Lykken

"Jeg vil næsten gøre, hvad som helst for, at det skal gøre ondt på ham," kom det fra hende, fra hendes indre dæmon dybt nede i vredens afgrund. Mona sagde ikke noget. -------------- En ulykkelig historie om at være lykkelig med alle følger.

4Likes
6Kommentarer
341Visninger
AA

1. Lykken (oneshot)

Hun stod i hendes lejlighed og røg. - Veninden med de mørke, varme øjne og med den smukke , slanke figur. "Endelig inviterer du mig hjem til dig." Det virkede som en bebrejdelse. "Ja, det er længe siden," svarede hun bare undvigende og askede i en tom coladåse. "Men du har jo også haft meget at se til," prøvede veninden så trøstende. Hun var lige flyttet ind i en større lejlighed med et stort soveværelse, et lækkert køkken med stue ved siden af og med udsigt over storbyen med de mange huse ved de smalle, gamle gader. Derinde, hvor man kunne blive fortabt...

"Er du stadig sur på ham?" kom det forsigtigt fra veninden, der vippede cigaretten opad. "Ja," mumlede hun foruroligende stille. Udenpå var hun kold som is, men indeni skreg hun. Efter kærlighed, efter bekræftigelse, efter kropslig kontakt, listen var blevet uendelig. Kæresten havde været sammen med sin kollega for en uge siden. Han sagde at han havde travlt på jobbet og ville komme sent hjem. Hun fnøs indvendig. Som om nogle kunne være bedre end hende. Hun var stadig frygtelig forelsket i ham, det svin, og det kunne veninden ikke forstå. "Drop ham," sagde veninden henkastet. "Han er virkelig ikke det værd." Hun lagde tryk på "virkelig". "Det er en måned siden vi sidst havde sex," mumlede hun. Det var vigtigt for hende med fysisk kærlighed, for hun mente det var en vigtig del af et kærlighedsforhold. Tungt satte hun sig ned. "Måske er det også bedst at vi ikke er sammen. Til sidst gik det galt. Vores kalendere talte ikke sammen. Vi havde begge to mange ting at se til. Vi gik aldrig i seng med hinanden mere." Et ærgerligt blik strejfede venindens. "Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre, Mona," mumlede hun så til sidst. "Det ved jeg heller ikke, Louise, men du har brug for en pause, så vær hos mig," tilbød hun. Hun takkede veninden, smilede og så udover storbyen, som forsvandt bag eftermiddagssolens skarpe lys. "Jeg vil næsten gøre, hvad som helst for at det skal gøre ondt på ham," kom det fra Louse, fra hendes indre dæmon dybt nede i vredens afgrund. Mona sagde ikke noget.

 

Hun tog imod en cigaret og tændte for den med sin lighter. Ingen sagde noget. Lokalet var bare fyldt op af ren, tyk tavshed. Der var gået nogle timer og de to veninder sad nu på den lokale bar og så, hvordan mørket nærmede sig og lysene i byen blive skarpere. Tankerne om kæresten sad stadig dybt i hende og hun var bange for, at de aldrig nogensinde ville slippe hende. Måske skulle hun lade ham smage sit eget lort? Måske skulle han prøve, hvordan det var at blive bedraget, svigtet, efterladt alene. Hendes øjne strejfede Monas, som så ud til at være faldet i staver. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle lave sit stunt. Godt nok havde hun prøvet at have fantasier om en anden kvinde og hun havde også engang prøvet at være sammen med en kvinde. Det var hendes ekskæreste, Lina, som hun havde mødt i byen en dag. De havde begge drukket to fadøl hver, og havde snakket meget sammen. Sidst på natten havde hun slæbt Lina med hjem til sig, hvor de havde haft sex hele natten. Hun mente selv, at det var blot var små biseksuelle tendenser, og det lagde hun ikke noget specielt i. Men det her var noget andet. Hun havde kendt Mona i mange år. De havde gået i gymnasiet sammen og lige siden første dag havde det bare været Mona og hende. Hun strøg en tot hår om bag øret og rømmede sig. "Hvad?" "Ikke noget." "Søde, jeg vil med glæde hjælpe dig til at komme igennem det her. Og til at..." Mona afbrød sig selv, da hun så en meget flot mand komme gående ind ad døren. Hun trak vejret på en lidt nervøs måde, "...at finde ud af, hvem den fucking tøs er. Er det ham?" Hun smilede prøvende, men Louise var bare helt tom indeni. Noget sagde Mona, at det var kæresten. Han var sammmen med nogle andre. De satte sig over i et hjørnet, som var den modsatte side af, hvor de sad. Hun så undersøgende på ham, og følte en stor trang til at gå hen og slå løs på ham. Vreden steg bare mere og mere i hende og hun kunne ikke tænke på andet end hævn. Hun tog en stor slurk af sin fadøl, mens Mona betragtede hende beundrende. "Du ka' satme drikke." Louise prøvede at skjule sig bag en stolpe, som stod fra baren og hen langs den række af borde, hvor de sad. De observerede begge to, hvordan han grinede med dem han var sammen med, og det gjorde hende bare rasende at se ham glad, nærmest lykkelig. Et frygteligt syn. "Må jeg kysse dig på munden?" spurgte hun sin veninde. Mona var lige ved at få sin øl galt i halsen, så efter noget hosten, spurgte hun. "Hvorfor?" Det spørgsmål tog på hende. "Synes du ikke jeg er sexet?" "Louise, jeg synes faktisk du er sexet som bare fanden, men vi kan ikke gøre det midt i det hele..." I løbet af et splitsekund tog hun en hurtig beslutning og gik over mod Mona og kyssede hende dybt og længe uden noget svar. Ti sekunder efter satte de sig igen. Til hendes overraskelse, så hun at han så dem kysse, og hun lænede sig op af stolpen igen og ventede. "Du er simpelthen uforudsigelig noglegange," sagde Mona rystet over, hvad hun havde gjort. Det var som om, at stemningen på baren var blevet mere trykket efter kysset. Han så stadig mod dem med rynket bryn, som om han ikke forstod, hvorfor hun havde gjort det. Nogle af de andre fra hans slæng gik, og lod ham sidde tilbage i den røde lædersofa. Hun frydede sig over det, men hun opdagede ikke Monas nervøse blik flakke frem og tilbage mellem hende selv og ham. "Så kan han fandme lære, at han ikke skal røvrende mig," konkluderede hun, tog en sidste slurk og satte den i træbordet med et klonk. Mona prøvede at lade være med at se hen på ham, men hun kunne ikke lade være. Det var som om, at hans blik fangede hende. Med ét kom hun til at tænke på ham. Hun kunne huske hans duft og de skægstubbe han havde. "Hvad er dit problem?" spurgte Louise endelig og vækkede hendes tankegang. "Intet. Skal vi gå hjem?" De rejste sig begge og gik ud af døren med hans øjne i ryggen. Han overvejede om han skulle sige noget til hende eller bare lade hende gå. Han skyldte hende trods alt at sige noget, men han havde ikke mod til det, så han blev bare siddende og betragtede dem gå ud af døren. 

