Ankhens Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2014
  • Opdateret: 6 apr. 2014
  • Status: Igang

5Likes
4Kommentarer
377Visninger
AA

2. Kapitel 1

Yana kom gående gennem den forårsgrønne bøgeskov. Hun havde gået denne vej mange gange. Det var den eneste vej, der førte fra hendes hjem til byen. Yana boede på en gård, der syntes at være den ældste gård i verdenen. Den var beskrevet som værende over hundrede år gammel i en dagbog fra sekstenhundredetallet. Gården var selvfølgelig blevet bygget om, så rummene var større og det var muligt at gå op ad trappen, uden at trinnene knækkede under en. Den var blevet repareret så mange gange, at taget var et virvar af forskellige tavsten, af forskellige materialer og farver. En del af husets mure var bindingsværk, mens en andre var røde mursten og en anden igen var granit. Engang havde en del af murene sågar været lavet af ler, men Yanas mor havde fået det lavet om til gule mursten. 'Man kunne ikke bo i en lerhule,' havde hun sagt. Trappetrinnene var også lavet af alle mulige underlige sten, som Yana ikke engang kendte navnet på. Hun orkede ikke engang at tænke på alle de forskellige sten.

Da Yana drejede om det sidste hjørne, så hun kunne se gården, indså hun, at døren stod åben. Hun kiggede hurtigt om efter pickuppen. Var hendes mor allerede kommet hjem? Eller havde hun selv glemt at lukke døren efter sig, da hun gik i skole?

Den sorte pickup truck var ingen steder at se. Så måtte det jo være hende selv, der havde været uforsigtig. Yana gik hurtigt over gårdspladsen og passerede forbi det store kastanietræ, der stod midt på gårdspladsen. De små hvide blomster sad overalt på træet i vindrue-agtige klaser og vippede yndefuldt frem og tilbage i takt med vinden. Det var et stort træ. Det var mindst ti meter højt, og grene strakte sig langt helevejen rundt om træet, så det blev til en ti meter høj, blomstrende, grøn kuppel, men på trods af tørrelse, kunne det ikke måle sig med de få grantræer, man kunne finde hist og her i skoven. Også bøgetræerne gav kastanien kamp til stregen. Det var en gammel skov. Man kunne finde både birk, elm og eg i skoven, ligesåvel som bøg og grantræer. Ja, og en kastanie, men den havde en af gårdens tideligere ejere plantet, så den var jo ikke ligefrem en del af skoven. Yana var ikke sikker på, hvorfor man overhovedet ville bygge en gård midt i en skov. Der var ingen marker eller folde til korn eller dyr. Der var et stuehus, en stald og en lade, men det var nok alligevel ikke ligefrem bønder, der havde boet på gården.

Yana trådte ind ad den åbne dør og lukkede den efter sig. Hun tørrede fødderne af i den brune dørmåtte med på skriften 'VELKOMMEN!!!'. Yana var ikke klar over, hvad der skete for de tre udråbstegn. Hun havde aldrig før set en 'velkommenmåtte' med udråbstegn, og da slet ikke tre af slagsen.

