hvad har jeg gjort?

mit navn er Liva og folk rundt omkring mig tror jeg har det godt men nej langt fra for der hjemme er jeg aldrig tryg

2Likes
0Kommentarer
111Visninger

1. starten

mit liv er sådan at: i skolen føler jeg mig nogenlunde tryk men lige så snart klokken ringer og alle skal hjem begynder frygten og nervøsiteten. jeg er bange for de slag der venter mig. men det har nu ikke altid været sådan, jeg har været en glad pige, populær pige og ikke mindst smilende pige, også spørg i nok "hvad skete der" og ja det skal jeg sige.

det hele startede med at min far og jeg var ude og køre. "så Liva, så er det jo snart din fødselsdag" sagde min far smilende, "ja det kan du tro, faktisk om præcis 11 dage" "så hvor gammel er det nu du bliver" sagde han meget drillende mens han kiggede på mig for at se hvordan jeg reageret "haha far, jeg bliver 14 og det ved du godt" sagde mens jeg giver ham en lammer på over armen, men jeg kom til at slå for hårdt "av for helved Liva" udbryder han og tager sig til armen så der ingen hænder på rattet er og hverken min far eller jeg bemærker at bilen er trillet ind i den anden kørebane og at der er en lastbil kun 10 meter fra bilen på vej i mod os, som umuligt kan nå at stoppe... jeg hørte lastbilhorn, så knust glas, skrig også kom stilheden. jeg åbnede øjne og fandt hurtigt min far helt smurt ind i blod og det første jeg tænkte var han må ikke dø, han er mit et og alt, hvis han dør har jeg intet. ser i, jeg har en mor, men hun er ligeglad med mig og for den sags skyld også min far, så havde det ikke været for min far havde jeg hverken fået mad eller tøj på kroppen. jeg kiggede ned af mig selv, et sår på skulderen og nogle skrammer i ansigtet men ellers intet. jeg så igen over på min far som var slået bevidstløs. jeg fik hurtig min sele af og løb ud af bilen for at komme over til min far. mens jeg gik hørte jeg mit hjerte hamre, hurtigere en normalt. det var som om det hele gik i slowmotion, da jeg løb over til min far og rev ham ud af bilen. jeg lagde hans hoved på mit skød, og kaldte på ham "far? faar!!! du må ikke forsvinde far!!!" min hjerne kendte sandheden, han var død, men mit hjerte kunne ikke bære at indrømme det, så jeg ruskede i ham og råbte og skreg. da jeg til sidst havde mistet alt håb, sad jeg bare med hans hoved hos mig og vuggede frem og tilbage "undskyld far, det er min skyld, undskyld" en tåre gled ned af min kind. da jeg havde siddet sådan lidt begyndte jeg at synge den sang min far altid sang for mig da jeg var lille fordi han elskede den så meget " i walked across an empty land i knew the pathway like the back of me hand, i feel the earth beneath my feet, sat by the river and it made me complete" der kom så mange minder så jeg sang videre "Oh, simple thing, where have you gone?
I'm getting old, and I need something to rely on
So tell me when you're gonna let me in
I'm getting tired, and I need somewhere to begin"
jeg sang og sang mens tårende trillede ned på stribe. jeg hørte ambulance hyl i bagrunden, men jeg var ligeglad det var for sendt og det eneste jeg ville var at synge for min far "I came across a fallen tree
I felt the branches of it looking at me
Is this the place we used to love?
Is this the place that I've been dreaming of?"
 jeg ville havde blevet med ham forevigt, men en fra ambulancen tog ham væk fra mit skød og lagde ham op på en båre, mens en anden mand bar mig op et sted at sidde, for at undersøge mig. "hej vi er kommet for at hjælpe jer, er du okay?" manden talte tydeligvis til mig, men svarede ikke da jeg havde for travlt med at kigge på min far. den mørke stemme fortsatte "er du kommet noget til? har du nogle skrammer?" jeg svarede ham stadig ikke "kan du huske hvad du hedder? hvor gammel du er?" ingenting. det eneste der betød noget lige nu var min far "kan du kigge på mig?" jeg ville gerne, men var bange for at miste min far ude af syne "kig på mig kom nu" jeg tog chancen og kiggede på ham, han havde brunt hår og blå øjne og så egentlig bare ret venlig ud. jeg kunne ane et lille smil på hans læber, nok fordi han nu vidste at han havde kontakt til mig. jeg drejede mit blik mod min far igen, men han var væk så jeg prøvede at flygte, men manden var for hurtig og fik fat i mig jeg prøvede alt jeg kunne for at komme fri, jeg kæmpede virkelig, til sidst blev de nød til at give mig en sprøjte og jeg faldt til ro.

det var selvfølgelig ikke derfor jeg bliver slået, for efter min fars død fandt min mor en anden mand og det er ham som slår mig, men som sagt er min mor ligeglad med mig, så hun ser bare på hver gang

 

------------------------------------------------------------------

forfatterens ord

ja det var nok halvt intro halvt kapitel men håber du syntes om det

 

det skal lige siges at alt det her aldrig og jeg mener aldrig er sket for mig men tænkte at det ville være et specielt og rørende emne

og til sidst til dem der ikke vidste hvilken sang Liva sang så var det "somewhere only we know" med keane;););)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...