Judging Bars ~ {One Direction Fan Fiction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2014
  • Status: Igang
Fordomsfulde blikke var én ting som den 22-årige Zayn aldrig havde brudt sig om. Men blikke havde han lært at tage afstand fra, trods de gik ham på. Nej, det blev først slemt, når udtalelserne også blev fordomsfulde. Og endnu værre: Handlingerne. For havde folk ikke været så forbandet fordomsfulde over for alting, så var han aldrig endt her. I London's central fængsel, anklaget for et medlemsskab af en terrorgruppe han aldrig nogensinde havde hørt om. Blandt dårlige forhold - et lille toilet der stank, og en hård madras at sove på - måtte han så vente 24 timer på sin dom. Men måske han alligevel kan formå at holde humøret, når han finder ud af at han ikke er alene om det. For i manglen på plads er domhuset nødt til at fylde cellerne op. Han er tvunget til at dele med den mørkhåret, stille pige, hvis sind ikke er helt roligt. Men måske gemmer der sig mere i den celle, end bare mørkt, bittert had? Og måske han er heldig nok til at finde det. *One direction er ikke kendte*

65Likes
103Kommentarer
2302Visninger
AA

3. 1. Kapitel ✣

    Et hårdt skub i ryggen fik Zayn til at flytte fødderne lidt hurtigere hen ad det beskidte gulv. Småsten og jord der sikkert havde ligget der i længere tid end man skulle tro, plantede sig fast på hans skosåler, så den slidende lyd der rev så forfærdeligt i ørerne genlød på gangen. Den var tom; gangen.  

Hele stemningen var bare død og kedelig, og Zayns tanker om fængslet blev kun bekræftet yderligere, for hvert skridt han tog.

Et kortvarigt støn fra betjenten brød stilheden, og fik hans knugende hænder til at presse sig hårdere sammen. De var på nippet til at blive hvide. Allerede hårde og faste af blodmanglen. Det kunne han mærke, selvom han ikke så ned. Men han ville sikkert ikke have opdaget det alligevel; Lyset var ikke det bedste på den forladte gang. Kun et svagt glimt fra de forældede lamper skinnede ud for hver tredje celle. Så gangen var mørk, ligesom Zayns fremtid.

“Nåh knægt så er vi ved at være her”, sagde betjenten, også kaldt mr. Stewart tydeligt, med sin rystende, men stærke stemme.
Stewart kunne sikkert fornemme Zayns usikkerhed, og slog straks en dyb latter op, hvilket gav ham en fornemmelse af at denne mand ikke var helt rigtig i hovedet.
Den klamme lugt af tis nåede Zayns næse, og han måtte trække vejret gennem munden så stanken ikke blev for intens. Han mindede sig selv om, at det jo også var i den mindre fine del af fængslet han var havnet. Dér, hvor de slemmeste af forbrydere sad inde. Betjenten derimod så ikke ud til at lægge mærke til noget; hverken den rivende lugt eller den pressede atmosfære.

Egentlig følte han sig så hjælpeløs som han gik der med håndjernets borende kanter om sit håndled, og han havde mest af alt lyst til at skrige til betjenten bag ham. Fortælle ham at det ikke var ham der havde gjort det om og om igen, til han endelig ville indse, at Zayn fortalte den fulde sandhed.
Og hvordan skulle det nogensinde kunne gå godt fremover, hvis man havde en plet på sin straffeattest? Hvad ville hans familie ikke også tænke om ham, når de fandt ud af alt dette?

Tanken om deres skuffende udtryk fik Zayns hals til at snøre sig sammen.

Nogle bævende skridt senere stod de begge foran den grå celle for enden af gangen. Mr. Stewart tog sig god tid med nøglerne, han med besvær fik fisket op ad lommen, og stukket ind i det runde nøglehul. Langsomt. Men god tid, det var da en ting de havde.

“Ind med dig,”, blev der kommanderet fra Stewart og en rystende kuldegysning fór ned gennem Zayn, da han så hvor han skulle ind. Der var ikke meget, kun nogle skygger og en ubehagelig mavefornemmelse, men det var nok.

Nej vent, der var mere. Der var kulden derindefra, der rakte frem mod Zayn, og inviterede ham ind i den frysende celle. En mørk kulde, der fik ham til at gispe efter vejret.

“Du kan hygge dig med trunten her, hvis hun overhovedet gider en som dig. Perker svin”

Han drejede hurtigt hovedet mod betjenten, og så ham stå med det trætte udtryk om ansigtet, der blot ventede på at Zayn ville forsvinde ind gennem celledøren. Men Zayn tøvede; han mærkede blot den stikkende kulde, og fik straks en lyst til at løbe alt hvad han kunne. Væk.

