Sold - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
Sophie Harris, er en helt almindelig pige, som har en næsten helt normal hverdag. Eller ikke.. For at gøre en lang historie kort, skal hun konstant, flygte fra dem. Siden år 2012, blev der indført en ny lov om menneskehandel. Næsten alle piger i hele verden er blevet solgt til forskellige rige mænd og når man først er blevet købt, har man ingen kontrol over sit eget liv længere. Sophie er så en af de få, der er tilbage. Men hendes hverdag er et levende helvede, for hendes forældre blev dræbt da hendes 2 storesøstre blev taget for øjnene af hende. Hun er alene og lever i et lille faldefærdigt sted inde i Londons dystre gader. Hver dag trækker hun i hættetrøje og kasket, for at undgå alle mændene ude på gaden. Men da Sophie bliver opdaget og solgt til et verdenskendt boyband, kaldt One Direction, ændres hele Sophie's liv.

111Likes
107Kommentarer
34373Visninger
AA

14. Harry

Det var tidlig morgen og klokken nærmede sig snart 4. Jeg havde seriøst sovet som en sten! Så nu, var jeg sulten. Det eneste problem var bare, at døren indtil dette værelse, altid var låst. Det var kun når en af dem kom og låste op, jeg kunne komme ud. Ret nederen.

Så nu sad jeg bare ovre i vinduet og ventede på nogle skulle komme. En tanke som spillede om og om igen, var Zayn's mærkelige tatovering. Jeg anede ikke engang hvorfor min hjerne syntes det var så spændende at tænke over. Jeg kunne bare ikke få den ud af mit hoved.

En lirkende lyd kom ovre fra den hvide træder af. Jeg drejede hovedet og så jeg drejede hovedet og så nogle brune krøller tittede frem bag åbningen.

"Godmorgen smukke, sovet godt?" Sagde han og stod lænet op af dørkammen.

"Har du?" Spurgte jeg og svingede benene ud over kanten.

"Set man det. Fræk lige fra morgenstunden af. Gosh, det bliver en lang dag." Grinte han og kom gående herover med et smørret smil på læben.

"Hvis jeg tager så meget af din dyrebare Harry-tid, så lad mig dog gå." Indbød jeg og kiggede tomt på ham. Han lagde sine hænder på mine hofter og kiggede på mig.

"Desværre Soph, det kommer ikke til at ske." Jeg stønnede irriteret af svaret. Ikke giv op, sagde den lille stemme omme i mit baghoved.

"Hvorfor ik- "Hey hvad er det for en jakke du har på?" Cuttede han mig af. Vidste han ikke engang det? Og de drenge skulle ellers forestille at gå i hinandens tøj.

"Det Zayn's." Hans udtryk blev frastødende og han spænnede kæben.

"Hvad er der galt Harry." Svarede jeg lettere ligeglad.

Han rynkede næsen og søgte efter et sted at kigge hen i værelset.

"Harry. Hvad er der?" Sagde jeg højere og slog ham let på hans bare overarm.

"Ikke noget!" Snappede han vredt og slap mig med et hårdt ryk så jeg var tæt på at falde ned fra vindueskammen. Hvad havde lige gjordt ham så vred, spekulerede jeg på.

-----------------------------------------------------------------------------

Senere hen ad formiddagen, skete der ikke ligefrem det store. Liam og jeg havde set en film sammen, da de andre drenge skulle ud og handle ind og siden han var blevet syg og at der SKULLE være nogle til at passe på mig, blev han åbenbart hjemme.

"Såå, hvad nu?" Vi havde lige set alle Amarican Pie filmene inde i fællesstuen, og det var egentlig ikke så ringe endda? Jo Liam havde vist nok fået lungebetændelse på grund af vejret og jamrede sig ubegribeligt meget, men hvis det ikke var for den fandens til fantastiske sygdom, så havde jeg sikkert ikke siddet her.

"Hvad har lyst til nu Soph?" Liam lå inderst i den lange sorte hjørnesofa og jeg lå yderst, tæt på ham. Under et tæppe. Mærkeligt bekvemt at ligge så tæt på Liam Payne og dele kropsvarme med ham. Når jeg tænker efter, var faktisk lidt sulten.

