I luve U /One shot/

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2014
  • Opdateret: 4 mar. 2014
  • Status: Færdig
(valgmulighed 1 i valentine konkurrencen.)

1Likes
0Kommentarer
152Visninger
AA

1. I Love you too /one shot/

Jeg så på ham. Han smilede sukkersødt til mig, og jeg hadede virkelig at han altid skulle smile til mig på den der måde. Jeg havde lagt mærke til at han aldrig smilede på den måde til andre end mig, men hvorfor smilede han altid på den måde? Jeg hadede ham af hele mit hjerte, eller det bildte jeg mig selv ind at jeg gjorde.

Hans navn var Godric, og hvis jeg skulle sige det, så linede han faktisk næsten en gud med hans udseende. Hans smukke blonde hår, som altid sad helt perfekt. Det var ikke kort hans hår, dog heller ikke for lang. Jeg havde altid holdt af fyre med den længde hår som han havde, og det vidste alle. Hans øjne var dybe blå som det smukkeste hav man nogle sinde havde kendt magen til. Det var den slags øjne som man helt klart ville kunne fare vild i. Hans krop var trænet, men ikke overdrevet meget så det blev kvalmende. Jeg hadede hvis drenge overtrænede sin krop så de var helt pumpede. Det så ikke pænt ud. Godric var høj, og en smule muskuløs, simpelthen bare gudeskøn, men der var dog et lille problem ved ham.

Jeg sukkede, og tog mig selv i at betragte ham i smug, og så væk fra ham. Lige fra den første dag vi mødtes, har han været med til at mobbe mig. Det var faktisk ham der startede med at mobbe mig, og de andre drenge hægtede sig så bare på, og begyndte så også at mobbe mig. Der var en periode hvor han ikke rigtig moppede mig, men de andre drenge fik hurtigt hevet ham med tilbage igen. Det var ca. et år siden nu, at han startede i klassen. Jeg havde fundet mig i hans mobberig lige siden, men her på det seneste havde han virket anderledes. Han smilede varmt, nærmest kærligt til mig, når ingen andre så det.

Jeg så over mod ham igen. Han så stadig på mig. Jeg sukkede svagt, og rejste mig op, og gik ud af døren til klassen, og begyndte at gå ned af gangen. Det var Valentine i morgen, men jeg havde ikke fundet en date at tage sammen med til festen som der blev holdt. Jeg var altid sent ude når det kom til at finde dates til sådan noget, så alle som jeg havde spurgt havde fundet en at følges med. Det irriterede mig en smule, men jeg var jo egentlig selv uden om det.

 

Jeg standsede op da jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om, og mødte de skønneste øjne på jorden. Jeg så på resten af ansigtet som øjnene tilhørte, og skar en grimasse. Det var Godric. ”Hvad vil du mig?” vrissede jeg en smule af ham. Han trak sig en smule tilbage fra mig. ”Undskyld… jeg…. Det var ik min mening at gøre dig sur” mumlede han, og smilede forsigtigt til mig, men så hurtigt ned. Jeg lagde mærke til at han rødmede en smule, men hvorfor?

Lidt efter hørte jeg ham sukke svagt, og så ham kigge op på mig igen. ”Jeg… øm. Jeg vil gerne lige tale lidt med dig.” sagde han stille. ”lad os gå en lille tur” sagde han genert. Jeg havde aldrig før set ham på den her måde, genert og sådan, men nu kendte jeg ham ikke rigtig. Jeg sukkede dog bare stille af ham, og fulgte efter ham.   

 

Vi var kommet et pænt stykke ud fra skolens grund før han standsede op, og så på mig. Han så ikke helt tryk ud, men hvad mon han vil mig? ”Øm.. det her er en smule svært for mig at sige.” han tav lidt tid, men jeg sagde intet. Kiggede bare på ham, og ventede på at han ville fortælle det selv. Hvad mon han ville sige til mig? Det her linede ham ikke. Han plejede altid at mobbe mig, men nu virkede han mere venlig, eller rettere sagt genert over at tale med mig. ”Jeg vil gerne sige undskyld” sagde han så. Jeg hævede spørgende det ene øjenbryn. ”Undskyld for hvad?” spurgte jeg forsigtigt. ”For at ha mobbet dig. Jeg gjorde det kun fordi jeg var usikker på hvordan jeg skulle komme i kontakt med dig, og det endte så med at jeg drillede dig en smule for at få din opmærksomhed, men de andre gjorde at jeg kom til at drille dig mere, så det til sidst blev til det man kalder mobning, undskyld.” sagde han stille, og kørte en hånd gennem sit hår. Han var nervøs, og jeg kunne mærke på ham, at der var mere som han ville sige til mig, så jeg ventede bare. ”Øm, det næste jeg vil sige er en smule svært at sige, men her” han rakte mig en seddel, som jeg tavst tog imod. ”Hvad er det?” spurgte jeg. ”Læs det når du kommer hjem.” svarede han bare, og gik så sin vej. Jeg stod lidt og så efter ham, inden jeg selv gik tilbage til skolen.

