlen før han stod ved den første række og hjælpe nogle piger på den forreste række. Louis kiggede stadig forventende på mig, så meget, at jeg havde lyst til at fyre ham ned i bordet.

" Har du en blyant? " spurgte jeg blot, for at lade det her emne være. Jeg gad og kunne virkelig ikke overskue det, længere.

Jeg kunne ikke overskue en skid for tiden, og det måtte de bare bære over med. Louis viftede med sin blyant,

" Jeg har kun en, " svarede han. Foran mig sad Pieper med hele sit penalhus, fyldt med blyanter, så der kunne jeg sikkert låne et blyant. Jeg lænede mig ind over bordet, og tog fat i hendes skulder så hun vendte blikket om mod mig.

" Kan jeg låne en blyant? " spurgte jeg. Hun sendte mig ikke et af hendes normale smil, men vrikkede i stedet for ud af mit greb, og kiggede på mig fyldt med afsky. " Hvor fuck tror du selv? " røg det ud af hendes mund, så jeg sad tilbage chokkeret ligesom louis på min venstre side. Jeg mødte Louis blik, og han begyndte straks at grine, lidt uforstående.

 

" Pieper? " spurgte jeg, ment som et sprørgsmål. Hun vendte sig rundt på stolen, og så oprindeligt galt på mig, hvilket jeg ikke var van til, når det kom til hende. Det plejede altid at være Noah der gav mig det blik, når jeg gik over stregen, som jeg, meget gjorde.

" Hvad? " hvæsede hun, som fik Louis til at grine, men jeg tog en hånd op for ham, så han kunne holde sin kæft. " Hvad er dit problem? " spurgte jeg. " Du morer dig rigtigt, gør du ikke? Noah er ikke som nogen af de andre piger du ligger i lag med Harry, men alligevel føler du at du har en vis grund til at ødelægge hende fuldstændig, og smide hende ud af dit liv, selvom du godt ved hun ingen familie eller noget som helst har! "

Jeg kunne godt have sagt mig selv at det her handlede om hende. Alle så mig altid som den slemme fyr her, men jeg gjorde det fordi hun fortjente bedre. Selv min bedste venner så mig som en fucking idiot, uden at have hørt min del i det her.

 

" Men heldigt, for det. Nu kan hun endelig gå ud af finde en som rent faktisk respektere og ikke bare bruger hende, " kom det snobbet fra Pieper.

Jeg var så fucking irriteret på hende, og jeg vidste at jeg ikke kunne tillade at slå hende, men ingen vidste noget og jeg havde virkelig lyst. Alle formåede bare en ting, uden at vide noget som helst. Hun havde sikkert ikke engang spurgt Noah ind om det, men formåede det bare, og endnu engang stod jeg i det dårlige lys.

 

" Du ved ikke en skid, "

 

Jeg havde rejst mig op og stod lænede ind over bordet. Jeg var ligeglad med blikkene, Mr. Chandler, Pieper, alle.

" Gør jeg ikke? Så du var ikke skylden i at hun græder og slet ikke har talt de sidste par dage. Bare indrøm det, du er og vil altid være en hjerteløs idiot. Undskyld, men det er sandheden. "

Jeg sværger at jeg havde lyst til at slå alle delene ud af hende, men jeg vidste at det ville ende af helveds til. Jeg strammede grebet om bordkanten, før jeg kylede det ned på gulvet, og hun så bange ud.

" Luk fucking røven. Du ved ikke en skid, det er der ingen der gør. Jeg gjorde det for at beskytte hende, fordi at jeg fucking elsker hende. Så I kan alle fucke mig op i røven, for at være sådan nogle idioter, mildt sagt. " råbte jeg i hovedet på hende.

Jeg kiggede rundt og alle stod med blikket på mig, chokkeret. Pieper sad som chokkeret i stolen, uden i stand til at sige noget. 

 

" Fuck det, " mumlede jeg, og fyrede stolen ned i jorden, før jeg vredt forlod klassen, og sørgede for smække døren hårdt i.

 

På en bænk i gangen så jeg Liam sad, lænede med ryggen op af væggen, med et cigaret imellem læberne, og virkede ret irriteret. Uden en hilsen satte jeg mig ned ved siden af ham, placerede albuerne på mine lår, og gemte mit ansigt i mine håndflader.