Gangens gulv var belagt med skiftevis sorte og hvide fliser, så det lignede et køkkengulv, hvilket Yana syntes var ret underligt. Det var en gang. Så skulle det ikke ligne et køkken, men Yanas mor var af en anden mening. Hun havde en tegning, som viste hvert eneste lille rum i huset helt ned til mindste detalje. På tegningen af gangen, var gulvet altså et køkkengulv. Yanas mor var besat af den tegning. Hvert eneste møbel, hver eneste lille ting, var på de tegninger.  Kun i Yanas værelse var der ting, der ikke var på tegningen. Der var faktisk ingen ting på tegningen af Yanas værelse. Kun på ydersiden af døren. Der stod 'Yana'. Det gjorde der også i virkeligheden. Med sirlige sorte bogstaver. Yana hadede de tegninger. Hendes mor havde ikke selv bestemt noget som helst, vedrørende husets indretning. Hun havde bare fulgt tegningerne ned til mindste detalje, Det aller værste var, at Yanas mor påstod, at det var Yanas far, der havde tegnet tegningerne. Hver gang Yana brokkede sig over dem, smilede hendes mor bare medfølendene og sagde: 'Du må huske, at dette er din fars hus. Vi har kun lånt det.' Yana hadede hver gang hendes mor talte om Yanas far. Yana hadede sin far. Han havde efterladt Yanas mor, da han fandt ud af, at hun var gravid. Han havde bare stukket hende en gård, der ovenikøbet var umøbleret, faldefærdig og ganske enkelt ubeboelig. Yanas mor havde så fundet tegningerne i en kasse i laden, hvor hun havde boet, mens nogle håndværkere reparerede huset. Og det aller værste var, at Yanas mor altid beskyttede ham. Hun sagde altid, at det ikke var hans skyld. At han ikke kunne blive det samme sted for længe.

'Han er en fri sjæl, Yana. Han kan ikke holde til at være det samme sted. Han rejser fra sted til dte, og en dag, måske mens du stadig er i live, vil han komme tilbage her til. Derfor må du aldrig sælge gården, eller flytte fra den. Det er din fars gård. Vi har kun lånt den.' Yanas mors stemme rungede i hendes hoved. Der var noget ildevarslende over det. 'Måske mens du stadig er i live' Det lød jo som om, hun skulle dø tidligt, hvilket ikke ligefrem var hendes plan.

Gangens vægge var lavet af mørkt træ, med sirlige mønstre. Især en form gik igen. Der var en på hver væg i hver rum. Selv i i mit værelse: Et slags kors med en buet top. Yana havde engang spurgt sin mor, hvad det var, men hun havde bare viftet hende af og spurgt om, hvordan Yanas dag var gået. Det mørke træ fik hele huset til at virke dunkelt.

Der hang en knagerække af messing på væggen. Den var ikke mange blik værd. Det lignede lidt hovedet af en rive. Den var virkeligt ikke særligt pæn. Yanas mor sagde, at hver eneste gentand har en grund til at være i huset. En historie. Yana fnøs. Den knagerækken havde en historie: Den havde engang siddet forenden af en pind!

Dørene i huset var alle sammen ens: De var af mørkt træ, ligesom væggene, og allesammen prydet med det underlige buede kors. Kun ydersiden af hoveddøren havde ikke det underlige kors.

Yana satte sin taske på gulvet, så hun kunne komme til at hænge sin jakke på knagerækken og stille skoene på det ternede køkkengulv. Hun slyngede atter skoletasken over skulderen og gik ind i stuen.

"Jacko, jeg er hjemme!" råbte Yana. Den sorte og hvide kat strakte sig dovent i sofaen og hoppede så ned på gulvet. Han løb hen til Yana og gav sig til at gnide sig op ad hendes ben, mens han miavede højt og hjerteskærende, for at fortælle hende hvor sulten han var.

"Hejsa ven! Har du haft en god dag?" spurgte Yana og kløede katten bag ørene. Jacko gav sig øjeblikkeligt til at spinde.

Yana rettede sig op, og gav sig til at gå hen mod trappen, der førte ovenpå, men den højtmiavende hankat rendte ind og ud mellem hendes ben, så hun var lige ved at falde. Yana sukkede anstrengt og samlede katten op og bar den med op ad trappen.

Yana satte katten på sin seng, hvorefter hun satte sin taske på gulvet op ad væggen. Yanas værelse lignede ikke noget andet i huset. Der var stadig mønstre på væggene, men hun havde det mørke træ hvidt, og tegnet mønstrene op med sort. Hun fundet tæpper og lagt dem så de passede som et puslespil, så hun slap for at se på det mørke trægulv. Hun havde sågar malet loftet hvidt.

