East End Gang - One Direction

Once you’re in there is no way back. Livet i en af Londons mest omtalte bander består ikke udelukkende af at feste og se på piger. Det handler om magt. Da banden, East End Gang, får det for ører, at der findes en anden bande – højere rangeret – end dem, bliver de to unge fyre, Niall Horan og Harry Styles sat undercover på en af de mange High Schools i London, da de får et hint om, at der befinder sig mulige bandemedlemmer fra den anden bande. De ved intet om, hvilket køn eller udseende de to medlemmer har. Under deres søgen på skolen, får Niall og Harry stiftet bekendtskab med de to bandemedlemmer, men ingen af dem, ved hvem hinanden er, før en ubehagelig hændelse finder sted. Niall og Harry må træffe en vigtig beslutning, som ikke blot vil koste dem selv alvorlige konsekvenser, men også de mennesker omkring dem.

95Likes
25Kommentarer
3818Visninger
AA

3. 1.


Himlen var helt blå - nærmest skyfri - mandag morgen. Luften var langt friskere her, end den var derhjemme i lejligheden. Jeg havde faktisk aldrig været i den her del af London før – men jeg holdte mig jo også langt væk fra skoler generelt, så det var nok derfor. De sidste fire år af mit liv havde jeg primært befundet mig i de tomme gader, forladte bygninger, diverse diskoteker og den beskidte lejlighed som jeg havde sammen med Harry.

Skole havde ingen udsigter i sin tid til at fange min interesse, så jeg klarede aldrig High School. Men denne gang skulle jeg nok klare den. Jeg havde trods alt en mission at fuldføre.

"Første skoledag, mate," sukkede jeg lettet, da jeg førte de sorte Ray Bans ned over mine blå øjne. At ankomme i en alt for lækker Aston-Martin, så kunne man godt tillade sig at være lidt mystisk. Vi skulle jo ikke tiltrække for meget opmærksomhed - hvad snakkede jeg dog om? Vi ejede opmærksomheden her på stedet, da nogle elever allerede havde vendt hoveder efter os, da Harry parkerede skønheden.

"Der er ingen tvivl om, at det nok skal blive en god dag," en kærlig men samtidig også spændt latter forlod Harrys læber, da han hev i håndbremsen og klikkede sin sele op. En hel flok piger var at spotte ud af forruden, da de med deres forsigtige fnis og uskyldige blikke i vores retning - nemt kunne opdages i at stirre. Men hvem gjorde ikke det? Vi ankom med stil.

"Den starter hvert fald godt ud," jeg kunne ikke lade være med at smile skævt til de fnisende piger, som nu sikkert spredte rygtet om to flotte fyre i en alt for lækker bil lige var tjekket ind på skolen. Jeg var aldrig længe om, at få klikket mig fri fra det hvide lædersæde i bilen, da jeg åbnede døren, for nærmest at stige ud, som om jeg var kongelig.

Omhyggeligt – men bestemt – smækkede jeg døren i til den røde Aston-Martin cabriolet, som vi lige fandt på vejen herover til skolen. Man kunne jo ikke ankomme uden en smule autoritet? Det var trods alt en High School. Her herskede arrogante fodboldspillere og snobbede cheerleadere. Førhen havde jeg været rædselsslagen for disse typer, men nu kunne de rende mig et hvis sted, hvor solen ikke skinnede. Jeg var blevet mere selvsikker, jeg var ikke bange for at smide en række fornærmelser eller flabetheder i hovedet på folk – og jeg kunne forsvare mig selv nu.

"Det eneste, som jeg ikke har savnet ved high-school er skabs fordelingen... Mit skab ligger helt nede i den anden ende af bygningen," Harrys før så spændte latter var forsvundet og erstattet med et mere opgivende suk, da han smækkede døren til bilen i efter sig, og omhyggeligt låste den. Selvom den var stjålet, var der intet hold i at lade den stå ubevogtet hen.

"Jeg ved slet ikke, hvor mit skab er," mit smil falmede en smule, da jeg stak begge mine hænder i min cowboyvest - da jeg jo ikke kunne bruge min lædervest eller jakke, da det jo nok ville skræmme de bandemedlemmer væk, som eftersigende skulle befinde sig her på skolen. Mit blik søgte henover den grønne - næsten paradisgrøn - græsplæne, som sikkert blev trimmet omhyggeligt hver dag efter skole. Sikke noget pjat.

