Ankhens Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2014
  • Opdateret: 6 apr. 2014
  • Status: Igang

5Likes
4Kommentarer
377Visninger
AA

4. Kapitel 3

Yana vågnede da hun hørte hoveddøren gå op. Hun kiggede hurtigt på sit vækkeur. Klokken var halv syv. Hun undrede sig over, at det ikke havde ringet, for hun skulle i skole. Det var jo fredag. Yana nåede næsten ikke at tænke tanken til ende, før vækkeuret begyndte at ringe. Hun slukkede hurtigt for det og sprang ud af sengen. Så løb hun ned ad trappen og kastede sig i sin mors arme.

"Hej, Yana, har du sovet godt?" spurgte hun. Yana nikkede.

"Mor, hvem er Alastair?" spurgte Yana. Hun ville vide det. Hun ville have en god grund, til at have ham i huset.

"Det er en lang historie. Skynd dig nu at komme i skole," sagde Yanas mor. "Hvor er han?" spurgte hun. Yana pegede op mod trappen.

"Han sover. I gæsteværelset," sagde hun irriteret. Hun brød sig virkelig ikke om den mand. Selvom hun egentligt ikke havde nogen grund... Det føltes som om hun havde en grund. En meget god grund.

"Sover han?" spurgte Yanas mor mistroisk og med rynket pande.

"Ja. Han sover," svarede Yana, uden egentligt at kunne finde en grund til sin mors mistroiske tonefald. Yanas mor svarede ikke, hun gik bare op ad trappen. Yana fulgte efter og så til, mens hendes mor tøvede ved døren ind til gæsteværelset. Så tog hun en dyb indånding og åbnede døren.

"Alastair?" spurgte hun forsigtigt. Yana hørte den raslende lyd af en dyne.

"Yeah? Oh... hello?" spurgte han. Han lød en smule nervøs.

"So. Did you come back for me, or the cat?" spurgte Yanas mor med humor i stemmen.

"Honest?" spurgte Alistair drillende. Yana kunne næsten høre smilet spille i hans stemme.

"Yes," svarede Yanas mor fast.

"Both of you. Missed me?"

"Honest?" spurgte Yanas mor, i samme drillende tonefald.

"Yeah, why not?"

"Ofcause I've missed you, you idiot!" udbrød hun og forsvandt ind i rummet. Yana gik nærmere og så sin mor forsvinde i Alastairs favn. Hvem pokker var han? Pludselig smilede han til Yana og mimede et ord: "School!" Yana kiggede hurtigt på uret, der hang i gangen. Hun havde kun tyve minutter til at gøre sig klar og gå i skole! Det tog ti minutter at gå derhen! Yana spurtede ned ad trappen. Hun skyndte sig ind på badeværelset og kiggedesig i spejlet. Hendes sorte hår lignede noget katten havde slæbt med ind! Hvordan skulle hun nogensinde få det i orden?! Yana skyndte sig at rede sit hår, men lige meget hvor meget hun redte, fortsatte det med at stritte. Hun bandede og satte en elastik i håret. Så skyndte hun at hoppe i nogle blå cowboybukser og trak en stribet trøje overhovedet. Så for hun hen til døren og tog sit overtøj på. Hun indså forskrækket, at hun ikke havde fået pakket sin taske til i dag. Det blev nød til at gå. Heldigvis havde de dansk og engelsk hver dag, så de bøger havde hun styr på. Hvad skulle hun ellers have? Matematik og tysk? Hun ville nok ikke komme langt uden en matematik bog, men så måtte hun låne en.

Yana skyndte sig ud af døren og gav sig til at løbe. Efter halvtreds meter indså hun, at hun ikke var i særlig god form og stoppede forpustet med at løbe. Det måtte hun arbejde på.

Da Yana endelig kunne se skolen, hørte hun klokken ringe til time. Hun gispede anstrengt og satte igen i løb og løb de sidste fyrre meter hen til skolen.

Skolegangene var et stort virvar af lærer og elever, der skyndte sig hen til de rette klasser. Yana småløb hen til sit klasseværelse. Deres dansklærer var heldigvis ikke kommet endnu. Egentligt ret underligt, da Tabita altid kom til tiden. Samme sekund klokken ringede, kom hun ind ad døren. 

Yana satte sig hurtigt på sin plads bagerst i klassen.

Der gik ti minutter, før Tabita forhastet kom ind ad døren.

"Hej, det må i altså undskylde! Jeg sad fast i trafikken!" udbrød hun og satte sin taske på katederet. Yana kunne godt lide Tabita. Hun var altid i godt humør, og det smittede.

"Der var biler overalt på motervejen, og jeg kunne ikke komme hen til afkørslen, så jeg måtte køre igennem Strandbjerg og hu-ha!" sagde hun, mens hun lavede fakter med hænderne. "Nå, men i har vel lavet jeres lektier alle sammen," sagde hun glad, men rynkede så panden. "Ikke?" spurgte hun. Yana panikkede. Hun kunne slet ikke huske nogle lektier! Der lød en adspredt mumlen i klassen, før Tabitas ansigt lyste op i et overbærende smil.

"Bare rolig, det var bare for sjov! I har slet ikke haft nogle lektier for," sagde hun smilende. Hele klassen drog et lettelsens suk.

"Åh, det føles godt at være så ond!" udbrød Tabita. "Nå, slå op på side syvogfyrre, og før i begynder at brokke jer og sige 'årh, det er grammatik!'" Det sidste sagde Tabita med barnlig stemme. "Så er det grammatik." Yana brød sig ikke om grammatik. Det var kedeligt! Og ærligt talt kunne hun ikke se hvad hun skulle bruge det til, hun skulle jo ikke lige frem være forfatter!

