Things we Lost in the Fire

Tæller det, hvis vi fandt det, som ingen af os var efter?

2Likes
4Kommentarer
223Visninger
AA

1. Things we Lost in the Fire

 

,,Hvornår slutter noget?”
Min mor fortsatte med at rode rundt i den sydende pande med sin palet, og hvis hun blev overrasket over mit spørgsmål, så viste hun det ikke. ,,Det er en bredt spørgsmål.”, sagde hun så efter lidt tid, imens hun med en let finger skruede ned for blusset.
Jeg hvilede hagen i min håndflade, imens jeg fraværende drejede den træfarvede blyant rundt om mine fingre. ,,Livet.”, sagde jeg så kortfattet, og lænede mig længere ind over bordfladen, for at finde ud af hvad hun lavede. Brasede kartofler.
,,Det er vel når man dør.”, min mors ord var utvivlsomme, men det skabte alligevel en fure i panden på mig. Jeg var stille i lang tid, men min mor så ikke ud til at tage notits af det.
,,Det er det vel.”
Du behandler mig som om jeg er et monster.

 

Blæsten kunne minde om en kølig brise, men den var alligevel stærk nok til at føre en sværm af farverige blade ned over mig. Jeg bøjede min nakke bagover, imens jeg stille betragtede den tætte regn af efterårsblade, der med dæmpede hvisken raslede ned forbi mig. Jeg førte hånden ud, og fangede ét af egetræets mange faldende blade.
Bladet føltes stadig blødt og frisk i mine hænder, men den grønne farve var sunket ind til en næsten rødbrun farve. Jeg kunne ikke lade være med at skråne hovedet i beundring, imens mine brune øjne drak hver en lille detalje ind; stilken, der var hård og mørk, spidsen af bladet, som krummede i en let bue, og de små riller i bladet, som næsten var overfladiske.
Jeg gav slip.
Det er som om du tager en pistol og skyder mig.

 

,,Hvorfor går du så hurtigt?”, prustede en jævnaldrende pige, imens hun med anstrengte bevægelser kom op på siden af mig. Jeg kendte hende godt – jeg havde kendt hende i lang tid, faktisk.  Hun var ikke lige så høj som mig, hun var lavere, måske fem centimeter.
Hun lignede mig slet ikke. Det var der ikke mange der gjorde.
,,Jeg går da ikke hurtigt.”, svarede jeg hende uden omtanke, imens jeg fortsatte mit jævne tempo – som ifølge hende var hurtigt.
,,Det gør du da.”, sagde hun med en mærkelig tone, som om jeg havde sagt at jeg ikke havde mørkebrunt hår, hvilket jeg jo havde. Jeg sank en klump, og tog modvilligt toppen af farten, så hun bedre kunne følge med.
,,Se, nu går du normalt!”
Normalt.
,,Men helt seriøst; hvorfor går du så hurtigt?”
,,Fordi  jeg vil videre.”
Hvem vælger du? Mig eller hende?

 

Jeg lukkede øjnene, imens jeg forsøgte at lukke ham ude. Hans ord gjorde ondt, og gav mig en underlige fornemmelse inden i. Fornemmelse var kold. Som en vinter der spredte sig i min krop, og fik mit hjerte til at slå langsommere.
,,Jeg kan ikke.”, hviskede jeg.
Han så på mig med hårde øjne, øjne som jeg burde finde tryghed og varme i. I stedet var de billederne i mine mareridt, årsagen til den kolde fornemmelse i mit bryst og grunden til mine tomme hulk.
,,Jeg kan godt.”, sagde han.
Det føltes som om jeg faldt. Og som om jeg landede. Begge ting gjorde den kolde fornemmelse stærkere, fik tårerne til at trille ned langs mine kinder, imens hans ord langsomt og smertefuldt sank ind. Hvis livet sluttede når man var død, så var jeg død – for det her var min slutning.
Jeg er et monster.

 

,,Det gør ondt.”, sagde jeg stille, med hænderne hvilende i min skød. Det gennemsigtige vand i det hvide krus havde fanget mit blik, og jeg stirrede ned på det, i en trancelignende stat. Koncentrerede man sig, kunne man svagt skimte min ulykkelige refleksion.
,,Hvad gør ondt?”, spurgte en medlidende stemme, og jeg kunne høre lyden af stolen der knirkede, imens hun rettede sig op. Jeg rettede mit fortvivlede blik op mod hende, og adskilte læberne for at svare hende..
Men mine læber sagde ikke noget; et par iskolde hænder havde nemlig lukket sig om min hals, og kvalte hver af mine intentioner om at sige noget. Kulden i min krop havde bredt sig, og fik mig nervøst til at synke. Det eneste jeg ville, var at have lidt varme.
Hun blev ved med at se forventningsfuldt på mig, men blikket forsvandt da jeg lukkede læberne i igen; blikket blev omsorgsfuldt, medlidende som hendes stemme, varme som en mors kærlighed og velkommende som en families arme. Alle ting jeg burde finde fortrøstningsfuldt. Alle ting jeg havde brug for. Hvorfor gjorde det så så ondt at se hende i øjnene?
,,Du bliver nødt til at fortælle mig det. Du er nødt til at give slip.”
Jeg hæver pistolen, og trykker på aftrækkeren.

 

Regndråberne skyllede ned over mig, skyllede ned over mit gennemblødte hår og jakke. Jeg var ikke sikker på at jeg frøs, men selv hvis jeg gjorde, så bemærkede jeg det ikke. Jeg var for kold inden i. Den kolde fornemmelse var over alt, og jeg kunne ikke få den væk. Men jeg frøs ikke. Det var jeg sikker på.
Jeg græd, imens jeg gik ned langs de menneskeforladte stier. Men mine tårer forsvandt i skyernes, som dryppede over os alle. Skyerne græd også. Følte de sig også kolde?
Jeg stoppede op da jeg nåede enden. Regnen gik fra stormende til støvende, og jeg rakte hænderne frem, og formede dem til en skål.
De forblev tomme.
En del af mig var væk, indså jeg. Jeg havde mistet en del af mig selv i vores søgen, en vigtig del, som jeg ikke kunne få igen. En del som var brændt væk i den hede ild, som havde slugt alle hjertevarmende følelser hos os.
Jeg gik videre.
Jeg vælger mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...