East End Gang - One Direction

Once you’re in there is no way back. Livet i en af Londons mest omtalte bander består ikke udelukkende af at feste og se på piger. Det handler om magt. Da banden, East End Gang, får det for ører, at der findes en anden bande – højere rangeret – end dem, bliver de to unge fyre, Niall Horan og Harry Styles sat undercover på en af de mange High Schools i London, da de får et hint om, at der befinder sig mulige bandemedlemmer fra den anden bande. De ved intet om, hvilket køn eller udseende de to medlemmer har. Under deres søgen på skolen, får Niall og Harry stiftet bekendtskab med de to bandemedlemmer, men ingen af dem, ved hvem hinanden er, før en ubehagelig hændelse finder sted. Niall og Harry må træffe en vigtig beslutning, som ikke blot vil koste dem selv alvorlige konsekvenser, men også de mennesker omkring dem.

95Likes
25Kommentarer
3823Visninger
AA

4. 2.


Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var underligt at være tilbage i skolen igen. For det var det. Da vi blev informeret om, at skolen her rummede 1500 elever, havde jeg ikke forestillet mig, at de ville være her alle sammen på én gang – i samme lokale. Klokken havde netop lige slået til frokosttid, og det syntes alt for uoverskueligt at stå med en blå plasticbakke i hånden, hvorpå der stod en juice – som jeg brændende ønskede ville være en øl.

Køen til maden var lang, og jeg var helt ved at gå ud af mit gode skind, da fyren foran mig trådte ud af køen, for at smide sit æbleskrog ud, og jeg hurtigt så mit snit til at træde ind, og tage hans plads. Det var generelt bare dumt, at træde ud af sådan en lang kø, for at smide sit skrog ud.

”Undskyld, men det var altså min plads,” jeg kiggede til siden med et ret ligeglad udtryk i mine øjne, da jeg så på fyren, som havde stået foran mig de sidste ti minutter.  Han var lidt mere bredskuldret end jeg, men ikke ret meget, når jeg stod her, og vurderede det. Han var dog lige en anelse højere end mig, men jeg var ganske sikker på, at jeg ville kunne slå ham i en slåskamp. Jeg havde jo lært mine skills. Jeg erindrede et eller andet sted, at jeg havde set ham før? Men hvor? Jeg havde ingen anelse lige nu, men jeg lagde hurtigt tanken fra mig, da jeg var hurtig til at vurdere, at han ikke kunne være et bande medlem, hvert fald ikke dem, som Harry og jeg ledte efter.

”Du kunne bare have holdt din plads i køen, mate,” jeg trak let på skulderen, da jeg sendte ham et lille skævt smil, for at understrege flabetheden i min kommentar. Jeg kunne da vitterlig ikke gøre noget for, at han valgte at træde ud af køen, da han næsten var fremme ved de varme retter. Det var da kun hans egen skyld. Ikke min.

Med disse ord trådte jeg nogle skridt frem, for at få hældt en mystisk klat gryderet op på min tallerken, men på den positive side, så det mere spiseligt ud, end det mad som Harry og jeg havde forsøgt os med i lejligheden.

Inden jeg fik set mig omkring, stod jeg, og skimtede udover kantines enorme område. Det var uoverskueligt at skue et bord, hvor jeg kunne sætte mig, eller bare finde Harry. Selvfølgelig var vi allerede blevet væk fra hinanden, men det havde vi forventet.  Mit blik skimtede op til flere gange udover de utallige borde og stole, som efterhånden var optaget, da jeg fik øje på toppen af en piges hår, som jeg ganske sikkert havde stiftet bekendtskab med.

Jeg havde ingen tanker tænkt omkring gruppefordeling blandt elever, da jeg satte min bakke ved siden af pigen med de lyse lokker, og det fængende smil.

”Jeg gik ud fra, at du ikke havde noget i mod, at jeg satte mig her,” jeg var egentlig ret ligeglad med, hvad hun mente om det, om hun ville have mig her eller ej. Men hvor skulle jeg ellers sætte mig? Jeg havde ikke snakket med andre elever end hende – udover ham den blanke fyr for mindre en to minutter siden. Jeg skubbede let til den blå plasticbakke foran mig, hvor min mad var placeret på, da jeg aldrig var længe om, at stikke min gaffel ned i den mystiske ret.

"Du følte dig måske en smule alene i mængden?" Jeg kunne ikke undgå at se hende smile en smule drillende, da hun vendte sig væk fra sin igangværende samtale med en lyshåret pige ved bordet, som jeg først bemærkede nu.

