Judging Bars ~ {One Direction Fan Fiction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2014
  • Status: Igang
Fordomsfulde blikke var én ting som den 22-årige Zayn aldrig havde brudt sig om. Men blikke havde han lært at tage afstand fra, trods de gik ham på. Nej, det blev først slemt, når udtalelserne også blev fordomsfulde. Og endnu værre: Handlingerne. For havde folk ikke været så forbandet fordomsfulde over for alting, så var han aldrig endt her. I London's central fængsel, anklaget for et medlemsskab af en terrorgruppe han aldrig nogensinde havde hørt om. Blandt dårlige forhold - et lille toilet der stank, og en hård madras at sove på - måtte han så vente 24 timer på sin dom. Men måske han alligevel kan formå at holde humøret, når han finder ud af at han ikke er alene om det. For i manglen på plads er domhuset nødt til at fylde cellerne op. Han er tvunget til at dele med den mørkhåret, stille pige, hvis sind ikke er helt roligt. Men måske gemmer der sig mere i den celle, end bare mørkt, bittert had? Og måske han er heldig nok til at finde det. *One direction er ikke kendte*

65Likes
102Kommentarer
2298Visninger
AA

5. 3. Kapitel ✣

   Hun kiggede ud i mørket, mens den kølige luft bandt hende til at sidde i den samme stilling. Armene foldet rundt om de tynde ben, hvor tydelige blå mærker dækkede hendes hud under de jeans hun havde på. Zayn lå nede i den anden ende, med hendes tæppe godt rullet rundt om sig. Han havde jo været så klodset at spilde ud over sit eget, og da tæpperne synes at være ret så små, var hun endt med at blive træt af at ligge i den stilling ved Zayn, og havde sat sig ned i fodenden. Frysende og irritabel.  

Med sammenknebet øjne kunne hun lige skimte Zayns ansigt. De stærke træk om hans kindben, og de lange mørke øjenvipper; hvordan hele hans krop bevægede sig langsomt op og ned, i takt med hans åndedræt. Han hår sad ikke længere i den strittende frisure, som den havde da han kom. Nu var det blevet uglet.

Hurtigt spejdede hun efter et vindue, men i denne indelukkede celle, var der åbenbart intet. Hun sukkede dybt, mens en dårlig fornemmelse satte sig fast i maven.
Hun tænkte over at de næste timer, der helt sikkert ville blive søvnløse. For af en eller grund kunne hun bare ikke sove nu. Selvom hun så gerne ville. Bare komme væk og forsvinde fra sit liv. Det var ikke rigtig fordi, at hun ikke var klar over hvorfor. Hun tænkte ofte over det. Hvorfor hun ikke kunne falde i søvn om natten, når alle andre var gået i seng, og månen var begyndt at skinne igennem vinduet på 1. sal.
Dette var altid sket da hun var barn.
Hun tænkte.
Tænkte på hvordan 1. salen havde set ud. Tænkte på hvordan hun havde ligget og ventet på at solen skulle stå op, og trække alt mørket ned over horisonten.

Men når månens lys var nået forbi vinduet, vidste hun at der kun var nogle timer tilbage. Nogle timer, hvor intet lyste. Hverken månen. Hverken solen. Heller ikke bare en enkelt lille stjerne oppe på himlen, der kunne sende et svagt glimt ned til hende.

Og de timer var de værste. Det var dem, som hun hver eneste nat frygtede så inderligt.

 

   Med et sæt slog hun øjnene op. Bange, forvildet i mørket og ude af stand til at trække vejret regelmæssigt. I stedet blev vejrtrækningen til små hiv. Små, lydløse hiv, der fik hendes hoved til at blive en smule omtumlet.

Et hurtigt kig mod det firkantede vindue, og hun vidste hvad tid det var. Det var den tid på døgnet som hun ikke kunne lide. Den tid, der ville efterlade hende med et hamrende hjerte, og vidt opspilede øjne, ude af stand til at falde i søvn igen. Lige meget hvor meget hun prøvede.

Hun sank en klump, og prøvede at få det stadig klare minde, der havde jagtet hende i søvnen, ud af tankerne. Men det var svært. Tæt på umuligt, synes hun næsten. Og med mørket liggende som en tung dyne, der lukkede alt andet ude, havde hun allerede forberedt sig på det værste.
Forsigtigt fik hun sat sig op i sengen, og med svedige hænder, stille presset sig væk fra dynens varme favn. Ud på det knirkende trægulv.

Det var koldt og fik gåsehuden til at springe frem overalt på hendes krop, så hun næsten kunne se det i mørket. Kun iført sin lyserøde natkjole, som var ved at blive en smule for lille og lidt for slidt, sneg hun sig ud fra værelset, og videre ud på den smalle og ensomme gang, hvor lyset var gået i stykker.