I frikvarteret sad Yana alene. Der var ikke rigtigt nogen i klassen, der gad hende. Yana havde ingen ide om hvorfor, men sådan var det bare. og ærligt talt, så ville hun også hellere være alene. Hendes mor sagde altid, at det var noget hun havde fra sin far. Han ville også helst være alene. Det var endnu en grund til han efterlod hende. Tænk at gøre en kvinde gravid og så bare skride!

Den næste time var engelsk. Yanas yndlings fag. Hun elskede engelsk! De skulle lave et skuespil på engelsk, som de så skulle opføre for niendeklasserne og syvendeklasserne. Yana glædede sig rigtig meget. Hun ville gerne være skuespiller, når hun blev voksen.

"Okay, før vi går igang med at øve, skal i lige have jeres karakterer," sagde Richard, som var deres engelsk lærer. Yana mærkede øjeblikkeligt nervøsiteten skyde op i maven. Hun åbnede hurtigt kuverten. Yana drog et lettelses suk, da hun så, at hun havde fået tolv både skriftligt og mundtligt. Rundt om sig hørte hun folk spørge hinanden hvad de havde fået.

"Hvad har du fået Yana?" spurgte Kristian vedsiden af hende.

"Jeg har fået tolv," svarede Yana. Kristian spærrede imponeret øjnene op.

"I begge dele?" spurgte han. Yana nikkede.

"Så er du den eneste, der har fået tolv!" sagde han. Yana kiggede forlegen ned i bordet.

"Ja, så har vi vist fået det på plads. Nu skal vi øve vores roll play," sagde Richard. Der blev hurtigt rykket rundt på bordende. Deres skuespil handlede om en ung kvindelig agent under den kolde krig. Yana havde fået hovedrollen, hvilket hun var ret glad for. Hun elskede virkeligt skuespil, og hun havde da også fået at vide, at hun var god til det. Men hun kunne alligevel ikke lade være med at spekulere på Alastair. der var noget meget underligt ved ham.

Lidt ind i det næste frikvarter, fik de at vide, at de havde fri. Deres tysk- og matematiklærer, ved navn Jakob, var på kursus.

Yana pakkede hurtigt sammen og skyndte sig hjem. Hun småløb det meste af vejen for hurtigt at komme hjem. Hun ville så gerne finde ud af mere om Alastair, men samtidig var hun bange. Ikke for ham men... Ja hun vidste ikke helt hvad hun var bange for. Der var bare en uro, der lurede i maven hver gang hun tænkte på ham, og jo tættere på ham hun kom, des mere urolig blev hun. Men hun glædede sig vildt meget, til at fortælle sin mor, at hun havde fået tolv!

Yana smed tasken i gangen før hun gik ind i stuen. Alastair sad afslappet henslængt i sofaen, mens Yanas mor vandrede uroligt frem og tilbage foran ham. Hun standsede dog, da Yana kom ind ad døren. Yana kiggede mistænktsom på hende. Hvorfor havde hun været ved at rende sådan rundt? Hvad var der galt?

"Du er tidligt hjemme," sagde Yanas mor, måske en anelse bebrejdene.

"Vi skulle have matematik og tysk, men Jakob er på kursus," svarede Yana. "Hvad sker der?"

"Ikke noget," svaret var kommet lidt fr hurtigt til Yana kunne tro på det. 

"What's going on?" spurgte hun Alastair.

"Nothing. Your mother is just angry with me. I dropped her favorit cup, you see," sagde han og rullede med øjnene, hvilket tiltrak ham et hvast blik far Yanas mor.

"Tell me, do you like being alone?" spurgte han så. Yana nikkede.

"I son't need people to get through my day, and they seem to be fine without me," svarede Yana med et skuldertræk. Alastair nikkede som om han allerede kendte svaret.

"And you like acting?" spurgte han. Yana nikkede igen.

"It feels natural. Like i was born to do it," svarede hun. Alastair nikkede på samme måde igen.

"When you get a new classroom, do you feel happy, to get to go somewhere new every day, or do you get sad, to leave what you know?" Yana rynkede panden. Sikke et underligt spørgsmål! Men hun tænkte alligevel over det.

"I love getting a new classroom. Actually, i love new places," svarede hun. Alastair nikkede igen.

"Okay. I'm sorry Kassandra, but it doesn't sound good," sagde han. Han så ikke ud som om han var det mindste ked af det. Han lå ænet tilbage med let spredte ben og med et afslappet ansigtsudtryk.

"No! She..." hvad det var Yana gjorde, kunne hendes mor ikke finde ud af.

"Kassandra, have you ever seen her with a cut? Hve you ever taken her to the doctor, or has she ver been sick?" spurgte Alastair. Yana syntes det var et underligt spørgsmål. Selvfølgelig havde hun da været syg og... Eller hvad? Yana kunne ikke huske en eneste gang, hvor hun var kommet sådan rigtig til skade. Hun havde skåret sig på et glas en gang, men såret var forsvundet utroligt hurtigt... Det var faktisk lidt uhyggeligt.

"No, but..." begyndte Yanas mor tøvende.

"Kassandra, there is no doubt. She is one of us," sagde Alastair.

"I am not letting you take our daugther away from me!" råbte Yanas mor med tåre i øjnene. Yana kiggede forskræmt på manden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...