Dæmonerne hev livet ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2014
  • Opdateret: 7 mar. 2014
  • Status: Igang
Alison er en 18-årig pige, med depression og anorexi. Hun vil ikke indrømme det, ikke tage medicinen mod det. I stedet for, begynder hun at skære i sig selv. Musikken hjælper hende i korte perioder, men for at få det bedre, må hun indrømme overfor sig selv, at hun har brug for hjælp.

1Likes
5Kommentarer
267Visninger
AA

2. Opvågningen

Alisons synsvinkel

Jeg åbner langsomt øjnene, eller forsøger på det. Efter nogle minutters forsøgen, giver mine øjenlåg efter, og jeg kan se. Det er ganske tåget, men jeg kan se. Efter nogle blink kan jeg endelig se ordentligt.  Da jeg så får kigget mig omkring, ved jeg straks hvor jeg er. Derfor sætter jeg mig op, uden at tænke mig om. Hvor dum kan man også være. Det resulterer i, at hele rummet snurre rundt, og jeg må lægge mig ned igen, for ikke at falde ud af sengen. Jeg sætter hænderne op til kinderne.  Set ude fra ser det ud, som om jeg er fortvivlet. I virkeligheden er jeg bange. Hospitaler – min allerværste fobi.
”Hvordan er jeg kommet her?” forsøger jeg at sige, men alt der kommer ud er små lyde, så lave, at ingen ville kunne forstå det. Det føles som om, jeg har råbt i 24 timer i træk, uden at indtage noget væske. Ligeledes føles min hals føles som en ørken. Jeg prøver at fremprovokere noget spyt, men ender med at hoste.
   Jeg kigger rundt, og ser en slange, koblet til min hånd. Det vil sige, den sidder fast til en nål, der er inde i min hånd. Jeg ved straks hvad det er.

Da jeg fjerner nålen, lyder der en høj tone. Den slags tone, ældre folk, med tinnitus får, bare højt – så alle kan høre det. Forsigtigt sætter jeg fødderne ned, og forsøger at gå. Mine fødder vil ikke lade mig tage et skridt. De står, som sømmet fast, til gulvet. Efter flere forsøg, må jeg opgive. Da jeg sætter mig ned, ser jeg fire hvidt klædte personer, komme løbende. De ser bekymrede ud, som om jeg har gjort noget helt forkert.

”Hvad sker der?” Siger en ældre mand. Skaldet og med mere skæg, end der er mere, end der nogensinde har siddet på hans hoved. På hans navneskilt, står der ”Bent Julsen”. What an old name. Hvordan, kan en mand der er læge, have sådan et kedeligt navn? Hvordan skal han kunne hjælpe med? Han kan umuligt forstå hvordan jeg har det.
”Jeg gider ikke være her” Hvisker jeg, lige højt nok til, at man kan forstå det. Jeg kigger rundt, og ser min mor åbne øjnene, helt konfus. Hendes øjne er helt røde, med sorte rander under dem, som om hun havde været vågen i flere dage. ”Hvad dag er det?” spørger jeg stille, forvirret.
”Du bliver nødt til at blive her, til du er klar, igen. Det er mandag. Du har ligget i koma, i otte dage” siger en lille tynd dame, med brune krøller og store briller. Brillerne passer ikke til hendes lille smalle ansigt. Hendes læbe er smalle og ikke en eneste sprække. Næsten for perfekte, til at kunne være ægte.

