Smil!

Emma er en sektenårig pige. Hun lever et liv med meget travle forældre. Forældre, som ikke ser deres datters problemer, og som ikke vil se fejlene i den ellers ih så perfekte familie.

3Likes
1Kommentarer
370Visninger
AA

2. Smil!

Emma græder. Hun har siddet den sidste time på sit værelse. Døren er låst, også selvom hverken mor eller far er hjemme. Deres arbejde er jo så vigtigt, at de ikke engang har tænkt på at komme hjem, selvom klokken snart er 16. Hun ser sig rundt i rummet. Hvad laver jeg egentlig her? Tanken strejfer hende oftere og oftere. Den kigger frem fra mørket. Får tårerne til at trille. Den kommer uden grund. Lige pludselig dukker den op som en trold fra den slags æsker, man legede med som barn. Overraskende. Denne tanke kan bare ikke gemme væk igen. Man kan glemme den for en kort stund, men aldrig slippe den helt.

 

Emma tørrer tårerne væk fra kinderne, da hun hører hoveddøren gå. ”Hej!” råber moren, der nu endelig er kommet hjem fra arbejde. Det kan umuligt løse tingene. Emma svarer ikke, men skruer blot højere op for den musik, der har spillet i hendes ører, siden hun fik fri fra skole. Lorte skole. Folk forstår alligevel ingenting. Det er der ingen, der gør. Ingen kan se det. Ikke en sjæl lægger mærke til pigens krakelerende facade.

 

Moren banker på døren. Emma forsøger at ignorere den konstante banken, der forstyrrer forsøget på at tvinge glæden frem.

”Hvorfor har du låst døren, skat?” moren fortsætter med at hamre. Hårdere og hårdere, indtil Emma åbner med et dybt suk. Moren ser på hende. ”Smil!” Emma sætter det falske smil på de sprukne læber. ”Hvad vil du?” sukker hun. Moren spørger hende om dagen, til hvilket Emma svarer, at dagen har været udmærket med endnu en god karakter. Moren roser stolt sin datter, hvorefter hun går sin vej, og Emma kan fortsætte, hvor hun slap.

 

”Aftensmad,” kalder faren, der også er hjemvendt fra dagens strabadser. Klokken er også kun 19. Emma slukker for den høje musik og rejser sin tunge krop med et dybt suk. Sulten er hun ikke ligefrem. Hun sætter sig på sin stol i køkkenet, hvorefter faderen sætter en gryde på bordet med ordene: ”Smil, min pige!” Emma reagerer ikke. Stikker bare i den kartoffel, moderen har læsset over på hendes tallerken. Faren roser hende for karakteren, men hun ser bare ned i sin den brune sovs, der er så tynd, at den flyder ud over det hele. Hun har hørt rosen så mange gange før. Det er efterhånden blevet standardprocedure, at hun komplimenteres til skyerne efter hver eneste opgave, hun får tilbage.

 

Emma skubber stolen fra bordet. ”Tak for mad.” Hun sætter sit service på køkkenbordet og går mod værelset, da hun kan høre faren snakke om, at hun skal finde ja-hatten frem. Skide ja-hat tænker hun, og lukker døren. Den ligger helt oppe oven på skabet, og jeg kan ikke nå den.

 

Hovedpine er ved at sprænge Emmas hoved, da hun vågner næste morgen. Hun græd sig selv i søvn, da hun havde lagt sig, og det kan hun mærke. Hun bruger smerten som undskyldning for, at smilet endnu ikke er dukket op. Hvad ved hendes forældre? De ser jo ikke ridserne i lakken. Det har de alt for travlt til. De har også for travlt til at køre hende i skole, så hun ender med at tage bussen. Det værste. Mennesker overalt. Larm. Hun sætter headsettet i ørene. Forsøger at flygte. Ingen vil alligevel snakke med hende. Sådan er det også i skolen. Ikke en gang sidekammeraten skænker hende den mindste tanke. Kun tysklæreren konstaterer, at hun ser trist ud. Da bemærkningen kommer, kan Emma mærke en ubehagelig følelse i kroppen komme snigende. Hun er ikke vant til, at folk kommenterer med ordet trist. Hvorfor nu det? Det er der ingen grund til.

 

Emma løber ud til den irriterende bus, så snart klokken ringer. Hendes hoved kan ikke rumme mere. Hjernen trækker sig sammen, og migrænen begynder. Hvorfor skulle han også lægge mærke til det? Det er hendes lille hemmelighed. Ingen skal blande sig. Ingen.