”Der var ikke et ledigt bord, som jeg kunne have for mig selv,” svarede jeg hende, da jeg havde sunket min første mundfuld. Egentlig var jeg bedøvende ligeglad med, om jeg skulle sidde alene eller her, men min intuition fortalte mig at socialisere mig, ville være en god idé i forhold til missionen. Mit blik gled igen henover Christina, som sad på min venstre side, før det fandt henover den blonde pige, som sad skråt overfor mig til venstre.

"Ledige borde skal du lede længe efter... Hører man ikke til en gruppe eller et slæng, så ender man med at skulle spise med outsiderne i skolegården," hendes blik fulgte mit ganske nøje over imod den lyshårede pige, som sad blandt nogle af gruppens mandelige medlemmer. Jeg overvejede om det var tidspunktet, at jeg skulle præsentere mig selv, eller om jeg bare skulle fortsætte den cool stil, men mere nåede jeg ikke at tænke, før lyden af en fyrs stemme afbrød mine overvejelser.

”Jeg sværger ved min mormors grav, at jeg aldrig har kendt magen til flabe-…” Jeg så op, for at se fyren fra kantinekøen stoppe op ved bordet, som om at han havde set et spøgelse. Allermest havde jeg lyst til at vinke til ham, bare for at være endnu mere flabet overfor ham, da jeg godt kunne regne ud, at det var mig, som han var ved at hentyde til, før at han stoppede op midt i sin sætning.

"Jeg er ked af at sige det søde, men det ser ud til, at du er blevet smidt ud af gruppen," humoren og den flabede undertone var ikke svær at fornemme i Christinas stemme, da hun ganske åbenlyst rykkede så tilpas langt til den ene side af sin stol til, at han sagtens kunne slå sig ned ved siden af hende. Hun fyldte trods alt ikke særlig meget af, hvad jeg allerede havde lagt mærke til. Hun var slank, ikke ret stor af bygning heller. Hun var typen, som Adam ville kalde en délicieux petit sag. Det er fransk, og mente egentlig at hun var en lækker lille sag.

”Først min plads i køen, og nu min plads ved bordet,” jeg kunne ikke lade være med at smile triumferende ved lyden af irritationen i hans stemme, da han slog sig ned ved siden af Christina, siden at hun nu havde gjort plads til ham. De resterende rundt omkring bordet, som jeg ikke havde skænket megen opmærksom rømmede sig, for at undgå at grine, men det var ikke af mig, som de grinede. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg fik en anelse om, at Christina var sammen med ham den kiksede fyr - altså de var kærester. Selvom det ikke passede sammen inde i mit hoved at se dem sammen, så havde jeg det på fornemmelsen. Måden han var omkring hende, og måden hun snakkede til ham på. 

”Lad det være dig en lærestreg om ikke at forlade køen så tæt på mål,” jeg var hurtigt til at tage endnu en mundfuld af maden, som egentlig havde en behagelig smag, da den smagte som noget, som min mor havde lavet dengang, at jeg selvfølgelig boede hjemme.

”Du er ny her. Hvem er du? Jeg er Liam Payne,” fyren – hvis navn var Liam - var bestemt ikke genert af sig, da han satte plasticbakken fra sig næsten lige ved siden af mig, da han sendte mig det venligste blik, som nu var ham mulig i øjeblikket, da irritationen og vrede var let at tyde i hans blik.

”Horan,” enkelt præsenterede jeg mig kun ved efternavn, da jeg godt kunne lide at skabe lidt mystik omkring mig. Jeg følte ikke behovet for, at alle skulle kende mig ved fornavn, da det ikke var en del af min pligt her på skolen. Det lød underligt, men hvis jeg blev anholdt, blev min journal og papir sat i orden efter mit efternavn, og det samme med de papir, som skolen havde på mig.

"Og de andre her er henholdsvis Kyle, Jamie, Oliver, Rebecca og Elizabeth," hun var meget omhyggelig med at udtale de enkeltes navne med så meget ynde, som hun overhovedet kunne tillade sig, da hun ved det sidste navn lod sit blik falde på blondinen, som hun tidligere havde talt med, og som jeg havde betragtet ganske let ud af øjenkrogen.

”Så, Liam… Er du med på skakholdet eller sådan noget?” Jeg kunne ikke dy mig for at hakke lidt ned på fyren, hvis plads i køen – og plads ved bordet, som jeg havde taget. Det var for mig en herlig ting at gøre, nu hvor han sad i en situation, som han bare intet kunne gøre ved, og jeg sad på min egen piedestal. Højt hævet over ham, følte jeg. Han havde kæmpet for den plads i hierarkiet i tre år? Jeg gjorde det på én dag.

