East End Gang - One Direction

Once you’re in there is no way back. Livet i en af Londons mest omtalte bander består ikke udelukkende af at feste og se på piger. Det handler om magt. Da banden, East End Gang, får det for ører, at der findes en anden bande – højere rangeret – end dem, bliver de to unge fyre, Niall Horan og Harry Styles sat undercover på en af de mange High Schools i London, da de får et hint om, at der befinder sig mulige bandemedlemmer fra den anden bande. De ved intet om, hvilket køn eller udseende de to medlemmer har. Under deres søgen på skolen, får Niall og Harry stiftet bekendtskab med de to bandemedlemmer, men ingen af dem, ved hvem hinanden er, før en ubehagelig hændelse finder sted. Niall og Harry må træffe en vigtig beslutning, som ikke blot vil koste dem selv alvorlige konsekvenser, men også de mennesker omkring dem.

95Likes
25Kommentarer
3846Visninger
AA

5. 3.


Jeg var netop lige ankommet til Louis' hus, en times tid før festen ville starte. Jeg havde tænkt mig, at jeg ville tilbyde ham min hjælp, så han ikke stod med stress op over begge øre. 

”Hey skat, jeg tænkte, at du nok kunne bruge lidt hjælp før festen?” Jeg lukkede omhyggeligt hoveddøren bag mig, da jeg råbte det til Louis ude fra entréen af. Hans forældre var ikke hjemme, så jeg kunne godt tillade mig det, men normalt ville jeg aldrig råbe efter ham, men det var på den her søde måde, for at tilbyde ham min hjælp. Lyden fra mine stiletter kunne høres hele vej ind til køkkenarealet, hvor jeg så ham stå og rode med fadølsanlægget.

"Det er fint, jeg kan godt klare det selv," det lød grangiveligt som om, at han snerrede ordene på en dømmende og hård måde, da han bankede en enkelt gang på siden af anlægget. Jeg havde svært ved at vide, om det var grundet irritation over dets manglende funktionalitet, eller fordi han generelt havde set sig sur på alt de sidste par dage.

Hans humør havde været dalene det meste af dagen, det meste af ugen, for at være helt præcis. Siden at jeg havde inviteret Harry og hans ven blev til festen, havde han stort set gjort selv de mindste detaljer omkring aftenens fest til et problem. Selv nu, hvor han blot arrigt stod, og biksede med fadølsanlægget. Jeg kendte ham for godt, så jeg var sikker på, at der var noget, som nagede ham, og det var sikkert noget, som jeg havde gjort – sådan var det altid.

”Ved at banke på et uskyldigt fadølsanlæg?” Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvordan han slog hånden mod anlægget, og jeg havde en anelse om, at det ikke var for at få det til at virke. Jeg løftede det ene øjenbryn, da jeg rettede på min korte sorte nederdel, som var krøbet en smule op.

"Jeg har ikke behov for hjælp, Danielle!" Hvis han ikke snerrede før, så gjorde han det helt bestemt nu. Ganske langsomt og ganske påvirket af hele situationen drejede han sig rundt med front imod mig, som han kørte hånden igennem sit halvlange hår. "Du kunne eventuelt spørge den narrøv til nye elev, som du er så vild efter,"

”Hvad snakker du om? Okay, så nu er jeg åbenbart vild efter en fyr, eftersom at jeg var venlig at invitere ham og hans ven til en senior fest?” Jeg var ret overrasket over hans udmelding, da jeg lod begge mine øjenbryn skyde i vejret i takt med at jeg satte den ene hånd i siden, da jeg kiggede på ham med et blik, som blot fortalte ham, at han var latterlig at høre på lige nu i øjeblikket.

"Den fyr er en nar, han er en helt igennem fuldkommen nar, og han har overhovedet INGENTING at gøre i mit hus!" han foldede omhyggeligt armene over sin brede brystkasse, da han kastede hovedet en smule tilbage, for at lade håret svinge væk fra øjnene. Lidt ''wannabe-Bieber'' agtigt. Jeg havde altid drillet ham lidt med det, at han kunne være en parodi på Justin Bieber, men lige nu var ikke tidspunktet.