Jeg havde fucket op i alt. Jeg havde ikke påvirket hende på den måde, men det var godt vide at det ikke kun var hende, det havde det af helveds til. Jeg var så fucking langt ud, at jeg ikke kunne bunden længere. Jeg følte ikke at jeg havde fortjent at blive elsket på den måde, som hun elskede mig.

Jeg vidste at hun elskede mig, ikke med hendes ord men med hendes handlinger. Det var da jeg bakkede ud, ikke fordi at jeg ikke elskede hende, for det havde jeg gjort helt for starten af, men fordi at det ikke var sikkert.

Jeg var ikke sikker at være sammen med, og det burde hun også godt vide. Alt det med Travis, det kunne sagtens forekomme igen, hvis jeg så ham igen.

 

Jeg ville rører hende, så meget. Jeg ville mærke hver eneste del af hende, føle hende til på mig, som før. Jeg vil bare have hende i mine arme, men samtidig har jeg ikke fortrudt det, jeg sagde til hende. Jeg fortjente hende ikke, og jeg håbede at hun snart indså det.

Jeg mærkede en hånd på min skulder, og jeg var ikke i tvivl om at det var Liam, så jeg kiggede straks op på ham. Jeg gjorde som ham og lænede mig op af væggen, og kom med et langt suk.

 

" Ikke for at være en røv; men du har ikke fortjent hende, " lød det fra ham, som om at det var mine egne tanker der fik frit løb.

Jeg kiggede træt op på ham, og hans øjne var helt døde. Hvad der var galt med ham vidste jeg ikke, og det var jeg også fuldstændig ligeglad med. " Det ved jeg, " svarede jeg. 

 

" Men det betyder ikke at i ikke hører sammen, " Hans stemme gav mig hovedpine. Jeg havde løst til at slå ham hårdt ind i skabene der hang ved siden af os, ikke fordi han havde gjort noget, men fordi jeg var så fucking vred.

" Jeg kan ikke huske hvornår jeg for bedt dig om at snakke til mig, " vrængede jeg af ham, og han himlede med øjnene.

Klokken ringede og ud af lokalerne styrtede alle eleverne, men jeg kiggede blot på Liam, som så optaget på mig. Jeg havde lyst til at snerre af ham, og spørge ham om hvad hans problem var.

" Du har virkelig klokket i den, Haz. Hvis du virkelig holdte at hende, lod du hende ikke flytte, o.. " 

 

" Hvad? " råbte jeg af ham. Flytte? Noah skulle sku da ikke flytte nogen som helst steder.

Hun skulle blive her lige, ved mig. Han rynkede med det ene øjenbryn, og kom mig et mistroisk blik, før han rystede tanken af.

 

" Vidste du ikke det? Jeg troede du var grunden til at hun græd. " 

 

 

" Hvad har hun sagt? " råbte jeg i hovedet på ham. Jeg skulle finde hende, men samtidig ville jeg hører det. Jeg ville hører hvad der foregik.

" Hun græd, og græd. Hun var bange for et eller andet, men for hvad ved jeg ikke. Hun tager af sted i dag, " forklarede han mig. Med den sætning, var jeg oppe på mine fødder, mens jeg spurtede ned af trapperne, og fløj ind i skuldre.

Jeg forsatte nedenunder, på vej over til hendes værelse. Mit hjerte sad op i halsen, og en skuffelse gik igennem mig da jeg åbnede døren til hende og Piepers rum. Hendes sad i rummet var tom, og det eneste der stod var en tom seng. Var hun virkelig taget af sted bare sådan?

" Harry .. " lød Piepers stemme bag mig. Hun kiggede på mig fuldt med dårlig samvittighed. Hun skulle ikke komme her og spille sød, det var det sidste jeg kunne magte nu. Fuck, fucking fuck, virkelig.

 

" Jeg er virkelig ked af det, over det jeg sagde, det er ba.. " 

 

" Det er godt, pieper! " Min stemme var skinger og høj da jeg vendte mig rundt, og kiggede på hende. Jeg var så irriteret over hende, bare alt om hende. Hun lagde hovedet blidt på skrå, " Hvor er hun? " spurgte jeg, og da Pieper kiggede ned på hendes fødder, vidste jeg at det var for sent

. For fuck også, altså. Jeg skulle vide hvorfor hun græd, især hvis det ikke handlede om mig. Jeg var ikke perfekt, men jeg hadede at se hende græde, selvom jeg var den der hele tiden fik hende til det. " Hun gik ud med den sidste kasse, med Alex. Jeg tror hun er kø.. " 

 

" Alex.. " Snerrede jeg, før jeg skubbede blidt til Pieper, og forsatte mit løb ned af gangen, og uden for på parkeringspladsen.

