Judging Bars ~ {One Direction Fan Fiction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2014
  • Status: Igang
Fordomsfulde blikke var én ting som den 22-årige Zayn aldrig havde brudt sig om. Men blikke havde han lært at tage afstand fra, trods de gik ham på. Nej, det blev først slemt, når udtalelserne også blev fordomsfulde. Og endnu værre: Handlingerne. For havde folk ikke været så forbandet fordomsfulde over for alting, så var han aldrig endt her. I London's central fængsel, anklaget for et medlemsskab af en terrorgruppe han aldrig nogensinde havde hørt om. Blandt dårlige forhold - et lille toilet der stank, og en hård madras at sove på - måtte han så vente 24 timer på sin dom. Men måske han alligevel kan formå at holde humøret, når han finder ud af at han ikke er alene om det. For i manglen på plads er domhuset nødt til at fylde cellerne op. Han er tvunget til at dele med den mørkhåret, stille pige, hvis sind ikke er helt roligt. Men måske gemmer der sig mere i den celle, end bare mørkt, bittert had? Og måske han er heldig nok til at finde det. *One direction er ikke kendte*

65Likes
103Kommentarer
2296Visninger
AA

4. 2. Kapitel ✣

   “Zayn!”

Hurtigt drejede Zayn hovedet, da lyden af en stemme, han så mange gange før havde hørt, fangede hans opmærksomhed. Han var ikke lang tid om at genkende den blide og meget bekymrende stemme.

Straks rejste han sig, og gik undersøgende hen til metalvæggen hvor dørens vindue, var det eneste lys fra gangen, der kom ind. Med hænderne placeret på det blanke metal, kiggede han forsigtigt ud gennem den slørede rude.  

Og så så han hende, som en fjern skikkelse for enden af den mørke gang. Hun havde taget hans tre søskende med; Doniya, Waliyha og Safaa, som også gik med faste skridt ned af gangen.

“Hvad er der Zayn?”, spurgte Taya, og han kunne mærke på hendes stemme, at hun var en smule bekymret. Ikke bekymret for hvad der skete, men bekymret for hvad der ville ske. Hvem der ville komme, og hvor lang tid personen skulle være der.
“Det… Jeg tror det er…”

Med et højt klik, gik døren op, og Zayn baksede sig tilbage, for ikke at virke for nysgerrig. Først trådte Stewart ind. Han havde den sædvanlige betjentsdragt på, men det var blot en lille sidedetalje, at i bæltet hang en knippel.

Ind efter Stewart trådte den kvinde, Zayn formodede, måtte være hans elskede mor, hende han lige præcis havde længtes efter. Efter hende trådte hans søstre ind gennem den smalle åbning.

“Zayn, mrs. Malik. I har fem minutter, og så skal denne dør være låst igen”, forklarede Stewart monotont, og knaldede så døren i med fuld hammer, så det gav genlyd i det lille rum.

Zayns øjne blev store, men han tænkte ikke så meget over, at han ikke havde så meget tid. Kun at han skulle nå at fortælle dem én vigtig ting, alt andet kunne i realiteten være lige meget.
“Mor!”, sagde han åndeløst, som det første, og lukkede sig inde i hendes varme favn. Han trak sig væk, og kiggede hende i øjnene, men hun prøvede at undgå det af en grund Zayn faktisk godt vidste.
“Mor, kære mor! Jeg… Du, I skal bare vide at…”. Zayn vidste slet ikke hvor han skulle starte, og hvis det ikke havde været fordi at Stewart stod lige bag dem, og fnøs af hver kommentar der blev sagt, havde han sikkert været igang med at forklare det hele lige nu.
“Jeg ved godt at du ikke gjorde noget, min skat. Det ved jeg godt at du aldrig kunne finde på”, sagde hun blidt, og førte en hånd op til hans kind, for nænsomt at kærtegne den.

