Forgotten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvordan vil du have det, hvis du vågnede op i en verden, hvor ingen genkendte dig? Hvor dine forældre vil kigge forskrækket på dig, når du træder ind i køkkenet med et smil? Hvor dine bedste venner ignorerer dig, fordi de ikke aner, hvem du er? Eller at din kæreste ikke længere tilhører dig, men tilhører din bedste ven i stedet for? Hvad vil du gøre, hvis du vågnede op til sådan en verden, hvor intet er, som det plejer? Vil du blive sindssyg eller tage til en anden by og starte et nyt liv? || 17 årige Matt Dawn vågner op til denne oplevelse. Alt virker normalt til at starte med, indtil han pludselig virker fremmede for hans bekendte. Hans verden går fra at være perfekt til uperfekt, og han aner ikke, hvad han skal stille op - lige indtil han møder en mytisk pige, som altid har været i hans omgivelser, men han har bare aldrig lagt mærke til hende.

5Likes
0Kommentarer
540Visninger
AA

2. Forgotten

 

Jeg åbnede langsomt mine øjne, da jeg hørte den forfærdige alarm ringe til den sædvandelige tid med den sædvandelige irriterende og larmende lyd. Den lyd kunne gøre mig sindssyg, og jeg var faktisk ikke sikker på, om den ikke allerede havde gjort det. Kunne man overhoved finde en alarm lyd, som var behagelig at vågne op til? Jeg havde prøvet at finde sådan en lyd, men det endte altid med, at jeg valgte en larmende lyd.

Men i stedet for at smide dynen surt væk - fordi jeg var irriteret over, at jeg skulle op -  smilede jeg et stort og lykkeligt smil, fordi jeg var ikke sur over, at jeg skulle op, nej, jeg havde glædet mig til at stå op, lige siden jeg gik i seng i aftes. Jeg glædede mig måske ikke til at høre den larmende lyd, men når først jeg blev frisk og vågen, så blev alt godt – og det var det, som jeg glædede mig til.

Jeg satte mig op i sengen og gabte lidt, for selvom jeg virkede frisk og veludhvilet, så var jeg stadig træt. Men tanken om at endnu en af mine perfekte dage ville komme, fik mig straks op af sengen og ned på mit tæppe, der altid gav mine fødder en dejlige følelse.

Men.

Tæppet var væk? Mit lille dyretæppe, som normalt lå foran min seng, var væk? Jeg var ellers sikker på, at det var der, da jeg gik i seng i går aftes? Havde min mor virkelig hentet det her til morgen, fordi hun vil vaske det? Det lignede hende lidt at gøre det, men da ikke så tidligt? Og hun plejede aldrig at gå ind på mit værelse uden tilladelse. Underligt.

Jeg slog tanken om mit tæppe væk, da der sikkert var en logisk grund til, at det ikke lå der, hvor det plejede. Men pludselig syntes jeg, at mange af mine ting ikke var hvor de plejede at være, og det fik tanken om tæppet til at komme tilbage.

Da jeg havde rejst mig op, og derved blevet vågen og så alt klart, kiggede jeg rundt på mit værelse, der ikke lignede mit værelse, men et andet soveværelse. Mit skrivebord var der, men mine ting der normalt lå på mit skrivebord, var der ikke. Mine hylde hang på væggen, men mine mangle pokaler var forsvundet? Der hang ikke billeder af mine venner, min kæreste eller familiebilleder på mine vægge, men kunstbilleder, som jeg aldrig havde set før.

Alt i rummet virkede fremmede, og jeg følte, at jeg var et helt andet sted. Men på den anden side, kunne jeg nemt se, at det var mit værelse, bare uden personlighed.

Hvad skete der? Var det en slags prank, som mine venner havde sørget for? Blev jeg mon overvåget af et kamerahold, som filmede alt hvad jeg gjorde og mine reaktioner, som til sidst vil få mig til at se dum ud? Det kunne rent faktisk godt ligne dem at lave sådan et nummer. De elskede at lave pis med mig.

Men hvor havde de gjort meget ud af det. Fjernet alle mine ting, mens jeg lå og sov? Det lød underligt og umuligt, men det var faktisk det eneste, som gav mening lige nu. Hvad kunne det ellers være? Mine ting kunne da ikke bare være forsvundet i løbet af natten?