”Hvordan ved du, at han er en nar? Så vidt jeg ved, så har han ikke gjort dig noget som helst? Du kan ikke bare dømme en bog på dets cover.” Jeg kunne ikke lade være med at stå, og blive utrolig irriteret over de måde, som Louis reagerede på lige nu. Det var så barnligt, latterligt og lavt – selv for ham. Jeg rullede en enkelt gang med øjnene af ham, da jeg gik greb fat om en af de mange chipsposer, som var placeret henne ved køkkenbordet.

"Fordi han udstråler det.. Arrogance - han er højrøvet, ALT for højrøvet, og det er til at kaste op over," han bankede endnu engang på siden af fadølsanlægget, så det gav genlyd gennem det store lokale, som skulle minde om et køkken-alle-rum, eller sådan noget. Han fjernede sig derefter så tilpas langt væk fra den, til at han ikke ville være i stand til at gøre det igen. Hans temperament løb af med ham, så og sige. Men det var ikke første gang, at det var sket så.

”Du er altså heller ingen helgen, Lou.” Mumlede jeg for mig selv, da jeg aldrig var længe om at finde en skål, som var tilpas stor, hvorefter at jeg åbnede posen med chips, for at hælde indholdet over i skålen, uden at skænke ham et blik. Han var slet ikke bedre selv. Det var mindst lige så højrøvet af ham at udtale sig på den måde, når han ikke engang kendte ham – eller ville prøve på det.

"Årgh hold op, du kan ikke sammenligne mig med den freak," selvom han prøvede på at gøre det så diskret som overhovedet muligt, så kunne jeg alligevel ane, hvordan han rullede sine øjne i smug. Jeg vidste med sikkerhed, at han fandt sig selv fuldkommen overlegen i denne situation, da han altid havde vurderet sig selv til at være den bedste person i hele verden.

”Nej, det ville være synd for ham,” jeg tog skålen med chips, og satte hen på bordet ved siden af ham, da jeg var fuldkommen ligeglad med, hvad han havde at sige til det, som jeg lige havde sagt. Jeg vidste godt, at jeg havde trykket på nogle knapper, som jeg nok skulle have holdt mig fra, men jeg magtede simpelthen ikke den der side af ham. Louis’ højrøvede side var lige til at kaste op over, og han kunne aldrig selv se udover sin egen næse – selvom den ikke engang var særlig stor.

"Se, du tager hans side i den her sag! Den nye fyr sat overfor din kæreste, og ALLIGEVEL, så går du imod mig, fandeme flot Danielle, virkelig," i en ganske provokerende og fuldkommen meningsløs handling, gav han sig til overdrevent at klappe sine hænder mod hinanden i en klapsalve. Han gjorde tit dette, når han ville fremme sine egne pointer, hvilket blot gjorde det hele endnu mere latterligt, end det allerede var.

”Prøv lige at hør på dig selv, hvor latterlig du er lige nu!” Jeg vendte mig rundt mod ham med et utilfredst blik i mine øjne, da jeg virkelig havde lyst til at pande ham en på hovedet, så han kunne forstå, hvor latterlig han var. ”Her står du, og kæfter op om, hvor højrøvet og hvor stor en nar den nye fyr er, men han når aldrig dit niveau!”

"Åh, jeg har i det mindste noget at have det i - jeg har kæmpet mig op ad skolens rangstige, og der kommer han valsende ind og tror, at han ejer det hele," hans blik søgte mod noget i horisonten, da jeg kunne se på ham, at han virkelig skulle tage sig sammen for ikke at slå ud efter det eller andet i vrede og frustration. Han havde før smadret noget i et skænderi, men det var vel også mest fordi, at jeg ikke vidste, hvor langt  at jeg kunne køre ham ud, før det gik galt.

”Klap dog lige i, gider du? Det var mig, som inviterede ham hen og sidde ved os, og det var mig, som inviterede ham til festen, fordi jeg bare prøvede at være venlig overfor ham! Og uha, det var også hårdt at sparke til en fucking fodbold, for at nå på skolens fodboldhold. Det var også en lang klatretur op af skolens rangstige,” måske gik jeg lidt over stregen her til sidst, men jeg var bare så pissed på ham, da jeg knugede mine hænder hårdt sammen, da jeg sendte ham et yderst flabet blik. Det var nogle gange som om, at han slet ikke huskede, at han engang også havde været ny elev på denne skole.

