Englespil

Da 16-årige Diana Malin overlever en skudepisode med nød og næppe, snyder hun dermed døden. Trods hendes venindes død, kæmper hun videre. Men mystiske syner begynder at fremstå, hviskende stemmer plager hende om natten og der sker mærkelige ting omkring hende. Det begynder efterhånden at gå op for hende, at det at hun undslap døden, ikke var en tilfældighed. Og med det, der lader til at være englenes kræfter, er hun nu i stand til at ændre skæbner og hævne venindens død. Men hvad vil der ske, når uhyggelige skygger træder frem, og begynder at ødelægge alt hun har nær? //Resumé Ikke Færdiggjort Og Rettet Igennem//

13Likes
13Kommentarer
452Visninger
AA

2. Kapitel 1.


Timeglasset er ved at løbe ud, men spørgsmålets svar kan jeg ikke finde. Det er som om, at den har ædt sig ud af mit hoved. - Som om, at den bevidst, har valgt at gemme sig for i dag.

  Ding-lyden lyder fra Bentleys klokke, og hans stemme råber udover dommerne og publikum:

  "Han spiller ét skak hver anden dag!"

  Og spørgsmålet lød: "En orientalsk prins, en stor skakelsker, ligger på sit dødsleje og bekymrer sig over sin store formue. Hvilken af sine tre sønner skal han efterlade den til?

  Han beslutter at hans formue skal gå til den søn, som spiller nøjagtigt halvt så mange skakspil, som prinsen har dage tilbage at leve i.

  Den ældste søn nægter, og siger, at han ikke ved hvor længe hans far vil leve.

  Den næstældste søn nægter af samme årsag.

  Den yngste søn accepterer. Hvordan respekterer han sin fars ønske?" 

  "Korrekt!" bekræfter den mandlige dommer. Min næve knytter sig sammen under bordet. Det håndlige smil fra Bentley, får mig til at skære tænder og kigge væk. "Mr. Bentley vinder denne runde. Så er der pause!"

  Blikke fra publikum og de tidligere deltagere følger mig ned ad scenen. Jeg skynder mig at gå ud fra salen og løber ud på skolens toilet.

  Der er en tæt duft af Pink Portal-parfumen og tandtråd med vaniljesmag. Jeg genkender det let fra dagene, hvor jeg konstant brugte begge dele. Nu har jeg valgt at være den mere fokuserede og neutrale pige, som små børn ser op til.

  Tøvende kigger jeg fra spejlet til ned i håndvasken. Jeg tænder for vandet, og lader lidt af det sprøjte op på mit ansigt. Det giver en dejlig forfriskning, som kan være afgørende for min eller Bentleys sejr.

  Han er skarp, men jeg er mere. Det må jeg bare bevise, og først og fremmest for mig selv.

  "Du kan godt. Du er klog, Diana." Bræklyde fra en af toiletbåsene overdøver min svage stemme.

  Inden jeg når at gætte på hvem det er, vender jeg mig om i det at døren går op. Ud kommer 8. klasses pigen; Madeline.

  Hun er en af outsiderne, der bliver mobbet med at være fed. Folk hænger på hendes fortid, og tænker ikke over, at hun ikke længere lider af fedme. Hun er tynd, men anoreksien har sat sig i hendes hjerne. Det er ikke hendes skyld, det er alle andres.

  I 7. klasse var hun en meget tyk og drenget pige. Det var der én pige, der synes var umenneskelig at være, og inden længe var alle efter hende.

  "Åh. Vil du ikke nok lade være med at sige det til nogen?" spørger Madeline og sender mig et bange blik. Hendes hænder ryster kraftigt.

  "Jo, selvfølgelig." Det at holde på sådan en hemmelighed, er ikke behageligt. Men Madelines liv har intet med mit at gøre. Jeg er desuden et helt år ældre end hende, og så vil jeg ikke virke som en 4. klasses sladrehank. 

  "Tusind tak," siger hun og smiler med tårer i øjnene. Jeg smiler igen, og lægger så mit fokus på spejlet. 