Hurtigt fortsatte hun ned til enden af gangen, hvor hun stoppede op foran den brune trædør, der var lukket fuldstændig i. Så uvelkomment som muligt. Hun var også klar over, at hun ikke ville blive taget godt imod, men havde hun noget andet valg? Hun kunne da ikke bare gå tilbage til sit værelse igen, kunne hun?
Mange sekunder gav hun ikke tanken, før kulden der rev i hendes blege hud blev så skærende, at hun forsigtigt åbnede døren. Højt knirkede den, hvilket blot gjorde den uhyggelige atmosfære over gangen forværret. Men hun var ligeglad. Hun var alligevel blevet så vant til de uhyggelige lyde. Alt der kunne skræmme hende, var mørket. Det fuldstændige mørke. Det var det eneste, der kunne få hende til at opsøge moderen.

Stille tittede hun ind gennem døråbningen, for at finde hendes mor liggende fuldt påklædt midt på sengen. Ikke under dynen, men over den, som var hun faldet om, inden hun var nået inden for døren. Og det kunne kun betyde én ting.

Hun havde drukket igen. Det vidste Taya fordi hun havde set det så mange gange før; Set de tomme flasker nede i stuen, eller i køkkenskabet under vasken.

Den lille pige stoppede op i døren et kort øjeblik for at samle mod ind; forberede sig på, hvad der i værste tilfælde ville ske nu.

Og så trådte hun ind. Med små, forsigtige, næsten lydløse skridt, gik hun hen over det kolde trægulv, hen mod den sovende mor på sengen.

“Mor”, hviskede hun lavt. Men i den stille nat, lød det højt. Det rungede nærmest i det dunkle værelse, hvor mørket havde opfanget alt og alle.

Hun sank en klump, da hun intet svar fik. Ikke at hun nogensinde gjorde det. Men det tog stadig så hårdt på hende, når det skete. Hun var jo trods alt kun en lille pige.

Hun var kommet lidt tættere på moderen nu, og kunne nu langsomt række ud efter hende, og mærke hendes varme hud under sin kolde. “Mor”, sagde hun igen, en smule mere desperat denne gang, men stadig i et varsomt toneleje. Hendes stemme lød så skrøbelig, synes hun. Som ville den knække over, så snart den blev hævet blot en oktav. Hvilket den sikkert også ville. Præcis som den havde gjort så mange gange før.

Moderen rørte stadig ikke på sig.
Tayas hånd kørte op på moderens skulder, der langsomt hævede sig i takt med resten af kroppen. Hun mærkede hvordan huden på hendes mor brændte. Næsten som havde der været ild i den. Som kunne Taya brænde sig på hende, holdte hun bare hånden tæt nok på moderens skulder længe nok. Men måske det bare var en advarsel, der fortalte, at hun skulle passe på. Passe meget på, ikke at komme alt for tæt på.

“Mor, vågn nu op!”, sagde hun igen, bare mere bestemt denne gang. Hun tillod sig at ruske en smule i den slappe krop foran sig, og som på kommando, slog moderen langsomt øjenlågene op.

Hun så lidt omtumlet ud, da hun forvildet kiggede rundt i værelset, og ledte efter synderen, der havde vækket hende fra den fredfyldte søvn. Den tunge af slagsen, uden drømme, uden noget, som kun alkohollen kunne efterlade den.

“Hvad er der nu?”, spurgte moderen spydigt til hvem end det nu var, mens hun langsomt og besværligt fik sat sig op i sengen.

Hun havde ikke set den lille pige, der hurtigt tog et skridt tilbage, for ikke at stå i vejen. Hun tog en dyb indånding, og ventede kun lige til moderen havde fået sat sig op i sengen, før hun snakkede.

“Jeg havde mareridt mor”, hviskede hun.

Moderen så ikke ud til at tage notis af ordene, der kom fra den frysende lille pige; blinkede blot nogle gange, inden hun dybt sukkede. Taya kunne mærke at moderen var sur og irriteret - nok af al den alkohol gættede hun på. Og det havde trods alt heller ikke ligefrem hjulpet på det hele, at hun lige var blevet vækket.   

“Åh, irriterende pigebarn. Du ved godt hvad jeg har sagt om at vække mig mens jeg sover”, fik moderen presset ud mellem sine læber.

Pigen kiggede straks ned i jorden, og nikkede forsigtigt. Mellem en klemt knytnæve holdte hun sin  natkjole, og lod den krølle af angst. Hun tænkte hele tiden på at moderen når som helst ville slå ud efter hende, eller lange hende en lussing, ligesom hun havde gjort en gang før. Der havde været den samme stemning som nu, og anledningen var der.