"Åh, hvor er du dog barnlig..." Han rystede overbærende på hovedet af mig, da han let rullede med sine øjne og begav sig ud af køkkenet med lange skridt. Han gjorde altid dette stunt med at skride fra det hele, når der lå en diskussion i vente, fordi han vidste, at han var for svag og irritabel til at tage diskussionen op en gang for alle.

”Aha, og hvad med dig selv? Det er dig, som flipper skråt, når du møder bare den mindste modstand,” råbte jeg efter ham, jeg ikke tøvede med at følge efter ham ud af køkkenet, med lidt hurtigere og mindre skridt, da jeg ikke kunne tage så lange skridt i mine stilletter. Jeg tænkte nærmest ikke i dette øjeblik, da vreden og irritation havde overtaget mine fornuftige tanker, da jeg skubbeden noget hår væk fra mit ansigt.

"Det er svært ikke at flippe skråt, når du klistre sådan op af den nye fyr! FØJ siger jeg bare!" Jeg håbede virkelig inderligt, at han måske i virkeligheden godt var klar over, at han var gået over stregen, men for Louis betød det slet ingenting. Han ville have ret, og hvis han ikke fik det, så skulle jeg i hvert fald heller ikke have det.

”Hvor er du dog latterlig, fordi du tror, at jeg vil skifte dig ud med ham!” Himlede jeg med øjnene, jeg stoppede op midt inde i stuen, da jeg slog ud med begge arme, for at understrege, hvor åndssvag han var at høre på. Jeg havde ikke i mine tanker tænkt mig at give ham ret på nogen måder, slet ikke når han skulle snakke sådan til mig.

Hvordan kunne han dog få det ind i sit hoved, at fordi jeg prøvede at være venlig overfor en ny elev – som nu altså var hot at se på – ville skifte ham ud? Jeg havde vitterlig aldrig forstået det koncept, hvorpå fyre kunne kaste sådanne bemærkninger efter deres kærester. Jeg forstod det bare ikke, og det ville jeg heller aldrig komme til.

"Man ved aldrig Danielle! Du kunne lige så vel tage ham, frisk kød så og sige," han stoppede op ved vinduet ud mod gårdspladsen, da han bestemt trak vejret meget dybt. "Gæsterne kommer om lidt... Jeg går op og gør mig klar," og med disse ord lod han mig stå tilbage, fuldstændig til grin. Jeg havde faktisk allermest bare lyst til at sætte mig ned og tude, over det faktum at han ikke stolede på mig, og at han skulle være sådan en opblæst nar. hele skænderiet havde til dels også sin effekt på mig, da jeg kørte en frustreret hånd igennem mit hår, for at prøve at samle op på mig sev.

Jeg havde ikke tænkt mig at give ham ret denne gang. Jeg havde ikke tænkt mig at følge efter ham og undskylde, som jeg normalt plejede at gøre. 

 


”Det bliver seriøst den vildeste fest Liam, jeg kan slet ikke begribe det," glæden og spændingen var ikke til at tage fejl af, da Liam og jeg henslængt lå i min seng fredag eftermiddag med roligt musik fra Westlife spillende ud af højtalerne på min computer. Mit værelse var mit og Liams vanlige tilflugtssted før primært alle fester, som vi deltog i. Kun et plus for os, at årets store seniorfest skulle holdes hjemme hos mig.

"Den ville blive endnu bedre, hvis ham Horan ikke kom," jeg iagttog ham ganske forsigtigt ud af øjenkrogen, da han let pillede ved en af siderne i en af mine bøger, som lå på natbordet ved siden af sengen, før han så på mig med et oprigtigt blik i øjnene. Jeg vidste, at han havde set frem til denne fest længe, og at det ikke just fornøjede ham særlig meget, at de to nye elever skulle deltage i festlighederne.

"Han virker nu som en meget cool fyr," jeg trak en smule på skuldrene, da jeg løftede mig en smule op fra min plads på sengen, for bedre at kunne se på ham. Liam og jeg havde været venner lige så længe, jeg kunne huske. Derfor kom det heller ikke bag på mig, at han havde nogle ganske specifikke tanker og holdninger overfor den nye fyr. Det havde de fleste.