Oh wait.

Havde de også fjernet mit tøj?

Jeg gik hurtigt over til mit skab og lukkede lågerne op i en fart, mens jeg kiggede desperat rundt i skabet, hvor jeg kun så tomme hylder. Mit tøj var væk? What the fuck. Hvis mine venner havde gjort det her, så fik de alle sammen tæsk, når jeg mødte dem senere. De havde fjernet alt mit tøj?

Det vil sige, at jeg skulle rende rundt i mine natbukser, der sagtens kunne ligne sorte joggingbukser, så det var da ikke helt forfærdeligt. Og så skulle jeg rende rundt med min nattrøje, der faktisk bare var en helt normal blå T-shirt. Det var da godt, at jeg ikke sov nøgen. Det ville have været en skandale.

Jeg lukkede lågerne igen og kiggede rundt på mit værelse, og det hele skræmte mig fra vid og sans. Det virkede skræmmende og urealistisk, men det her var virkeligt, det skete virkelig lige nu. Jeg måtte finde ud af, hvad der foregik.

Jeg gik forvirrende ud af mit værelse, mens jeg syntes, at det begyndte at blive klamt, og jeg fik det en smule dårligt – en dårlig fornemmelse i min mave, der bare blev værre og værre for hvert skridt jeg gik. Da jeg gik på gangen, fik jeg øje på familiebillederne, der hang på væggene. Der var rigtig mange af dem, fordi min mor elskede at vise vores familie frem for vores gæster. Vi fik taget et nyt et hvert år. De havde altid hængt der, men der var noget galt.

Jeg var ikke på dem.

Mine forældre og min søster var på, men jeg var der ikke. Der hvor jeg plejede at stå, var der kun en tom plads. Hvordan kunne det lade sig gøre? Okay, vi levede i 2014, man kunne bruge photoshop, og det vil faktisk være en dum fejl ikke at ændre familiebillederne, hvis det her var en prank. Det måtte være en prank, en syg prank. Det kunne da ikke være andet? Hvilken anden logisk forklaring var der? Det måtte være en spøg, som mine venner havde sørget for.

Mine forældre kunne umuligt lyve for mig. Når de så mit ansigt, ville de smile ligesom de plejede, og så vil min mor kysse mig på kinden, ligesom hun plejede, og jeg vil tørre følelsen af hendes kys væk med min hånd, ligesom jeg plejede. Og derefter vil hun smile af glæde, hvor jeg bare rullede øjne af hende, ligesom vi plejede.

Jeg listede ned af trappen, mens jeg lyttede godt efter, fordi jeg ville lige sikre mig, at de alle sammen var i køkkenet. Og det var de. Jeg kunne tydeligt høre, at mine forældre snakkede med min lillesøster, Lily. Jeg gik hurtigt ned af trappe og endte i entreen, hvor jeg skulle gå lidt til højre, og så vil jeg være i køkkenet, hvor vi normalt sad og spiste morgenmad – normalt vil jeg bare smutte, fordi jeg hadede det der kvalitet tid med familien om morgenen.

Jeg vil hellere over på skolen og se mine venner og kæreste, og så kunne jeg købe noget morgenmad på skolen, og det var meget hyggeligere at spise der, end herhjemme.

’’Hey, ’’ jeg trådte smilende ind i køkkenet, mens det lød som om, at jeg afbrudte en samtale som mine forældre havde med Lily. Men det gjorde jeg normalt, og det tog de normalt aldrig så tungt, men nu var det anderledes.

De så en del forskrækket ud, da jeg stod der og smilede til dem, efter jeg havde afbrudt deres samtale.

’’Hvem er du, og hvordan er du kommet ind?’’ spurgte min mor mig hårdt og skræmt, som om at jeg var en fremmede, der havde brudt ind i deres hus. Mit smil forsvandt hurtigt væk, og jeg fik pludselig et forvirret udtryk i ansigtet.

’’Hvad snakker du om?’’ spurgte jeg grinende, men enhver kunne høre, at det grin var falsk. Bag grinet var der nemlig en masse bekymring og nervøsitet. ’’Jeg er din søn, Matt, ’’ mindede jeg hende om, mens mine forvirrende øjne kiggede direkte ind i hendes forskrækkede øjne.

