Between fantasy and reality

Kimmies mor lider af skizofreni og hendes far er stukket af. Derfor hviler hele ansvaret på Kimmies spinkle skuldre, da hendes mor ikke kan klare det. Men hvad når mor begår selvmord og hun selv får skizofreni? Hvad vil hendes klassekammerater sige til det? Og vil hun nogensinde få et normalt liv?

1Likes
0Kommentarer
213Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg hørte et skrig inde fra stuen og vidste med det samme, at min mor havde fået et af sine anfald. Hurtigt skyndte jeg mig ud i stuen og gav hende en pille. Det var startet for cirka 3 år siden. I 3 år havde jeg plejet min mor. Den mor som i virkeligheden skulle have passet på mig. Og min far? Han stak af da han fandt ud af, at min mor havde skizofreni. Siden havde jeg ikke hørt noget fra ham. Han havde ingen gang sendt penge til os.

”Tillykke med fødselsdagen!,” råbte min bedste veninde, Emily, da jeg kom ind i klassen. Jeg så undrende på hende: ”Hvad?!” ”Du bliver femten i dag. Hvordan kan man glemme sin egen fødselsdag?!,” spurgte Emily og så mindst lige så undrende på mig.  ”Nå, ej det havde jeg helt glemt, men tak,” sagde jeg. ”Det var da så lidt og jeg har en gave til dig” sagde hun og hev en lille æske op ad lommen. Jeg åbnede den forsigtigt op og fandt en lille halskæde inden i. Der hang et lille vedhæng på, som skulle forstille et halvt hjerte, hvor der stod: ’Best friends’. ”Jeg elsker det,” udbrød jeg og omfavnede hende. ”Tænkte det nok,” sagde hun og smilede.

Skoledagen havde forløbet nogenlunde normalt. Hvilke vil sig: Lærerne lærte os noget og vi skrev det ned. Samme kedelige cirkel hver dag. Intet nyt. Bare det samme. Det ville det nok også være i morgen og i overmorgen osv. Hvis det ikke havde været for det. Det startede da jeg kom hjem fra skole. Der var helt stille. Så stille at jeg kun kunne høre mine åndedræt, mine hjerteslag og mine skridt. Ingen andre lyde. Ikke så meget som ét åndedrag. ”Mor?,” kaldte jeg bange. Bange for at hun var væk. Forsvundet fra denne verden og ind i den næste. ”Mor?,” kaldte jeg igen, men ingen svarede. Pludselig ramte en stræk lugt mine næsebor. Lugten af død. Jeg fulgte bange lugten og nåede frem til soveværelset, hvor et frygteligt syn gik mig i møde. Min mor hang slapt ned fra loftet i en slags galge, hendes øjne var tomme, og hun var helt blå i hovedet. Hun var væk. Jeg ville aldrig mere skulle se hende igen som levende. Aldrig mere føle hendes arme omkring mig. Men det ville jeg nok alligevel ikke hvis hun havde været i live. For mig døde hun allerede for 3 år siden. Det havde været som om hun kun var en skygge. En efterligning af den mor hun engang var. Jeg tog stille min telefon op ad lommen og tastede 112. ”Det er politiet. Hvad kan jeg gøre for dig?” lød det i den anden ende af røret. ”Min mor… Min mor har begået selvmord,” fremstammede jeg. ”Hvor er du henne?,” spurgte stemmen i røret. Jeg nævnte min adresse og lagde på.

Lidt efter kunne man hører sirener og nogen der ringede på. Jeg åbnede døren og trådte tilbage for de mange politi- og ambulancefolk, der strømmede ind. ”Hvor er hun?,” spurgte en af dem om. ”Hun hænger inde i soveværelset,” fik jeg over mine læber. ”Bare rolig, det skal nok gå,” sagde en anden. Ja det kunne hun jo sagtens sige. Som om det nogensinde ville gå. ”Tak,” svarede jeg alligevel for at være høflig. Lydløst listede jeg mig forbi alle politifolkene og hen til min mor. Det var hårdt at se hende hænge slap og livløst ned fra et dumt reb. Jeg blinkede hurtigt tårerne væk. Hvorfor skulle jeg græde over hende? Det var jo hendes beslutning. Hendes beslutning at forlade mig. ”Flyt dig lige lidt,” kom det hårdt fra en politimand. ”Flyt dig selv,” vrissede jeg irriteret. ”Jeg kan godt forstå at du er chokeret over din mors død, men du skal fandme tale pænt,” skældte han. ”Siger du,” gav jeg spydigt igen. ”I to! Stop så,” kommanderede politimanden jeg havde talt med, da jeg ringede. ”Må jeg lige låne dig?” ”Ja selvfølgelig,” svarede jeg og fulgte med ham. ”Vi har konstateret din mor død. Hun døde for omkring en time siden. Har du nogen ide om hvorfor hun begik selvmord?,” spurgte han. ”Hun havde skizofreni,” sagde jeg kort, og i det ordene forlod mine læber, så jeg hende. Hun var klædt i det tøj hun døde i, hendes øjne var erstattet af store sorte huller, og hendes hud var helt bleg. Min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...