"Faktisk så er jeg, som resten af flokken rundt om dette bord en del af elevrådet. Jeg er med til at gøre dit ophold her på skolen bedre... Eller værre..." et meget anstrengt smil var ikke svært at spore på hans læber, da han stak sin gaffel ned i den mærkelige substans, som de her på stedet kaldte for 'dagens ret'.

”Det er en skole, jeg tvivler på, at I kan gøre det værre,” hvad forventede han, at jeg skulle svare ham? ’Okay, nu er jeg bange, jeg tager min bakke, og går hen til taberne’. Liam var bestemt ingen trussel for mig, jeg kunne slå ham i gulvet med lukkede øjne, hvis det skulle være.

Når jeg så en pige som Christina, havde det aldrig faldet mig ind, at hun var med i elevrådet. I mit hoved var det piger med kæmpe bøjler, kikset tøj, briller og en uplejet frisure. Men fremtiden havde vidst lige ramt mig hårdt i hovedet, da det kom ret meget bag på mig, at man kunne være så smuk – også være en del af elevrådet. 

 


Kantinen i spisefrikvarteret mindede mig mest af alt om Londons undergrund i de sene eftermiddagstimer, når folk havde fået fri fra arbejde og benyttede metroen fra det ene stop til det næste. Der var elever overalt. Grupperinger overalt. Kaos overalt.

Jeg følte, at jeg stod i midten af en lavine i eksplosion, som jeg med bakken med mad i mine hænder og en forvirret følelse i maven. Jeg havde ingen idé om, hvor Niall var. Jeg havde ingen idé om, hvor jeg skulle begive mig hen, da jeg overhovedet ingen mennesker kendte, og jeg ikke havde en fod indenfor nogle af de grupper, som befandt sig rundt om mig.

Hvor skulle jeg gå hen? Skulle jeg gøre som de udstødte altid gjorde på film, og sætte mig ud på toilettet og spise min frokost? Nej, selvfølgelig skulle jeg ikke det. Jeg var trods alt Harry Styles. Desuden, så kunne jeg et sted i mængden spotte en velkendt Brunette, som jeg havde tilbragt mine fritimer med for et par timer siden.

Selvom Danielle og jeg ikke havde haft muligheden for at tale særlig meget sammen, da hun var mere fokuseret på den kommende cheer-træning, så havde jeg alligevel fået et indtryk af, at hun muligvis kunne hjælpe mig nærmere en opklaring på min og Nialls mission. Hun lod til at være meget socialt anlagt, og jeg var sikker på, at hvis jeg forholdt mig gode venner med hende, så skulle jeg nok få regnet alle detaljerne ud på kort tid.

”Du ser lost ud Styles,” jeg var ikke sikker på, om bemærkningen forlod Danielles læber, fordi hun havde opdaget, at jeg stod og kiggede på hende, eller om hun bare konstaterede det, siden jeg stod ude midt i ingenting. Jeg betragtede hende forsigtigt, som hun med foden skubbede lidt til en fri stol ved siden af sig – hvilket jeg formodede var en invitation til, at jeg kunne sidde hos dem.

Som på enhver anden skole, kunne jeg nemt spotte, at cheerleaderne og fodboldfyrene sad ved samme bord. Det havde vel altid været det ideelle billede af High School, at en fyr fra fodboldholdet og en fyr fra heppekortet gik hånd i hånd. Derfor kom det overhovedet ikke bag på mig, da jeg spottede den irriterende og belastende fyr fra min litteraturklasse, siddende ved Danielles højre side med sin arm roligt liggende mod hendes ryglæn.

”Første dag på skolen, og inviteret til at sidde blandt cheerleaders, det må vidst være min lykkedag,” jeg kunne ikke undgå at mærke det lumske og selvhøjtidelige smil finde vejen frem til mine læber, da jeg satte min bakke fra mig på bordet, og roligt dumpede ned på den frie stol ved siden af Danielle. Min drøm om et hav af piger i uniform blev mere end blot realiseret, som jeg så rundt på de forskellige typer, der sad rundt om bordet.