"Han har jo ingenting mellem ørerne, Christina," han sukkede det nærmest dybt, da han skubbede til noget af dynen i min seng, da den havde lagt sig henover ham efterhånden. "Hvilke elever tror, at de allerede fra deres første dag af, kan lade som, at de har en autoritet på skolen, som de slet ikke har?" jeg vidste godt, hvad han refererede til, men hvad skulle jeg gøre ved det?

"Han prøver vel bare på at passe ind? Jeg mener, at komme dumpende ind midt i skoleåret må være ret svært, når man ikke kender nogen," egentlig var jeg ikke sikker på, hvorfor jeg sådan forsvarede Horan så meget, som jeg gjorde. Jeg kendte ham jo egentlig ikke, jeg havde bare en formodning om, at han muligvis ikke var så slem, som han lod som om, at han var.

"Nej det er ikke nemt, men jeg er overbevist om, at han ikke vil noget godt i vores gruppe, eller dig noget godt," han sendte mig et meget alvorligt blik, da det efterhånden stod klart for mig, at han langt fra syntes godt om den nye fyr, før han lagde sig fladt ned i min seng, som om at det var hans egen. Liam havde altid følt sig hjemme her på præcis den samme måde, som jeg følte mig hjemme i hans lejelighed. Liam var flyttet hjemmefra for et par måneder siden, derfor var det faktisk sjældent, at jeg befandt mig derhjemme. Det var meget lettere at crashe hos ham.

"Han er sikkert en god fyr Liam, du er bare paranoid, fordi han tog din plads ved bordet," jeg skubbede let og drillende til hans ben med min fod, da jeg satte mig fuldt op i sengen, for at se tilbage på ham. Jeg havde svært ved at se problemet i, at give den nye fyr en chance. Alle kunne have brug for det fra tid til anden.

"OG min plads i kantinekøen!" Påpegede han hurtigt, da det for hans vedkommende endelig ikke måtte blive glemt, da han så op på mig med et smil om sine læber. Jeg vidste, at Liam ikke kunne være irriteret på mig for længe af gangen. Vi var som bror og søster. Jeg har bare ingen gode fornemmelser, når det kommer til den fyr. Han præsenterer sig kun ved efternavn - han udstråler nærmest ballade,"

"Jeg ved det ikke Liam, jeg kender ham ikke.. Jeg kan ikke stå og beskylde ham for noget, som jeg ikke har nogen indsigt i," på dette punkt, lød jeg nok meget voksen, men jeg mente selv, at jeg havde fat i den lange ende. Jeg kunne ikke dømme Horan, før jeg kendte ham, hvilket jeg ikke gjorde særlig godt.

"Jamen har du ikke sådan en stemme eller fornemmelse inde i dig selv, som fortæller dig, at han bare er 'no go'?" Han satte sig omhyggeligt op i sengen med et tungt suk, da hans partyhumør syntes at være forsvundet rimeligt hurtigt, da vores samtale var gået hen, og blevet mere seriøs.

"Altså, som elevråds repræsentant, skal man behandle alle lige, ikke?" et eller andet sted havde Liam ret. Jo, der var en stemme indeni mig der sagde, at den nye fyr var et 'no-go' grundet hans mystiske side, men jeg valgte, at skubbe det fra mig. Han skulle også føle sig som en del af fællesskabet, og han fortjente en ligeså fair chance som alle andre.

"Come on, Chris. Du falder pladask for den her fyr, som bare vil have et one-night-stand, og ikke andet. Jeg er bare ikke tryg ved ham, altså fyren har jo gået på High School før, og med hans udstråling, siger det altså noget om ham," han hadede at argumentere imod mig, lige så meget, som jeg hadede at argumentere imod ham. Jeg ved at han gjorde det i en kærlig mening, han ville ikke samle stumperne op af mig, som han altid gjorde, når jeg blev såret eller knust af en eller anden douche.