"En pakke smøger på, at vi farer vild eller bliver væk fra hinanden før frokost," et hånligt fnys forlod Harrys læber, da han sparkede til en lille sten på det ellers så nydeligt anlagte stisystem. Intet så ud til at ligge forkert her - alt var perfekt ned til mindste detalje. Fra parkeringspladsen kunne jeg se skolens røde bygninger og to tårne, som blot bekræftede mig i, at denne High School var kerne engelsk. Men på samme måde mindede den meget om en typisk High School fra de amerikanske film. Det var selve atmosfæren. Folk grupperede sig i de ”klasser” som de hørte til. Musikkerne var den første gruppe mennesker, som vi stødte på. De holdte til ved de hvide bænke og borde, som befandt sig længst væk fra skolegårdens mest centrale siddepladser. Piger og drenge sad nærmest klynget om ét bord, som om at det var et lejrbål. De mindede mig egentlig ikke om musikkere – nærmere hippier.

"Og en øl efter skole," jeg forhøjede indsatsen, selvom jeg godt var klar over, at han havde ret. Allerede fra stisystemet fra parkeringspladsen så skolen enorm ud.  Flere forskellige grupper af mennesker var placeret rundt på hvide stole og bænke, og jeg lagde mærke til, hvordan deres blikke hvilede på os.

"Opmærksomhed kommer vi ikke til at mangle... Vi burde vædde om, hvem der scorede den dame først i stedet for," Harrys blik kørte intenst rundt på den store forsamling af mennesker, der var fremmødt i grupperinger udenfor skolens hoveddør. Det så ekstremt ud, piger i alle former, aldre og størrelser valserede rundt imellem hinanden på daglig basis.

"Det er kun fordi, at du ved, at det væddemål vinder du. Glem det, Styles." grinede jeg lavt, da jeg rettede på sin vest før, at jegkørte en hånd igennem det lyse hår - kun for opmærksomhedens skyld. Det var ingen hemmelighed at Harry altid havde held i piger. Han var good looking, charmerende og mystisk. Jeg selv var lidt mere skeptisk omkring de piger, som jeg omgik. Mit blik vandrede rundt på de forskellige elever, som allerede havde placeret deres blikke mod os, som vi nærmede skolens hovedindgang.

"Det kunne nu ellers være meget fristende. Jeg har allerede set to piger i cheerleader kostumer.. Noget tyder på, at de har træning i dag," selvom det sikkert ikke var meningen, at det skulle opdagges så tydeligt, var det ikke svært at spotte, da han ganske forsigtigt slikkede sig om læberne.

