Ankhens Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2014
  • Opdateret: 6 apr. 2014
  • Status: Igang

5Likes
4Kommentarer
371Visninger
AA

8. Kapitel 7

"Yana?" stemmen var blid og kaldende. "Yana?" Yana hørte den godt, men hun registrerede den ikke. Hun sov og ville fortsætte med at sove. Hun ville bestemt ikke vågne på grund af en irriterende lyd!

"Yana!" stemmen var hårdere og nogen ruskede i Yana for at vække hende. "Yana, get up! It's half part six in the morning!" Yana satte sig fortumlet op. Der gik noget tid før hun egentligt indså hvad der var blevet sagt.

"Half past six? You woke me half past six? What am I a slave?" udbrød Yana muggent. Alastair smilede.

"I woke you at six a clock, but you fell asleep again so  thought I would let you sleep some more," svarede han.

"My intire body hurts!" klagede Yana. Det var ikke engang løgn!

"Yep, bodys tend to do that," svarede Alastair. "Come on, we have to figure out where we're going." Yana gned søvnen ud af øjnene, så hun kunne komme til at stirre olmt på ham, men kravlede alligevel ud af sengen. Hun ømmede sig, da hun tog et skridt. Hendes leg muskler, lår muskler, samt alle mulige andre muskler, gjorde ondt som ind i helvede.

"Knock, knock," sagde Alastair med et drillende smil.

"Who's there?" spurgte Yana anstrengt.

"Carry."

"Carry who?" Yana var irriteret over Alastairs tydelige morskab.

"Do you want me to carry you?" spurgte han, stadig med det drillende smil om munden. Yana var fristet til at komme med et eller andet svar, men hun kunne ganske enkelt ikke se hvordan hun skulle komme ned ad trappen, så hun sukkede bare anstrengt.

"Yes please," sagde hun. Alastairs smil blev bredere.

"Your just like you mother," sagde han og samlede Yana op fra gulvet med overraskende lethed. Selvom Yana ikke var glad for at indrømme det, vejede hun femoghalvtreds kilo, så at Alastair bare fejede hende op fra gulvet uden det mindste besvær kom lidt bag på hende.

"So, where do the princess wanna go?" spurgte Alastair. Yana fnøs.

"To the dining room!" sagde hun med sin mest snoppede stemme, hvilket fik dem begge til at grine.

"To the dining room it is," svarede Alastair og bar hende hen mod trappen. Da han begyndte at gå ned ad den, klamrede Yana sig til hans hals. Hvad hvis han faldt?! Det så det dog ikke ud til han ville, da han ubesvææret tog det ene trin efter det andet, som om Yana bare var en fjer.

"How do you do that?" spurgte hun forbløffet, hvilket fik ham til at smile.

"I walk a lot," svarede han. "But some acting doesn't make it any worse." Yana kiggede overrasket på ham, da han satte hende ned i en stol i køkkenet og øjeblikkeligt begyndte at trække vejret lidt hurtigere.

"That was acting?" spurgte hun.

"Yep. I'm really not in that good shape. Not that you are heavy or anything!" udbrød han, da han indså, at det godt kunne taget som en fornærmelse. "We're gonna learn you some acting too. I know you're a good actress, but you gotta be even better, if you don't wanna be caugth," svarede han. Yana kiggede glad på ham. Hun elskede at... hvorfor var der ikke et ord for det på dansk? Nå, ligemeget.

"I know what you mean. I would really love acting some more!" udbrød Yana.

"Good. How do you feel about lying?" spurgte Alastari. Sikke et underligt spørgsål.

"Lying? That's not good. You should stop to, you know," svarede Yana.

"How are you gonna act, if you won't lie?" spurgte Alastair. Yana stirrede på ham et øjeblik.

"I... I don't know," svarede hun stille.

"Yana, if you wanna stay free with your ankh around your neck, you might wanna start lying. You have to make up fake identitys, that will last for years and years on! Sometimes, in order to create a disguise, you must start years befre you are going to use it," sagde Alastsair. 

"How many years? And how am I sopose to know, when I need a disguise, years before i need it?" spurte Yana eftertænktsomt.

"Well, I startet making up a disguise fourteen years ago. I'm not sure when to use it, bu it is good having a really good one at all times so when you need it you can use it," sagde han, uden egentligt at besvare Yanas andet spørgsmål.

"Okay. You know that sounds really wierd," sagde Yana. Alastair smilede og satte sig ned på en stol over for hende. Yana kunne godt lide hans smil. Det lyste hele hans ansigt op og tændte en drillende gnist i hans øjne. Alastair var en køn mand, det var Yana slet ikke i tvivl om. Normalt brød hun sig ikke om mænd med langt hår, men Alastairs sorte skulder lange hår klædte ham utroligt godt. Den drillende gnist i de grønbrune øjne, gjorde ham kun endnu kønnere. Yana tog sig selv i at ærge sig over, at han var hendes farbror. Hun slog forskrækket tanken ud a hovedet. Han var hendes farbror og han var over femhundrede år gammel!

