Adela

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Dette er en af mine gamle historier og den handler om en forældreløs pige ingen rigtig ved hvor hører til. Adela er en utraditionel pige set med øjne fra en tid hvor piger ikke gik i bukser og hvor de gjorde hvad der blev sagt.

3Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

2. Kapitel 1: begyndelsen

Da hun stod op næste morgen gik hun ud i stalden for at se til dyrene, derefter gik hun hurtigt gårdspladsen igennem, vandede blomster og gik så ind for at lave morgenmad til Pil, da hun var færdig med at lave maden satte hun det op på en bakke og bar det ind på Pils værelse, selv havde hun et værelse lige ved siden af Pils. Hun satte bakken på bordet ved siden af sengen og gik hen for at vække Pil, men hun kunne ikke vække ham. Hun ruskede lidt i ham og derefter prøvede hun at finde hans hjertebanken, den var meget svag og næsten uhørlig, hun sprang op og løb ned til landsbyen og hen til doktoren. Han forstod hurtigt hvad der var galt og løb så med hende tilbage.

Doktoren gik ind i værelset og lukkede døren efter sig uden at lade Adela komme ind. der gik kun et par minutter før doktorens kone kom, hun plejede at hjælpe ham, men ellers sad hun bare hos den overskydende familie. Adela var meget rastløs, hun vandrede op og ned ad gulvet mens hun prøvede at tænke på noget andet. Da hun ikke lavede nogen forsøg på at komme ind i soveværelset begyndte lægekonen at slappe af, men det skulle hun aldrig have gjort for da hun slappede så meget af til at Adela lagde mærke til det og tog chancen til at komme ind til Pil. Hun fik hurtigt åbnet døren og var på vej hen til sengen. Hun var lige ved at løbe ind i doktoren på vej hen til pil, doktoren var på vej hen mod døren ud fra rummet. Da braste Adela i gråd og kunne nu regne ud af hans liv var gået til den anden side. Hun blev i doktorens arme mens hun mærkede benene give efter under hende. Derefter vaklede hun hen til sengen hvor pil lå. Hun sad der i timevis. Hun lagde slet ikke mærke til solen der gik ned og månen der stod op før at doktorkonen kom ind og forstyrrede hendes tomhed. Doktoren var gået for længst og hun havde siddet der helt alene og sørget og grædt. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige da doktoren kom tilbage. En pige måtte ikke bo alene uden en mand i huset, det var en regel kongen havde lavet. Han prøvede jo bare at beskytte sit folk men kunne ikke tænke på de få tilfælde hvor der kun var en pige tilbage.