’’Jeg har ikke en søn, ’’ forsikrede hun mig om, mens hendes øjne pludselig blev alvorlige. Hun kiggede på min far, der så ligeså skræmt ud som min mor. ’’Mike, gør noget, ’’ hun søgte hjælp hos min far, der så ligeså forvirret ud som mig, og Lily, der sad med åben mund og kiggede undrende på mig. Hun lignede en, som ikke anede, hvem jeg var.

Min far rejste sig op fra stolen og gik tættere mod mig, mens han havde et blik, som jeg aldrig havde set på ham før. Han lignede ikke min far, når han havde det blik, fordi det lignede, at han kiggede på en fremmed dreng, som han aldrig havde set før – hvilket ikke var sandt.

’’Knægt, vi gider ikke julelege nu, ’’ forklarede han mig, mens han havde et meget alvorligt blik. ’’Hvis du ikke går nu, så ringer vi til politiet, ’’ endte han med at sige meget seriøst. Og jeg kunne ikke fatte det, som han sagde. Vil han ringe efter politiet på grund af hans egen søn?

’’Men….’’ Mumlede jeg blot og kiggede såret rundt på dem. ’’Det er ikke fucking sjovt det her. Jeg er jeres søn, og Lily, du er min søster, ’’ jeg kiggede på Lily, der så skræmt ud. Aldrig havde jeg set det udtryk på hende før. Hvem jeg havde jo ret.

Jeg så bestemt og fastbesluttet ud, fordi jeg stod fast omkring det, som jeg sagde. Jeg havde ret, selvfølgelig havde jeg det, jeg var deres søn!

’’Matt, er det det du hedder?’’ spurgte min far mig, mens hans stemme var hård og bestem. Jeg kiggede ham direkte ind i øjnene, mens jeg nikkede. ’’Vi er ikke din familie, Matt, ’’ forklarede han som om at jeg var en slags freak.

’’Mike, måske skulle vi ringe til socialrådgiverne eller nogen, som kan hjælpe ham, ’’ forslog min mor, der pludselig fik ondt af mig. Hun havde også et bekymret blik rettet mod mig, mens hun stadig så lidt forskrækket ud. ’’Måske kan de finde hans familie, ’’ endte hun med at sige, mens hun ventede på min fars reaktion og svar.

’’Nej, de kan ikke hjælpe, fordi i er min familie, ’’ råbte jeg bestemt og kiggede på dem alle sammen, hvor min mor rystede svagt på hovedet. ’’Jeg er din søn, ’’ mumlede jeg til hende, mens jeg kiggede trist og sikkert på hende. Hvorfor kunne hun ikke huske mig?

’’Måske skulle du sætte dig ned, og så kan vi ringe til kommunen og se, hvad de kan gøre, ’’ min far havde taget imod mit mors forslag om at ringe til nogen, der kunne hjælpe mig med at finde min familie. Men det var umuligt, fordi de var min familie.

’’Nej, fandme nej, ’’ råbte jeg surt og bestemt. ’’I skal ikke ringe til nogen, ’’ tilføjede jeg hurtigt, mens jeg kiggede rundt på dem alle sammen. Det var tydeligt, at det kom som en overraskelse for dem, og jeg begyndte at tro på, at de faktisk ikke vidste, hvem jeg var. Mine forældre havde aldrig været gode skuespillere, og de spillede virkelig godt. Det så virkelig ud som om, at de ikke anede hvem jeg var. Jeg skræmte dem jo.

’’Kom nu, sæt dig ned og så kan vi finde ud af det, ’’ min far tog fat i min arm, mens han smilede lidt. Før truede han med at ringe til politiet og anmelde mig, og nu vil han hjælpe mig. Men nej, hvis de ringede til de mennesker, så vil jeg sikkert ende på en institution for unge med problemer, og det vil ikke gøre noget godt.

’’Nej, ’’ råbte jeg og rev min arm løs. Jeg kiggede fortabt og håbløst på dem alle, da jeg gik baglænes hen mod hoveddøren. Jeg kunne mærke en alvorlig smerte i min mave, og den var ikke rar. Jeg kunne ikke lide, at min familie ikke anede, hvem jeg var.