Alastair åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt af en lile glædefuld stemme.

"Alastair!" En lille pige, der måtte være omring fem år, kom løbende hen til morgen bordet. Det drillende glimt i Alastairs øjne, blev skiftet ud med et omsorgsfuldt udtryk, da han hørte stemmen.

"Katarina!" udbrød han glad, rejste sig fra stolen og samlede pigen op.

"Hey, og hvordan har du så sovet? Fik du jaget alle monstrene ud fra sengen, som jeg lærte dig?" Det gik lidt tid før Yana indså, at Alastair havde talt dansk. Med en perfekt udtale af den jyske accent. Yana stirede måbende på ham, mens Katarina fortalte ham, at det havde hun skam og der havde bare været nogle store farlige bæster!

"Nå da da, ser man det. Så du er blevet den helt store monstertæmmer?" spurgte Alastair og killede pigen, der skreg af grin.

"Hello, Alastair." Endnu en ukendt stemme. Alastair holdt op med at kilde Katarina og satte hende ned på gulvet.

"Hi Rick," svarede han. Rick var en lyshåret teenager, der kun kunne være ældre en Yana. Først så det ud som om de ville fare i totterne på hinanden, men så blødte Alastair op og drengen gik lige ind i et stort knus.

"So, how is you father? I haven't seen him today nor yesterday," sagde Alastair. Drengen slog blikket ned.

"He's dead," sagde han. der brød et vantro udtryk frem på Alastairs ansigt.

"Dead? How?" spurgte han. Rick trak sørgmodigt på skuldrene.

"Someone found out you've been here. They killed him and carved an ankh on his chest." Alastair stirrede udtryksløst på drengen.

"I'm sorry Rick. I really am. It was never my intention something like this would happen," sagde han stille.

"I know. And I'm sorry too, Alastair," svarede drengen. Alastair nikkede.

"How long?" spurgte han.

"They said nine o'clock. You were never allowed to know anything," svarede drengen.

"Okay. Thank you. Do they know about Yana?" spurgte Alastair.

"No. They don't. We didn't see any point in telling them," sagde Betinna, der lige var kommet ind i køkkenet. "Leave, Alastair. Run away as fast as you can. We'll cope." Alastair smilede skævt.

"I've been running all my life from a danger I couldn't even put a face or a name on. I'm sorry Betinna, but I want to know," svarede Alastair. "And it's not like they are going to kill me," tilføjede han med et skævt smil. Men ikke engang det halve smil, nåede hans øjne.

"Alastair, that is madness! What happened to your common sense?" spurgte Betinna vredt.

"I left it in a pile of bricks. Don't worry. I'll go meet them a place, where I have the advantage. A place I pick," svarede Alastair. Så vendte han sig mod mig.

"Yana, I want you t run into the forrest and I want you to keep running untill I find you. If you stop, they will find you and they will drag you back and strip the ankh from you neck. Do you understand me?" Yana kiggede skrækslagen på ham.

"Yes," sagde hun.

"So what are you going to do?" spurgte Alastair.

"Run until you find me... But how will you find me? And what if I get lost?" spurte Yana.

"I'm pretty good at tracking. As long a you keep away from asphalt, I'll find you. Just run, and start now!" Det lod Yana sig ikke sige to gange. Hun var skrækslagen, men hun var også rasende over, at han ikke ville flygte. Hun indså, at han enten var ekstremt nysgerrig, ekstremt modig, eller virkelig, virkelig dum.

 Yana spurtede ud af døren, løb om bagved huset og spurtede ind i skoven. Efter alle de år hun havde boet i en skov, var hun rigtig god til at løbe i en, og hun hoppede let over diverse grene og træstuppe. Hun fik også godt brug for Alastairs botaniske viden, da hun indså, at hvis hun ikke havde kendt til de gule blomster med de runde blade, var hun faret direkte ud i en sump, der lå skjult af en masse efterårsblade.

Yana løb og løb, mens hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, og udmattelsen til sidst tog over. Yana stoppede gispende op. Hun kunne ikke løbe mere, på trods af Alastairs hårde ord. Men havde de ikke sagt klokken ni? Klokken kunne ikke have været mere end syv! Havde Alastair forventet, at hun ville løbe i to timer? Det håbede hun ikke, for så blev hun nødt til at skuffe ham.

Yana gav sig forpustet til at vandre gennem skoven, mens hun forbandede sin dårlige kondition. Kunne de virkelig finde hende?

Pludselig hørte Yana en hund gø. En dyb hylende gøen, der snart blev stemt op af flere hunde med samme dybe, hylende gøen. Yana havde hørt den gøen før. Hun havde hørt dem i en film en gang. Og så havde de haft en engang. Hende og hendes mor. Der var kun en hunderace med sådan en gøen: Blodhunde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...