Zayn følte sig en smule mere afslappet, ihvertfald nok til at turde at kigge på sin ældste søster Doniya, som med en hånd hurtigt tørrede sig under øjet.
Han gik et tungt skridt til siden, og lagde en hånd rundt om hende, og så begyndte tårerne at få frit løb. Saltede tårer banede sig ned af hendes skinnende, mørke hud. Han trak sig ud af krammet, og kiggede hende i øjnene som et: “Er du okay?”, hvorefter han gik videre hen til Waliyha og Safaa og trak såvel også dem ind til sig.  

“Hvor lang tid går der inden han skal dømmes af en dommer?”, lød et spørgsmål fra Zayns mor, og han gættede på at det var ment til Stewart.
“Hm, ja din knægt skal nok være her… i hvert fald halvandet døgn endnu! Og tøsen derovre, ja hun kom ind igår. Men intet er sikkert. Det kan godt være, at dommeren vælger at fordoble opholdet inden dommen, så nu får vi jo at se”, lød det gryntende fra Stewart. Måden han sagde det på, fik det nærmest ikke til at lyde som om at det ikke var en oplysning han kom med, men bare noget han sagde, for at skabe splid. Mellem Zayns mor og dommeren. Selvom det jo på ingen måde var dommerens skyld. Udelukkende Stewarts, der nu stod der, intrigant som aldrig før, og kiggede smilende til Zayns mor.

Først nu lagde Zayn mærke til, at Stewarts ølmave rystede når han bevægede sig, hvilket gjorde Zayn en smule kvalmsk.

Han bed mærke i at Taya kom igår, og at han selv havde endnu et døgn tilbage. Det betød at de stadig havde denne dag tilbage, og endnu flere hvis Tayas ophold blev fordoblet.
Egentlig var han en smule ræd for hende, efter hvad hun havde fortalt om sin mor, men hvis han absolut skulle tilbringe halvandet døgn i den kedelige, indelukkede celle, skulle det være med hende. Ikke en eller anden kæmpe mand, med tatoveringer.

Han kiggede kortvarigt hen mod hende, for at finde hende siddende med et nysgerrigt blik mod Zayn. Og så slog det ham, at hun jo ikke var klar over, hvorfor han var kommet ind at sidde. Lige så vel, som han ikke vidste hvorfor hun var kommet ind.
“Nåh, men tiden er gået nu, så hvis jeg bliver nødt til at bede jer om at forlade rummet straks”, meddelte Stewart pludseligt, selvom Zayn var helt overbevist om, at der i hvert fald ikke var gået fem minutter endnu. Men alligevel sendte hans mor og søstre ham, et enkelt medlidende blik, og forsvandt så ud af døren.

Stewart skubbede let Safaa i ryggen, og gik forbi Zayn med et smørret smil på læben, hvoreftet døren blev smækket i, og en lås blev sat på.
Han stod tilbage og kiggede på døren, fuldstændig frosset til. Han hørte da trinene forsvandt ned af gangen, og kun blev formindsket i lydstyrke, indtil de til sidste døde fuldstændig ud. Han tænkte på Doniyas gråd, og prøvede at holde sine øjne tørre, men uden held. En lille blå tåre faldt ned på det kolde gulv. Han håbede inderligt at Taya ikke ville se den. Men hvordan kunne hun også have undgået det, når lyden var så højlydt splattende?

Hun startede med - meget diskret, at det næsten ikke var muligt at høre det - at rømme sig. Men så alligevel; der var så stille, at det ville blive meget svært, hvis det skulle have været lydløst.

Zayn reagerede ikke på det, men fortsatte bare med at stirre ind i væggen.

“Er du okay?”, spurgte hun så, meget lavt med en snæver kant af bekymring i stemmen, som fik ham overbevist om, at hun faktisk ikke var helt ligeglad med, hvorvidt han havde det okay, eller ikke.