"Men så held og lykke, fella! Jeg skal op og charmere mig ind på kontordamen, for at finde mit skab," jeg klappede ham et par gange på de brede skuldre, da jeg tog afsked til ham i skolegården, da jeg havde en fornemmelse af, at jeg skulle benytte den samme indgang, som nogle af de lidt mere nørdede typer gjorde. Måske de skulle forbi rektor og aflevere dagens røde æble?

~~~

Det tog aldrig kontordamen om at fortælle mig, hvor mit skab befandt sig. Hun havde gentaget mit efternavn flere gange, da hun gik arkiverne igennem, måske mindede jeg hende om nogen. Men jeg var jo ret unik i mig selv, så jeg burde ikke minde hende om nogen. Hun forklarede mig, at mit skab befandt sig længere nede i nordfløjen – tættest på biblioteket. Der var bare lige ét lille problem:

”Hvor ligger biblioteket, Mrs……” jeg lænede mig indover skranken til hendes skrivebord, da mit blik faldt på det lille navneskilt, som stod ved siden af mig. ”Kersey?” Skyndte jeg mig at fremsige med et charmerende smil, da jeg ikke ville fremstå som ubehøvlet overfor hende, da hun skubbede de lilla briller nedover sin næseryg, da hun sendte mig et yderst olmt blik. Hvad forventede hun, at jeg vidste, hvor alle skolens hundredetyve forskellige lokaler lå? Jeg stod, og blev i tvivl, om hun var klar over, at jeg aldrig havde været her på skolen før, da en lys stemme rev mig ud af mine tanker.

"Biblioteket ligger i vestfløjen.. Du skal krydse gården og søge mod det tårn, der ligger fjernest parkeringspladsen,"

"Skønt...." lige hvad der manglede. Jeg kunne ikke undgå at føle mig som jordens lykkeligste menneske i dette øjeblik. Not. Denne skole var enorm, og jeg befandt mig i østfløjen, dvs., det andet tårn - længst væk fra biblioteket. Jeg sukkede irriteret, da mit blik faldt på en pige. Hendes lyse lokker hang langs hendes skuldre, og hun bar en let øjenmakeup. Mit blik gled nedover hendes krop en enkelt gang, da jeg sendte hende et skævt smil. "Horan" præsenterede jeg mig selv som, da jeg i en rolig bevægelse tog fat i stellet af mine solbriller, for at tage dem af, for bedre at kunne se hendes smukke ydre.

"Christina," svarede hun mig ganske kortfattet, men med et venligt smil spillende om læberne, da hun modtog endnu et bundt papirer fra sekretæren.

"Skal du have hjælp til de dér?" Jeg hentydede helt klart til den store bunke papir, som hun netop modtog i øjeblikket, da jeg løftede det ene øjenbryn. Jeg havde svært ved at se det for mig, at hun kunne klare det selv - og det gav mig på den anden lidt plus point til en start hos pigerne.

"Det ville være en stor hjælp, tak," smilet på hendes læber bredte sig en smule, da hun med uoverskuelige øjne så ned på den store bunke papir, som hun netop var blevet tildelt. Jeg var aldrig længe om at putte mine sorte solbriller ned i min brystlomme, og så let som ingenting løftede bunken af papir op i mine arme, da jeg med tilpassede skridt fulgte efter hende ud fra kontoret.

Jeg vidste ikke, hvem hun var, hvilken rang hun havde her på stedet eller noget om hende, men jeg vidste, at hun havde en betydning for skolelivet her på stedet, så måske jeg burde holde mig gode venner med hende? Hun måtte vide en del om hver enkelt elev – hvad skulle hun ellers bruge alle de her papir til? Som vi gik i en akavet tavshed, kunne mit blik ikke lade være med at falde på hendes slanke væsen, og duften fra hendes svingende hår ramte mig hårdt i ansigtet flere gange. Hvad var hun for en pige?

 

 


 

Litteratur. Mit første modul på London City High School viste sig sørme ikke bare at være jordens kedeligste, men også mest uoverskuelige fag. Jeg havde aldrig været god i skolen, mest fordi, at de boglige fag aldrig rigtigt havde interesseret mig. Mine tanker blev ofte drevet over på helt andre elementer, end hvor de muligvis skulle have været – derfor droppede jeg også ud efter det første år, og jeg kom ikke tilbage. Før nu.

”Er dette litteratur med Mr. Anderson?” jeg havde fulgt mit udleverede skema til punkt og prikke, da jeg stod i den åbne dørkarm indtil et af de største lokaler i hovedbygningen. Jeg var udmærket godt klar over, at jeg kom en smule for sent, men som ny elev kunne de heller ikke forlange, at jeg var i stand til at møde op på slaget hver eneste gang. Desuden, så kunne jeg godt lide at skabe lidt unødvendig opmærksomhed omkring min entre.

