Adela

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Dette er en af mine gamle historier og den handler om en forældreløs pige ingen rigtig ved hvor hører til. Adela er en utraditionel pige set med øjne fra en tid hvor piger ikke gik i bukser og hvor de gjorde hvad der blev sagt.

3Likes
0Kommentarer
210Visninger
AA

7. Kap 6: De Fremmede

Hun vågnede op med et dunkende hoved og kunne knap huske at hun havde sovet hos prinsen og at han havde båret hende tilbage til hendes eget kammer, men hun kunne kende sit eget kammer og vidste det var der hun var. Hun prøvede igen at rejse men hendes ben kunne stadig ikke holde hende oppe. På grund af alt blodtabet havde hun ikke kræfter til at gå men hun mavede sig af sted til badeværelset da hun var meget trængende. Hun nåede derud og var på vej tilbage da det blev for meget for hende. Hun havde overanstrengt sig selv og besvimede på gulvet på vej hen til sengen. Hun ved ikke hvor lang tid der er gået da hun igen vågner op. Hun ligger kold og udmattet på gulvet. Hun orker ikke at flytte sig men giver sig i stedet til at græde. Hun kryber sammen til en lille kugle for at holde på den smule varme hun har tilbage på det kolde stengulv hun ligger på. Der lagde hun længe og havde egentlig givet op. Hun kunne ikke finde kræfterne til at rejse sig. Så bankede det forsigtigt på døren og inden hun nåede at svare stak prinsen sit hoved ind og det han så chokerede ham, han skyndte sig hen til hende og hjalp hende endnu engang op i sengen og fik varmet hende op igen. Han kunne ikke længere styre hans blik når han så hende. Hans blik dvælede ved hendes kvindelige former og gjorde hende genert. Hun forstod ikke rigtig hvad det var hun følte. Hun havde aldrig følt sådan ikke engang med Martani. Hun lå bare og kiggede på ham, mens han studerede hendes krop. Til sidst lænede han sig ned over hende og kyssede hende ganske blidt på læberne. Hun reagerede ved at presse sig en smule op imod ham. Ham blev lidt overrasket men fattede sig hurtigt og lagde sig ned ved siden af hende. Han forstod ikke hvad det var der skete med ham, mange kønne piger bejlede til ham og de var alle af rette stand til at han kunne gifte sig med dem. Men han følte ikke for dem som han følte for Adela. De lå et stykke tid hvor de bare kiggede på hinanden uden at sige eller gøre noget. Hun fornemmede hvordan hendes øjne langsomt begyndte at lukke sig i. Han rejste sig forsigtigt og gik. Hun var allerede faldet i søvn. Han gik tilbage til sit eget værelse og satte sig i vindueskarmen og stirrede ud. Der sad han længe og han opfattede slet ikke at hans far kom ind og stod og betragtede ham. Kongen stod der et stykke tid før han rømmede sig og Tristan sprang forskrækket op. Hans far kiggede medlidende på ham, mens han tænkte på hvad han skulle sige til drengen for at få ham til at forstå hvad han nu var nødt til at gøre. ”Tristan hør her, jeg kan ikke have den pige her på slottet hvis hun på den måde drejer hovedet om på dig. Du bliver nødt til ikke at give hende din opmærksomhed mere. Du er ved at falde for den smukke unge pige men du er nødt til at slå koldt vand i blodet min søn, hun er ikke god nok til dig.” herefter gik kongen ud af værelset uden så meget som at se på sin søn, for han tålte ikke at blive talt tilbage til. Han havde sagt hvad han ville og forventede nu at det blev gjort. Tristan stod lidt og tænkte, gad vide hvor gammel den unge kvinde egentlig er, og gad vide hvad far vil gøre nu? Hvis han valgte at gå imod sin far og blive ved med at opsøge denne sære unge kvinde. Hvad var det hun gjorde ved ham? Han havde aldrig i sit liv på noget tidspunkt følt at han havde behov for at stille sig op imod sin far. Men nu havde han mest lyst til at snige sig af de hemmelige gange han havde fundet og så smutte hen til hende. Han vidste det ville være forkert men han havde brændende lyst til at gøre det alligevel. Hun vågnede først næste morgen men en smule hovedpine men ellers havde hun det fint. Hun rejste sig forsigtigt op og prøvede forsigtigt sine ben for hun havde ikke lyst til at falde og ligge ligesom i går indtil en eller anden ville komme og finde hende. Hun kunne dog både gå og danse men valgte at gå på grund af hovedpinen, der kun blev værre af at hun stod op. Hun klædte sig på og gik ned mod køkkenet. Hun havde mistet fornemmelsen for tid og dag men da hun kom ned og fandt køkkenet øde og så på klokken at den var 10 blev hun klar over at det var søndag og at folk var i kirke. Hun gik derfor ud i gården for at nyde solen så længe hun ikke vidste hvad hun ellers skulle. Hun havde fundet ud af kongens plan med hende havde været at gøre hende til Tristans personlige stuepige, og at det var Tristans opgave at fortælle hende hvad hun skulle lave. Som hun sad der i solen og nød dens varme stråler på hendes kind kom en vogn trillende ind i gården, og det lignede ikke en almindelig vogn, den så meget fin ud. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv så hun endte med bare at blive siddende. Hun kunne ikke genkende dem der trådte ud fra vognen først kom der en høj og meget smuk mand ikke ung, han var nok cirka på alder med kongen. Han vendte sig om og rakte ud efter nogen eller noget inde i vognen og ud kom den smukkeste kvinde Adela nogensinde havde set. De stod begge lidt i gården uden at røre sig, men så faldt deres blikke på Adela der straks krøb lidt sammen som for at prøve at skjule at hun var der. Men så kom de gående over mod hende og hun indså at hun jo nok så tåbelig ud og det kunne hendes stolthed ikke have. Så hun rejste sig op og rankede ryggen ligesom hun havde gjort den første dag og så til sin glæde at hun var lige så høj som den smukke dame uden at have høje hæle på. Manden kiggede lidt forundret på hende og spurgte hende så om hvor alle menneskene var henne? Dertil svarede hun at så vidt hun havde kunnet regne ud da hun vågnede og kom ned til et tomt køkken måtte det altså være søndag og midt i kirketiden. Manden brummede og vendte sig mod damen og begyndte at snakke til hende på et andet sprog. Ingen af de 2 ny ankomne var unge men alligevel var der en skønhed over dem som Adela ikke kunne definere. Hun synes også at sproget lød bekendt. Kvinden kiggede mærkeligt på hende som om hun havde set hende før og prøvede at finde ud af hvor. Manden vendte sig igen mod Adela og spurgte hvem hun var. Hun svarede at hendes navn var Adela og at hun arbejde for Prins Tristan men at hun var ny på borgen. Manden vendte sig mod kvinden og oversatte. Det troede Adela i hvert fald for hun hørte ham nævne sit navn. Adela blev nervøs over deres interesse for hende så hun valgte at bukke og undskylde sig hvorefter hun løb over mod stalden. Kvinden kiggede efter hende med hævede øjenbryn og sagde på sit modersmål: hun ligner ikke en tjenestepige og hun ligner ikke en pige fra dette land. Hun kunne stamme fra vores hjemland, Munas. Da Adela kom over i stalden gik det op for hende hvor uhøfligt det havde været af hende bare at stikke af, men hun kunne ikke lide når folk bemærkede hende, skønt det var svært for andre mennesker ikke at lægge mærke til denne specielle pige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...