 

Tårerne løber allerede, da hendes fødder rammer asfalten. Trætheden er overvældende, og hun smider sig på sengen som det første, da hun kommer ind i huset. Hun giver gråden frit løb i dag. Det får smerterne til at forsvinde, men nye tanker til at se dagens lys. Der er ingen, der har brug for mig. Hun har trang til at skrige. Det er for meget at stå alene med, men de forstår ikke. Hun forstår ikke selv.

 

Dagene bliver mere og mere ens. Smerter, tanker, smerter. Mor ser det stadig ikke. ”Smil!” er det eneste, hun kan sige, og far snakker ikke om anden end den forsvundne ja-hat, som ikke kan findes. Hun er alene. Utryg. Verden er for ond. Ingen har lyst til at se hende i øjnene eller snakke med hende. Ensomheden er det eneste, der er tilbage, lige indtil den dag hun opdager stemmen. Stemmen, der er enig med omverdenen. ”Smil,” siger den. Den sidder bagerst i hovedet. Den hvisker. Helt roligt gentager den det rædselsfulde ord. ”Smil!” Emma smiler ikke. Hun græder igen. Forsøger at overbevise sig selv om, at stemmen snart forsvinder. Det gør den ikke. Den forfølger hende. ”Smil.” Hver eneste dag, hver eneste time, ”Smil!” ”Smil!” ”Smil!” Det er det eneste, den siger. Emma hader den mere end noget andet. Dens måde at sige det lille ord, får raseriet til at brede sig i kroppen. ”Hold kæft,” siger hun til den. ”Skrid ud af mit hoved!”

 

Stemmen er stadig ikke forsvundet, den dag Emma fylder 17. ”Smil! Det er din fødselsdag!” Den siger præcis det samme som forældrene, der for en gangs skyld er hjemme. ”Smil, Emma! Du har ikke noget at være mut over.” Moren rækker hende en gave. ”Tak,” siger Emma, og åbner æsken, der indeholder en trøje. Hun takker sine forældre med et kram, for derefter at stå op og overkomme endnu en dag, hvilket kun med nød og næppe kan lade sig gøre. Forældrene bliver ved med at tvinge hende til at smile hele morgenen. Det er det sidste ord, de sender med hende ud ad døren, og det første de siger, da de igen kommer så sen hjem, at hun næsten sover, fordi ensomheden suger alt energi ud ad kroppen. Det tærer på hende at skulle diskutere med stemmen og at skulle sidde alene med problemerne. Hvis hun forsøger at forklare sin mor, at hun har det skidt, bliver det hele bare benægtet. Selvfølgelig er der ikke noget galt. Det er normalt at være lidt ked af det en gang imellem, specielt, hvis man har meget at se til. Sådan havde hun det også selv, da hun var i Emmas alder. Det vil snart gå over. Emma tror ikke på moren. Heller ikke på sin far, der ikke laver andet end at fortælle hende, at det hjælper at tænke positivt. Når man ikke oplever positive ting, er det svært at fokusere på dem, tænker Emma tit, hvorefter hun går i seng, og emnet endnu en gang bliver skubbet væk.

 

”Hvorfor kan I ikke se det?” spørger Emma en morgen forældrene ved morgenbordet. Det hele er for meget nu. Hun har ingen at gå til. Kun stemmen i hovedet er tilbage, og den hjælper ikke.

Faren siger, at de må tage den diskussion senere.

”Senere. Hvornår er det?” Emma kan ikke holde spørgsmålet tilbage. ”I er her jo aldrig. Arbejdet er så vigtigt, at I ikke kan se, at jeg ødelægges langsomt. Jeg falder fra hinanden, far!”

Begge forældre stirrer ned i den blomstrede dug. Ingen forsøger at benægte noget. De ved det godt.

”Hallo?” Emma får intet svar ud ad sin far. Han hæver blikket og kigger på moren, der efter et par sekunder konstaterer, at hun altså skal til at blive færdig, fordi hun har et vigtigt møde. Det får familien til at rejse sig, og ordne hver sine morgenritualer. Emma orker ikke at gøre noget ud af sig selv, og da hun en halv time efter skal til at gå ud ad døren stopper moren hende. ”Smil, min pige,” siger hun, som om intet er hændt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...