“Jaja, det går fint”, sagde han. Snøftede en enkelt gang, inden han satte sig tilbage i sengen, med hovedet lænet tilbage mod stenvæggen. Han fik tørret øjnene grundigt af i ærmet, inden han overhovedet turde så meget som at kigge over på hende. Hvorfor skulle han også blive så pludseligt følelsesladet, det plejede han da bestemt ikke!

“Hvis det er en trøst for dig lige nu, så skal du altså være glad. Du har i det mindste en familie der bekymrer sig om dig!”. Hun rystede på hovedet, og sukkede en enkelt gang. Zayn tænkte lidt inden han spurgte.
“Men, har du da ikke det. Altså nu har jeg vel hørt om din mor, men hun må da ikke være den eneste i den familie du har?”. Han prøvede at spørge så forsigtigt som muligt. Han var stadig ikke helt sikker på Taya endnu.
“Jeg vil ikke tale om det”, snerrede hun pludseligt. Men han syntes alligevel ikke, at det virkede nær så afvisende, som han havde frygtet.

“Undskyld”, sagde han blot, og så talte de ikke længere om det.



 

   Klokken 18.00 præcis, seks timer efter Zayn havde fået tildelt sin celle, kunne man høre ude fra gangen, at en masse døre blev åbnet og lukket. Ikke mange minutter nåede at gå, før det samme skete for Zayn og Tayas, og Stewart kom ind med to flasker vand, og to tallerkner med noget Zayn gættede på var suppe. Den formentlige suppe så varm ud, eftersom at det dampede op fra den dybe tallerken.

Han havde egentlig ikke bemærkede det før, men nu hvor han tænkte over det, kunne han godt mærke at han var ved at blive sulten. Det var jo trods alt også godt og vel 7-8 timer siden han sidst havde fået noget at spise.

Stewart stillede bakken på bordet, så skeerne let rystede af stødet. Han skænkede hverken Taya eller Zayn et blik, men lo bare let foran deres ansigter, hvorefter døren hurtigt smækkede igen, da han forsvandt ud af den.
I noget tid sad de begge urørt, som intet var sket. Zayn kunne se at dampen var ved at aftage, og han besluttede at rejse sig og spise, mens suppen var varm. Han greb en skål og en ske, og satte sig så tilbage på sengen med skålen placeret i sit skød.

Den var stadig brændende mod hans ben, der kun var afdækket af et par tynde jeans af et mindre godt materiale. Det var gullach. Han vidste hvordan det så ud, da hans mor havde lavet det til ham så mange gange før da han var mindre.

Han tog forsigtigt skålen i et fast greb, og trak den længere op mod sit ansigt, for ikke at spilde. Den duftede godt nok, men ikke i nærheden af som den derhjemme. Med skeen dyppet en gang ned i den orange suppe, førte han den forsigtigt op til munden og skulle lige til at puste, da han kom i tanke om, at den nok allerede var blevet afkølet en del. Han kunne allerede mærke sine mund løbe i vand, og ventede derfor heller ikke meget end et halvt sekund, før han puttede skeen i munden.

Og samme sekund fortrød han. Han mærkede den brændende følelse bevæge sig ned i mundsvælget og ned gennem halsen. Han blev nødt til at få det ud, for han følte at hvis det var i hans mund nogle sekunder mere, ville det brænde ham op indefra.

Han var i chok. En form for trance, hvor han ikke var klar over, hvad han gjorde. Derfor opfattede han også først, da han endelig havde fået spyttet suppen ud igen, at skålen med resten af den brændende væske havde gennemblødt hele hans krop, da han så pludselig havde kastet skålen fra sig.

Og det brændte. Forfærdeligt meget.

“Ahh, fuck!”, skreg han pludselig op, mens han hoppede ud af sengen. Taya hoppede også op, og heldigvis for Zayn, havde Taya ikke nået at tage en skål endnu. Hun sprang hen til ham, og trippede lidt mens hun sugede luft ind gennem sammenpressede læber.
“Tag den af Zayn! Af med trøjen”, skreg hun, og tog fat i kanten af hans nu orange t-shirt, og de trak den sammen over hans hovedet på ham.