”Det kan De tro – jeg formoder, at jeg har fornøjelsen af Mr. Styles tilstedeværelse?” læreren, som var en middel aldrende mand i midten af halvtredserne så på mig med et meget afmålt men også kærligt smil. Jeg ved ikke, hvad der gik galt for hans overdrevet fine sprog, men jeg gik ud fra, at det skyldtes fagets grundidealer. Litteratur var meget gammeldags i både sprog og sind, så hvorfor ikke også have at gøre med en lærer, der levede og åndede for 1800-tallet?

”Ehm ja…” jeg kløede mig lidt akavet i nakken, da jeg rakte papiret frem imod ham. Da jeg modtog brevet med mit skema og mine papirer fik jeg udtrykkeligt besked på, at jeg den første skoledag skulle have underskrevet mit fraværspapir fra lærerne, så kontoret kunne holde øje med, om jeg rent faktisk havde tænkt mig at dukke op. Det var fuldkommen åndssvagt, men jeg havde intet andet valg, end at lade ham gøre det.

”Jeg underskriver Deres seddel efter timen Mr. Styles, hvis De vil være så venlig at sætte Dem ned ved siden af Mr. Tomlinson, så jeg kan fortsætte min undervisning,” selvom det var en meget upassende tanke at have på sin første skoledag, så havde jeg den største lyst til at give ham en på hovedet. Manden var jo direkte modbydelig overfor mig, og han tog overhovedet ikke højde for, hvordan man taler til folk. Han kunne have godt af, at blive sat lidt på plads.

Meget modvilligt spottede jeg den tomme plads bagerst i lokalet - det var overhovedet ikke svært at se, at min kommende side makker var en del af fodboldholdet. Han var iført en af disse vanlige fodboldjakker, som man altid ser på TV, og hans hår sad rodet og uforstyrret ovenpå hans hoved. Han ville sikkert gerne fremstå sexet, selvom man godt kunne gøre det med langt mere stil, end han gjorde det.

”Men siden De kom cirka fire minutter for sent, vil jeg spørge Dem: fra hvilket forrygende litterært værk stammer citatet: Så voldsom glæde, får en voldsom ende og dør midt i sin sejr, som ild og krudt fortæres når det kysses?  Det burde De være i stand til at svare på Mr. Styles, da det er et af verdens mest omtalte værker, og samtidigt også et delt af pensum,” jeg måtte have set fuldkommen forvirret ud i ansigtet, da jeg dumpede ned på min stol, og så op på ham, som han sad på sin plads bag kateteret. Hvor skulle jeg vide det fra? Hvordan i alverden skulle jeg kunne svare på et sådant spørgsmål? 

”Gossip Girl?” jeg ved godt, at mit svar måske var en smule flabet, men jeg ville langt hellere bare bevidst skyde en hånlig kommentar tilbage, end jeg ville skyde på et værk som Hamlet eller Peter Pan. Jeg havde jo ingen idé om, hvilken bog han refererede til. Det eneste, jeg nogensinde havde præsteret at læse var M! blade. Meget mere min stil, hvis jeg skulle være ærlig.

”Amatør,” det kom en smule bag på mig, da min såkaldte side makker med fodbold jakken og det rodede hår fnøs hånligt af mig. Jeg var ikke sikker på, om han sagde det, fordi han ville have, at jeg skulle høre det, men jeg måtte knytte mine næver under bordet, for ikke at lange ud efter ham. Hvem troede han lige, at han var? Regnede han med, at han kunne tale sådan til mig, bare sådan uden videre?

”Åh javel, De er sådan en type… Mr. Tomlinson, vil De være så venlig at fortælle mig værkets oprindelige navn og dets forfatter?” hvor var han en nar. Seriøst, jeg var ikke engang sikker på, om jeg hadede Mr. Anderson eller ham fodboldidioten på min højre side mest lige i øjeblikket… Hvorfor var jeg overhovedet blevet skrevet på til dette fag?

”William Shakespeare, Romeo og Julie, skrevet i tidsperioden imellem 1591 og 1595 om den håbløse forelskelse imellem en dreng og en pige, der ikke kunne få hinanden, Sir,” han pissede mig af. Det overlegne smil på knægtens læber, da han skabte øjenkontakt med læreren, var næsten nok til, at jeg havde lyst til at grine ham op i ansigtet. Troede han, at han var mig overlegen, fordi han var klog i skolen? Jeg kunne hurtigt vise ham, hvem der var stærkest i en slåskamp. Det kunne være, at det ville fjerne hans arrogance.

”Glimrende! En elev med sit bagland i orden. Det vil blive noteret til dine årskarakterer min dreng,” nu var det pludseligt ikke svært at skue, hvem der var klassens duks. Det kom bag på mig, at en så hårdnakket og sporty fyr som ham, samtidig gik så højt op i skolen. Det var sjældent at skolearbejde og fodboldkampe gik hånd i hånd.

”Se new-boy, det er sådan man gør,” hviskede fyren til mig med et hånligt smil spillende om sine læber, før han atter vendte opmærksomheden op mod tavlen. Jeg hadede ham. Allerede efter så kort tid kunne jeg fortælle, at jeg hadede ham. Virkelig meget.