Men før han nåede så langt, blev håndjernene hurtigt fjernet - ja nærmest revet af -, og et hårdt skub i ryggen, fik ham til at snuble ind i cellen, og kun med nød og næppe forblive oprejst. Han hørte lyden af en dør der låste bag sig, og drejede hurtigt rundt. Men ikke hurtigt nok. Stewart var allerede væk, og hans skridt kunne høres længere nede af gangen.

Langsomt vendte han sig igen. Han skulle kun bruge et par enkelte sekunder til at vænne sine øjne til mørket. Først var det hele stadig lidt sløret, men stille begyndte han at kunne fremkalde rummets indretning.

På den ene side var omridset af en seng, der umiddelbart så en smule hård ud ifølge Zayn. Lidt tættere på, kun en enkelt meter fra hvor han stod, var et skrivebord. Intet andet end et klistermærke der tilsyneladende havde siddet der i langt, så ud til at præge det massive træbord.

Zayn, der  var nu begyndt at kunne se lidt flere detaljer, kunne nu skimte et lille natbord ved siden af sengen. Og så var det, at han fik øje på den. Skikkelsen der sad ovre i hjørnet, på det Zayn formodede at være endnu en seng.

Han kom pludselig i tanke om Stewarts udtalelse. “Du kan hygge dig med trunten her”. Det måtte være personen Stewart havde hentydet til. Formentlig en pige, efter hvad han kunne skimte.

Han rømmede sig en enkelt gang, da der havde været stille i lidt tid. Personen så ikke ud til at tage sig af det.

“Øhm… Må jeg tænde for lyset?”, spurgte Zayn forsigtigt; Prøvede på at virke så lidt indgående som muligt, før han havde lært personen at kende. De her fængsler var jo for psykopater, og efter hvad han havde hørt ud fra Stewarts samtaler med andre politibetjente, skulle han ikke nyde noget af at ende med tæsk for at sige noget forkert.

For første gang synes der at være bevægelse derovre, og den formentlige pige kiggede på ham.

Hun rakte hen mod det lille bord bag sengen, og sekundet efter var rummet lyst op, af et svagt lys. En natlampe, der så ud til at være gammel.

Han så hende nu. Pigen. Hun var meget spinkel af bygning, med et kønt ansigt, og langt, rodet hår der hang ned om hendes skuldre. Mørkt var det, som resten af cellen havde været for lidt siden.

Hendes øjne var også mørke. De var flotte, men med den manglende gnist, som han havde håbet på at se, så hun bare søvnig ud. Som om at hele verdenen var træls.

Tværtimod var hendes kropsholdning helt anderledes. Hun sad på sengen, med benene foldede op under hagen, og armene liggende beskyttende om dem. Zayn synes også at det så ud som om, at hun rystede en smule, men det kunne også bare være det flimrende lys, der spillede ham et puds. Uanset om hun rystede eller ej, så synes Zayn at hun virkede bange og skrøbelig, det var sikkert.

“Tak, øhm. Skal… Skal jeg bare tage den seng herovre eller?”. Zayn gav sig selv en mental lussing, over sit dumme spørgsmål, for selvfølgelig skulle han tage den eneste seng der var ledig. Der var jo indlysende.
Han forplantede sig straks på den ukomfortable madras, og gav sig til at stirre ned i jorden - stadig let lammet over alt der var hændt i løbet af dagen. Hendes blik var i hans nakke, men han tog sig ikke af det. Hun var vel også herinde af en eller anden uhyggelig grund, så han ville nok ikke blive dømt så hårdt af hende. .

Hun skulle bare vide, hvad de havde beskyldt ham for. Et kort øjeblik havde han lyst til at fortælle hende om det. Ikke at hun ville være interesseret, men bare for hans egen skyld. Han havde bare brug for at fortælle nogen, at han var uskyldig.

Gad vide om hun mon var uskyldig? Eller om hun var blevet dømt, ligesom ham. Den tanke blev hurtigt glemt igen. Hun ville jo ikke være endt her, hvis hun ikke havde gjort et eller andet forfærdeligt. Folk ville ikke dømme en så smuk pige som hende. Der måtte være sket et eller andet.

“Plejer man normalt at sidde to i samme celle?”, spurgte han forsigtigt, efter stilheden var begyndt at blive ulidelig. Og det undrede ham også dybt da hun svarede, for ærlig talt havde han regnet med, at hun ville forblive stille som før.

“Jeg hørte nogle snakke om, at der var mangel på celler”, sagde hun stille, og Zayn kunne lige forestille sig det blik der sikkert spillede om hendes ansigt lige dér. Så varsomt og blødt.

