Ankhens Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2014
  • Opdateret: 6 apr. 2014
  • Status: Igang

5Likes
4Kommentarer
376Visninger
AA

6. Kapitel 5

Efter at have gået i tre timer kunne Yana ikke mere. Hun satte sig ned på en sten, der lå vedsiden af den grusvej de havde fulgt de sidste to minutter. Hun havde småløbet hele vejen; Alastair gik så hurtigt, at hun ikke kunne følge med.

"How far have we walked?" spurgte Yana anstrengt. Alastair smilede.

"Not a clue," svarede han. 

"How far is there?" spurgte Yana så.

"Not a clue, but it ain't that far. Just across that hill," svarede Alastair og pejede op mod  en høj bakke med et karakteristisk  tårn på toppen. Himmelbjerget. Der var meget langt der over, og desuden skulle de krydse Julsø.

"That 'hill' is called Himmelbjerget and in order to get there, we need to cross Julsø," sagde Yana. Alastair rynkede panden.

"What?" spurgte han forvirret.

"Himmelbjerget means the sky mountain, and Julsø means christmas lake," forklarede Yana.

"That thing is a mountain?" spurgte Alastair.

"Yes. It's Denmark's mountain," svarede Yana.

"Wow... You have some small mountains," svarede han med et smil. "Come on, we can't stay here forever." Alastair vendte sig om og begyndte at gå. Yana sukkede anstrengt og rejste si op. Hun havde ondt i sine ben og fødder, skyndte sig alligevel hen til Alastair. 

"How do you know my father?" spurgte hun. Hun ville vide det! Alastair sukkede.

"You are not going to stop, are you?" spurgte han. Yana rystede på hovedet.

"Never."

"Your father is my brother," svarede Alastair. Yana standsede. Hun havde bare troet, at Alastair var hendes fars ven, men bror? Så var han jo hendes farbror! Han var familie.

"So... You're my uncle?" spurgte Yana forvirret.  Alastair nikkede.

"Come on! We can't let the jeweler wait, can we?" Han vendte sig om og begyndte at gå. Yana fulgte efter, mens hun så med nye øjne på Alastair. Han kunne umuligt være mere en femogtyve. Han var faktisk rimeligt køn, hvilket Yana først havde lagt mærke til nu. Delvist fordi, han havde været dækket af mudder og skidt, første gang hun så ham. Delvist fordi hun havde haft travlt med at undre sig over hvem pokker han var. Han havde hætten slået ned og solstrålerne spillede i hans hår, der nok egentligt var mere mørkebrunt end sort. Meget mørkebrunt. Han var høj og slank, men lignede på ingen måde en normal dansk mand, hvilket han jo sådan set heller ikke var. Alastair var lang og smidig som en pilekvist, i modsætningen til de andre mænd, Yana var vant til at se, der stadig bar præg af engang at have været stærke vikinger. På trods af Alastairs slanke kropsbygning, var Yana ikke et sekund i tvivl om, at han var stærk. Hun anede ikke hvorfor, hun ikke var i tvivl, der var bare noget ved ham, der fortalte hende, at han ikke var sjov at komme op at slås med. Noget der sagde, at ligemeget hvad han kom op at toppes med, ville han altid gå sejrrig ud af kampen.

Yana havde en umådelig trang til at stille flere spørgsmål, men var ikke sikker på, om det ville falde i gode hænder. Til sidst trak hun på skuldrene. Hvis han blev sur, måtte han selv om det.

"How old is my father?" spurgte hun. Alastair sukkede.

"If I told you, you wouldn't believe me," svarede han.

"Try me!" udbrød Yana. Hun havde oplevet en del ting igennem sit korte liv.

"Fine. We where both born in the fifteenth century," svarede han. Yana stoppede forvirret op. Han måtte jo lave sjov, ikke? Hans tonefald havde lydt meget alvorligt, men han kunne da ikke mene det! Det femtendeårhundrede? Det var jo en gang i fjortenhundrede tallet! Så ville han jo være sekshundrede år gammel!

"Told you! Are you coming?" spurgte Alastair og begyndte at gå uden at vente på svar.

De havde ikke gået mere end fem meter, før et nyt spørgsmål trængte sig på.