 

Jeg satte mig ned ved et bord da jeg kom hjem. Jeg sad med seddelen som Godric havde givet mig, i mine hænder. Turde jeg åbne den og læse hvad der stod på den? Jeg bed mig i læben, og åbnede seddelen, og begyndte at læse det der stod. Det var et digt han havde skrevet.

 

Sig ja til kærligheden. Den er sjælden,
mens lykken er almindelig og bleg.

Sig ja til andres kærlighed,
for intet kan man angre som et nej.

Og er der intet ekko i dit hjerte,
så agt den elskende alligevel.

Han ændres gennem noget, der er dig.
Dit nej slår noget dyrebart ihjel.

Og muligt for du aldrig lært at elske,
men du kan lære dig at sige ja.

Hvis du kan tænde lyset i hans øjne,
så ved du lidt om kærlighed endda.

Lucie, vil du tage med mig, som min date til Valentine? Ja eller nej? Jeg vil blive glad hvis du ville sige ja, men det er dig der bestemmer jo.

KH Godric”

 

Jeg stirrede bare på det som han havde skrevet. Havde han selv fundet på det digt der eller hvad? Set var et godt digt. Jeg burde sige til ham, at jeg ikke kunne tage med ham, som hans date, men sandheden var faktisk, at jeg rigtig gerne ville gå med ham. Jeg elskede ham faktisk, det indrømmer jeg gerne nu, men ham har altid mobbet mig, så jeg har undertrygt mine følelser for ham, og erstattet dem med vrede. Jeg sukkede stille til mig selv. Selvfølelig ville jeg sige ja til ham.

 

****

 

Det var i aften festen skulle holdes, og jeg var så godt som klar, da det bankede på døren. Jeg gik ned og åbnede, og der stod han i det fineste tøj, og smilede. Smilede til mig. Et varmt kærligt smil. Han så på mig, og kikkede hurtigt en enkelt gang op af mig. ”Du ser virkelig smuk ud.” sagde han stille. ”Tak, og i lige måde” sagde jeg, og grinede en smule fjoget. Det var ikke fordi jeg ikke mente at han var smuk også, for det var han da i den grad, det var bare fordi… orh, glem det, jeg kan aldrig forklare hvorfor jeg grinede som jeg gjorde. Måske var jeg bare nervøs? Jeg bed mig i læben, og sukkede af mig selv.

Jeg betragtede Godric da han gik hen til mig, og stillede sig helt op af mig. ”Der er en ting du skal vide. Jeg elsker dig, og har gjort det lige fra jeg så dig den første dag her på skolen, men jeg har bare ikke kunne tage mig sammen til at sige det før nu.” sagde han stille. Jeg smilede til ham, og lod min ene hånd stryge ham kærligt over kinden. ”Jeg elsker også dig.” hviskede jeg stille i hans øre. Jeg havde stillet mig helt op ad ham. Han lagde stille sine arme rundt om mig, og krammede mig ind til sig. ”Det er jeg glad for at du gør. Jeg har nok været en smule bange for at fortælle dig det.” sagde han, og grinede en smule af sig selv. Hans latter smittede af, og jeg begyndte også selv at grine med ham. Hans latter var helt vidunderlig, og jeg elskede den allerede. Han trak mig lidt ud, så han kunne studere mig en smule. ”Jeg har længe drømt at du blev min kæreste, men har ikke turde tale med dig før.” han sukkede. ”Jeg har et lille digt mere til dig faktisk.” sagde han stile, og sagde så digtet, med en meget kærlig stemme, samtidig med at han så mig direkte i øjnene. Der var ingen tvivl om at han mente hvert et ord han sagde.     

 

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket, og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

 Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig, at det er dit.

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig
.”

 

Han bed sig i læben efter han havde sagt det, ventede på min reaktion på det. Det var virkelig et smukt digt, det måtte man give ham. ”Har du selv skrevet det?” spurgte jeg, og smilede sødt til ham. Jeg var faktisk lige glad med om han selv havde skrevet det, det varmede alligevel mit hjerte meget. Han nikkede stille som svar, og så vurderende på mig. ”Jeg elsker det.” smilede jeg til ham. ”Lige så meget som jeg elsker dig, eller jeg elsker nok dig meget mere, men derfor elsker jeg det stadig meget.” Han så ud til at blive en smule lettet, og lænede sig så frem, og kyssede mig midt på munden. Jeg kyssede med, og lukkede stille mine øjne i. Det her var den lykkeligste dag i mit liv. Jeg elskede ham, og han elskede mig. Det kunne da ikke være bedre, men jeg tog fejl. Han slap kort kysset, og så på mig med alvor i øjnene. ” Lucie, vil du blive min kæreste?” spurgte han så. Det var første da vi rigtig snakkede sammen, men alligevel nikkede jeg som svar. Det var det eneste rigtige svar på hans spørgsmål. Jeg ville altid være hans, selv hvis han fandt en anden, ville jeg være hans, det viste jeg bare. Han var min eneste ene, og jeg kunne ikke blive lykkelig sammen med en anden end ham, det var jeg sikker på.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...