Straks efter lå den nu orange trøje i fladt på gulvet, og han gik i gang med at åbne knappen til de bukser han havde på. Hans hænder rev hastigt i dem i iver, og et øjeblik var han sikker på, at han ville smadre dem. Men alligevel formåede han at få knappen op, og få bukserne smidt ned i bunken uden.
Taya havde i mellemtiden fået skruet låget af en af de flasker, der stadig havde stået urørt på bordet, og hældte det nu ned over Zayns forbrændte overkrop og lår.

Det var alt sammen et værre rod, men så snart vandet kom i kontakt med hans hud, lod han et lettet støn forlade sin mund, for det var dejligt afkølende og rart. Han stod et kort sekund og nød følelsen, optaget i sin egen verden, før en pludselig skinger stemme fik ham snappet tilbage til situationen.

Hurtigt greb Taya Zayns t-shirt og tømte den anden flaske ud over trøjen, hvorefter hun forsigtigt bandt den om maven på ham, så han i det mindste kunne bevæge sig. Oceaner af vand havde de jo heller ikke.  
“Er du okay igen?”. Tayas øjne var urolige og hun lagde en hånd på ryggen af ham. Zayn sendte hende et uforstående blik, som nok måtte have set en smule flabet ud
“Øh, nej!? Der er kraftedme ild i mig”, svarede han, og gjorde hans øjne store.

Taya kiggede først lidt undrende på ham, men vendte så munden op i et lille smil, inden hun et millisekund efter brød sammen af latter. Hendes øjne pressede sig hurtigt sammen til en tynd streg, da latteren fyldte rummet.

Zayn stod som forstenet, stadig i chok over den forrige hændelser, men kun endnu mere over denne. Det var da bare overhovedet ikke sjovt, så hvorfor hun grinte, var noget af en gåde.

“Hvad er det der er så sjovt”, spurgte han seriøst, og var ærligt talt en smule irriteret over at hun skulle grine af ham, når han stod der i smerte, og var ved at brænde op. Kunne hun da ikke forstå det?

Åbenbart ikke, for hun gjorde ingen intention til at stoppe latteren der var begyndt; grinede blot højere end før.

“Ej, undskyld”, fik hun besværligt fremsagt. Hun lagde begge hænderne rundt om sit ansigt, og prøvede så at holde grinet en smule tilbage. “Men du skulle virkelig have set det ansigt du lavede der!”.

Hun fjernede hænderne fra ansigtet, men stoppede stadig ikke med at grine.

“Du var sådan helt:”, sagde hun stakåndet af alt grineriet, men fik dog alligevel vist et ansigtsudtryk, for at forklare hvordan Zayns så ud. Hendes mund var helt åben, og øjnene spærret op på vid gab. Og han måtte indrømme at det så bare en smule sjovt ud.

“Du skulle have set dig selv”, hvinede hun, og begravede igen ansigtet i sine hænder, samtidig som Zayn nu også lod et halvkvalt grin ud i rummet. Han kunne lige se det for sig, og det var ikke ligefrem den nemmeste ting at tage seriøst, selvom hele hans krop var i flammer.

“Sådan så jeg bare slet ikke ud”, argumenterede han, men måtte alligevel grine en smule af det. Ikke kun af hans egen reaktion, men også af måden hun grinte på, og måden hun gemte sit nu knaldrøde ansigt i de små hænder.

“Jo”, grinte hun, og nikkede samtidig voldsomt på hovedet. “Jo du gjorde så”

Han himlede blot med øjnene af dette, og lod hende vinde diskussionen.

