Between fantasy and reality

Kimmies mor lider af skizofreni og hendes far er stukket af. Derfor hviler hele ansvaret på Kimmies spinkle skuldre, da hendes mor ikke kan klare det. Men hvad når mor begår selvmord og hun selv får skizofreni? Hvad vil hendes klassekammerater sige til det? Og vil hun nogensinde få et normalt liv?

1Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det var første gang, jeg havde fået et af mine anfald. For nu var det ikke min mor, men mig, der havde skizofreni. Det var forfærdeligt. Ærlig talt begyndte jeg, at forstå at min mor begik selvmord. Ganske vist fik hun medicin, men alligevel. ”Begå selvmord,” hviskede en stemme i mit hoved. Jeg vidste, at det bare var en del af skizofrenien, men det virkede så virkeligt. En dæmon kom kravlende hen gulvet og hen til min seng. Jeg skreg og krummede mig sammen. ”Kimmie, hvad er der?,” spurgte en fra børnehjemmet, da hun kom ind. ”Har du fået et anfald?” Jeg nikkede stille og begravede hovedet i hænderne. ”Selvmord. Det er hvad der er bedst for dig,”  hvæsede dæmonen nede fra gulvet. ”Ti stille” hviskede jeg grødet. ”Du betyder ikke noget,” hvæsede dæmonen tilbage. ”Stop nu!,” græd jeg. ”Der er ikke nogen. Se på mig,” beordrede hende fra børnehjemmet. Jeg kiggede langsomt op fra mine hænder, men kiggede hurtigt ned igen, da jeg så dæmonen. ”Jeg henter dine piller” sagde hun og gik ud. Stille vuggede jeg frem og tilbage for at finde ro. ”Du fortjener ikke at leve.” Stemmerne var begyndt igen og jeg var for svag til at stå imod. ”Lad mig være!,” råbte jeg. ”Sig farvel til verden.” ”Please, stop,” bad jeg grædende. ”Kimmie, det er ikke rigtigt det du ser. Tag der ikke af det,” sagde hende fra børnehjemmet og løftede mit hoved. ”Men det virker så virkeligt,” hviskede jeg skræmt. ”Her er dine piller. Bagefter går du i skole,” sagde hun strengt. Jeg kiggede væk. Her de sidste dage havde jeg pjækket. Men det var vel rimelig når man hver gang kom i skole til mobning. Det kunne godt være at jeg havde en veninde der støttede op om mig, men det var ikke nok. Ikke nok til at overskygge mobningen og skizofrenien. ”Okay,” sagde jeg og tog pillen.

”Hej,” sagde jeg, da jeg kom ind i klassen. ”Hej,” sagde Emily. Vi stod lidt i stilhed, indtil Emily brød den: ”Min mor er psykolog. Vil tale med hende?” ”Okay,” sagde jeg bare. Venskabet vi havde før var næsten forsvundet. Vi talte næsten ikke sammen mere, og jeg holdt mig mest for mig selv nu. Det var næsten uhyggeligt, hvor meget én enkelt sygdom kunne ændre på to uger. Kun to uger, og vores ellers så uovervindelige venskab var væk. ”Du kan komme med hjem efter skole i dag,” foreslog hun. ”Ja, det kan jeg vel godt,” sagde jeg. Resten af dagen talte vi ikke sammen.

Da vi kom hjem til Emily, sad hendes mor og ventede på mig. Et enkelt blik fra hendes mor og Emily gik ud. ”Kimmie, jeg hører du har skizofreni,” startede Emilys mor ud med. ”Ja,” svarede jeg kort. ”Hvornår fik du det for første gang?,” spurgte hun. ”Det var for to uger siden. Der min mor døde,” sagde jeg trist. ”Tager du medicin?” spurgte hun. ”Ja,” svarede jeg igen. Og sådan gik samtalen videre: Hun spurgte, jeg svarede. ”Her er mit kort. Ring hvis du ser noget mærkeligt eller hører stemmer i dit hoved, okay?” sluttede hun af med. ”Okay,” bekræftede jeg og tog imod det.

Hver gang jeg fik et mærkeligt syn eller hørte stemmer ringede jeg til hende, og jeg har nu fået et nogenlunde normalt liv stablet på benene. Stemmerne og synene er der stadig, men de er trængt helt op i en krog. Jeg kan ikke være med til fester, eller  være med hvis der er alt for mange mennesker. Jeg har også taget en beslutning om ikke at få børn, selvom det var min store drøm engang, så skal jeg passe på mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...