“Undskyld, men-...”

“Fat at jeg skal have min søvn nu. Du er da også altid så dum!”, stønnede moderen lidt højere, mens hendes ben svang sig ud over kanten.

Et øjeblik troede Taya på det. At moderen ville hjælpe hende, eller trøste hende indtil tårerne ikke længere fandt sin vej ned ad hendes kinder. Det næste sekund fandt hun sig selv så forrådt, at hun havde lyst til at skrige og løbe væk, da moderen begyndte at begive sig væk fra sengen, og hen mod reolen i den anden ende af værelset.

I stedet sank den lille pige en klump, og fulgte blindt efter sin mor hen til reolen.

“Men mor. Jeg er bange”, hviskede hun lavt.

Moderen sendte hende ikke engang et blik. Rakte bare ud efter reolen, og tog en flaske, som Taya først nu havde opdaget stod der. Hun koblede den hurtigt sammen med sin mund, og tog en stor slurk. Taya kunne høre hvordan det skvulpede, da det blev hældt ned i hendes mor, hvis krop hurtigt reagerede på stoffet. Hun begyndte straks at blinke en smule hurtigere, og himle sagte med øjnene.

“Mor?”, gentog den lille pige, i et håbløst forsøg på at få en smule mere opmærksomhed fra sin mor, end moderens alkohol fik.

“Skrid for helvede! Jeg gider ikke at have noget med dig at gøre lige nu”, spyttede moderen efter den lille pige, da en kort pause poppede op, i det sekund hun blev nødt til at fjerne flasken fra munden, for at trække vejret.

Pigen kiggede forlegent væk, mens hun mumlede endnu et svagt “Undskyld”, som moderen dog ikke så ud til at høre. Eller også hørte hun det faktisk, men valgte ikke at tage sig af det, som hun jo alligevel aldrig gjorde.

Hun satte blot flasken op til munden igen, og startede med at hælde væsken i sig endnu en gang.

Taya stod bare og kiggede; ventede nærmest på, at moderen skulle vende sig mod hende, og fortælle hende at det nok skulle gå. Tage hende ind i sine arme, for at hun ikke skulle fryse, og måske endda spørge hende, om hun havde lyst til at sove inde hos hende.

Men det gjorde hun selvfølgelig ikke. Hun fortsatte bare med at give flasken alt opmærksomheden, og vendte sig først mod Taya, da den tydeligt var helt tom. Det var endda næsten som om at hun prøvede at suge de sidste dråber ud af flasken. Næsten.  

“Så skrid dog forhelved med dig”

Taya brugte nogle sekunder på at få ordene til at sive ind, inden hun gav sin mor et enkelt bearbejdende blik til. Taya mærkede tårerne i øjenkrogen, men kæmpede for at holde dem inde.
“Skrid!”, bjæffede hendes mor hårdt, og denne gang var ordet let at forstå. Det var hvad der endelig fik Taya til at dreje om på hælene, og forsvinde ud gennem den halvlukkede dør. Og derude kunne hun lade tårerne strømme så meget hun ville.
Hun havde ikke opfanget at moderen havde fulgt hende hen til døren, før hun hørte den smække hårdt bag sig. Men pigen vendte sig ikke engang rundt. Hun satte sig bare ned på ganggulvet, der var en smule småbeskidt af mange års opholdelse.

Hun forstod bare ikke hvad der var galt med hende, siden moderen ikke kunne lide hende. For der måtte jo være noget galt, og det var helt sikkert. Moderen ville langt hellere være sammen med en eller anden tilfældig mand fra gaden nogle dage, end hun ville være med Taya. Nogle gange lod hun endda mændene sove i hendes seng, og de blev der tit indtil dér, hvor pigens angstanfald var overstået. Hun forstod ikke hvorfor at de måtte sove i moderens seng, når det var en ting som Taya var blevet strengt advaret imod at gøre.

“Taya, shhh!”

Hun havde ikke set drengen komme, men hun var glad for at han gjorde det. Han satte sig forsigtigt ned ved siden af hende, og lagde sine tynde, svage arme rundt om hendes lille krop. Selvom hun kun var en smule mindre end ham, så følte hun sig stadig så beskyttet i hans blide greb.

“Det er okay”, hviskede han ned i hendes hår, og hun lænede sig endnu længere ind til sin storebror, der altid var hendes skulder at græde ud ved, og den manglende forælder,  i situationer, som den hun sad i nu.