"What does he look like?" spurgte Yana. Alastair sukkede igen.

"He looks like me, exept his hair is darker and his eyes are brown," svarede Alastair.

"What color do you call your eyes? Greenbrown or something?" spurgte Yana.

"I never thought about that." Yana smilede.

"Sixhundret years and you never thought about your eyecolor?" spurgte hun.

"No." 

"Oh. About my father. What is his name?" spurgte Yana så. Det havde Yanas mor aldrig sagt noget om. Yana var nu kommet op på siden af Alastair og kiggede på hans ansigt, mens hun stadig småløb for at holde trit med hans fartprægede gang.

"Cortez. And our sister are called Mireya, are you happy now?"

"Cortez..." Yana smagte på navnet. Det var et underligt navn. Og Mireya... Det var heller ikke noget hun havde hørt før. Det gik, måske lidt sent, op for Yana, at hun også havde en faster.

"If you don't know where my father is, where is Mireya?" spurgte Yana.

"She's..." Yana var forbløffet, da hun hørte Alastairs stemme knække.

"She's dead," sagde han, da han havde fået styr på sin stemme. "She wasn't born with the curse. She got to grow old." Yana kunne høre sorgen i Alastairs stemme. Han savnede hende vist.Dog havde hans ord vakt et nyt spørgsmål i Yanas nysgerrighed.

"What curse?" spurgte hun.

"The curse of the Ankh. The same one you are born with," svarede Alastair.

"What does it do?" spurgte Yana, der ikke var tilfreds med svaret.

"You can't die, Yana. When you get twentythree you won't age anymore." Yana skulle til at stille endnu et spørgsmål, men Alastair kom hende i forkøbet: "Later. We have arrived," sagde han. Yana kiggede ned på en lille by, der voksede halvvejs op ad bakken de stod på. Foran byen lå Julsø og på den anden side af søen lå Himmelbjerget.

"You said on the otherside of 'the hill'!" udbrød Yana. Alastair smilede drillende.

"Rule number one: I lie. Come on, we've got to get the ankh as fast as we can, so we can get home before it gets to windy. We're gonne get one big storm to night." Og med de ord begyndte Alasttair at gå ned ad bakken. Yana stod forbløffet tilbage. Regel nummer et? Hvor mange var der? Og var de alle i samme dur? Nu vidste Yana i det mindste, at hun ikke kunne stole helt på ham.  Det overraskede hende egentligt ikke. Pudselig indså Yana, at Alastair næsten var nået ned for foden af bakken. Hun gav sig til at løbe efter ham, mens hun undgik diverse træer og buske.

Pludselig stødte hendes fod mod en gren og hun faldt forover og gled de sidste i meter ned ad bakken i en kaskade af efterårs blade fra før vinteren. Hun spyttede irriteret en blanding af jord og blade ud af munden. Pludselig så hun nogle sorte læderstøvler. Hun kiggede op langs Alastairs ben og fik øje på den hånd han rakte hende. Yana tog imod den og Alastair hjalp hende på benene.

"That is another way of getting down a hill," sagde han med et irriterende smil.

"Very funny!" hvæsede hun irriteret, mens hun børstede blade og jord af tøjet. Irritere stak hun en hånd ind under trøjen. Hun havde jord og blade over alt! Alastair grinede.

"It is. Come on," sagde Alastair og vendte sig om og gik ned ad en vej mod et rødt murstenshus. Yana fnøs irriteret og fulgte efter ham.

Alastair gik ikke hen til hoveddøren, men gik hele vejen rundt om huset, for at banke på en lille bagdør. Døren blev åbnet af en stor mand, der rent faktisk lignede en viking.

"What do you want?" spurgte manden i et meget uvenligt tonefald, men det syntes ikke at røre Alastair.

"I've come to pick up the ankh for Yana," svarede han. Manden fnøs og forsvandt ind i huset. Da han kom tilbage bar han på et lille guldsmykke. Yana genkendte hurtigt formen: det var en ankh. Manden holdt den ud for sig, som om den havde været en død rotte. Så smed han den på jorden for fødderne af Alastair, der bare hævede et øjenbryn.