Jeg kunne ikke lide, at jeg skræmte min mor. Jeg kunne ikke lide, at min far spillede en hård overfor mig, mens han prøvede at hjælpe. Jeg kunne ikke lide, at min søster var mundlam og bange. Det var alt for underligt.

Jeg mærkede håndtagen bag mig, da jeg havde gået lidt. Jeg tog ned i det og åbnede døren, som jeg havde gjort så mange gange før. Så kiggede jeg på mine forældre og søster igen med et trist og skuffet blik. Jeg vidste ikke, hvad der skete. Hvorfor kunne de ikke huske mig? Vil de nogensinde kunne huske mig igen? Vil jeg nogensinde komme herhjem igen?

Jeg gik ud af døren og løb hen over forhaven, mens jeg ikke så mig tilbage. Jeg løb bare, og jeg vidste præcis, hvor jeg skulle hen. Nu skulle jeg have svar, som kunne gøre alt god igen.

For det her var underligt.

 

Jeg løb hen over det store græs, der var forbundet med min skole, hvor de fleste af eleverne stod udenfor og ventede på, at den larmende klokke ringede ind til første time. Jeg var faktisk ligeglad med, om de mange elever så mig iført det her tøj, da jeg faktisk sagtens kunne finde på at dukke op i dette sæt tøj, da det bare bestod af et par joggingbukser, der var smurt op, og en normal T-shirt. Jeg gik næsten i det her tøj til hverdag – sportstøj.

Jeg stod et stykke væk fra skolen, mens jeg var ved at besvime, da jeg havde løbet enormt hurtigt. Det var forfærdeligt hårdt at løbe så langt på så kort tid, men jeg ville gerne nå at snakke med mine venner, før klokken ringede. De, var dem som skulle give mig svar, og de skulle undskylde for det, som de havde gjort. For det var bare ikke okay!

Jeg gik hen over den trafikkerede vej, hvor der kørte en del biler. Men det var klart, da det var en skole. Enten kørte folk selv i skole, eller også blev de kørt. Men jeg kom over vejen i sikkerhed, og da jeg kom over vejen, var der straks nogen som opdagede mig – men i stedet for at smile sødt til mig, som de plejede, kiggede de bare på mig med elevatorblikket, som om at jeg var en slags freak, der var gået forkert.

Det føltes underligt. Men det var sikkert bare skuespil.

Da jeg gik igennem den store mængde af mennesker, fik jeg en endnu dårligere følelse. Alle kiggede forundrende og dømmende på mig, da jeg kom gående der, og mit selvsikre smil – som jeg altid havde fremme – blev pludselig til et nervøst og usikkert smil. Jeg følte mig som en freshman, der lige var startet. Jeg forstod ingenting. Ingen smil. Ingen high five. Ingen ’hej’. Ingenting. Kun kolde skuldre og ligegyldige blikke.

Det var som om, at de ikke anede hvem jeg var.

Det begyndte at blive mærkeligere og mærkeligere. Havde mine venner virkelig fået så mange mennesker med på den? Det virkede sindssygt. Der måtte være en som knækkede, men det var der ikke. Der var ikke en, som sagde hej, IKKE EN!

Jeg havde aldrig haft den her følelse før. En følelse af usikkerhed og udstødelse. Jeg følte mig meget udstødt, sindssyg meget.

Jeg begyndte at gå stærkere, fordi nu ville jeg altså finde mine venner. Jeg vidste heldigvis lige præcis hvor de var, fordi jeg var jo sammen med dem hver dag, og vi var sammen samme sted hver eneste gang – nemlig bag skolen.

Jeg gik bag skolen, og jeg kunne ikke gå stærkt nok, da jeg gerne ville opklare det her mysterium, og det kunne ikke gå langsomt nok. Hele det her, begyndte at gøre mig sindssyg, og jeg havde aldrig været så forvirret før.

Jeg kom bag skolen, hvor jeg med det samme kunne høre, at mine venner var. Deres grin og høje stemmer, kunne faktisk høres langt væk fra, da de elskede opmærksomheden, som de ikke kunne få nok af.