~~~

Det var de længste halvfems minutter i mit liv. Jeg havde flere gange lyst til at stikke fyren ved min side en flad, men hver gang mindede jeg mig selv om vores mission, og at jeg blev nødt til at holde lav profil. Hvis jeg startede et slagsmål på første skoledag, stod jeg ikke bare til bortvisning men også en kæmpe skideballe af vores leder. Det havde jeg ikke lyst til.

 

Jeg gik i min egen verden lige i øjeblikket, mest for at distancere mig selv for at gå tilbage og slå enten læreren eller den stupide fodbold-idiot i gulvet. Mit blik faldt udelukkende på mine egene fødder, da jeg med bevidste skridt gik henover de sorte fliser på en af de tætbefolkede gange imod drengetoilettet et par meter fra mig. Det var derfor også i min hel egen verden, at jeg ikke nåede at reagere, før jeg braste direkte ind i en modgående elev, der var på vej ud af den samme dør, som jeg var på vej ind af. "Woah!"

"Undskyld, men se dig lige for," hun rettede på sin uniform i en hurtig med umage bevægelse, før hun så op, og de sorte lokker faldt omkring hendes skulder.

"Det bekl-" mere formåede jeg ikke at sige, da jeg fik øje på en smuk, sorthåret skønhed foran mig. Min første tanke var at undskylde, men så kom jeg i tanken om det faktum, at hun kom ud fra drengetoilettet, så min nysgerrighed kunne ikke undgå at overtage. "Undskyld men, befandt du dig ikke på det forkerte toilet?"

"Jo, men regler er til for, at de skal brydes, ikke?" Hun løftede sit ene øjenbryn i en flabet bevægelse, da hun vidste, hvordan hun skulle forsvare sig i sådan en situation.

"Du har fat i en god pointe," jeg kunne ikke lade være med at lade mit blik glide ganske ubesværet ned langs hendes meget tætsiddende uniform - cheerleader, et mere eller mindre drømme scenarie, at den første pige, som jeg stødte på, var en del af heppekoret. Fedt lavet af mig. "Harry Styles,"

"Danielle Murs," præsenterede hun sig med et smil dansende om sine læber, da hun selvfølgelig aldrig havde mødt ham før, og havde sit image at pleje op for de nye elever. Hendes blik tjekkede ham hurtigt ud.

"Hyggeligt at møde dig Danielle - men sig mig, kan du fortælle mig, hvor kantinen ligger? Jeg er ny her.. Jeg har ikke særlig meget stedsans," det var en dårlig undskyldning. Det var en fuldkommen dårlig og plat undskyldning, men jeg havde fået ordre på at komme tæt ind på livet af nogle af eleverne for at få informationer ud af dem - Danielle ville måske være et godt eksempel på dette?

"Hvis du går ned for enden af gangen her, drejer skarpt til højre, så er du der. Men du vil blive skuffet. Den åbner ikke før til frokost - og dagens ret er en mystisk gryderet," hun kunne ikke lade være med at fnise ganske lavt, da hun trådte et skridt til siden, så folk kunne komme ind af døren til drengetoilettet.

"Åh... Der kan man bare se.. Jeg gik blot ud fra, at siden der var et hul i mit skema, så betød det, at jeg havde frikvarter..." Jeg havde ikke tænkt tanken om fritimer - hvad skulle jeg nu lave? Hvor skulle jeg gå hen?

"Det betyder, at du har en fritime. Enten til lektier, sport eller hvad du nu går op i," hun sender ham et overbærende smil, da hun skimter nede forenden af enden af gangen, men fjerner ikke blikket fra ham.

"Men jeg har en fritime nu, så hvis du mangler hjælp til noget?" åh, hun kunne tro, at jeg havde brug for hjælp til noget. Hjælp til at finde svar på alle mine ubesvarede spørgsmål, og hvis en cheerleader så smuk som Danielle kunne hjælpe mig med det, så klagede jeg bestemt ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...