"Tja, hvis det ikke er for meget forlangt, er jeg ved at blive lidt sulten." Svarede jeg og rejste mig op.

"For meget? Sophie, du siger bare til, så er vi der for dig." Han klemte et lille host til sidst og smilte. Jeg smilte svagt.

"Tilgengælde. Når vi siger vi vil have noget fra dig af, giver du til os." Pointerede han med en løftet pegefinger. "Okay. Og hvad skulle det så lige være?"

"Din krop. Seksuelt." Besvarede han midt spørgsmål uden videre og det løb mig koldt ned ryggen. Hans i forvejen hæse stemme og kolde udtryk med hans gyselige formulering på at opkræve min krop var. Frastødende.

"Hvad kunne du tænke dig at spise, søde?" En lykkekage tak, som ville på magisk vis bringe mig tilbage til min gamle lejlighed.

"Bare, noget tak." Svarede jeg med et smil. Han grinte kort og åbnede køleskabet hvor han fandt en halv kyllingesanwich frem og satte den foran mig. Sidste gang jeg fik sådan en, var inden loven blev indført. Jeg tog den tavst op og tog en bid. Smagen af friskt kød ænsede mine smagsløg og det var ren nydelse at spise noget som ikke var gammel fisk eller halvråddent brød. Tro mig når jeg siger dig, at mit madbudget før var noget mere anderledes end det her.

"Er det godt?" Spurgte han og drak lidt af sin øl, tror jeg. Jeg nikkede og bed et stort stykke af. "Fortæl om dog selv." Fortsatte jeg. Han kiggede mærkeligt på mig.

"Hvorfor."

"Ehm, er det ikke bare af ren høflighed man gør det? Altså jeg ved godt at jeg er blevet opkrævet af blandt andet dig og dine fuckhoveder til venner, men jeg er bare blevet født gavmild og høflig." Svarede jeg stolt. Hvad er der egentligt i vejen med at være flink? Undskyld hvis jeg ikke har fået læst manualen til dette her 'job'.

"Sophie.."grinte han. "Jaa, der er sgu ikke så meget at fortælle." Sagde han og tog endnu en tår af sin drik. "Men, hvorfor fortæller du så ikke om dig selv?" Spurgte han pludseligt og satte begge hænder bag nakken og kiggede afventende på mig. Jeg tog en dyb indånding.

"Okay. Før loven om at sælge kvinder og piger trådte i kraft, levede jeg sammen med min mor, far og ældre søstre. Lige da loven brød løs, blev min søstre solgt og mine forældre dræbt, for øjenene af mig. Jeg har boet alene siden da, hvor jeg fandt den her gamle faldefærdige men brugbare lejlighed på Piccadelly Circus. En aften da jeg var ude for at finde mad, blev jeg opdaget af en patruljevogn og blev så kørt direkte til auktionstedet. Jeg blev så solgt til One Direction, min ynglingsfarve er blå, jeg er på en måde foreslået i pandekager, jeg havde en gang en hund der hed Lucky, men han døde af kræft. Og selvom det er hundrede år siden jeg sidst har gjordt det, på grund af alt det der er sket, du ved, så når jeg er trist eller kedafdet, kan jeg godt bare lide at gå ud på græsplanen i haven midt om natten og lægge mig ned og så bare kigge op på alle stjernerne." Sluttede jeg af med. Han kiggede betaget på mig og rejste sig så op og tog min hånd uden videre. "Hvad skal vi?" Liam svarede ikke men førte mig bare videre ovenpå og ind af en helt ny dør. Der var mørkt i rummet, men da han tændte for kontakten lyste det hel omkring mig op. De flotteste stjernebilleder kom til syne oppe i loftet og so jeg ikke troede, at det kunne blive bedre, var der sgu græs nede om mine fødder. To arme blev lagt om mine hofter.

"Hvis du er trist, så kan du bare ligge ned lidt." Sagde han hæst i mine ører, og pillede lidt op i min trøje.

Det var ikke godt det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...