Jeg kom til syne fra hjørnet med et smil, og de kiggede kun kort på mig og så snakkede de videre, som om at jeg ikke betød noget. Normalt ville Jackson og Simon angribe mig, og Phillip og Jonathan ville råbe et begejstret hej. De gjorde altid noget stort ud af min entré, men ikke nu. De kiggede kun kort på mig, og så ignorerede de mig.

Det var en smule underligt. Jeg vidste, at hvis de lavede en prank på mig, så ville Simon umuligt kunne holde masken, men han holdte den ufattelig god. Og Jackson - som nok var min bedste ven, da jeg havde det ekstra rart med ham, og vores forhold var lidt bedre end de andre – han ville aldrig kunne ignorere mig, da han næsten ikke kunne leve 2 timer uden at snakke med mig.

Jeg var lige ved at gå over til dem for at bede dem om at stoppe, da der kom en bagfra og kom til at gå ind i min skulder, da personen gik forbi mig. Overraskende nok, sagde personen ikke undskyld. Da jeg fik kigget på personen, fandt jeg ud af, at det var min kæreste, Michelle. Jeg kunne altid genkende hendes lange brune hår, uanset hvilken afstand der var imellem os. For ikke at glemme, at hun var den eneste pige på skolen, som gik i kort nederdel og stiletter – jeg var meget taknemmelig for hendes valg af tøj.

Men hvorfor gik hun lige forbi mig? Hun plejede altid at give mig en morgenkys, så snart hun så mig. Og hvorfor gik hun over til mine venner, når jeg vidste, at hun kun rendte sammen med dem for at være sammen med mig?

Jeg iagttog hende gå over til mine venner, mens jeg ventede på, at hun vendte sig om og gik over til mig i stedet for. Faktisk forventede jeg det.

Men nej, det skete ikke.

Hun gik direkte over til Jackson, som gav hende et sødt smil, og det virkede en smule underligt. Han smilede normalt ikke til hende på den måde, da han vidste, at jeg vidste, at han kunne lide hende, og derved syntes han, at det var underligt, at han smilede til hende. Normalt ville jeg bare fortælle ham, at det var pjat, men nu føltes det faktisk underligt.

Omg.

Hele mit hjerte stoppede, da jeg så noget uforventet og chokerende ske lige foran mig. Min elskede kæreste, som jeg vidste elskede mig overalt på jorden, tog fat om min bedste ven, som jeg havde kendt i flere år og vi var nærmest som brødre, og han log hende tage fat om ham og kysse ham, mens han kyssede med?

Og kyssede stoppede ikke. Min bedste ven kyssede min kæreste? Det var sært at tro. Han vidste, hvor højt jeg elskede hende, og…..

Det var ikke normalt.

Jeg gik hurtigt væk fra dem og små løb hen af en sti, som var ved siden af skolen. Jeg var i lidt panik, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle føle eller tænke. Stien førte hen til en lille park, hvor jeg tit havde været med mine venner og kæreste efter skole, fordi den var så hyggelig.

Men denne gang var nu ikke så hyggelig.

Havde folk glemt mig?

Mine forældre ville aldrig køre skuespillet så langt ud, når de tydeligvis kunne se, at jeg var ved at blive sindssyg. De mange elever på skolen, ville aldrig kiggede undrende og dømmende på mig, aldrig. Mine venner ville aldrig ignorere mig på den måde, og min bedste ven ville ALDRIG kysse min kæreste, ikke engang for sjovt. Og min kæreste ville aldrig kysse min bedste ven, ikke engang hvis vi legede flaskehalsen peger på.

Jeg kunne ikke fatte, hvad der skete, og det hele fik hele mit hoved til at køre rundt. Jeg blev svimmel, og jeg fik det dårligt.

Jeg forsatte med at gå, indtil jeg blev træt. Jeg måtte gå det her af, jeg ville gå, indtil jeg fik det bedre – hvis det overhoved var en mulighed. Der måtte være en logisk forklaring på dette, det måtte der være.

Folk kunne ikke bare glemme mig. Ikke bare sådan. 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Så fik jeg endelig sat denne historie i gang. Jeg håber, at det første kapitel er okay. Og jeg håber, at i vil læse den, også selvom den ikke er med Justin. xx

Skriv gerne hvad i syntes om det første kapitel, og giv den gerne et like. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...