Adela

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Dette er en af mine gamle historier og den handler om en forældreløs pige ingen rigtig ved hvor hører til. Adela er en utraditionel pige set med øjne fra en tid hvor piger ikke gik i bukser og hvor de gjorde hvad der blev sagt.

3Likes
0Kommentarer
212Visninger
AA

5. Kapitel 4: Tristan

Hun løb med det samme hun kom uden for stalddøren hun vidste godt hun var gået langt over stregen men hun gik op på sit værelse og gik i bad og trak igen i kjolen og de pæne sko og gik ned mod køkkenet for at høre hvornår de skulle spise og for at høre hvad det var meningen hun skulle gøre. De fortalte hende at der var ca. 3 timer til de serverede aftensmaden præcis klokken 19 blev salens døre lukket og var man ikke inden det kunne man blive ude og ikke få noget at spise. Så fik hun at vide at hun så absolut ikke måtte arbejde i køkkenet endnu, hun var jo lige kommet og måtte være meget træt. Men da hun ikke var specielt træt gav hun sig til at spadsere rundt på slottet. Mens hun gik rundt på de forskellige gange gik hun og tænkte på Landsbyen. Martani ville være gift cirka nu. Selvom han havde fortalt hende han elskede hende, havde hun altid haft i baghovedet at han udnyttede hende. Og fra det øjeblik hvor de fik af vide at de blev skilt ad, havde hun ikke set på ham, og hun savnede ham. Hun satte sig ned og begyndte at græde. Der sad hun i et langt stykke tid, men lige inden hun fik rejst sig og tørret sine øjn kom Tristan rundt om hjørnet. Hun sprang op og vendte ryggen til ham mens hun tørrede sine øjne. Han virkede irriteret, men blev også venlig da han spurgte hende hvad hun dog lavede her, og hvorfor hun græd. Hun stod med ryggen til og prøvede at tage sig sammen. Men hun kunne ikke og han kunne se hendes skuldre ryste. Han gik de 2 skridt hen til hende og lagde en hånd på hendes ene skulder, og sagde i sjov at han som prins beordrede hende til at stoppe med at græde og fortælle ham hvad der var galt. Hun kæmpede dobbelt så meget og holdt endelig op med at græde og rev sig løs med en kraft prinsen ikke havde regnet med at denne unge kvinde besad. Hun kiggede på ham med øjnene fulde af tårer men stadig med sit kolde blik og sagde til ham; vil deres højhed ikke godt være venlig at blande sig langt udenom! Så vendte hun om på hælen og gik hurtigt ned ad gangen og over mod fløjen til hendes værelse.

Tristan stod og kiggede efter hende et stykke tid og tænkte på om han nogensinde havde gjort hende noget der ville gøre hende så vred på ham, men da han ikke havde set hende før tidligere i dag og ikke havde snakket til hende før nu fandt han det ikke muligt. Han begyndte at gå stille frem ad gangen og tænkte på hvem den stalddreng han havde mødt tidligere var. Han huskede hans kolde øjne og hans måde at tale til ham på og fandt ud af med sig selv at han kunne lide drengen. Han havde en skarp tunge og havde ikke nogen problemer med at sige hvad han mente. Men han syntes stadig at han var mystisk. Hans stemme havde været lys som en piges men han var også så gammel at hans stemme skulle have været gået i overgang, men det lød ikke som om han nogensinde havde været igennem den periode, og den skulle også først slutte når han blev ca. 17 år gammel. Han gik rundt om hjørnet og satte kursen mod spisesalen.

