Gløden I Dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 18 nov. 2014
  • Status: Igang
Den handler om en ung kvinde ved navn Millie. Hun er lige blevet færdig med uni på Cambridge og er taget tilbage til USA, New York, for at få et arbejde og bruge sin uddannelse til noget. Hun er single og lige flyttet til ny by sammen med hendes bedste veninde Anny. Den indeholder romantik, erotik og drama.

0Likes
0Kommentarer
340Visninger
AA

8. Kapitel 7: Redningsmanden

Jeg vågner op i en seng som helt sikkert ikke er min egen. Jeg åbner langsomt øjnene og kigger op i et hvidt loft. Der ligger jeg lidt og stirrer før alt pludselig kommer tilbage til mig og jeg sætter mig brat op i sengen. Jeg kan dog hurtigt se at jeg befinder mig på et hospital. Jeg kigger rundt på værelset og det er helt tomt og der er ingen lyde på når den høje bippen fra skærmen med mit hjerteslag. Jeg kigger på klokken og ser at den er 6 og da der er så stille går jeg ud fra det er om morgenen. Jeg prøver på at svinge benene ud over sengen men i det jeg rejser mig falder benene sammen under mig og jeg ender med at ligge lige så lang jeg er på gulvet. Så går der en alarm i gang og pludselig står der en læge og 2 sygeplejerske i døren og kigger på mig. De skynder sig hen for at hjælpe mig op og jeg prøver men jeg er ikke selv til megen hjælp, men jeg kommer da tilbage i sengen. Lægen fortæller mig at jeg har fået noget stærkt bedøvende først af min overfaldsmand og siden hen her på hospitalet på grund af de undersøgelser jeg har været igennem. Lægen, som er en middelalderende mand der hedder Michael, fortæller mig at jeg er blevet tjekket for voldtægt og at de ikke har fundet tegn på det, så min redningsmand nåede at stoppe overfaldsmanden inden. Jeg føler mig døsig og læger siger jeg bare skal sove, så jeg lukker øjnene og når ikke engang høre døren lukke efter ham da han forlader stuen.

Da jeg senere vågner op kan jeg fornemme at jeg ikke er alene på stuen så jeg åbner stille øjnene og kigger rundt. Stuen er mørk så jeg kan kun se en stor skikkelse side på en stol ovre ved vinduet. Da jeg drejer hovedet mod ham rejser ham sig og kommer over til mig. Jeg får et chok og gisper, da jeg ser at det er min nye chef, Damien Stark, der står der ved siden af mig. Han stopper først da han er kommet helt hen til sengen. Han kikker ned på mig med undersøgende øjne og deres isblå farve gør det svært at for mig at tyde hvilket humør han er i. Jeg har jo kun mødt ham en gang. Han rynker lidt på brynene og det går op for mig at jeg stirrer på ham. Jeg slår blikket ned og rykker lidt på mig i sengen. Min krop reagerer stadig langsomt på grund af det bedøvende medicin, men jeg får bakset mig op i en siddende stilling og kigger rundt på stuen. Der er kun lyset fra en lille natlampe bag sengen til at lyse rummet op.

Endelig kigger jeg tilbage på Damien der stadig bare står ved siden af mig, men nu ser han afventende ud. Som om at han venter på en reaktion fra mig. Jeg kigger ham i øjnene, ”hvad laver du her?”. Damien ser lidt overrasket ud, som om han havde forventet at jeg ville sige noget andet. ”Kan du slet ikke huske noget fra i går aftes?” spørger han. ”Det eneste jeg kan huske er at jeg var i byen og endte med at blive overfaldet. En eller anden mand kom ind sammen med 2 vagter og reddede mig.” Hans mundvige bevæger sig lidt som i et lille smil, men det forsvinder hurtigt igen. ”Jeg var den mand Millie, jeg så dig vakle ud på badeværelset på klubben og tænkte at noget måtte være galt, hvilket jeg fik bekræftet da ham fyren fulgte efter dig med et grimt udtryk i ansigtet. Det tog mig lidt tid at komme frem til dig og finde ud af hvor han havde taget dig hen, men vi hørte heldigvis dit skrig.” Jeg stirrer overrasket op på ham. Rømmer mig lidt og takker ham stille. Jeg føler mig rigtig dum. Han kender mig overhovedet ikke, og han fandt mig halvnøgen på et badeværelsesgulv. Jeg kan mærke at min hals begynder at lukke sig sammen men jeg vil ikke have at han skal se mig græde. Jeg fandt ud af for længe siden at det er en svaghed at græde offentligt, og ingen mand gider se er voksen kvinde græde. Jeg vender mig væk fra ham og ligger mig ned på siden med ryggen til ham, mens jeg trækker dynen helt op under øret. ”Vil du ikke være sød at lade mig være alene?” siger jeg med en svag grådkvalt stemme.

Jeg hører nogle skridt og døren der lukker sig og jeg kan ikke holde gråden inde længere. Et hulk kommer over mine læber og pludselig ville jeg ønske at Anny var her sammen med mig. Jeg kan ikke stoppe gråden og hele min krop ryster, mens jeg gemmer mit ansigt mellem dynen og puden. Pludselig mærker jeg sengen give efter i den ene side mens en hånd stryger over mit hår. Jeg farer sammen og tager dynen væk fra ansigtet, blot for at finde Damien der har sat sig på sengekanten og kigger ømt ned på mig. Jeg hikster, men kan stadig ikke stoppe gråden og jeg ser lidt skræmt på Damien. Han er ikke nogen lille mand, og hvis det viste sig at han var en skidt fyr ville jeg intet kunne stille op imod ham. Men han gør hurtigt mine tanker til skamme og sætter sig længere op i sengen mens han trækker sig ind i hans arme og gemmer mit ansigt mod hans hals mens hvisker beroligende til mig. ”Slap af Millie, Du er i sikkerhed her. Jeg passer på dig og ingen vil kunne gøre dig noget her!” Jeg tager en dyb indånding og hans duft påvirker mig mere end jeg troede den ville. Den beroliger mig sammen med ordene fra hams mund med den behagelige stemme og hans stærke arme der holder om mig og aer mig på ryggen. Jeg putter mig tættere ind til ham, og skammer mig lidt over at klamre mig til ham på denne måde, men jeg kan ikke få mig selv til at stoppe. Gråden stilner langsomt af og jeg kan igen trække vejret roligt, men da jeg forsøger at trække mig lidt væk strammer han bare grebet. ”Bliv liggende Millie. Prøv om du kan få sovet lidt. Jeg bliver her og passer på dig, Det er midt om natten og her er helt stille.” Jeg giver efter og putter mig igen ind til ham og lægger den ene arm henover hans brystkasse og de rolige bevægelser af hans vejrtrækning, kombineret med resterne af medicinen får mig hurtigt til at falde i søvn. 

____________________________________________________________________________________________

Hej :) Jeg ved jeg ikke har lavet noget nyt længe, men kørte død i det :( jeg er så småt begyndt at skrive igen, men kunne virkelig godt tænke mig nogle kommentarer på hvad jeg skriver, det er svært at blive bedre/vide om det er godt nok, hvis der ingen kommentarer kommer. 

Så skriv endelig, lige gyldig hvilken mening du har, jeg kan sikkert få noget ud af det alligevel :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...