Forgotten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvordan vil du have det, hvis du vågnede op i en verden, hvor ingen genkendte dig? Hvor dine forældre vil kigge forskrækket på dig, når du træder ind i køkkenet med et smil? Hvor dine bedste venner ignorerer dig, fordi de ikke aner, hvem du er? Eller at din kæreste ikke længere tilhører dig, men tilhører din bedste ven i stedet for? Hvad vil du gøre, hvis du vågnede op til sådan en verden, hvor intet er, som det plejer? Vil du blive sindssyg eller tage til en anden by og starte et nyt liv? || 17 årige Matt Dawn vågner op til denne oplevelse. Alt virker normalt til at starte med, indtil han pludselig virker fremmede for hans bekendte. Hans verden går fra at være perfekt til uperfekt, og han aner ikke, hvad han skal stille op - lige indtil han møder en mytisk pige, som altid har været i hans omgivelser, men han har bare aldrig lagt mærke til hende.

5Likes
0Kommentarer
541Visninger
AA

3. A Mysterious Girl

 

Jeg var kommet frem til en konklusion. Jeg var glemt. Folk havde glemt alt om mig, på denne ene nat, var jeg bare forsvundet fra alles hjerner, og ingen kunne genkende mig. Det var forfærdeligt, og underligt. Der var ingen logisk forklaring på den, og jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor og hvordan. Og det var umuligt at finde en, som kunne hjælpe, for folk vil bare tro, at jeg var sindssyg eller sådan noget.

Jeg gik frem og tilbage i parken, mens jeg tænkte over, hvad jeg skulle gøre. Hvad kunne jeg gøre? Jeg kunne ikke tage hjem, fordi mine forældre ikke kunne huske mig, og de ville bare sende mig et sted hen, hvor jeg skulle modtage noget underligt medicin, fordi de også ville tro, at jeg var sindssyg. Mine venner huskede mig ikke, og det gjorde min kæreste tydeligvis heller ikke. Jeg havde ingen, og jeg havde ingen steder at tage hen.

Luften var mild, og dagen i dag var faktisk dejlig varm. Jeg ville vædde med, at mine venner ville tage ud for at spille fodbold efter skole, denne gang bare uden mig. Det var en svær tanke at have, og jeg havde aldrig forstillet mig, at mine venner skulle spille uden mig, da vi plejede at gøre det sammen.

Jeg stoppede op og kiggede mig omkring. Der var næsten ingen i parken, kun nogle gamle mennesker, der nød en gåtur i naturen. De hyggede sig og tog al den tid, som de havde, på at nyde livet og ikke bekymre sig om noget. Det var fascinerende at tænke på. De brugte tiden på noget fornuftigt. De stressede ikke, de kiggede ikke på tiden, de levede bare deres liv.

En fuglelyd afbrød mine tanker og fik mig tilbage til virkeligheden, som var lort, for at sige det mildt. Det hele var så forvirrende og chokerende, og det var svært at finde noget positivt i alt det her. Hvis folk ikke kunne huske mig, betød det jo, at mit liv var slut. Mit liv var min familie, mine venner, min kæreste og fodbold. Uden det i mit liv, var jeg for det første et nul, men jeg havde heller ingen grund til at leve.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg var jo bare en 17 årige dreng, der ikke vidste, at det her kunne ske. Det var jo umuligt. Men måske var alt bare ikke, som det så ud til. For jeg var glemt, og den var stensikker.

Jeg kunne...jeg kunne. Jeg tog mig til hovedet, mens jeg var sindssyg frustreret over det hele. Jeg kunne starte et nyt liv et andet sted. Glemme alle i denne by, og alle minder, og starte et nyt sted. Men...det betød jo, at jeg ikke kunne se mine forældre eller venner igen. Det kunne jeg da ikke? Tanken om aldrig at se mit mors lykkelig ansigt, mit fars beslutsomme ansigt eller mit søsters forvirrede ansigt igen, drev mig til vanvid. Jet kunne ikke leve med at tage væk, og tænke på, at de ville leve videre uden mig i deres liv. Fortsætte hverdagen som om at intet var sket. Nej, jeg kunne ikke tage af sted. Nej, jeg måtte blive her og finde ud af det hele.

Jeg vendte mig om, og pludselig fik jeg øje på en person, der ikke lignede en gammel dame eller mand, men en på min alder. Hvad lavede en på min alder i parken på dette tidspunkt? Hun burde være i skole, men nej, hun sad på en bænk længere fremmede med en bog i hænderne.

Jeg vidste ikke helt, hvorfor hun tog min opmærksomhed så meget. Måske fordi, at hun ikke var på alder med de andre her i parken, men på alder med mig. Jeg stirrede nærmest på hende, mens jeg prøvede at se, om jeg genkendte hende, men nej, jeg havde aldrig set hende før. Hun gik sikkert ikke på min skole, fordi jeg kendte de fleste ansigter, og det der ansigt var ikke et af dem.