Adela satte i løb med det samme hun rundede hjørnet. Det var forfærdeligt i hendes øjne at græde foran en mand men især foran kongens søn. Hun løb op på værelset og så på uret nu var der en halv time til hun skulle være i spisesalen. Hun kiggede sig i spejlet og rettede på sin makeup. Og skiftede til noget tøj så hun ikke skilte sig så meget ud, men håret kunne hun ikke gør noget ved. Hun havde altid haft meget smukt hår og nu tog hun elastikken ud og lod det falde ned af ryggen. Fordi hun havde haft det oppe i en knold var hendes hår nu bølget og det klædte hende også. Hun gik ned i køkkenet og spurgte om vej til spisesalen og det endte med at hun blev vist derover af en køkkendreng der ikke så ud til at være ældre end 8 år. Hun spurgte hvor det var meningen hun skulle sætte sig. Og han svarede at han ikke vidste det. Så hun stillede sig bare over i et mørkt hjørne hvor hun kunne observere alle de mennesker der nu begyndt at komme ind i salen. Der var plads til ikke bare hæren men også alle de adelige, alle arbejdere for hoffet, og kongefamilien. Hun stod der indtil hun til sin store overraskelse så at Tristan havde stillet sig hen ved siden af hende og havde bare stået der. Hun kiggede på ham med undersøgende og frygtsomme øjne, hvad ville han hernede i et mørkt hjørne. Han kiggede hende i øjnene og trådte et skridt tættere på og sagde; det var ikke min mening at forskrække dig men jeg har noget jeg er nødt til at undersøge, ser du jeg har mødt en staldreng i dag men kan simpelt hen ikke komme på hvem han er, og dette er simpelthen det bedste sted at gøre det fra. Hvorfor er du her? Den måde han sagde det på var simpelthen for naturligt til at hun kunne begribe det. Hun kiggede på ham igen og sagde at det behøvede han da ikke at vide, men hvis han ville vente på den stalddreng ville han ikke få noget at spise for han ville ikke komme. Han kiggede overrasket på hende og vendte sig helt mod hende denne gang. Og spurgte ”hvad mener du egentlig med det?” hun kiggede undersøgende på ham og han kunne se at han var lidt irriteret. Hun svarede ”Han har nok ikke tænkt sig at komme når han ved at du leder efter ham.” nu kiggede han overrasket på hende, ”Hvor skulle han vide det fra?” hun kiggede drillende op gennem hendes utroligt kønne øjne og sagde som hendes sidste kommentar. ” når de nu har taget tiden til at stå her og lede efter ham må han jo have gjort noget de ikke bryder dem om, deres højhed, og drenge i en alder af 15 er ikke så dumme som man skulle tro. Hav en fortsat god aften deres højhed.” hun sluttede af med at neje for ham og vendte sig om og gik hen mod personalets borde men helt uventet kom han løbende efter hende og tog hende under armen og førte hende op til hovedbordet, hvor kongen og de adelige sad. Han placerede hende ved siden af sig selv og hviskede til hende at hun bare skulle slappe af men at han havde noget at snakke med hende om. Så hvis hun ville være så venlig bare at side og holde mund indtil han snakkede til hende igen så ville det bare være super. Lige nu kunne hun kvæle prinsen hun havde mest lyst til at rejse sig og gå men problemet var bare at døren allerede var blevet lukket. Så hun vidste at de næste 45 min var hun fanget ved prinsens side, og mange mennesker stirrede på hende fordi prinsen havde opført sig meget bestemt om at lige netop hun skulle sidde ved hans side, og hun var helt ny ved hoffet. Prinsen lænede sig pludselig ind over hende og sagde ” fortæl mig så hvad du ved om denne stalddreng.” hun kiggede på ham og så dybt i hans øjne da hun svarede ” vi er aldrig samme sted på samme tid. Det er alt hvad jeg kan fortælle dig om ham, og mere ved jeg ikke. Nu vil jeg spørge dig hvorfor du absolut skulle ydmyge mig så meget ved at trække mig med herop?!” hun stirrede stadig dybt i hans øjne og han blev betaget af hende og stirrede tilbage i hendes blik. Mens han prøvede at huske på hvad han skulle sige til hende, han endte med at svare ”det var ikke for at ydmyge dig, du interesserer mig bare, plus den fact at du ikke anede hvor du skulle sætte dig og jeg ville gerne vide hvad du har så meget imod mig at du ikke ville lade mig hjælpe dig for en time siden da jeg fandt dig grædende i en af de mest øde korridorer i hele inderborgen.” hun kiggede forbavset på ham et kort stykke tid og slog så blikke ned. