Russerne historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Igang
Aleksandra og Luka er kæreste og bor sammen med deres familier i en lille landsby 30 km væk fra Moskva i 1940erne, men en dag for de besøg af den en soldat som siger at Luka skal melde sig til den sovjetisk hær i kampen mod Tyskerne, men hvordan skal man kunne kæmpe når man ikke vil slå folk ihjel og når man mener at der er ander måde at løse det. Og hvordan skulle man leve det normalt live når man hver dag er bange for at få beskeden om at ens kære er død...?

0Likes
0Kommentarer
294Visninger
AA

3. kap.2

januar 1943

der lå stadig sne uden for men det havde der gjord siden den 14 December Aleksandra sad og kigget ud af vinduet, " ååh her er koldt jeg tror lige at jeg smider lide mere brænde på" sagde hendes mor og tog noget træt fra brændekurven og smid den ind i kakkeloven Aleksandra drejet lige hurtig hoved, for at kigge på sin mor og kigge så ud af vinduet igen. " jeg tror jeg går hen til Luka" sagde hun uden af fjerne sit blik fra vinduet, "god ide" sagde hendes mor. Hun rejste sig op gik ud i den lille entre og tog sit overtøj på.Hun gik ned af den smalle grus vej som de gik på i december den dag da de blev forlovet.Hun kunne set det hus bag nogle høje træter, der var der Luka borde. Hun gik hen og banket på, Døren gik hurtig op " skynd dig ind min pige det er hunde kolde uden for" sagde Lukas mor som åbne døren, " Luka er inde at pakke" sagde hun, " pakke... hvorfor?" spøger Aleksandra om " det kan du spøger ham om" sagde hun og rystet med hoved i mod døren til Lukas værsel. Inde bage Døren pakket Luka, "hvorfor pakker du?",  Luka kigget  op på hende," de har kaldt mig ind" sagde han kort og begynde at pakke igen "  er...er du blev kalde in til tjenste i hæren", han nikkede " jamen.... hvornår har du været her" spurte hun om. " her til mors jeg tror omkring klokken skes, min far var ude for at se til kørene da der stod to mænd i uniform. Først trode han at det var tysker...du ved de er jo inde i Moskva nu....så han gemte sig bag gårdshuste, men så havde soldaterne set ham og klade ham hen til dem og da de så talte russiske var der jo ingen fare......" han holdte den pause og forsat " min far tog dem med inde i huset, de spurte hvor jeg var og han sagde at jeg stadig lå og sov....så han vækkede mig og sagde at der var nogle der godt vil tale med mig.Da jeg kom ud i køkkenet så jeg min mor sad der med tåre i øjnene og ved siden af hende sad de..."  "jame hvad sagde de" spurte hun. " ikke så meget" sagde Luka og slog ud med armene " de sagde bare at mit fædreland havde brug for mig i krigen mod Tyskerne ja....." . Han satte sig ned på sengen,Aleksandra satte sig ved siden af ham og lage armen om ham " jeg skal med tog fra sinterpool.. kl 3 hvor efter vi skal til  sankt petersborg hvor vi belver for delt......" han kigget ned på de sokker han havde i sin hånd, " men det vil sige at vi kun har en halv time" siger hun og kigger på sit armebåndsur. "Nej faktisk har vi kun 10 minutter" fordi vi køre snart far mener at det er en god ide at være i godt tid", han sukkede,hun kigget ned på sine hænder som lå på hendes skød. " Jeg tager med jer" siger hun uden at fjerne sit blik, "Aleksandra...det er sødt af dig men det syns jeg ikke, det er alt for koldt...jeg mener et er ti.....", "jeg er ligeglad!" sagde hun og af brød ham, "jeg mener.." sagde hun og rejste sig op " du kan ikke bare rejse uden at sige ordlig farvel..", " nej du har selvfølig ret" han rejser sig og giver hende et kram, lader hans hænder omfavne hendes ansigt og kysser hende.

 

" Luka vi kør nu!" råbt hans far ude fra det lille køkken " ja vi kommer nu !" råbte han igen.De gik ud i køkknet, "Aleksandra tager med" " er du sikker på det Aleksandra" sagde hans mor " ja fru. sejnko", "jamen god så..så er vi kørt" sagde hans far uden for stod der en heste vogen som manglet nogle heste, Luka`s far gik ind i stalen og kom ud med to heste og spændt dem for " skynd jer at hoppe op" sagde han og hjalp Luka´s mor og Aleksandra op i vongen. Luka og Aleksandra sagde ikke noget til hinanden, måske var det fordi de ikke hvist hvad de skulle sige til hinanden eller også var det fordi at de var bange for at såre den anden. Midt i stilheden mærker Aleksandra noget der rør ved hendes hånde og da hun kigger ned så ligger luka´s vante i hendes, hun kigger på ham og smiler, han smiler igen.

Da de kommer hen på stadionen kan de se at der også er andre der skal afsted."Her er godt nok mange..hva?" siger hans far og prøve at gå forbi de grændene mødre, som nærmst hang over deres sønner. Aleksandra får en klump i halsen. Luka stopper op "det er den tog jeg skal med" siger han peger på en lokkomotiv tog. " nå...jamen så må vi heller sige farvel" siger han far og giver ham en krammer, "pas på dig selv min dreng" siger hans mor og giver ham et kys på kinden. lidt længer væk står Aleksandra hun ville ikke forstyr dem når de var igang med at sige farvel. " Vil du ikke sige farvel til mig?" siger Luka som var på vej i mod hende "jo....jo selvfølig vil jeg det",hun giver ham et kram "jeg skiver til dig når jeg er i Moskva" hvisker han i hendes øre,hun nikked og gav ham et kys på munden.De gik hen til hans forælder, hvorefter han gik op i toget. Imens vokesde klumpen i Aleksandra, for hvad nu hvis han ikke skrevt til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...