Hendes stemme var heller ingenting i retning af, hvad han havde forestillet sig. Den var ikke lysende høj, og blød som en nattergals. Tværtimod var den usikker og hæs, og når hun talte, lød hun så underlig nervøs. Næsten som om at hendes stemme var på nippet til at knække sammen for hvert ord hun sagde. Eller som om, at hun næsten ikke turde snakke; bange for, at hun ikke måtte.

Han nikkede langsomt som svar, og lod nu sit blik hæve en smule. Hun sad og kiggede genert på ham, og da hans øjne mødte hendes, drejede hun straks hovedet.

Forsigtigt lod han et åndedræt han havde holdt sive ud, og lukkede kort øjnene. Stemningen var presset. For presset.
“Det er sjovt hvordan kriminaliteten stiger så pludseligt“, mumlede hun til sig selv, og Zayn blev nødt til at spidse ørerne, for overhovedet at danne en idé om, hvad det var hun mumlede. Han havde lyst til at spørge videre ind til hvad hun mente, men undlod at åbne munden. Det var jo en galning han sad her med.

 

    Den næste halvanden time de tilbragte sammen, gik med at stirre ned i jorden, mumle utydelige sætninger til sig selv, og sende hinanden stjålne blikke i mørket. Det var akavet først, og efterhånden som tiden gik, blev det nærmest kun værre.
En mumlen ude fra gangen lød over cellerne, der havde været næsten lydløse. Folk her sagde åbenbart ikke så meget til hinanden, selvom det undrede Zayn en smule, eftersom der var en del tid at dræbe. Eller måske kunne han ikke høre noget fra de andre celler af, fordi at lyden ikke ville nå frem til ham.
Den mumlende lyd kom tættere på, og som sekunderne gik kunne Zayn høre en velkendt stemme bryde frem. En stemme som kun kunne tilhøre selveste Mr. Stewart.
“Så Garrett. Der er ikke mad før om en time! Så kan vi se om du kan holde til da”. Latteren brød op over hele rummet som et lyn. Stewart var og blev den mest ondskabsfulde person Zayn nogensinde havde mødt.

Zayn undrede sig over, hvad Stewart mon lavede her. Specielt når det ikke var fordi, at det var blevet tid til maden endnu. Han kiggede kort over mod pigen, og sendte hende et spørgende blik.

“De.. de øhm”, sagde hun forsigtigt, da hun så ud til at forstå, hvad han mente, og rømmede sig en enkelt gang. “De tjekker til os hver 2 time. Hvis nu at det skulle være begyndt slåskampe, eller…. øhm noget lignende”

Han nikkede af hendes svar, mens han så hvordan hun begyndte at blive svagt rød om kinderne. Hurtigt fjernede hun blikket fra ham, lige tids nok til, at Stewart åbnede den låste dør.

“Nåh, hvordan går det herinde? Min yndlings celle! Den eneste celle med en fra hvert køn. Synd at prettyboy her er homo, hva’ trunte?”.

Der var kun gået 2 og en halv time siden han var blevet fængslet, og han var allerede blevet stemplet som både bøsse og terrorist, plus han også havde fået sig et øgenavn. Og han havde på fornemmelsen, at det her navn ville hænge ved.

Zayn kiggede ned i jorden med et stødt ansigt. Stødt over at blive kaldt homoseksuel, når han var hetero. Ikke fordi der var noget galt med dem der var homoseksuelle, men uden at vide hvorfor, ville han bestemt ikke kaldes det foran pigen her.

Stewart brølede kort af grin som altid, lukkede døren med lås og gik så videre hen ad gangen, mens han tjekkede til de andre fangere. Den skide idiot skulle bare prøve hvordan det var at sidde inde, og være fængslet for noget man ikke engang vidste hvad var. Det ville måske sætte en stopper for hans åndssvage og ikke mindst dømmende kommentarer.
Zayn følte at han blev nødt til at forklare, da cellen igen blev helt lydløs.
“Jeg… Altså du skal bare lige vide, at jeg ikke er bøsse…”. Zayn kiggede forklarende over mod pigen, hvis kropsholdning nu var meget mere afslappet.
“Nåh, ej det ved jeg godt… Eller, det regnede jeg heller ikke med! Stewart har det med at dømme folk meget hårdt. Han siger også alt muligt om mig som heller ikke passer”, sagde hun, en smule mere sikkert nu. Hendes stemme var stadig lidt hæs, men ikke nær så meget som før.

Zayn kunne ikke lade være at smile til hende.

“Hvad siger han da om dig?”, spurgte han, uden rigtig at tænke over om det mon blev for personligt. Hendes ansigt blev en smule utydeligt, og hun kiggede ned i sit skød. Zayn tænkte, at det nok ikke havde været det rigtige at spørge om. Måske var han gået for tæt på.

