in case

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
En dag da min far slæber Boybandet One Direction ind i vores hjem/liv, ændres alting. Min far er musikproducer, og har laver meget musik med store bands over hele verden og de bliver altid slæbt med hjem. Jeg får ansvaret for at holde øje med og vise dem rundet i vores del af London-.

10Likes
5Kommentarer
603Visninger
AA

6. "THE" plan!

Endelig kom dagen.

Mit vækkeur ringede, og med det samme, rejste jeg mig fra min seng og gik hen til vinduet. Endelig skulle jeg få min hævn.

Okay det lyder som om at jeg vil slå dem ihjel, men det er jo ulovligt og orange-fangedragt klæder mig ikke rigtigt. ;) Eller???? ej.

Jeg gik i ned køkkenet, det ville varer et par timer, før drengene ville vågne, og min far var taget afsted på arbejde. Jeg kendte en, som kendte en, som kendte en, you know, som havde en stor sort Firhjul-strækker, hvilket også var en del af min plan. Drengene skulle "passe" mig eller hvad man siger, og jeg havde tænkt mig at, du ved, forsvinde lidt.

Okay så når jeg kan hører en af dem på trappen, skriger jeg og bliver trukket ud af døren af en af mine venner og ført ud i bilen, hvorefter vi bare kører lidt rundt, før vi kører hjem igen.

Det var mindst 10.ende gang, jeg gennemgik planen, men det skulle bare virke, så de holdte sig fra mig og stoppe med deres børnelege. I know meget voksen at tage hævn, men...

Imens jeg gennemgik planen for 120'ende gang, kunne jeg hører nogen komme ned af trappen. Jeg kiggede nervøst, over på ham der skulle bortføre mig, og han greb fat om min arm. Da vi nåede døren, stod Louis i underbukser og bare kiggede på mig blive ført mod døren. Jeg skreg og prøvede på at komme fri (you know), men overraskende nok stod han bare som forstenet. 

"Hjælp!" råbte jeg, da jeg blev ført ud af døren og ind i bilen. Louis var løbet ovenpå igen og højest sandsynlig for at vække de andre. Vi kørte ud af indkørslen og ind imod byen.

 

---------------------------------------------- Harry p.o.v-----------------------------------------------

 

Jeg satte mig hurtigt op i sengen, da Louis brasende ind på værelset.

"han....han....han tog hende," stammede han. 

"Rolig Louis, du havde sikkert bare ma......"

"Nej," afbrød han. "Hun blev ført ud i en stor sort bil, vi må finde hende, før hendes far kommer hjem.

"Hvem snakker du om, Louis?" Jeg begyndte at tage tøj på.

"Emily," svarede han. Da han sagde hendes navn gave det et stik i mit hjerte.

Vi vækkede de andre og mødtes nede i køkkenet.

Efter at vi fik aftalt at mig, og Louis skulle kører ud og lede efter hende, og de andre skulle blive hjemme, hvis hun nu kom hjem igen, af en eller anden grund.

Efter vi havde kørt rundt i omkring en time, i stilhed:

"Louis vi skal finde hende," nærmest hviskede jeg.

"Det ved jeg," svarede han med en sarkastisk stemme, men jeg kunne se på ham, at han var bange.

"Vi lovede hendes far at holde øje med hende, Louis," Sagde jeg lidt højere, og jeg kunne mærke panikken vokse inden i mig. Louis begyndte at tage farten af, før han tilsidst kørte ind til siden.

"Hvad har du gang i, vi skal finde hende," råbte jeg surt, men han kiggede bare på mig, indtil jeg tav. 

"Harry, du har brug for luft," erklærede han, og lænede sig ind over mig og åbnede min dør. Jeg steg ud og satte mig på en sten et stykke for bilen.

Hvad sker der? Hvor er hun? ER det min skyld? Det ER min skyld. Vi skulle passe på hende.... Arghhh tag dig sammen Harry. 

Jeg rejste mig hurtigt op, jeg ville vider nu. Da jeg kom ind i bilen, sad Louis med et lille smil på læberne 

"Hvad er der?" spurgte jeg.

"De har fundet hende," sagde han, samtidig med at han rystede kort på hovedet. En følelse af lettelse gik i gennem min krop.

"Hun prankede os," Mumlede han.

Hvad gjorde hun. Det mener du ikke? tænk hvis vi havde ringet til politiet. Det  gør mig SÅ arghhhhhh. Hun er jo sindsyg.

-----------------------------------------------Emilys p.o.v-------------------------------------------------

Jeg åbnede forsigtigt døren og gik ind. Jeg kunne mærke deres øjne på mig med det samme, hvilket fik et smil frem på læberne. planen virkede. Jeg fjernede hurtigt smilet fra mine læber og gik hen til dem. Niall, Zayne og Liam stod alle, som om de var forstenede, indtil jeg kom helt over til dem.

"Er du okay?" mumlede de i munden på hinanden. Endnu et smil brød frem på mine læber, men kun kort.

"Hvordan føles det? var? er det sjovt at blive snydt?" råbte jeg og løb op på mit værelse. Af en eller anden grund gjorde det mig pludselig ked af det. 

 

______________________________________________________________________________________

 

Det var så det kapitel. nu med Harrys synsvinkel??? hvad synes i?

I må meget gerne like <3

Jeg ved godt det er lidt et shitty kapitel :/

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...