Helt eller halvt

Mit bidrag til "psykisk sygdom i familien"-konkurrencen :-)

0Likes
1Kommentarer
214Visninger

1. .

Min søster er mærkelig.

Sådan tænkte jeg ofte i starten, når min familie sad samlet ved spisebordet om aftenen og Emilie, min tvillingesøster, begyndte at tælle ærterne som hun fyldte på sin tallerken. Eller når hun rettede på bestikket. Lagde kniven til venstre og gaflen til højre, selvom mor bedte hende gøre det modsatte. Det var meget uskyldigt i starten, og måske var det derfor mor og far bad mig om at ignorer det, fordi de troede det ville gå over. Men det gjorde det ikke. Min søster var altid skidt tilpas, når vi fik gæster. Medmindre de kom i par. Så var det okay. Hvis der kun kom én eller tre, nægtede hun at spise sammen med os andre. På de gode dage overvandt hun sin angst, ved at dække op til sin yndlings bamse og have den med til bords. Nogle grinte af det, andre udvekslede bekymrede blikke. Sådan er det vel altid, når der sker ting som folk ikke forstår. Det værste er når folk vælger at reagerer med vrede. De dage er de sværeste for Emilie.

På parkeringspladsen myldrede det med skolebørn som myrer i en myretue. De løb forvirret rundt mellem hinanden med deres skoletasker i alverdens forskellige farver. Gul, blå, sort, brun. Emilie stod ved siden af mig. Jeg mærkede hvordan hun gav min hånd et klem. En hel klump elever stod stimet sammen som sild i en tønde for at komme med den gule bus, som parkerede foran dem i en hård opbremsning. Døren blev åbnet og eleverne næsten faldt på hovedet ind. Jeg kunne høre buschaufføren skælde ud.

- ”Skal I ikke med?”, råbte vores klassekammerat Peter, som stod blandt de bagerste i køen og vinkede mod os. Jeg rystede på hovedet.

- ”Vi tager den næste”. Peter trak på skuldrene, vendte sig og trådte ind i bussen.

Den gassede voldsomt op før den satte i bevægelse væk fra skolen. Vi gik sammen hen til en af skolens mange bænke og satte os. Emilie svingede stille med benene over asfalten.

- ”Vi var kun sytten i klassen i dag”, sagde hun uden at kigge på mig. Hun stirrede efter bussen som langsomt forsvandt af syne. – ”men der var tolv som havde sorte sko på, så det var okay. Tolv par sko. Fireogtyve i alt”. Hun sendte mig et smil.

Jeg smilede tilbage. - ”Det er jeg glad for at høre. Det må du fortælle når vi kommer hjem”.

Emilie nikkede stolt. Bussen trillede ind på parkeringspladsen præcis klokken halv to. Emilie gik først ind og søgte ned mod de bagerste sæder. Jeg betalte for os begge med tre klip på klippekortet. Bussen var næsten tom. De eneste passagerer var to kvinder i starten af fyrrene som sad midt i bussen og snakkede ivrigt, og en ældre mand som halvsov to sæder foran dem. Jeg satte mig på sædet ved siden af Emilie, som var begyndt at bide negle. - ”Jeg ordner det”, sagde jeg og tvang hendes hånd tilbage i skødet hos den anden. Hun kiggede nervøst på mig, mens jeg strøg hende over håret. I det samme satte bussen i bevægelse. Der var seks stoppesteder mellem skolen og stedet vi skulle af. Hvis bussen holdt tolv sekunder hvert sted, ville turen tage nøjagtig tyve minutter. Ikke nitten eller enogtyve. Tyve minutter. Ved de første to stoppesteder skulle der folk med bussen, men ved det tredje stod der ingen. Jeg løftede hånden og trykkede på den store røde stopknap. Bussen holdt ind til siden, dørene blev åbnet, men ingen i bussen rørte sig. Chaufføren så irriteret i spejlet, som gav ham overblik gennem hele bussen, før han igen satte den i gear og fortsatte ruten.

Emilie tog min hånd da vi nærmede os det næste stoppested. Den var varm og fugtig. Jeg lænede mig ind over hende for at kigge gennem ruden. Stoppested nummer fire var også tomt. Endnu engang trykkede jeg på stopknappen. Bussen sagtnede farten og gjorde holdt. - ”Undskyld, vi troede at vi skulle af her”, råbte jeg op til chaufføren. Han himlede med øjnene. De to kvinder midt i bussen stoppede med at snakke for drejede hovederne synkront til de begge fik øjenkontakt med mig. Jeg krympede mig tilbage i sædet og trak benene op under mig. Emilie sænkede blikket mod sine hænder i skødet. Det gav et ryk da bussen endnu engang satte i bevægelse. Uret i bussen viste sytten minutter i to. Da jeg trykkede på stopknappen ved det femte stoppested og stadig ingen forlod bussen, rejste den ene kvinde sig op i midtergangen. Hun var kraftig og med ildrødt hår.

- ”Hør her!” skældte hun med skinger stemme. – ”Jeg skal nå et møde, og hvis I børn gang på gang trykker på den knap, fordi I synes det er sjovt, så kommer jeg for sent”.

Hun nærmede sig med tunge skridt og løftet pegefinger.

– ”og hvis ikke I forstår hvad jeg siger, så skal jeg personligt smide jer af denne bus omgående, og ringe efter jeres forældre så de kan hente jer i stedet for”.

- ”Jamen det er fordi”, stammede jeg nervøst men kvinden afbrød.

- ”Fordi hvad? Forstår du ikke hvad STOP betyder? Er det dit problem?”.

Nu var hun så tæt på, at jeg kunne lugte sveden fra hendes sorte uldtrøje.

- ”Min søster har det ikke så godt”, fik jeg endelig sagt.

Kvinden kiggede på Emilie og derefter tilbage til mig.

- ”Så burde I også skynde jer hjem i stedet for at sidde her i bussen og trykke på knappen hver eneste gang. Hvis hun er dårlig skal hun hjem i seng”.

- ”Du forstår det ikke”.

Chaufføren trådte frem bag kvinden.

- ”Jeg skal overholde min tidsplan, så jeg må bede dig om at vende tilbage til din plads”.

- ”Gudfader”, sagde hun med himlende øjne. Hun sendte os et vredt blik inden hun vendte tilbage til sin plads. – ”Næste gang”.

Da vi stod af ved næste stoppested slyngede Emilie armene omkring mig og brød ud i gråd. Hun hulkede grådkvalt mod min skulder. Om det var på grund af alt dramaet i bussen, faktum at turen i dag havde varet treogtyve minutter eller en blanding af begge dele, ville jeg aldrig finde ud af. Jeg holdt om hende og hulkene blev langsomt svagere. - ”Du er verdens bedste søster, lige meget hvad”, hviskede jeg stille. - ”Skal vi tælle vores skridt mens vi går hjem?”. Emilie trådte tilbage og tørrede sine våde kinder. Hun nikkede. Jeg tog hendes hånd, og sammen gik vi hjem. Der var i alt trehundrede-og-fire skridt. Det var sekshundrede-og-otte i alt, men alligevel fortalte hun ikke vores forældre, at der denne dag havde været fireogtyve sorte sko i hendes klasse.

I dag ved jeg at hun ikke er mærkelig. Hun er syg, og der er en kæmpe forskel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...