Da hun igen havde fået pusten, og grineriet var nogenlunde overstået, var det at Zayn kom til at tænke på, at han nu ikke længere havde noget tøj at have på. Kun sine underbukser. Og han kunne ikke engang lægge sig ned under dynen, for uheldig som han var, var den præcis så gennemblødt som hans tøj, der lå i en bunke foran dem.
Han vendte sig rundt for at se hvor slemt det egentlig stod til, og sukkede så. Forsigtigt prøvede han at trække op i dynen, for at se om den anden side var ligesådan. Og så sukkede han igen, endnu højere.
Et kuldegys gik igennem hans krop, da hans slap den gennemblødte dyne, så vinden ramte hans bare krop.
Men han kunne ikke gøre noget, for det var alt han havde til at skærme vinden en smule af. En gennemblødt dyne, og en våd bunke af tøj.

“Fedt”, sagde han irriteret. “Bare fedt”.

Han satte sig på sengen, holdte sig rundt om armene for at holde på varmen.  
Taya, der stod med ryggen til ham, vendte sig om og så spørgende på ham. Hun lagde sit hovede en anelse på skrå.
“Hvad?”, spurgte hun, og hendes mund var let åben, så tænderne nederst i munden kunne skimmes.
“Nåh, stakkel! Man skulle ellers ikke tro at du peb sådan, nu hvor du sidder i denne her del af fængslet!”, fortsatte hun, eftersom hun nok havde regnet ud at Zayn frøs rimelig meget. Hun vendte sig om, trak dynen op, og bankede let på madrassen som et tegn på at Zayn skulle komme.

Han rejste kortvarigt øjenbrynene til hende, som for at spørge hende, om hun nu var helt sikker. Men hun smilede blot sødt og nikkede.

Han var dog alligevel en smule usikker da han rejste sig, og langsomt begyndte at gå hen mod hendes seng, hvorpå hun sad.

“Skal du ikke ind under den først?”, spurgte han forsigtigt, og stoppede så op ved siden af hende. Han ville ikke være for påtrængende, men det så ikke ud som om, at hun havde noget imod at ligge sammen med ham.

“Nej, du skal først ind”, sagde hun, og løftede en smule mere op i dynen. Og hvem var Zayn, hvis han afslog den invitation? Nemlig en narrøv, der ikke greb chancen for at være sammen med en pige.

Varsomt kravlede han ind under dynen, og satte sig så oppe i hjørnet, så der også var plads til hende. Hun kravlede efter ham derindunder, inden hun gjorde noget ret så uventet. Hun lagde hovedet mod hans skulder, og hvilede sig op ad ham, samtidig som hun trak dynen helt tæt om dem.

Han kiggede lidt undrende ned på hende, men kom så i tanke om noget.

“Oh hey, pas på med det, jeg er jo stadig drivvåd”, advarede han hende med et smil på læben, og skulle lige til at skubbe hende lidt væk fra det gennemblødte bryst, da hun stoppede ham.

“Det er sku da lige meget”, svarede hun smilende, samtidig med at hun klemte sig endnu tættere ind til ham.

Zayn tøvede kun et kort sekund, inden han forsigtigt lagde armen rundt om hendes spinkle krop, og lænede hovedet op mod hendes. Han smilede for sig selv, mens han tog en dyb indånding. Han mærkede hvordan varmen langsomt spredte sig i hans krop, da han kom til at tænke på det; Et øjeblik - bare et øjeblik, kunne han ikke lade være at forestille sig, at omstændighederne havde været anderledes. At han havde mødt hende på college, og de en aften sad sammen alene. Uden nogen andre, der lukkede døren op hver tredje time og tjekkede hvordan man havde det. At hun ikke sad inde for et eller andet sindssygt, som han stadig ingen anelse havde om, hvad var. Men alligevel var han af en eller anden grund også en smule ligeglad, for det spillede ingen rolle nu. Som de sad der, presset op ad hinanden.

Og gud hvor han ønskede, at han kunne være forblevet i den forestilling for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...