Judging Bars ~ {One Direction Fan Fiction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2014
  • Status: Igang
Fordomsfulde blikke var én ting som den 22-årige Zayn aldrig havde brudt sig om. Men blikke havde han lært at tage afstand fra, trods de gik ham på. Nej, det blev først slemt, når udtalelserne også blev fordomsfulde. Og endnu værre: Handlingerne. For havde folk ikke været så forbandet fordomsfulde over for alting, så var han aldrig endt her. I London's central fængsel, anklaget for et medlemsskab af en terrorgruppe han aldrig nogensinde havde hørt om. Blandt dårlige forhold - et lille toilet der stank, og en hård madras at sove på - måtte han så vente 24 timer på sin dom. Men måske han alligevel kan formå at holde humøret, når han finder ud af at han ikke er alene om det. For i manglen på plads er domhuset nødt til at fylde cellerne op. Han er tvunget til at dele med den mørkhåret, stille pige, hvis sind ikke er helt roligt. Men måske gemmer der sig mere i den celle, end bare mørkt, bittert had? Og måske han er heldig nok til at finde det. *One direction er ikke kendte*

65Likes
102Kommentarer
2299Visninger
AA

2. Proglog ✣

  

    “Sidste udkald til tog 18, der har afgang om 5 minutter til London Central Station. Alle tasker og kufferter skal kigges igennem inden påstigning, og De vil måske blive bedt om at udlevere løse genstande. Denne regel annonceres ikke kun på Pathwilde Station, men også de resterende bydele. Tak for Deres opmærksomhed.”

Zayn sendte et kort glimt mod sit armbåndsur der sad rimelig stramt om håndleddet, og fortsatte så ned ad den travle perron. Menneskemængden blev kun tættere jo længere mod tog 18 han kom, og han måtte mase sig igennem alle de formelle forretningsherrere, såvel som de travle mødre.
Han ignorerede alle spydige kommentarer der blev kastet efter ham da han slangede sig forbi, og hoppede lige tidsnok ind i toget, til at se de tunge døre lukke bag sig.  

Ud af vinduet kunne han se den ældre herre han havde passeret stå og råbe til ham. Han så vred, nærmest ondskabsfuld ud med den store næse og de buskede øjenbryn. Herren var iført en blå dragt med tykke gule striber på ærmet og Zayn indså straks hvem, eller rettere hvad han var. En politimand. Der plejede ikke at være så mange i denne del af byen, og dog syntes Zayn at han havde set de gule striber så mange gange før. Men det var egentlig ikke så mærkeligt. På det seneste var sikkerheden i London gået amok.

En mærkelig mavefornemmelse poppede med det samme op i Zayn. Han burde ikke have skubbet ham politimanden væk. Især ikke når han vidste, at han var blevet nødt til at springe den ekstra gennemgang af rygsækken han havde på ryggen, over.
Tanken forsvandt dog hurtigt igen, da han hørte den høje, skingre lyd der signalerede, at toget ville køre om blot et øjeblik. Men forskellen var bare at denne gang kørte toget ikke, som det havde gjort de andre gange han havde hørt den lyd.

Et hvin lød fra den anden ende af toget, og en masse snak begyndte at vandre rundt. “Hvad sker der”. “Hvorfor kører toget ikke?”. Han kunne høre folk spørge sig selv, men tog sig ikke af det lige nu. Han havde opdaget, at den ældre herre ikke længere stod ude foran toget med det stramme udtryk om ansigtet.
Et sekund kiggede Zayn lidt grundigere efter, for at være sikker på at han ikke havde set forkert. Men han var der heldigvis ikke. Så fik han ikke ballade for den misforståelse det nu engang havde været.
Med et hurtigt blik på armbåndsuret indså han at det var ved at være et par minutter siden at toget skulle have forladt stationen. Lige nu ville toget endda have passeret Withburg Station, der hvor de skæve pushere altid solgte deres stoffer. Det ville kun være en enkelt station fra dér, hvor han skulle af.

Mere nåede han ikke at tænke før han mærkede to prik på sin skulder. To undskyldende prik, som prøvede personen at komme i kontakt med ham, for at fortælle ham at han stod i vejen. Det var dog ikke derfor. Det blev han klar over da han drejede rundt, og blev mødt af det selv samme, strenge blik, han havde set et par minutter forinden. Blikket han havde fået, da personen dog stod udenfor vinduet, med sin kartoffeltud.
“Undskyld?”, fløj det straks ud af Zayn, da den ældre herre ikke gjorde intention til at starte samtalen med det samme. Han stod bare og kiggede overvejende på ham, med et elevatorblik kørende over den yngre mands krop. Zayns hjerte sad oppe i halsen da betjenten lagde an til at føre samtalen videre ved at hive vejret ind.

“Er du Zayn Malik”, spurgte betjenten.

Zayn nikkede bekræftende, og var nu begyndt at føle sig en smule utilpas. Havde han gjort noget forkert? Var det her fordi at han havde sprunget dobbelttjekket over? Og hvordan vidste betjenten lige nøjagtig hvad han hed? Lige meget hvad det var, så måtte det være alvorligt. For betjentens blik afslørede det had, han så pludseligt havde opbygget mod Zayn.
Politimandens øjne glødede da hans hænder hurtigt greb fat om Zayns håndled, og rev ham rundt så han stod med ryggen til. Hans hovede var nu presset mod døren, og han spekulerede et øjeblik på om de kunne åbne uden man trykkede på knappen.
En skarp smerte gled fra hans albue op gennem skulderen, og en ting blev spændt fast om hans håndled med et klik.

“Klokken er 10.36”, sagde betjenten langsomt og bestemt. Zayn havde hørt den sætning før og vidste med det samme hvad der nu skulle til at ske. Men hvorfor? Hvad fanden havde han gjort?
“Og du er anholdt”.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...