Vinduerne lignede heller ikke dem, der var i resten af huset. Det var et simpelt, hvidt firkantet vindue. De andre vinduer havde en mørk træramme, der også havde sirlige mønstre, men det buede kors var ingen steder at se. Faktisk, kunne man ikke se et eneste af de buede kors ude fra gårdspladsen.

Yana elskede sit værelse, hvis det ikke lige havde været for de mønstre. Det mindede ikke om resten af huset.

Yana kiggede på katten, der havde rullet sig sammen på hendes seng. Han måtte egentligt ikke være i møblerne, men det er svært at lære en kat at lade være, når man ikke var hjemme hele dagen. Yanas mor var sjældent hjemme. Hun var cardio kirurg, og havde altid travlt. Hun tog på arbejde før Yana stod op, og når hun kom hjem var hun for træt til noget som helst, så hun smed sig bare foran fjernsynet, der i øvrigt bare var en kasse med en skærm. Yana ville hellere have en fladskærm, men den var ikke på tegningen, så det var en uopnåelig drøm.

Yana greb en bog og smed sig i sengen vedsiden af Jacko.

”Hvorfor er du ikke sådan en sej hund, som dem i filmene? Du ved, sådan en, der henter ting til sin ejer,” mumlede Yana til katten, der bare miavede til svar. Yana rullede med øjnene af ham og gav sig til at læse.

 

Pludselig hørte Yana yderdøren på op. Hun stivede. Hendes mor havde dobbelt vagt og kom ikke hjem før dagen efter. Yana kravlede forsigtigt ud af sengen med bankende hjerte. Jacko strakte sig og rullede om på den anden side. Yana listede forsigtigt ud af døren og hen til trappen, så hun kunne kigge ned i stuen. Hendes hjerte slog nogle slag over, da hun så en høj skikkelse i en sort kappe stille sig i stuen. Kappens hætte var slået op, så ansigtet lå i skygge. Yanas hjerte sprang endnu nogle slag over, da han kiggede op mod trappen, og hun lige kunne se hans øjne, men hun var for langt væk til at kunne se hvad farve de havde. 

Pludselig fløjtede manden.

"Jacko!" råbte han med en underlig accent. Det lød nærmest som om han havde råbt: 'Jackå'. Yana hørte Jacko springe ned fra sengen og løbe hen til den lukkede dør. Hun hørte ham miave hjerteskærende. Så hørte hun nogle bump og så til sin forskrækkelse dørhåntaget blive trykket ned, og døren gled langsomt op. Yana så forskrækket til, mens Jacko hoppede ned fra dørhåndtaget og spurtede ned ad trappen, så han var lige ved at falde. Han sprang op i mandens favn. Yana så til med en blanding af forbløffelse og rædsel. Sådan havde katten aldrig gjort før.

"Hey, Jack! Missed me?" Manden havde en behagelig stemme. Ikke for dyb og ikke for skinger. Det tog Yana lidt tid, før hun indså, at han havde talt engelsk. Jacko miavede højt og hjerteskærende til svar, mens han gned sig mod mandens hoved, så hætten blev skubbet tilbage. Yana kunne nu se manden bedre. Hans hår var sort og hans hud var mørk, nærmest grå, hvilket Yana syntes var en smule uhyggeligt. Yana indså, at hun havde holdt vejret og hev hurtigt og så lydløst som muligt, en mundfuld luft ned i lungerne. Hendes hjerte hamrede afsted.

Manden strøg Jacko over pelsen og kløede ham under hagen. Det havde Yana aldrig fået lov til. Havde hun forsøgt at klø Jacko under hagen, havde han altid rejst sig op, hvæst af hende, og gået sin vej. Yana kunne ikke lade være med at føle et stik af jalousi, da hun så Jacko knibe øjnene i af bar nydelse.

"When will your mother be home?" spurgte manden pludselig med hævet stemme. Det gav et sæt i Yana, da hun indså, at han havde talt til hende. Hun rejste sig fra sin sammenkrøbene stilling og gik forsigtigt ned ad trappen.