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Han trak sig også lidt tilbage og spiste lidt mere af sin mad. Hun nippede også til sin men pludselig lød gongonen, og dette betød at fra nu af kunne folk igen få lov til at forlade salen, dvs. de 45 min var gået. Hun rejste sig hurtigt, nejede og sagde lavt ” deres højhed” og vendte sig om og gik hurtigt ud, men han fulgte efter hende, hun blev ved med at gå, men han fulgte hende helt hen til hendes værelse hvor hun hurtigt smuttede ind og lukkede døren og tænkte at nu kunne hun da blive fri for ham, men hun tog fejl, for kort efter bankede det på hendes dør og hans stemme sagde, det er prins Tristan og jeg befaler dig at åbne døren. Hun løb hen og ud på bade værelset og smækkede døren så han kunne høre det. Han åbnede døren og trådte ind på værelset. Så så han ridestøvlerne og arbejdsbukserne ligge henne foran hendes klædeskab og han fandt hurtigt ud af sammen med den kommentar hun havde givet om at de aldrig var samme sted på samme tid lagt sammen til at hun måtte være stalddrengen, eller i dette tilfælde staldpigen. Han gik hen og bankede på toiletdøren. Og sagde ” hør her, jeg er her ikke for at skade dig jeg vil bare gerne snakke med dig. Hvordan kan det være du har sådan et godt tag på dyr? Den hingst har været ustyrlig lige siden dens sidste herre døde. Kom nu ud så vi kan snakke, hvad hedder du? Og hvor gammel er du?” hun var lige på den anden side af døren og hun kunne mærke tårerne løbe ned af kinderne.  Hun vendte sig stille om åbnede døren og trådte ud. Han bakkede et par skridt for at give hende plads til at komme ud. Hun gik hen i den anden ende af det lille værelse og satte sig på sengen. Han fulgte hende nøje. Pludselig sagde hun ” jeg stoler ikke på fremmede og jeg kan ikke lide at være her. Jeg kan ikke lide at føle mig så sårbar. Jeg er 15 år og mit navn er Adela, og jeg aner ikke hvad der skal ske mig i fremtiden”. Tårerne blev ved med at falde ned af hendes kinder og han var klar over at hun var skræmt over at være et nyt sted uden at kende nogen. Derudover kunne han fornemme at hun havde en person derhjemme som havde taget en del af hendes hjerte. Hun var ung og uskyldig. Sådan som hun sad der fik han lyst til at tage hende i sine arme og give hende et stort knus men han var klar over at det ikke ville gå for hun ville bare blive mere skræmt så han holdt sig tilbage. Tristan gik hen til hende og satte sig på hug foran hende og sagde at hun ikke skulle være bange at han ville hjælpe hende, så spurgte han hende hvad for noget arbejde hun helst ville have. Og hun svarede at hun ville blive glad hvis hun kunne få lov til at arbejde med hestene i stalden og på markerne ville hun blive lykkelig. Hun så på ham gennem tårerne i hendes øjne han tog en lille klud der lå på natbordet og tørrede hendes øjne. Hun kiggede på ham og pludselig følte hun sig genert. Han rejste sig op og trak hende med sig. ”Jeg skal nok sørge for at du ikke får det almindelige arbejde der ellers ville være blevet givet til en pige i din alder. Men du er nød til at lære at stole på mig. Kan du det?” hun kiggede op på ham og nikkede, hun følte allerede at hun kunne stole på ham. Så sagde han” tag dit arbejdstøj på og kom så over i staldene i morgen tidlig. Nu vil jeg gå hen og snakke med min far om din fremtid, så er du i det mindste fri for at tænke på den”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...