"Jeg har ikke tænkt mig, at have noget one night stand med ham, rolig nu... Jeg vil bare gerne have, at han føler sig velkommen," han havde jo ret. Hvor lidt jeg end ville indrømme det, så var der noget over Horan's udstråling og flabede attitude, der dragede mig langt mere, end det burde på så kort tid. Jeg var for nem at lokke.

"Kortene på bordet. I piger synes jo, at det er super sexet, at en fyr er så mystisk som han er," han lænede sig op af den hvide væg ved den ene side af sengen, da han sendte mig et meget mistroisk smil. Han kendte mig for godt. Han vidste, at Niall var min type, så han daskede kærligt til min skulder, da han afventede mit svar.

"Ja, men... Bare fordi det er sexet, så betyder det ikke, at jeg har tænkt mig at gøre det," smilet kunne alligevel ikke lade være med at bane sig vej henover mine læber, da jeg så over på ham. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid havde set mere uskyldig ud udadtil, end jeg nogensinde havde været det personligt - og det vidste han godt.

"Jeg burde stole på dig, men... det smil dér bekymrer mig en smule," han kunne ikke lade være med at grine lidt på en kærlig måde, da han bevidst pegede med sin finger mod mine læber. Liam havde næsten altid set det som sin pligt at beskytte mig fra fyre og kærlighed, da det altid var ham, der samlede mig op, når jeg faldt i et dybt hul. Jeg var ofte blevet knust og ødelagt af diverse fyre, og det havde altid været Liam, der samlede mig op igen.

"Bare rolig Payne, i tilfælde af, at jeg bliver så fuld, at jeg gør et eller andet overilet, så skal jeg nok fortælle dig det.. Så kan du give mig en opsang derefter," jeg lod blidt min hånd klappe hans lår, da jeg trak mig selv op fra sengen. Hvis jeg skulle nå at få sat håret før gæsterne ankom, så skulle jeg efterhånden til at skynde mig.

"Jeg skal nok være så pædagogisk at give dig en lang tale om, hvor dum du har været så," grinede han med et smil, som fik hans øjne til at blive til to små streger, da han kører en hånd igennem det brune hår, som egentlig var sat perfekt med en lille klat voks.

"Hvis jeg ikke kommer dig i forkøbet... Brooke kommer trods alt," det var efterhånden ingen hemmelighed, at Liam havde forelsket sig i den kække cheerleader, men hvis der var noget, jeg var imod, så var det tanken om de to sammen. Brooke havde et rygte som en rigtig skank, der ikke var bleg for at knalde til højre og venstre, og det nægtede jeg simpelthen, at Liam skulle være en del af. Det elskede jeg ham alt for højt til.

 "Det er også derfor, at jeg har gjort mig så lækker," sagde han med et selvsikkert smil, da han ikke kunne lade være med at se en smule drømmende ud i luften ved tanken om cheerleaderen med det smukke mørke hår, og et glimt i øjet. Det kom ikke bag på mig – eller nogen andre end Brooke for den sags skyld, - at hun havde stjålet hans hjerte lige fra første gang, han havde set hende. Det lå langt væk i hans tanker, at hun måske var en skank, men jeg havde luret tøsen for længst. Der fandtes næsten ikke den fyr, som hun ikke havde været sammen med.

"Horan er måske bare en Brooke i herreform, man ved aldrig?" Jeg løftede ganske let det ene øjenbryn, da jeg så på ham med et kærligt smil. Jeg var godt klar over, at Liam aldrig ville kunne se det fra mit perspektiv, men jeg havde mindst lige så svært ved at se det fra hans.

"You wish, love," han rakte hurtigt ud efter en af de mange puder i min seng, da han kastede den efter mig, sikkert fordi, at han slet ikke kunne se, hvordan Horan skulle være ligeså fantastisk, som en pige som Brooke. Selvom jeg overhovedet ikke kunne se noget fantastisk ved den tøs –

- Og jeg fattede overhovedet ikke, hvad Liam ville med en som hende. 

 

Uhhh en fest! Hvad mon det fører til i nattens fest og farver, når alkoholen og nysgerrigheden overtager al fornuft og sans?

Vi opfordrer jer til sidst til, at smide et like, hvis ikke at I allerede har gjort det, fordi så er I bare endnu mere skønno, wuhu!! :I  

 

~ Rikke & Ida

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...