Bullets l One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Igang
St. James Public high, er en meget berygtet skole, blandet andet fordi det er den skole for kriminelle unge, som alle frygter. Den ligger i den mørkeste del af London, og eleverne der går der, er ikke ligefrem nogen man har lyst til at støde ind i, en mørk aften på den lokale pub. Der er ikke noget som helst kriminelt ved Noah Newton, men på grund af en dem fejltagelse, sender hendes rige familie hende fra Amerika, til Londons kriminelle skole, og der skal hun omgås med nogle af de mest barske typer hun i sit liv vil komme til at møde, og en storbys pige som Noah, er ikke en der passer ind i det miljø. Dog får nogle drenge uset den flotte Græske/Amerikanske pige, og noget endnu større drama begynder, og Noah overvejer op til flere gange at stikke af, for altid.

49Likes
20Kommentarer
10371Visninger
AA

19. [] Hurtful [] 

" Hmm, " mumlede Harry for sig selv, og dragede mig væk fra mine tanker. Jeg havde ikke sovet i mere end to timer, før jeg var vågnet op med blikket på hans loft.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hans hænder vandre ned af min krop, og det gav mig angst og jeg fik lyst til at græde.

Harry havde først lagt sig herind noget senere. Jeg vidste at Harry ikke havde sovet, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. Der var ikke engang akavet der her, det var dejligt. Jeg nød stilheden, og hvert sekund der gik. Det var så skønt, og beroligende.

Dog tror jeg ikke at Harry havde det på den samme måde, der virkede som om han prøvede at få nogle ord ud af mig, men igen - jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller hvordan jeg skulle føle.

 

" Sover du? " 

 

" Ja, " svarede jeg, men lagde mig på siden og kiggede på ham. Han kiggede allerde på mig, og hans øjne var så blanke. Han virkede så bange, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg var slet ikke van til at se ham sådan her, og han var nok heller ikke van til at se mig sådan her. " Er du okay? " spurgte han, med en hård stemme. 

" Nej, " svarede jeg ærligt. Han fik et smil på læberne, og en underligt grund irriterede det mig, grueligt. " Forståeligt, men så alligevel ikke. " sagde han og satte sig op af væggen i sengen.

 

" Det her er Travis vi snakker om. Han tror han er stor og macho, hvilket han ikke er. " 

 

" Du tror det samme, Harry. " svarede jeg køligt. " Jeg prøver at være flink her, " sagde han hårdt, hvilket for mig ikke gav nogle mening. Der var intet rart over det han sagde, jeg følte mig utilpas ikke tilpas. " Tro det eller ej, men jeg kender de fyrer, Noah. Jeg vil råde dig til aldrig at gå ind på det værtshus, nogensinde igen. " sagde han køligt advarrende. " Jeg kom ikke derind, for at drikke eller møde de fyrer. Jeg skulle bare på toilettet, " sagde jeg ligeså køligt.

" Du.. " Han stoppede hurtigt med at snakke da en meget uventet tårer fandt vej ned af min kind. Jeg lukkede stille mine øjne i, og begge mine øjne var ret våde.

Jeg kiggede op på ham, og hans utilpasse blik. Han lagde en hånd på min skulder, før han sendte mig et sentimentalt blik. " Noah, Rolig. " hvæsede han.

Jeg var godt klar over, at han ikke havde nogle blød side men det her var bare for meget. Hvorfor kunne han ikke bare være forstående, og prøve at truste mig som en anden normalt person.

 

" Du er i sikkerhed nu. Tro mig efter at have smadret ham ned i gulvet er jeg sikker på at han ikke opsøger dig igen. " 

 

" Jeg vil ikke være med at jeres plan mere, " snøftede jeg er frygt, mens mit blik bange søgte efter Harrys som, slet ikke ændrede sig. Han kørte blot en hånd igennem hans rodede krøller, og bed sit intenst i læben.

 

" Okay, " svarede han. " Okay? " 

 

" Det er okay, Noah. Efter imorgen er det her slut. Vi behøves ikke at spille den her åndssvage venskabs komedie. Du ved jeg ikke kan lide dig, og omvendt. " Jeg havde aldrig troet at Harry ville kunne sårer mig, ved at sige noget som det her, men det gjorde han.

 

Efter alt det, vores diskussioner, vores jokes, nætterne sammen.

 

Jeg troede at efter alt det at jeg havde en ven, men det hele var lidt for givet. Jeg skulle aldrig have sagt ja til at hjælpe dem. Harry er ikke meget anderledes end i starten, selvom jeg gør alt for at tro at han har ændret sig, at jeg har ændret ham.

Især efter idag hvor han redede mig troede jeg da han i hvertfald holdte af mig, som en ven. Han er og bliver vel bare en egoistisk sjæl.

 

Mon han overhoved holdte af nogle? Jeg tvivlede godt nok på det.

 

" Kan jeg spørge dig om noget? " spurgte jeg og vendte mig om til siden. Det her spørgsmål var noget jeg tænkte på tit, og endda havde spurgt om men aldrig rigtig forstået. For han havde aldrig kommet med konkret grund.

 

" Hvad har jeg nogensinde gjort siden du ikke kan lide mig? " spurgte jeg med en stemme som virkede meget mere skrøbelig og lille end hvad var meningen.

" Og sig ikke det er fordi at jeg er Amerikaner, " jeg måtte bide mig i læben for at tage mig sammen. Jeg var virkelig skrøbelig og følsom idag, meget mere end jeg plejede.

 

Jeg vidste Harry hadet det, og anede ikke hvordan han skulle takle det. Han lagde hovedet ned på puden, og kiggede op i luftet efterfulgt med et langt suk.

" Du er perfekt, Noah. " svarede han og jeg måtte ryste mit hoved for at hører om det var korrekt det han lige havde sagt.

" Eller det får du hvertfald alle til at tro. Du er det mest stædige, og irriterende menneske jeg nogensinde har mødt, " Han grinede af det han sagde, mens jeg bare lå og lyttede.

 

" Vi har haft vores kampe Noah, og helt ærligt så jeg nydt det mere end du tror. men så vender det hele sig bare om og jeg kan ikke udstå dig, " fortalte han. Selvom jeg prøvede at forstå ham, kunne jeg ikke. Hadede ham mig eller hvad? Han var alt for sygt forvirrende. 

" Derfor kan vi ikke fortsætte. Du ved du driver mig til vanvid, og du ved hvor fucked up ligeglad jeg er med dine følelser. Du ved hvor ligeglad jeg er med alle. " vrissede han.

 

Jeg havde fuldstændig ret, han var så ligeglad som han overhoved kunne være. Ikke blot med mig, men om alle omkring ham. Jeg hadede det ved ham, for jeg troede ikke at det var muligt at nogen kunne var så følelsesløs.

" Men hvis du var så ligeglad, hvorfor hjalp du mig så fra Travis? " spurgte jeg efter nogle fredsfuldte minutter.

Det hele var så intenst, og hvis jeg var helt alene havde jeg grædt så meget. Han fik mig til at føle mig som ingenting, som om jeg intet var værd, og jeg nød det virkelig ikke. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle gøre, og jeg havde lyst til at skride og aldrig se hans ansigt igen.

 

" Luk den og sov, Noah. " 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...