Adela

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Dette er en af mine gamle historier og den handler om en forældreløs pige ingen rigtig ved hvor hører til. Adela er en utraditionel pige set med øjne fra en tid hvor piger ikke gik i bukser og hvor de gjorde hvad der blev sagt.

3Likes
0Kommentarer
216Visninger
AA

6. Kapitel 5: Det nye liv

Han gik hurtigt ud af værelset og hen til den kongelige del af borgen. Han bankede på til sin fars gemakker og gik ind. Han bukkede og gik op og satte sig over for ham ved skakbrættet. Der var stilhed et øjeblik før Tristan tog sig sammen og rømmede sig. ”Kan du huske den pige der kom i dag fra landsbyen af? Hun har det ikke så godt her, hun er bange for at være et nyt sted uden at kende nogen. Jeg har snakket lidt med hende og hun stoler på mig nu. Tror jeg. Må jeg få lov at give hende lige det arbejde jeg lyster?” Kongen sad og tænkte lidt over hvad der var blevet sagt så sagde han ”Du virker meget interesseret i at hjælpe hende. Jeg vil give dig lov fordi jeg alligevel havde tænkt mig at lave hende til din personlige stuepige. Så du kan jo gøre hvad du vil med hende.” han kiggede på sin far. ”tak skal du have, så vil jeg trække mig tilbage nu”. Han gik hurtigt ud af sin fars gemakker og hen til sine egne. Han gik over i et hjørne og satte sig i en stol og tænkte på Adela og hvad hun måtte have været igennem. Hun havde aldrig kendt sine forældre og nu var hun her uden at kende en eneste person. Han sad og tænkte på hende længe men til sidst kunne han ikke holde sig vågen mere og slæbte sig selv hen til sengen hvor han bare smed sig oven på tæppet uden at tage tøjet af først. Så da stuepigen kom ind om morgenen blev hun meget overrasket over at se ham ligge i sengen fuldt påklædt men i dyb søvn. Hun kaldte på ham og han vågnede med at sæt. Han spurgte hvad klokken var. Den var halv otte. Han løb hen til klædeskabet skyndte sig at klæde om til ride tøj og løb så over i stalden. Som han havde forventet stod hun allerede i stalden og snakkede med den hest hun mugede ud ved i går. Han gik roligt hen til hende for ikke at skræmme hesten. Han kiggede nysgerrigt på hende hun havde taget stalddreng tøjet på bortset fra at hendes hår var i hestehale i stedet for knold så man kunne se hun var en pige i dag. Han bedte hende om at sadle ham op og give ham et navn for da ingen før havde kunnet komme til ham var der ingen der havde givet ham et passende navn. Hun kiggede på ham og besluttede hun ville vente til hun havde redet på ham i dag til at give ham et navn. Hun puttede saddel på ham og grime og trak ham derefter ud i gården og sad op og da stod han i sin fulde pragt for første gang i lang tid, skulle han ud og motioneres, og ham glædede sig. Hun kunne mærke ham trippe under hende. Kort efter kom Tristan ud på sin hest Beauty. Og hesten levede op til navnet, det var en af de smukkeste heste hun nogensinde havde set. Han smilede til hende og satte hesten i gang. Hun fulgte hurtigt efter. Hun red som en dreng, var stærk som en dreng og hun fangede hurtigt alle folks blikke. For godt nok gik hun ikke i kjole hvilket var ilde set, og hun red ikke i damesaddel, hvilket heller ikke var populært. Men selvom alle disse ting ikke talte til hendes fordel var der mange mænd og unge fyre der vendte sig om og kiggede efter prinsen og den tøs han red sammen med. Hun havde ikke mange former endnu, så derfor blev hun stadig opfatter som en tøs, men i alle andre henseender var hun utrolig voksen. Da de kom ud fra borgen og ud på markerne satte kun hesten i galop for løse tøjler, det havde været anstrengende at holde den vilde hest i ro inde i byen og den trængte til at blive strækket ud. Tristan havde svært ved at følge med i starten men da hendes vilde hest ikke var vant til at blive reddet på eller motioneret, blev den hurtigt træt. Han kom op på siden af hende, og i det øjeblik blev hendes hest forskrækket og stejlede. Det havde Adela ikke været klar på, og hun røg baglæns ned af hesten og ramte jorden med et bump. Tristan sprang af hesten og løb hen til hende, men hun var allerede på vej op at stå og påstod at der ikke var sket noget. Hun gik hen til hesten der efter at have smidt hende af var trådt et par meter væk men ellers blevet stående. Adela tænkte som en gal over hvad han skulle hedde for den kunne jo ikke blive ved med at hedde hesten. Som hun stod der og snakkede med ham blev han blid som et lam og nappede kærligt efter hendes tøj. Et dyr der både var vild og utæmmelig men kærlig og blid. Hun havde bestemt sig hans navn skulle være Lynild.