"Soon," sagde Yana med rolig stemme, selvom hun inderst inde bare ville stikke af. Der var noget uhyggeligt over denne mand.  De stod i hver sin ende af stuen. Der var ti meter imellem dem, men det var ikke nok til, at Yana kunne føle sig sikker. Hun havde aldrig nævnt nogen, der ikke talte dansk, og manden lignede bestemt ikke nogen læge.

"Who are you?" spurgte hun. "And what are you doing in my..." Yana nåede lige lige netop at bremse sig selv. Hvis denne mand ville hende noget ondt, skadede det vel ikke at nævne, at hun havde en far. "... fathers house?" spurgte hun. Manden smilede svagt.

"Your fathers house?" spurgte han. Yana brød sig ikke om smilet.

"Yes. My father is home." Mandens smil blev en lille smule bredere.

"Okay. Your mother won't be home soon, will she?" spurgte han. Yana blinkede forbløffet et par gange. "And you don't know where your father is, do you?" Yanas hjerte sprang endnu engang nogle slag over.

"What... What do you mean?" spurgte Yana og bandede lydløst over sin skælvende stemme.

"Look, I just want to know when your mother is home. And I don't bite... that often," tilføjede han med et smil. "If you're not comfortable with me being inside, I'll just wait outside till your mother gets home." Yana indså, at mandens hud ikke var grå. Han var beskridt og han så faktisk også ret træt ud. Hun fik pludselig dårlig samvittighed.

"No, sorry. You don't have to... Aren't you tired?" spurgte hun. "Do you want something to eat or drink?" Manden smilede.

"If you have a glass of water, I'll be fine, thank you," Yana så nu, at manden havde grønne øjne. Ligesom hendes. 

"Are you sure? You look like someone, who have been in a war!" sagde Yana. Hun følte sig pludselig ikke så usikker længere. Hun var stadig lidt nervøs, men manden lignede en, der havde levet i en grøft. Hun gik lidt nærmere.

"You need a shower," sagde hun. Hun vidste godt, at det måske var en smule uforskammet. Han grinede. Det var en behagelig lyd, der også gjorde Yana i godt humør, men der var stadig en anstrengt tone i hans stemme.

"Yah, i probaly do!" udbrød han. Jacko miavede sulten og kiggede på manden.

"Have you fed him?" spurgte han Yana. Yana nikkede.

"Yes, but he's always hungry," sagde hun anstrengt.

"Haha, yeah, that sounds like him!" grinede manden og satte Jacko ned på gulvet. Yana gik ind i køkkenet og fandt et glas vand frem. Hvem pokker var den mand? Uroen greb fat i Yana igen og lagde sig som en kold hånd om hendes hurtigt bankende hjerte. Hun gik ind til manden igen. Han stod det samme sted og kiggede rundt i huset.

"Here," sagde Yana og rakte ham glasset.

"Is the entire house like this?" spurgte han. Yana nikkede.

"Every room, exept mine. Mom will be home sometime tomorrow," sagde Yana. Manden lugtede også som en, der havde boet i en grøft.

"Thank you. Tomorrow you say?" Yana nikkede. "Okay. Can I Stay in the barn until then?" spurgte han. Yana tænkte sig om.

"Okay, but I'll lock the door," sagde hun fast. Manden smilede anstrengt.

"Good. Always keep the door locked at night," sagde han formanende. Yana nikkede. Hendes mor havde fortalt hende det samme så mange gange.

"Can i bring the glass?" spurgte manden. Yana nikkede.

"Thank you," sagde han og vendte sig om for at gå ud af døren. Jacko, der aldrig var gået væk fra mande, vendte sig om og fulgte med.

"No, Jack. Stay with Yana," sagde manden. Jacko standsede og miavede endnu engang hjerteskærende, før manden forsvandt. Yana for hen til vinduet og fulgte ham med blikket, mens han gik over mod laden. Hvor kendte han hendes navn fra?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...