”Undskyld Murs, skal du ikke præsentere den nye fyr for resten af os?” mit blik faldt på en mørkhåret pige, der sad overfor mig med et meget åbent og nysgerrigt blik spillende i øjnene. Jeg kunne næsten sværge, at jeg så hende blinke til mig, hvis det da ikke var fordi, at Danielle hurtigt rev mig ud af mit tankespind, da hun talte:

"Man er måske for genert til at spørge selv, hva Davis?" jeg betragtede hende, som hendes blik flyttede sig over på pigen med det mørke hår, da et kækt smil gled henover hendes læber, før gled videre rundt på resten af slænget ved bordet. "Det er Harry Styles, han er ny på skolen, og rygterne siger, at han har en lækker bil," jeg kunne ikke lade være med at smile. Rygter florerede hurtigt på stedet.

”Rygterne taler sandt, jeg har faktisk en lækker bil,” det var ganske vidst ikke min. Ikke lovligt i hvert fald, men som om, at jeg nogensinde havde tænkt mig at sige det? Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan pigen med det mørke hår så på mig med genfunden interesse, som hun rakte hånden frem over bordet.

”Jeg hedder Brooke, Brooke Davis,” hendes blik var meget åbent og gentrængeligt, da hun sendte mig et yderst charmerende og sikkert også meget oprigtigt smil. Det kom ikke bag på mig, at bilen var med til at trække mig lidt højere op på ranglisten, men jeg tog det kun som en positiv ting, da jeg tog meget afmålt fat om hendes hånd. Jeg havde det ikke så godt med venlige gestus’ som disse.

”Piger falder da også kun for materielle ting…” det kom faktisk ikke bag på mig, at det var den højrøvede fyr fra min litteraturklasse, der sagde det. Havde han allerede noget personligt imod mig? Følte han sig truet, fordi der var kommet en fyr til stedet, som var kønnere og mere eftertragtet end ham?

"Aha? Og fyre falder kun for udseendet," jeg blev en smule overrasket over, at Danielle på en eller anden måde faktisk gik ind og forsvarede mig i denne påstand, da hun vendte sig halvt om på sin stol - sikkert for at sende ham et yderst utilfreds blik. Jeg var ikke klar over det. Jeg sad i en sådan position, at jeg faktisk ikke rigtigt kunne se noget.

"Jeg hentydede ikke til dig... Men hey, den nye fyr må jo også bruge et eller andet materielt for at opfange folks opmærksomhed, jeg mener, hans klogskab kan han ikke just prale med," smilet på fyrens læber var hånligt, nærmest direkte modbydeligt, men det rørte mig ikke det mindste. Hvis han kunne være et svin overfor mig, så kunne jeg også være et svin overfor ham.

"Jaså? Jeg vil nu hellere tiltrække mig selv opmærksomhed på materielle goder end på højrøvet sarkasme," jeg var ikke i tvivl om, at det kom bag på personerne omkring mig, at jeg brugte en sådan tone overfor fodboldfyren. Fyren som jeg desuden stadig ikke kendte navnet på. Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan Danielle lod et akavet host slippe fra det nederste af sine lunger. Hun forsøgte sikkert at kvæle et grin. Jeg var ikke sikker.

”Så Louis, er alt klar til på fredag?” det var pigen, Brooke, hvis jeg ikke tog meget fejl, som begyndte at tale meget direkte til fyren på Danielles anden side. Så han hed Louis. Den irriterende fyr fra min litteraturklasse hed Louis.

”Hvad sker der på fredag?” selvom hun ikke henvendte sig til mig, så kunne nysgerrigheden ikke lade være med at melde sig på banen. Jeg var interesseret i at vide, hvad der foregik socialt i omgangskredsen, så jeg blev nødt til at virke bare en smule med på det hele.

"Der er fest for hele senior årgangen, årets største efter - efter Prom selvfølgelig, men du og din ven skal være velkomne," hun ænsede ikke fodboldfyren eller nogen andre ved bordet et eneste blik, da ordene forlod hendes læber. Jeg var udmærket godt klar over, at hendes kæreste, eller hvad pokker den anden fyr nu var, bestemt ikke var interesseret i, at have mig med til festen, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. En fest var en fest.

”Vi er på,”

 

 

Det var så kapitel 2, og så fik vi lige hilst ordentligt på Liam og Louis, uhh!

Vi vil gerne sige tusinde tak for alle de likes og alle de favoritlister allerede, hvor er det fedt! - Det vil betyde meget, hvis I vil kommentere og like ENDNU mere, så folk kan få øjnene op for idéen.

 

Tror I, at der sker noget spændende I næste kapitel? 

 

xoxo Rikke og Ida!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...