Sold - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
Sophie Harris, er en helt almindelig pige, som har en næsten helt normal hverdag. Eller ikke.. For at gøre en lang historie kort, skal hun konstant, flygte fra dem. Siden år 2012, blev der indført en ny lov om menneskehandel. Næsten alle piger i hele verden er blevet solgt til forskellige rige mænd og når man først er blevet købt, har man ingen kontrol over sit eget liv længere. Sophie er så en af de få, der er tilbage. Men hendes hverdag er et levende helvede, for hendes forældre blev dræbt da hendes 2 storesøstre blev taget for øjnene af hende. Hun er alene og lever i et lille faldefærdigt sted inde i Londons dystre gader. Hver dag trækker hun i hættetrøje og kasket, for at undgå alle mændene ude på gaden. Men da Sophie bliver opdaget og solgt til et verdenskendt boyband, kaldt One Direction, ændres hele Sophie's liv.

111Likes
107Kommentarer
34369Visninger
AA

7. One Direction

Imens idioterne kom gående i flok over mod mig, trak jeg mig nervøst mere og mere tilbage.

"Hey beautiful!" Sagde Harry og satte sig på sengen ved siden af mig. "Hv-hv-hvorfor gør i det"? Spurgte jeg med nervøsitet i stemmen. Harry lagde en hånd på mit lår og kørte sin hånd langsomt op og ned, så det nærmest gøs i mig hver gang. Jeg ville ikke det her.

"Shh.. Du skal ikke være bange Sophie. Jeg gør dig ikke noget." Sagde Harry og legede lidt med sømmen til åbningen i siden, af den underdel jeg havde på dernede. "Du må da fryse hernede.. Ikke sandt?" Spurgte han igen. Rigtigt nok, frøs jeg. Meget. Jeg nikkede og skulle til at rejse mig op, men Harry stoppede mig ved at læne sig alt for tæt på mig, for hurtigt. "Du behøver ikke gå, Soph. Jeg skal nok bære dig. Jeg er stærk nok." Sagde han og prøvede at række ud efter min talje, men jeg skubbede mig hurtigt til siden og landte ned på gulvet, på den anden side. "Av.. Okay for det første.. Nej, jeg behøver ikke nogen til at 'bære' mig, og da slet ikke dig. Jeg kan sagtens tage mig af mig selv. Og for det andet. Det tvivler jeg stærkt på, at du er.. Krølle." Svarede jeg igen, så flabet som mulig og rejste mig op, midt i min prædiken. Jeg kunne se Louis og Niall grine.

"Ouch!" Sagde Liam og joinede den ældrere og den lyshårede dreng. "Ja, og af en pige!" Flækkede Zayn. Okay, jeg vidste godt at jeg ikke var den dårligste til jokes, men at jeg ligefrem fik 4 ud af 5 af disse drenge til at grine så meget, var en gåde. Harry skød vrede og advarselsfulde lyn i retningen af mig, med hans nu sorte øjne.

"Don't test me, sweetcheeks!" Sagde han og gik over til mig på den anden side. "Nej Harry! Sæt mig ned!" Protesterede jeg højt og vred mig i hans greb, som jeg stod her på jorden. "Ikke til diskussion.. Så, læg nu armene om min nakke." Kommanderede han strengt. Som om jeg frivilligt, ville gøre det. "Nej."

Han sukkede hårdt. "Well. Ikke mit problem." Derefter klaskede han mig uden problemer, op på hans robuste ryg. Jeg bankede hårdt på hans ryg. Han klaskede mig så bare utroligt hårdt, i røven. Jeg klynkede lavt. "Nurh.. Bare rolig søde. Det bliver meget slemmere." Sagde han i et hæst grin. De andre drenge gik lidt bag os og snakkede om noget andet, imens de sendte mig nogen, intense blikke. 

En dør åbnede bag mig, og Harry gik formodentligt ind i et værelse. Han slap mig brat og jeg faldt ned på noget blødt, en seng. Han stod foran mig og kiggede uden en eneste følelse, ned på mig. "Okay Sophie. Der er, lige nogen ting du skal vide." Jeg prøvede mit mest kolde blik imod ham. De andre drenge fulgte trop og stod side om side, overfor mig. "Hvis du prøver på at flygte, tilkalde hjælp, eller bare i det hele taget gør noget ubesindet, som at sulte, cutte eller noget i den stil, mod dig selv, for du en straf. Husk det, det er meget vigtigt! Men vi siger ikke hvilke nogen, du kunne risikere at  få." Et klamt smil, var klasket op på den grønøjede drengs fugtige læber. "Ha, som om jeg ville følge dine, åh så vigtige 'Harry regler'!" Sagde jeg drillende. "Don't be like that." Sagde han og gik rundt om sengen, over til mig. Han satte sig stille på sengen og kiggede mig i øjnene. "Vi vil dig jo bare det bedste." Sagde en stemme ovre fra min fodende af. Det var Liam? Utroligt, det er første gang, nogen af de andre drenge, bare har sagt en lille lyd..

"Ja, du skal ikke være bange for os, Soph. Vil du ikke med ned nu og måske, få noget af spise? Du må da være sulten, huh?" Sagde Harry igen, mens jeg langsomt mærkede en varm hånd, stryge op og ned af mit bare ben. "J-jo." Sagde jeg, da jeg hørte ordet 'spise', som helt sikkert relaterer til mad. Før levede jeg jo bare i en gammel faldefærdig bygning, og fik sjældent mad. "Nå, men så følg med mig, sweetcheeks!" Sagde Styles energisk og rakte mig en hånd, som jeg venligt tog imod. Han hev mig op at stå og havde et fast greb om min hånd. Bange for jeg stikker af? 

Deres spisestue var, WOW. Stor, rummelig, moderne, stilfuld og ren. Men okay, de er jo også One Direction. Kidnappende, slavehandlende, irriterende og mysteriske, One Direction. Jeg tog som Harry havde angivet, plads ved langsiden af bordet. Harry placerede sig selv på venstre side af mig og efter alt hvad min hjerne kunne tyde, fik jeg en lyshåret og mærkeligt nok, stirende Niall, ved siden af mig på højre side. Louis satte sig overfor mig på den anden side af bordet, Zayn på hans højre side og Liam på hans venstre. "Så hvad kunne du tænke dig Soph." Spurgte Zayn og foldede sine hænder over bordet. Jeg kiggede ned i bordet og fulmede tungt med mine negle. Jeg sukkede. Al den tid, i fabriksbygnigen har givet mig mange mentale tanker. Som derved medførte en anderledes kost for mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...