En sort range rover, stod der og ved den stod Noah, i en stor sweater og nogle korte shorts, men næsten ikke kunne se på grund af sweateren.

Hendes hår var i en høj uglet hestehale, og hendes ansigt var helt rent. Intet make up, bare helt ren. Hun var så gude smuk. Alex stod og var ved at proppe en kasse i bagagerummet.

Hun gav Alex et kram, før han gik hen til Seniors bygning, og forsvandt fra parkeringspladsen. Noah lukkede bagagerummet, og jeg var på vej over mod hende.

 

" Noah! " råbte jeg.

 

Hun kiggede på mig med røde udspillede øjne, og jeg følte som lort. Hun gemte sine hænder i ærmerne, og kiggede ned på sine hvide converse da hun fik øje på mig. Hun viklede armene om sig selv, og så utilpas ud. " Jeg.. "

Jeg begyndte på noget som jeg ikke vidste hvor jeg skulle tage hen. Jeg ville for fanden ikke have hende til at tage hjem til New york, men på den anden side hvad fuck havde jeg at sige.

Jeg var ikke en del af hende længere. " Noah, hvis det er på grund af mig, så lad være med at tage af sted. Jeg er ked af det, hvordan det hele blev, og fuck.. " Jeg rystede på hovedet, og hun så helt vildfaren ud.

" Jeg ved at jeg er skyld i alt, og fuck, undskyld, okay? Jeg vil så gerne have dig, du skal ikke tro at jeg ikke vil det, " Jeg trådte nogle skridt tættere på hende, og tog fat i hendes hage så hun var tvunget til at kigge på mig. Jeg kendte ikke de øjne længere, hun var så langt væk, alt for langt væk.

" Jeg har aldrig nogensinde ville have nogen, som jeg vil med dig. Jeg kan bare ikke at udsætte dig for min dumme fejl, og mit fucked up liv. Du så hvordan det endte, det er ikke godt for dig. Jeg er ikke god for dig, " Jeg lagde begge mine hænder på hendes kinder og hun havde lukket øjnene. Hun så ud som om hun var på vej til at græde, og det gjorde ondt.

 

" Jeg ve.. "

 

" Jeg flytter ikke på grund af dig, Harry. " Hendes stemme knækkede over, men jeg valgte at ignorer det. Hun kiggede på mig, med tårer i øjnene, og for en skyld, var de tårer i øjnene ikke på grund af mig, forhåbenligt.

" Min far er flyttet til London, og jeg flytter hjem til ham, da.. " 

 

" Fortæl det, du kan fortælle mig alt, " forsikrede jeg hende om, og pressede min krop tættere på hende, så hun vidste at jeg var her, ved hende. Hun lukkede kort øjnene i, og kiggede på mig med tårer løbende ned af mine kinder. " Jeg bliver ved med at få de her beskeder om at personen vil sige til alt, grunden til at jeg kom på den her skole.

 

Hun vil ikke lade mig være.. " Hun græd nu, og det var ikke bare tårer, men hun hulkede lige frem. Fandens tag mig, og min måde til at ikke at vide, hvad man skal gøre i sådan nogle her situationer.

" Julia? " spurgte jeg. Hun nikkede blandt alt tårerne, og jeg lagde mine arme om hende, og hun græd i min farm. " Du kan fortælle mig det, " 

 

" Det kan jeg ikke, " 

 

" Hvad fuck, snakker du om, Noah? Du ved du kan fortælle mig alt, så stor en idiot er jeg sku da heller ikke. Kom nu, bare. " Jeg strøg ned hår væk fra hans ansigt, men hun hulkede blot mere, og jeg var forvirret.

" Du vil hade mig, så meget, " fortalte hun. Lavede hun sjov med mig, jeg ville sku da aldrig i det her liv, hade hende. Hvad fuck. " Du kan umuligt, være slemmere end, de ting jeg har udset dig for, " 

 

" Harry, jeg har slået en ihjel, " 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...