Ude på gaden var alting mørkt. Natten var begyndt at tage over. Stilhed, intet andet end stilhed. Det var hende, der brød den. "Mona, hvorfor kiggede du sådan på ham? Ville du ikke hjælpe mig?" spurgte hun lettere vred. Hun tændte en cigaret, sugede ind og pustede røgen ud i mørket. Det steg op mod himlen. "Jeg kiggede da ikke på ham," grinede hun og rystede på hovedet, velvidende om, at den her nat ville ende i et skænderi. Det vidste hun bare. Hun kunne mærke den anspændte stemning fra før, som bare var fordoblet siden de var kommet udenfor. "Jo, det gjorde du." De stoppede begge op. Et par brune øjne brændte sig ind i nogle grønne. I de brune kom der tårer. Mona følte en klump i halsen og den trykkede. Til sidst brød hun sammen, og satte sig ned på jorden. Hun blev overvældet over veninden og skyndte sig hen ved siden af hende. "Mona, hvad fanden sker der med dig?" Stemmen var desperat og ivrig. Hun svarede hende ikke, men fortsat bare med at græde og græde. "Fortæl mig nu, hvad der er galt," insisterede Louise, mens dråber fra himlen faldt til jorden. Intet hjalp. Mona kunne ikke få et ord over sine læber. Hun tog hendes cigaret og smed den fra sig. "Mona!" sagde hun højt og ruskede i hende. Det irriterede hende grænseløst, at hun ikke kunne få noget ud af sin veninde. Pludselig kom der lyd fra hende. "Louise... Jeg fik arbejde hos ham. I en uge var han min chef..." snøftede hun og kiggede lige op i hendes øjne. Der kom et stik inde i hende, mens Mona fortsatte lidt mere sammenhængende: "Åh..." Hun bøjede hovedet ned mod jorden, men løftede blikket en anelse. Hendes mørke hår var blevet vådt. "Ordene vejer som sten i mit hjerte..." mumlede hun. Louise satte sig på hug og indså langsomt, hvad det var hun mente. "Det var mig, Lulu. Jeg blev forelsket i ham," sagde Mona stille, faretruende stille. Hendes hjerte gik i stå. Hun stirrede bare lige ud i luften. "Hvad fanden er du for en veninde?!" skreg hun i hovedet på hende. "Èn der ikke fortjener at være din veninde mere..." sagde Mona bare stille. Hun måtte bare tage de slag, der kom, for det havde hun ligesom fortjent. Endnu en har svigtet Louise, tænkte Mona. Og det er mig, - hendes bedste veninde.

 

En ung mand kom gående hen ad gaden. Han var lige kommet fra en bar. Regnen dryppede ned fra himlen, kold og våd. Længere ned ad gaden observerede han de to piger, som han vidst nok havde set inde på baren tidligere. Han stoppede op og betragtede dem. De lå begge to og græd højlydt, de så ulykkelige ud i mørket. Det lignede et voldsomt skænderi. Han tænkte på, at gå hen og hjælpe dem, for han kunne ikke afgøre, om det var vigtigt. Da han havde stået lidt, besluttede han sig for at tage hjem. De problemer skulle de nok få løst på et tidspunkt. I det han drejede ind af en anden gade, stadig med den frygtelige lyd af deres gråd, rejste den ene brunette sig op og vaklede væk fra den anden pige. Til sidst var hun blot en svag plet i mørket.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...