  Madeline går uden jeg bemærker det. Hendes trin er så lydløse, at selv hvis hun stamper i gulvet, vil ingen hører det.

  I den lille skuffe under spejlet, finder jeg min og Ellies kam. Alle de andre piger ved slet ikke at der er en skuffe, så det er der vi opbevarer vores make-up og sådan, det meste af tiden her på skolen.

  Jeg børster mit lange blonde hår og sprayer det med Hair-Goddness. Det får håret til at dufte af mint, og mint dufter godt. Bagefter finder jeg mine kontaktlinser, der gør mine grønne øjne til lyseblå.

  Normalt er jeg ikke blondine, men har nøddebrunt hår. Og så mange mener jo, at blondiner er de flotteste, så hvorfor ikke blive blondine? Ingen andre end Ellie ved jo at jeg ikke er naturlig blondine.

  Skoleklokken ringer hvilket betyder, at det er af sted til sidste time, hvor vinderen af denne sæsons klogeste elev bliver fundet.

  På vej til idræts-salen hvor det hele bliver afholdt, støder jeg ind i Nathan Ferrelis. - Hvem det er? Bare skolens lækreste bad boy, der tilfældigvis altid ignorerer mig. Tilsyneladelse også denne gang. Men dagen hvor vi kommer til at tale sammen, for første gang, vil snart finde sted. Jeg kan føle det.

  Bentley har allerede fået sig sat ved det gråhvide bord, og drikker nu en tår af hans vand. Jeg sætter mig ned med lidt afstand fra ham, og kigger så i blandt publikum for at få øje på Ellie. Men hun er der selvfølgelig ikke. Ikke fordi hun ikke vil, men hun er som altid til heppekors træning. Det skuffer mig, og gør mig mere urolig.

  Det føles som om, at min mave er ved at eksploderer af spænding og nervøsitet. Det må bare ikke ende som sidste år, hvor jeg brækkede mig udover publikummet og dommerne. Det ødelagde hele mit image, og det har taget tid at bygge op igen. Nu kan alt ødelægges igen. Endnu engang kan jeg blive til bræk-pigen.

  "Er I klar?" spørger den ene af dommerne. Vi nikker begge. "Godt. Første spørgsmål: Hvad er 3,14 * 89 - 55,75? - I nøjagtigt resultat."

  "Svaret er 223,71!" råber Bentley, inden jeg overhovedet når, at registrerer spørgsmålet i hovedet.

  "Ehm.. korrekt.." Siger dommeren målløs. Jeg banker mit hoved ned i min hånd.

  Resten af runden forløber rædselsfuld. Jeg får kun 2 point, mens Bentley får 7. Det giver ham 8 point samlet i denne runde, og dermed vinder han. Fandens.

  "Tillykke, stort tillykke," kommer det fra de tre dommere, og han får overrakt en pokal. Jeg fortjener den mere end han, men jeg må ignorerer det og benytte den lille værdighed jeg har tilbage. Det vil være en skam, at bruge den på at kyle vand i hans hoved. Og så dog? - Nej, Diana, nej.

 

"Hey, Dia," siger Ellie og kommer bagfra mig i kantinen. Hun smiler og sætter sig ved siden af mig med hendes sunde salatburger. Jeg kigger ned på min usunde cheeseburger og smider den i skraldespanden ved siden af mig.

  "Hey," gengælder jeg. Hun kigger på mit fornærmede ansigtsudtryk.

  "Er der noget i vejen?" spørger hun og kaster sit ægte blonde hår om på sin ryg. Det er samlet i en tyk glat hestehale.

  "Du kom ikke til konkurrencen," svarer jeg koldt.

  "Undskyld, men der var en meget vigtig heppekors møde. Og jeg tænkte.."

  "Tænkte hvad?!" afbryder jeg hende vredt.