De snakkede om i byen hvad de skulle gøre, men der var ingen der ville have hende boende. Alle familier i byen havde i forvejen mindst 2 børn og de var ikke fattige, men følte alligevel ikke de havde råd til at tage hende ind. Doktoren skrev et brev til kongen og søgte råd for hvad de skulle gøre med denne situation. Han forklarede i brevet at en mand var død og havde efterladt en pige på 15 år. Han får det skrevet sådan at kongen ikke ville så meget som at tænke på at bebyrde nogle af de andre byboere med en ekstra person. Da brevet er sendt finder de en ung mand som påtager sig at bo i huset indtil de får svar, men han får udtrykkelig besked på at hvis der sker noget med Adela ville han ikke kunne drømme om konsekvenserne. Adela var ikke den mest vellidte person i byen men alle vidste at hun var en sød og gavmild pige der aldrig ville gøre nogen fortræd og lige i øjeblikket var hun ikke til meget socialt. Der gik ofte flere måneder efter at breve til kongen blev besvaret og dette var ikke anderledes. Adela stod op hver dag til daggry og arbejdede, den unge mand hed Martani, sagde ikke så meget til hende i starten men han blev mere og mere fascineret af hende, hendes måde at håndtere et stort tab på, hendes arbejdsfremgangsmåde. Lidt efter lidt begyndte Adela at vende sig til tanken om at hun nu boede sammen med en der kun var få år ældre end hende. I starten snakkede de kun når de spiste og stod op og gik i seng. De boede i værelser lige ved siden af hinanden, og om aftenen i de første par uger kunne Martani høre hende ligge og græde sig selv i søvn. Det eneste tidspunkt hvor hun kunne give løse tøjler for sine følelser var på hendes værelse lige inden hun faldt i søvn. Martani var ikke glad for at bo sammen med hende de første par dage for han havde hørt en masse rygter om hende både gode og dårlige, men efter de par dage fandt han ud af der stort set ikke var nogen af de dårlige der var rigtige. Hun gik godt nok i mande tøj og arbejde som en ung karl, men hun var også husfruen i forklæde der lavede mad til ham og vaskede hans tøj og redte hans seng. Hun var allerede i en alder af 15 år en kompatibel husfrue, som enhver mand ville være tilfreds med. Hun lignede en pige i ansigtet hun havde de mørkeste øjne med et specielt glimt i når hun var i godt humør, selvom det ikke var tit i øjeblikket var det noget han lagde mærke til, derudover havde hun langt fladt brunt hår næsten ned til lænden. Hun havde et tyndt ansigt med fremhævede kindben, og havde i det hele taget en pæn figur. Han konstaterede hurtigt at hendes kvindelige former ikke var så fremhævede endnu, men hun var jo også kun 15. Han fangede tit sig selv i at iagttage hende når hun arbejde og han holdt hvil. Hun havde derudover tynde arme men de bugnede med muskler og det var den del af hende der mindst lignede en kvinde. Der gik noget tid hvor de bare arbejdede sammen uden at sige et ord til hinanden og hun begyndte at trække sig væk fra ham og overlade det de var i gang med til ham for så at lave noget andet. Mens han passede dyr og marker begyndte hun at gøre den lidt slidte går til en lille fornem bolig, hun gjorde hovedrent inde og fik kalket væggene hvide både udvendig og indvendig. Hun reparerede de møbler de havde som var faldefærdige. Da hun var færdig inde med alle rum begyndte hun udenfor med at luge haven, plante nye blomsterskud og rive gruset. Da hun var færdig med dette store arbejde var der gået ca. en måned, hun hjalp også stadig med jorden og dyrene. En aften til aftensmaden sagde Martani pludselig at han godt kunne lide hvad hun havde gjort ved gården, det havde gjort den hyggeligere. Hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle svare og nøjedes med at sige tak. Men han havde bestemt sig til ikke længere at ville bo i en sådan stilhed og han ville heller ikke flytte fra hende, så han begynde stille roligt stille hende flere og flere spørgsmål og gav hende tit komplimenter på de ting hun puslede med og lidt efter lidt tøede isen mellem dem. Nu kunne de holde op med at arbejde efter aftensmand og sidde i stuen og snakke stille og roligt sammen. Hun kunne mærke noget i sig forandre sig og hun blev stille og roligt forelsket i Martani og han i hende. De gik dog med deres viden om deres følelser for hinanden i hemmelighed. De fik ikke mange besøgende men doktoren kom en gang imellem for at se om de opførte sig ordentligt og han blev meget overrasket da han så hvor meget de havde fået gjort ved stedet. Han lagde ikke mærke til hvor meget de 2 unge mennesker så på hinanden. Martani var begyndt at overveje om han skulle sige til hende at han var glad for hende og gerne ville give hende hans liv, så de ikke længere skulle tænke på om hvornår brevet fra kongen ville komme. Der gik dog endnu en uge før han tog sig sammen og en aften sagde til hende at han elskede hende, der var opstået en tavshed der varede ca. et minut og han kiggede bedende på hende. Da hun var kommet sig over chokket lænede hun sig ind mod ham og han lagde armene omkring hende. Sådan sad de i temmelig lang tid. Men de opfattede det ikke selv før solen begyndte at gå ned. Da slap de hinanden og gik ind på hver sit værelse. Sådan gik mange aftner, de spiste og sad så i hinandens arme og snakkede og gik derefter hver til sit. De begyndte langsomt at blive mere modige og kysse lidt men mere end det blev det aldrig til, og en sensommer aften hvor de sad og snakkede sammen over for hinanden i 2 stole bankede det på døren. Det var doktoren, han havde modtaget et brev fra kongen om at hun skulle pakke sine ting og komme til borgen. Parret ville først ikke høre tale om det. De var blevet meget glade for hinanden men doktoren sagde hurtigt da han fandt ud af dette, at Martani allerede var forlovet med en eller anden rigmandsdatter og havde været det længe. Han vidste dog ikke dette selv, det var noget forældrene havde sat sammen, og til Adela sagde han at har man først bedt kongen om hjælp modsiger man sig ikke bare sådan, hun var således tvunget til at tage af sted og nu skulle de begge gå ind og pakke for Martani måtte ikke overnatte under samme tag som Adela en nat mere og Adela ville blive ledsaget af et par gifte mænd der alligevel havde et par ærinder ved borgen, og de ville ride ud med solen i morgen tidlig. Det var sidste gang Martani og Adela så hinanden inden de blev adskilt mod deres vilje.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...