Tomhoveder

Martin Durbridge er et af de få rigtige menneske tilbage i en verden, hvor friheden, som vi kendte den i det enogtyvende århundrede, blot er en illusion... Eller hvad?

1Likes
0Kommentarer
203Visninger

1. Oneshot

Martin Durbridge, Professor i teknologi

Han stormede, nærmest væltende ud i køkkenet. Han famlede et øjeblik med sin hånd på væggen efter den støvede kontakt. En løsthængende glødepære midt i rummet tændtes og lyste rummet op. Den skar ham i øjnene og efterlod ham blændet i rummet. Det var nogen tid siden, at han sidst havde tændt lyset. Selvom han var sikker på, at det ikke havde gjort nogen forskel, om lyset var tændt eller ej, foretrak han normalt mørket.

Med en hånd skærmende for øjnene spejdede han ud i rummet. Flygtige blik, der konstant skiftede retning uden at finde hvile – som en udsultet mand, der kunne lugte mad.

Han kastede sig ned mod en af de køkkenlåger, der engang havde været hvide. Han tørrede laget af støv af den med sin ene hånd. Malingen på den var krakeleret, men det var ikke af slid. Lågerne havde slet ikke været i brug, siden han overtog lejligheden, og han huskede dem ikke sådan.

Han bøjede hovedet helt frem mod den, således at hans ene øje kun var ganske få centimeter fra malingen. Studerede den. Ikke umiddelbart noget at se. Men han vidste, at de var der. At de kunne se ham lige nu.

Hans hvæsende vejrtrækning blev et øjeblik afbrudt af et hosteanfald, da det hvirvlende støv havde fundet vej til hans lunger. Han sundede sig og genoptog straks efter at studere lågen.

”I ved–det … altid.” Der var ingen andre end ham selv i rummet. ”I-”, han hostede, ”ser alting.” Han talte ikke til lågerne. Han talte til de kameraer, som han vidste, befandt sig derinde, selvom han ikke kunne se dem. Og han talte til de mennesker, der sad og holdt øje med, hvad end de kameraer viste. Og lige nu var det ham, de viste. Det vidste han.

”Men hvorfor … hvorfor stopper I mig så ikke?” Det undrede ham. Ville de, at han skulle gøre det?

Han rejste sig og gik ud af døren i den modsatte ende af køkkenet – den som han også var kommet ind ad.

Efter nogle øjeblikkes skramlen fra rummet ved siden af, kom han atter ind i rummet, denne gang bærende på en gammel, slidt udseende taske i en rem over skulderen. Han tumlede hen og tog plads foran køkkenlågen, siddende i skrædderstilling. Han satte tasken med rolige bevægelser på gulvet foran ham og åbnede den. Han tog en kasse - indpakket i et lag avispapir yderst og indenunder bobleplast - opad tasken. Han pillede stille og roligt indpakningen af kassen, mens han sørgede for, at den intet kom til, som var det en dyrebar skat, han sad med.

Da indpakningen sikkert var taget af kassen, satte han den i skødet med et tilfredst ansigtsudtryk. Han slog kassens øverste låg af og rakte ned i den. En mørk, rektangulær genstand kom til syne. Rundt omkring på den var forskelligt farvede ledninger forbundet. Alt sammen fastgjort til et sort elastikbælte. En bombe. Og af den slags, hvor personen med fingeren på udløseren efterfølgende kan holdes fanget i en tændstikæske.

Et skummelt smil spillede på hans læber, og det gule tandsæt afslørede – eller bekræftede – at Martin Durbridges interesse for hygiejne kunne ligge på et meget lille sted.

Han holdt knugende – af frygt for at tabe den – bomben ud foran sig, som viste han sit værk til køkkenlågen.

”Men det vidste I jo godt allerede, gjorde I ikke?” grinede han. Han sendte døren ud til opgangen et blik fuldt af falsk forhåbning, som ventede han på, at armerede specialstyrker ville sparke den op, når det skulle være. Sådan sad han lidt, inden han opgav skuespillet. Der skete intet. Og netop det gik ham på. De vidste, hvad han var i gang med, og det havde de vidste lige siden, at han begyndte.

Han lagde bomben fra sig på gulvet, rejste sig op og begyndte at tage trøjen af. Han gjorde elastiskbæltet fast rundt om maven. Han prustede. Efter så lang tids indelukkelse uden den mindste form for motion, var selv det at få bæltet sat fast blevet en krævende opgave.

Da han trak trøjen over hovedet igen, førte han udløseren ud igennem det højre ærme, således at han kunne holde den i hånden, samtidigt med at ledningen til denne holdtes skjult i ærmet.

Som han åbnede døren ud til opgangen, løftede han hånden til hilsen og sagde ”Det er ikke for sent,” ud i det tomme rum.

Han smækkede døren efter sig og begyndte at gå ned ad trapperne. Lejligheden lå inde i byens centrum, hvilket betød at den var perfekt til formålet. Hvilket egentligt også var derfor, at han havde lejet sig ind netop der. Der var kort afstand til målet, men alligevel nok til at de kunne nå at stoppe ham, hvis de prøvede – som om de ikke havde haft chancer nok.

Han vidste, at når verden i fremtiden ville tale om Martin Durbridge, ville han blive omtalt som terrorrist. Ikke som frihedskæmper. Men det vigtigste for ham var, at han fik sendt et signal. At det ikke var i orden at stjæle folks frihed. Når du aldrig var alene, var du aldrig fri. Du var aldrig dig selv. Og hvis jordens befolkning nogensinde opdagede den frihedskrænkelse verdens ledere udøvede, ville der blive ragnarok.

Han gik hen ad gaden, hen mod målet. Byens torv. Det sted i byen, hvor det vrimlede med mennesker døgnet rundt. Der hvor ingen gik fri af konsekvenserne.

Han mærkede, hvordan folk gik i en bue uden om ham, hvordan de kiggede på ham. Men når han løftede blikket og fangede deres, følte han intet. Ingen skyld. Hvor mange af dem var reelt set som han, og hvor mange bare en del af kulisserne? Han havde ingen anelse, men han havde på fornemmelsen, at der var flere af ”tom-hovederne” end han regnede med.

Han nåede destinationen. Hans sidste destination. Han tog vejret ind og kiggede ud i menneskemængden. Den sidste gang inden alt eksploderede i mørke. Fordi det var nødvendigt.

Martin Durbridge, Paranoid

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...