Først nu, går det op for mig hvilke ord, der lige kom ud af hendes perfekte læber. I panik, lukker jeg øjnene. Hvordan kan jeg have været væk, i så lang tid? Hvorfor kan jeg ikke huske, hvad der skete?
”Hvorfor er jeg her?” spørger jeg forsigtigt om. Jeg er ikke sikker på, om jeg vil vide svaret, men jeg er nødt til at spørge.
”Du forsøgte at dræbe dig selv, med en stor overdosis af smertestillende og et dybt snit i din arm. Ud over det, var din krop meget underernæret, hvilket tyder på, at du lider af spiseforstyrrelser. Hvor længe har du ikke spist normalt?” Svare damen med de perfekte læber. Det går op for mig, at hun hedder Anitta. På navneskiltet, står der, at hun er sygeplejerske. Hvordan kan hun fortælle, sådan noget, uden at have snakket med mig? Hvordan ved hun, at jeg ikke spiser?
”Jeg har spist normalt. Jeg har ikke forsøgt at dræbe mig selv.” Hvilket ikke var løgn. Jeg havde spist, rimelig normalt. I hvert fald for et år siden. Jeg forsøgte ikke at dræbe mig selv, blot at få smerterne væk. ”Hvordan kan du påstå, at jeg ikke har spist normalt, uden at have snakket med mig?” I frygt for svaret, kigger jeg væk.
”Jeg kan se på din krop, dine tal, at du ikke har spist normalt i i hvert fald ni måneder. Du har skåret i dig selv, flere gange, flere steder på kroppen. Du har taget over 50 piller, på en gang. Dine levertal er dårlige og du har massiv blodmangel” siger Bent, den skallede lærer med meget skæg. Min mor rejser sig op, og går over til mig. Hun tager min hånd og smiler svagt til mig. Hendes øjne fortæller, at hun er ked af det. Hun mimer, med sprækkede læber, noget uforståeligt. I øjeblikket, glemmer jeg hvor jeg er, og hvad Bent lige har fortalt mig. Jeg vågner fra min dagdrøm, og stirre ud i luften. Hvad skal jeg svare? Hvordan skal jeg forklare det, når min mor er her? – Hun bliver så såret.
”Jeg har det fint. Jeg har ikke lyst til at snakke om mine problemer, med jer” Svarer jeg, med sikkerhed. Jeg forsøger at overbevise dem om det. De forstår om muligt, så umuligt hvad jeg har gjort og hvordan jeg har det.
”Du bliver nødt til at forklare det” siger damen med læberne. Først nu, går det op for dem, at jeg har fjernet droppet. ”Hvorfor har du taget det ud? – Det skal give dig ernæring nok, til at du kan komme ovenpå”
”Jeg skal ikke have ernæring gennem en slange. Det er forkert” svarer jeg. De forstår ikke, mine tanker om, at tabe mig. Jeg gider ikke være fed, mere. Ti kilo mere, så er jeg tilfreds, men lige nu skal jeg ikke have noget ernæring, jeg ikke selv ved hvad er.
”Lille skat, det er for at hjælpe dig. Du bliver nødt til at få noget ernæring, for at kunne få det bedre” hvisker min mor, med tårer i øjnene. Jeg har aldrig set min mor så såret før. Hendes fod kører op og ned, som den gør, når man er nervøs og er begyndt at trippe. Jeg forstår ikke hvorfor det går hende så meget på. Hun har kunnet se på mig, at jeg har været nede, i over et år. Hun har vidst, at jeg ikke har spist i lang tid. Det undrer mig, at det først går op for hende nu, hvor langt ude jeg er. Det eneste, der har holdt mig oppe, er Andy Biersacks stemme.
”Jeg indtager ikke noget, jeg ikke ved hvad er. Jeg skal ikke være fed igen” Siger jeg med fast stemme. Min stemme er begyndt at blive bedre og jeg kan nu snakke normalt.

Efter en lang diskussion, bliver vi enige om, at jeg må komme hjem i morgen. Hvis jeg vel og mærket indtager noget mad. Det kan jeg sagtens overholde. Hvis jeg bare må gå ud på et toilet bagefter. Min bror kommer gående med en sandwich. Jeg håber, at han har taget min dagbog med, som han lovede. Min bror, er den eneste, der ved hvor den lille. Han er den eneste, jeg kan stole på. I virkeligheden er han ikke engang min rigtige bror. Han er min bedste ven, men han har altid været der. Han er to år ældre end jeg. Vores mødre var bedste veninder fra folkeskolen af. Derfor har Alex og jeg altid haft et bånd. Han lærte mig at cykle, han viste mig Black Veil Brides og vigtigst af alt; han har redet mig mere end en gang.
   Jeg kan se, at han heller ikke har sovet, i flere dage. Jeg undre mig over, om han mon også har været her. Jeg kan se, at hans øjne lyser op, da han ser mig. Jeg ved, at mine øjne også lyser op, mere end de har gjort, i lang. Jeg har ikke set Alex siden vores fælles veninde begik selvmord.
”Hej putte!” Siger han og smiler stort. Det smil, har jeg savnet længe. Så perfekt, og så ægte. ”Helene, kan vi være alene lidt?” Spørger han og kigger på min mor. Hun nikker, rejser sig og går. ”Jeg har din yndlings sandwich med smukke. Spis den, mens vi taler. Ikke noget men, bare gør det” Siger han, inden jeg når at protestere.  Jeg tager imod den, skuler ondt til ham og tager så en bid. Den velkendte smag, af ost, skinke, dijonnaise går i eksplosion inden i min mund. Jeg må minde mig selv om, at tygge den langsomt, for ikke at ville have mere.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...