“Han kalder mig bare en luder, og siger at jeg knalder med alle”, svarede hun, til Zayns overraskelse.
Han prøvede på at virke overrasket, men kunne egentlig godt se hvorfor Stewart havde valgt netop dét øgenavn. Ikke fordi hun virkede det mindste luderagtig i sin personlighed, men mere fordi hendes påklædning ikke var så velegnet for en kvinde i et fængsel. Hun havde en nedringet gennemsigtig t-shirt på, og et par stramme jeans sad om hendes hofter, så det fik hendes allerede spinkle ben til at se endnu tyndere ud.

“Jeg hedder for resten Taya”, sagde hun med et usikkert smil om sine læber, da hun kunne se at Zayns grublen blev for indgående. Han gengældte straks smilet, glad for den mulighed han nu var blevet budt for at få lettet en lidt på den akavet stemning. Det så også ud til, at få hende til at slappe en smule mere af.

“Hm, ikke hvad jeg havde forventet. Men pænt”, svarede han ærligt, med sit blik placeret på hendes ansigt, inden han fortsatte: “Jeg hedder Zayn”.

Hun så ud til at trække det til sig, og overveje det et øjeblik. “Laaangt fra hvad jeg havde forventet. Jeg ville have gættet på Simon, eller sådan noget i den stil”, sagde hun fnisende, og han kunne ikke lade være med at le, for Simon? Han lignede bare slet ikke en der hed Simon!

“Simon? Det mener du ikke? Jeg havde engang et hamster der hed Simon”. Zayn sendte hende et blik der skulle undertrykke hans pointe, og rystede så ustyrligt på hovedet. Det var bare for underligt. Simon?

“En”, sagde hun pludseligt og Zayn lagde mærke til, at hun ikke grinede helt hysterisk længere. Straks holdte han også op, en smule bange for at han havde sagt noget forkert. Men så opdagede han, at hun stadig smilte stort af ham.

“Hvad sagde du?”. Hans blik var spørgende, men smilet var stadig brudt ud på hans læber
“Du mener en. Altså en hamster. Du sagde et hamster, og det hedder faktisk en…hamster”, forklarede hun, måske også lidt berørt over sin rettelse af ham.
“Nåh, okay så. EN hamster! Bedre?”, rettede Zayn flabet, og han kunne se hvordan det lyste Tayas ansigt op. Alt det akavet synes at være forsvundet nu, og det fik også Zayn selv til at smile glad.

“Meget bedre!”, svarede hun, og nikkede bekræftende med hovedet, så det brune hår hvirvlede rundt. Hun lod et halvkvalt grin undslippe sin mund, og vendte så hovedet mod sine hænder.

“Jeg havde engang en kanin… Putte hed han. Han var plettet; hvid og sort. Jeg plejede at tage min mors bælter, og binde dem om til seler, så jeg kunne gå tur med ham i haven. Han elskede græs og mælkebøtter - Sjovt nok ligesom alle kaniner. Så jeg plejede at plukke dem, og tage dem med indenfor, så han kunne spise dem dér. Han var alt for mig dengang; jeg havde ikke flere tusind venner, ingen far, og ingen mor der gad at lytte. Men så var Putte der”

Hun smilte usikkert for sig selv, og Zayn vidste ikke helt, om det var ham hun forklarede til, eller om det var hende selv hun talte med. Men han kunne se på hendes øjne, at hun snakkede om Putte, som om hun længtes efter ham. Han vidste ikke hvad han skulle sige indtil hun fortsatte, som om der var noget der gik op for hende.

“Indtil… Indtil jeg en dag kom hjem, og opdagede at Putte ikke var i sit bur. Jeg var først forvirret, og ledte overalt, indtil jeg indså, at han ikke var der. Jeg kan stadig huske da jeg spurgte hende. Min mor sagde at hun havde lukket den ud fordi den havde brug for at leve lidt frit, og at den ville komme tilbage når den havde spist sig mæt. Og jeg indrømmer, jeg troede på hende. Lige indtil den dag hvor jeg fandt Putte i skraldespanden, liggende ved siden af affaldsposen med alle hendes klamme cigaretter. Og så indså jeg, hvad hun havde gjort. Hun var gået ud til Puttes bur, taget fat om hans lille hals og presset indtil hans små ben holdte op med at sprælle. Indtil alt liv var forsvundet fra ham”.  
Zayn troede først at det var en joke, men indså ret hurtigt at det var den fulde sandhed. Hun lød så fortvivlet, så ramt af det. Og så var der den lille ting, at en lille tåre glimtede i kanten af hendes øje. Gjorde han opmærksom på, at det rørte hende. 

Han blev straks mindet om noget. Noget, som han havde fortalt sig selv tidligere den dag. Noget, som han nu indså, var rigtigt.

“Det var jo en galning han sad her med”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...