På vej tilbage til borgen begyndte hun at blive svimmel med sagde ikke noget til Tristan. Tristan lagde heller ikke mærke til at der var noget galt for han havde travlt med at tænke på hvad han skulle ansætte hende som. Lige da de skulle til at ride ind i byen drætter Adela omkuld, og falder af hesten. Tristan bliver vækket af sin tankestrøm, og springer af hesten endnu engang og styrter hen til hende. Men denne gang bevæger hun sig ikke. Da han tager fat om hendes hoved bliver hans hænder våde og da han kigger på dem er de fyldt med blod. Han skynder sig at tage hende i sine arme, og sætte hende op foran sig selv på sin hest. Han rider så hurtigt han kan gennem byen og lynild følger vrinskende efter. Da de når op på slottet hopper han af hesten og løber med hende i armene op til slottets læge. Han lægger hende forsigtigt på sengen og lægen går straks i gang med at undersøge hende hoved. Han konstaterer at det er over en time siden det er sket og at hun har mistet en forfærdelig masse blod. Da han skal til at sy flængen i hendes baghoved sammen vågner hun og begynder at skrige ved det ukende ansigt. Der går dog ikke længe før hun atter er besvimet, og lægen kan roligt fortsætte hvad han var i gang med. Da han er færdig med at sy beder han en af vagterne bære tøsen over på sit værelse og så vil han tjekke hende igen om nogle timer. Hvis hun til den tid har fået mere farve i ansigtet vil han tro på hun overlever. Men inden vagten når at komme hen til Adela har Tristan allerede taget hende i sine arme men i stedet for at tage hende til hendes eget værelse tager han hende med ind i hans gemakker hvor han sender alle vagter og tjenestefolk væk og siger at han absolut ikke vil forstyrres medmindre det er kongen selv der beordrer ham til at komme til storsalen. Han lagde hende på sengen og satte sig på kanten af den store seng. Efter at have siddet of kigget på hende i et godt langt stykke tid og hun havde fået farve i kinderne, faldt han i søvn.

Da Adela vågnede anede hun ikke hvad klokken var. Hun kunne ikke finde ud af hvor hun var men hun følte sig svimmel og ør og havde en voldsom hovedpine. Hun lagde lidt og kiggede op i loftet. Det sidste hun havde husket var en fremmed mand der havde fat i hendes hoved og det gjorde ondt. Hun havde skreget men så var alt endnu en gang blevet sort. Hun kiggede til side og blev meget forskrækket da hun så direkte ind i prins Tristans sovende ansigt. Hun ville væk derfra så hun kantede sig forsigtigt ud til kanten af sengen uden at vække Tristan og derefter ville hun træde ned på gulvet men hendes ben kunne ikke bære hende så de knækkede sammen under hende og der lagde hun så. Det bump det havde givet da hun faldt, havde vækket prinsen og han skyndte sig om og hjalp hende tilbage i sengen. Hun blev genert og vendte hovedet den anden vej, men han tog blidt fat om hendes hage og sagde til hende at hun ikke skulle være bange. Han ville ikke gøre hende noget. Hun kiggede bare tilbage på ham uden at sige noget men der gik ikke lang tid før han slap hende og gik hen til sit klædeskab tog noget tøj og gik ud på badeværelset. Da han kom tilbage lignede han virkelig den prins han var og hun fik det endnu dårligere med at ligge her i hans seng. Han gik lidt rundt i værelset og ordnede nogle papirer. Da der var gået et stykke tid kigger han op og kommer i tanke om at han ikke er alene. Han åbnede døren ud til gangen hvor der stod et par vagter. Han sendte dem begge væk og sagde han selv ville forlade værelserne om et øjeblik. Så gik han hen til sengen og kiggede ned på hende. Adela var allerede faldet i søvn igen. Han tog hende i sine arme og bar hende tilbage på hendes eget værelse og lagde hende forsigtigt på sengen. Han satte et skilt på hendes dør om at hun under ingen omstændigheder måtte forstyrres og underskrev det med sit segl. Derefter gik han med til storsalen hvor kongen ventede på en forklaring om hvorfor prinsen havde holdt sig væk i næsten et døgn. Kongen var hverken vred eller skuffet, bare nysgerrig. Da han fik at vide at han havde holdt sig væk på grund af den mystiske nye pige, spurgte han Tristan hvad der egentlig var sket dagen før da han var ude at ride med tøsen. Tristan forklarer kort at hun havde redet den vilde hest, og at den havde smidt hende af og at pigen som hedder Adela fik slået hul i hovedet og mistede en masse blod. Han havde bragt hende til lægen og derefter til sine egne kamre: ”nu er hun tilbage i sin egen seng men stadig for svag til at gå, så jeg har båret hende derind.” kongen sad lidt og så på sin søn. Han sad og tænkte på om han skulle advare ham om at forelske sig i pigebarnet. De ville jo aldrig kunne få hinanden. En forældreløs tøs, hvor man ikke anede hvem forældrene egentlig var. Nej hvis det gik så galt ville han snakke med nabo kongeriget og sende hende derhen. Hun ville nok ikke få det så godt der. De var meget mere strenge der end her men måske var det en god ting. Men det gad han ikke spekulere på nu. Så alvorligt var det vel ikke at han havde hjulpet den stakkels unge kvinde. Nu han sad og tænkte efter var hun jo snart i den gifte dygtige alder. Han kendte en ung fremmende soldat der skulle ankomme til borgen inden længe. Måske skulle han spørge ham hvad han mente om pigebarnet. Så slap han da for den kattepine. Hvis hun blev lovet væk til en anden kunne intet ske hans søn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...