Adela

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Dette er en af mine gamle historier og den handler om en forældreløs pige ingen rigtig ved hvor hører til. Adela er en utraditionel pige set med øjne fra en tid hvor piger ikke gik i bukser og hvor de gjorde hvad der blev sagt.

3Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

4. Kapitel 3: Kongen

Hun fik besked på at gå ind i storsalen hvor kongen sad om formiddagen for at give råd til sit folk. Hun gik ind og med det samme hun trådte ind i salen blev der helt stille. Der var kø og hun begyndte at gå over med den, men på vej derover hørte hun en stemme sige” frøken, hvad er dit ærende her?” ”Kongen har sendt bud efter mig fra min landsby, mit navn er Adela”.  Kongen var stille et øjeblik før han bad hende om at komme tættere på. Adela rettede ryggen og gik op mod kongen. Alles øjne var rettet mod hende. Hun var 15 og et par måneder men hun lignede en på 18, hun var utrolig køn. Hun gik op og nejede så pænt hun kunne for kongen. Hun kiggede op på kongen under sine lange øjenvipper sådan som hun så, så mange andre piger gøre det. kongen var en lidt ældre herre der havde en søn i alderen af 18 kun 3 år ældre end Adela. Han hed Tristan og var kendt vidt og bredt for sit utroligt kønne og attraktive væsen. Mange snakkede om hvem han mon skulle giftes med, men ingen vidste det for prinsen viste ikke speciel interesse for nogen bestemt pige. Han sad ved siden af sin far for at lære lige netop i dag hvor Adela kommer for at melde sin ankomst. Han bliver straks betaget af hendes skønhed. Hun begynder at få svært ved at holde masken på denne pæne facade men det går ikke op for nogen inde i salen. Hun retter sig op i sin fulde højde så hun bliver et par cm højere og kigger kongen lige i øjnene og spørger ham hvad han ønsker af hende. Kongen bliver overrumplet af hendes nådeløse kolde blik og stirrer på hende i et par sekunder før han samler sig igen og siger til hende at han indtil videre har tænkt sig at ansætte hende som stuepige men at lige nu kunne hun gå med en af vagterne der ville vise hende over til det lille værelse der var blevet gjort klar til hendes ankomst. Hun nejede og vidste at alles blikke var rettet mod hende mens hun gik ned ad hallen og ud af døren efter vagten. Hun gik i stilhed stadig lige smukt fordi hun vidste vagten holdt øje med hende. hun var glad for at hun havde hørt efter Pil da han havde undervist hende i hvordan en fin dame begik sig i samfundet. Hun spillede spillet helt indtil vagten havde lukket døren efter sig da han gik ud af hendes værelse. Han havde vist hende hen i øst fløjen af den inderste borg så hun vidste med det samme at hun ville blive hof stuepige. Hun var ikke sikker på om hun ville bryde sig om det eller ej. Hun gik i gang med at tage kjolen af og gik hen i skabet og ganske som hun havde forventet var hendes taske med tøj smidt i bunden af skabet. Hun tog hurtigt sine gamle arbejdsbukser på og en gammel slidt skjorte og bandt håret op i en lille og fordelagtig knold. Derefter gik hun ud på gangen og over i stalden hvor hun hurtigt fandt en greb og gav sig til at muge ud fordi hun var vant til at ordne den slags opgaver hjemme på gården. Hun tog bare den første hest der var og trak ham ud og bandt ham i rebet i midtergangen. Hun gik bare i gang og fik hurtigt tiden til at gå. Hun sled og slæbte i skidtet og høet og hun kunne hurtigt se resultater. Hesten hvis bås hun var gået i gang med vrinskede kærligt til hende og hun gik forsigtigt hen til den og nussede for dens mule. Der stod hun et øjeblik og så kunne hun se på hesten at hun ikke længere var alene. Hesten blev fjendtlig og lagde ørene helt tilbage og gjorde sig rigtig stor. Hun vendte sig om og så til sin forskrækkelse at det var prins Tristan der stod nede for enden af gangen og betragtede hende. Hun kunne se at han ikke genkendte hende og hun følte ingen trang til at minde ham om hvem hun virkelig var. Så hun lavede et kejtet buk og greb igen om skovlen og arbejde videre, men prinsen gik ikke. der gik ikke længe før prinsen havde fået selskab af hans væbner Jonathan. Først sagde han ikke noget så bare på prinsen og fulgte hans blik hen på hende. Hurtigt opfattede han hvad der foregik og begyndte at måbe så kæben hvilede på brystkassen. Hun prøvede at ignorere dem men blev mere og mere irriteret over at de bare stod der og ikke lavede andet end at stirre på hende. Hun valgte så at lukke alt ude og bare fortsætte sit arbejde. Hun opdagede slet ikke før boksen var ren og hun skulle til at stille hesten på plads hvor mange mennesker der var kommet og bare stod og kiggede på hvad hun lavede. Hun kunne fornemme på hesten at den var skræmt og nærmede den stille og roligt mens hun talte beroligende til ham. Hun kunne både se og fornemme at det hjalp. Hestens ører rettede sig op og han lod hende komme helt tæt på og putte en rem om halsen på ham mens hun kyssede den på mulen. så trak hun den stille og roligt hen i båsen lukkede døren og gik ned til den næste hest uden at lægge mærke til alle de blikke der fulgte hendes mindste bevægelse og til sidst kunne hun ikke lade være med at rette sit kolde blik mod prins Tristan og meget uvenligt bede ham om at tage hans kongelige hof med sig for hun kunne jo ikke arbejde med alle disse mennesker her. Prinsen rettede sig forbløffet op. Det var den første person der havde ture snakke til ham så uvenligt og stemmen havde slet ikke været en drengs sådan som han havde forventet. Det lød som en pige! han kiggede på hende og sagde; er du klar over hvem det er du taler til? hun svarede; selvfølgelig prins Tristan det var jo derfor jeg henvendte mig til dig i stedet for en hvilken som helst af de andre der er herinde. Han kiggede igen forbløffet på hende og mødte hendes kolde øjne. Han kunne ikke komme igennem hendes skjold og hun ikke så meget som trak på smilebåndet da han så på hende. Pludselig udbrød han hvad fanden hun lavede i deres stald for han kendte hende i hvert fald ikke og alle borgens arbejdere var blevet introduceret for ham og kongen ved deres ansættelse. hun så på ham med et ligegyldigt blik og sagde; det kan jo være de sov deres højhed da jeg var derinde. jeg er jo ikke nogen speciel person, bare en lille staldkarl. Han svarede " det kan da godt være men du er den eneste staldkarl eller person i det hele taget der har kunnet komme i nærheden af den hest uden ikke først at have bedøvet den. Hun kiggede på ham igen denne gang med mistro. Lavede han sjov med hende men hun kunne se på de andres ansigter at han talte sandt. pludselig lagde hun redskaberne på plads lukke døren ind til den boks hun havde åbnet, og gik forbi Prinsen hvor hun med vilje stødte sin skulder ind i prinsen der væltede på grund af den overraskende styrke denne lille person havde. Han kunne ikke bestemme kønnet på staldkarlen men han var fast besluttet på ikke at lade dette gå uforsagt hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...