  "Ehm. Det nåede jeg ikke at komme til, før du afbrød mig." Jeg rødmer og forsøger at holde på min kolde og barske facade. "Men jeg tænkte, at du ikke havde noget imod, hvis jeg ikke kom til det bare denne gang."

  "Åh, det siger du jo hver gang," mumler jeg og ruller øjne. "Det betyder meget for mig når du er der. Men kunne du ikke komme, var det i orden. Bare husk at sige det."

  Hun nikker og tager et lille bid af salatburgeren. Jeg får lyst til at smage den, men har allerede spist nok for de næste par timer. Mad betyder jo meget. Man kan få for meget, og man kan få for lidt. Hvis man vil have den perfekte vægt, skal man spise varieret og tænke over hvad man spiser, inden man bare går til den eller skubber det væk.

  "Vandt du egentlig?" spørger Ellie i et smil. Jeg ryster på hovedet som svar. "Okay. Så tror jeg, at jeg har noget der kan munder dig op."

  Hun tager to billetter op fra hendes lyseblå jeans, og fører dem op til mit ansigt. Der står Cole Martinson på. Og han er ligesom mit og Ellies største idol!

  "Du siger bare ikke.. at du har skaffet de billetter..?" mumler jeg og taber underkæben.

  "Jo, du kigger jo på dem." Hun smiler bredt og rækker mig den ene billet. "I aften klokken 19.00., det bliver super fedt!"

 

Stilheden.

  Den skarpeste og mest skadelige kniv.

  Ligger i hver en krog på hele mit værelse.

  Så er der den hvide vindueskarm, der går i kontrast med mørket udenfor. De lysegrå gardiner er endnu ikke trækket for. Det gøres først når jeg skal i seng, og det skal jeg slet ikke endnu. Derimod skal jeg snart til koncert. En time, cirka.

  På sengen sætter jeg mig og finder computeren frem. Jeg tænder den og klikker mig ind på Quick Chat. Jeg ruller igennem de forskellige kontakter og finder hen til Dylan Malin - min storebror.

  Siden han flyttede fra byen og hen til New Hayton, har vores eneste kontakt været igennem Quick Chat. Og det er ved at være et halvt år siden han flyttede.

  Ham og hans kæreste har så travlt med deres arbejde, at de slet ikke har tid til at komme her til Downby. Men det er fint, til tider har jeg jo også travlt med mine skoleopgaver, collegeansøgninger og løb. 

  Jeg ringer Dylan op og tilslutter web cam. Der går noget tid før han tager den, men så kommer hans ansigt op på skærmen. Det samme mørkebrune hår jeg engang havde og mine grønne øjne, der nu er blå.

  "Hvad så?" spørger han med en stemme, der får det til at lyde som et hastespørgsmål.

  "Venter på at Ellie kommer, så vi kan tage til koncert," svarer jeg. "Dig?"

  "Lige nu - ikke så meget." Han lyder som om han holder noget spændende inde, men ikke vil afslører det endnu.

  "Hvad er der?" spørger jeg og hæver øjenbrynene.

  "Ik' noget. Kan en bror ikke bare være glad for at se sin lillesøster?" han fniser.

  "Dylan.. du ser mig på en skærm. Hvis du er glad af den grund, så fejler du noget.."

  "Okay, okay. Men så må du love ingen at sige det til!" protesterer han. Jeg nikker svagt med hovedet. "Saralind og jeg er forlovede."

  I to sekunder overvejer jeg, hvad jeg skal sige. Han virker så glad, og de er perfekte sammen, men jeg kan bare ikke forestille mig Dylan, som en gift mand.

  "Ej, tillykke!" råber jeg i et smil. Han griner og lader hans hoved hvile i hans hænder.

  "Vi tager hjem til jer på torsdag, og fortæller det til mor og far der."

  "Fedt. Det er jo længe siden." Smiler jeg. "Men, øh. Jeg må hellere gøre mig klar til koncerten. Vi ses."

  "Vi ses." Der bliver lagt på, og jeg slukker computeren. 

  Om lidt, så er det af sted Cole Martinson koncert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...