Han gav et let kys til hendes brune hår, og slap sit greb en smule mere. Men selvom han var den bedste storebror hun overhovedet kunne ønske sig, og den person på jorden hun elskede allermest, så var der alligevel et eller andet inde i hende der havde lyst til, at det ikke var ham der sad der med hende.  
“Kom Taya, vil du sove inde ved mig?”, spurgte den spinkle dreng lavt, mens han støttede på gulvet for at komme op at stå. Hans stemme var så blid som altid, men noget i hans ansigt havde forandret sig. Taya vidste ikke hvad.
Den skrøbelige pige på gulvet nikkede en gang, og tog imod den udstrakte hånd med klamrende fingre. De gik videre hen ad gangen, til døren hvor nogle af de klistermærker der plejede at indikere Jasons navn var faldet til gulvet.
Pigen kunne godt lide at befinde sig i Jasons lille hule af et værelse, hvor en masse tæpper og eller plakater dækkede de kedeligt nøgne vægge. Taya tørrede en lille dråbe på gulvet væk med foden, inden storebroren kaldte hende over.
“Taya, kom nu! Klokken er 3 om natten, og vi skal jo op og i skole imorgen?”
Pigen underkastede sig sin storebrors pointe, og fandt vejen gennem halvmørket hen til hans seng. Hun kastede sig op i den, og følte sig så pludseligt tryg da hun lukkede øjnene i engang, men hurtigt åbnede dem igen af ren nysgerrighed over for broderen, der var i gang med at tage den t-shirt af, han for nogle sekunder siden havde ladet falde ned over sin krop.

Og hun så dem. Mærkerne og sårene, der bugtede sig som små revner over hans nøgne overkrop. Men hun lagde ikke mere i det, inden han afbrød hendes tanker ved at kravle ned til hende, og dermed fik hendes bævende underlæbe til at blive roligere.
Hun puttede sig godt ind til ham, inden hun en sidste gang kiggede hen på vinduet. Rædselstiden var ikke ovre endnu, men det var ikke så slemt når Jason lå ved hendes side, og hun kunne mærke hans hud, og hjerte. Bare det at han var der, ændrede alt.
Hun tænkte nogle sekunder på hvorfor hendes mor ikke bare kunne være som alle andre, inden søvnen trak hende ind i endnu en drøm.

Men denne kunne umuligt være så slem som den forrige havde været. For nu var Jason der.

 

   Taya tog en forsigtig hånd op til ansigtet, da hun opdagede, at tårerne var begyndt at komme. Diskret trillede de ned af kinderne på hende, og var i fuld gang med at irritere hendes hud, så den ville blive helt rød og gøre ondt.

Hun fik hurtigt tværet det værste af det ud med håndryggen. Som kunne hun tørre alle de pinende minder væk sådan. Med bare en enkelt håndbevægelse. Som ville de forsvinde med tårerne.

Selvom hun godt vidste, at det kunne de ikke. De ville blive der uanset hvad.

Hun satte sig besværet op igen, for at sende endnu et blik mod Zayn. Mørket var stadig omfattende, og dækkede rummet så tæt, at hun virkelig blev nødt til at anstrenge øjnene for at få et ordentligt glimt af den sovende dreng.

Hun rykkede sig lidt tættere på, så sengen knagede et kort øjeblik. Ikke specielt højt, men alligevel højt nok til, at Zayn rykkede en smule på sig, og langsomt vendte sig i søvne, så hans arme lå åbne, i en lydløs invitation.

Hun stoppede straks op; frøs i den anstrengende stilling hun stod i, indtil Zayn igen lå stille. Lyttede efter, som hans vejrtrækning nu igen havde jævnet sig ud, inden hun mere varsomt denne gang, fik mast sig selv helt hen til ham. Hun tøvede et øjeblik da hun var derhenne, men lagde sig alligevel usikkert ned i grebet på ham, så han kunne lukke armene beskyttende om hende. Ligesom hendes storebror havde gjort.

“Kan du ikke sove?”

Hun havde ellers troet at han sov. Men han var lysvågen.

“Nej ikke rigtig”, fik hun stille hvisket, og opdagede først for sent, hvor grådkvalt hendes stemme lød. Den lød så svag og haltende, at hun skammede sig en smule.

Zayn trak langsomt hovedet til sig, for at kunne se hende bedre, selvom belysningen i rummet ikke ligefrem stod til rådighed. Han opdagede alligevel hurtigt, at hun havde et par glinsende tårer i øjenkrogen, og fik tørret dem blidt væk med den ene tommelfinger.

“Det skal nok gå alt sammen”, hviskede han til hende, og trak hende så ind til sig endnu engang. Han vidste ikke hvad det var, der gjorde hende så ked af det. Det var kun hende der vidste det. Men han vidste, at det hele nok skulle gå. Det var han helt overbevist om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...