"And I will never see you again! I have fulfilled my debt!" udbrød han. Alastair nikkede.

"You have, and you won't," svarede han. Så smækkede manden døren i. Alastair sukkede og samlede Ankhen op fra jorden. Han børstede den hurtigt af og rakte den til Yana. Yana studerede grundigt ankhen. Den var af guld, og havde en masse forskælligemønstre: Den lange stang... eller hvad man nu skulle kalde den, der udgjorde Ankhens bunde, var udsmykket med et sværd, mens den stang, dr gik på tværs, altså den stang, der fik det til at ligne et kors, var udsmykket med et kranie ude i enden og så et øje vedsiden af. Ankhens buede top var udsmykket med noget, der lignede laurbær. Der hvor de to stænger mødte hinanden, var der to spindelvæv. Yana kiggede skeptisk på ankhen. Det der havde bare af ikke at være betydningen a hendes navn!

"Turn it around," sagde Alastair. Yana gjorde som han havde bedt hende om. Bagsiden af anhken var der en masse små tegn.

"That is the meaning of your name, Yana. That is what makes the pain go away. Don't ever take it of!" Der var en truende undertone i hans stemme, men han lød lettere bekymret. Yana havde bestemt ikke lyst til at tage den af, hvis smerten var så forfærdelig, som Alastair og Yanas mor havde givet udtryk for.

"Why are the carvings so... death-ish?" spurgte Yana.

"The Ankh is the symbol of life. There is no life without death," svarede han.

"But there weren't any on yours! And why are mine gold, when yours are silver?" spurgte Yana.

"Because I'm a man. Only women have engravings and only men have silver," svarede Alastair som om, at var da logisk!

"Why?" spurgte Yana.

"'Cause women are more precious than men," svarede han med et skuldertræk, før han tilføjede: "Apparently."

"Oh..." mumlede Yana. Det var ikke lige det svar hun havde regnet med. Hun tog hurtigt halskæden på og stoppede den inden for trøjen, ligesom Alastair havde gjort.

"Come on. We gotta go now, if we wanna be back for dinner," sagde Alastair og begyndte at gå.

"But you said we would be back tomorrow!" råbte Yana efter ham.

"Rule number one, Yana! Rule number one!" råbte han tilbage. Yana stønnede anstrengt, men satte så i løb efter ham.

"Can't we take a taxi?" spurgte hun, da hun nåede op på siden af Alastair.

"No, we would end up with the police on our necks," svarede Alastair.

"Why?" spurgte Yana forvirret.

"Because we for some reason are the devils helpers!"

"Why?"

"Because we can't die."

"Why?"

"You are quite fond of that word, aren't you?" spurgte Alastair. Yana kiggede forlegent ned i jorden.

Det lykkedes hende ikke at stille flere spørgsmål resten af turen.

 

"Yana! Hvor er det godt at se dig!" udbrød Yanas mor, da Yana og Alastair udmattede trådte ind ad hoveddøren. Yanas mors stemme havde svømmet af bekymring og bebrejdelse, der nok snarere var rettet mod Alastair end  mod Yana.

"What did you expect? That I ate her?" spurgte Alastair indgineret.

"That would not have suprised me!" udbrød Yanas mor vredt.

"Oi! Wach it!" udbrød Alastair med et meget skotsk accent. Yanas mor ignorerede ham.

"Må jeg se den?" spurgte hun Yana. Yana vidste godt hvad hun mente og hev Ankhen frem.

"Uh! Det er da lidt dystert, er det ikke?" spurgte hun. Yana trak på skuldrene. Hun kunne egentligt godt lide den. Så stak hun den inden for trøjen.

"Are you staing for dinner?" spurgte Yanas mor Alastair med et defensivt tonefald.

"Come down Kassandra! Yes as a matter of fact I am. If you have a problem with that, you could just let me cook!" udbrød han.

"Sorry. No I'll cook," svarede Yanas mor brødebetynget. "I just won't let you take her away from me!"

Der blev ikke sagt noget under aftensmaden og både Yana og Alastair gik i seng efter den sidste mundfuld. Alastair med den undskyldning, at han skulle have klaret tankerne, mens Yana bare var dødtræt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...