Hun kiggede pludselig op og fik øje på mig, og så fik hun pludselig et forvirrende udtryk. Hun vidste, at jeg stirrede på hende. Jeg kiggede hurtigt ned i jorden for at lade som ingenting, men jeg regnede ikke med, at det virkede.

"Hey du der, " råbte hun efter mig. Jeg kiggede op, da jeg jo vidste, at hun mente mig. Hun smilede sødt til mig og gav mig et tegn på, at jeg skulle komme over til hende, ved at tage pegefingeren og rykke den frem og tilbage.

Jeg pegede på mig selv, fordi jeg gerne ville vide, om hun virkelig mente mig. Hun nikkede smilende, mens det lignede, at hun også grinede lidt.

Jeg gik over til hende, i takt med at jeg virkede en smule genert. Jeg var normalt ikke genert, men det var jo også fordi, at alle kendte mig som den selvsikre fyr, der aldrig var genert – nu var den dreng væk, og jeg havde intet ry at støtte mig op af.

‘’Hey, ‘’ sagde hun smilende, da jeg var kommet helt over til hende. Hun lagde sin bog fra sig, og pludselig havde jeg hendes fulde opmærksomhed. ’’Slå dig ned, ’’ lød det bestemt fra hende. Hun virkede som en venlig og imødekommende pige, der ikke var bange for at møde nye mennesker.

’’Undskyld at jeg stirrede på dig, ’’ hørte jeg mig selv sige, da jeg havde sat mig ned ved siden af hende. '’Jeg syntes, at der var underligt at se dig sidde her på det her tidspunkt, ’’ forklarede jeg hurtigt.

’’Det er okay, ’’ grinede hun og kiggede direkte på mig, som om at hun udforskede mig. ’’Jeg er her, fordi jeg elsker denne park så meget, og da jeg fandt ud af, at jeg havde fri i første time, valgte jeg at tage herhen for at læse lidt, ’’.

’’Nåh, det forklarer det, ’’ smilede jeg. ’’Hvilken skole går du på?’’ spurgte jeg hende efterfølgende.

’’På den skole, der ligger lige bag ved os, ’’ svarede hun grinende, mens hun kiggede en smule forvirrende på mig. Mit spørgsmål var åbenlyst, hun gik tydeligvis i high school, så hun gik nok på min skole, da det var den tætteste high school der var.

’’Pinligt, jeg har aldrig lagt mærke til dig, ’’ lød det pludselig fra mig af, mens jeg så en smule genert ud, jeg havde sikkert fået røde kinder, da mine kinder føltes utrolig varme.

’’Sjovt, jeg har heller ikke lagt mærke til dig, ’’ sagde hun hurtigt og kiggede undrende rundt. Hun var sikkert også en, som troede hun kendte alle ansigter på skolen, ligesom mig.

’’Det undrer mig ikke, ’’ sukkede jeg irriteret og kiggede ud mod søen, der var næsten lige foran os. Jeg kunne mærke hendes blik på mig, mens jeg sad der og blev deprimeret igen, fordi jeg stadig ikke vidste, hvad der foregik med mit liv.

’’Er du sådan en dreng, der ikke gør sig så bemærket?’’ spurgte hun mig trøstende. Jeg kiggede på hende, mens jeg havde en fortvivlet udtryk.

’’Nej, jeg er anføreren på fodboldholdet, bedste venner med Jackson Laro, kæreste med Michelle Monoe, sindssyg populær på skolen, ’’ forklarede jeg, men min stemme var nu ikke så overbevissende.

’’Åh, du forveksler dig vist med Jackson, hva?’’ spurgte hun grinende, hvilket betød lidt, at Jackson både havde taget min kæreste og min plads på holdet – det kunne ikke blive værre.

’’Nej, det er skam mit liv. Jackson, Simon, Phillip og Jonathan er mine bedste venner, og vi har været det siden middle school, og jeg mødte Michelle det første år i high school, hvor hun forelskede sig i mig, nok mest fordi jeg var anføreren af holdet og en af de populæreste på skolen, men hun lærte at elske mig, og ikke bare mit ry, ’’ jeg følte, at jeg ligeså godt kunne lade være med at forsvare mig selv, fordi hun ville alligevel ikke tro mig.

’’Du laver bare sjov med mig, ikke?’’ spurgte hun mig en smule uroligt, mens hun begyndte at blive en smule skræmt. Hun troede, at jeg udgav mig for at være en anden.

Jeg kiggede på hende, og da jeg så, hvor skræmt og forvirret hun så ud, fordi jeg sagde de ting, besluttede jeg mig for at rejse mig op.

’’Undskyld at jeg sagde de ting, jeg ved ikke hvorfor du skulle tro mig, ’’ sukkede jeg og begyndte at gå væk fra hende, mens jeg følte, at jeg virkelig ikke kunne hjælpes, da ingen ville tro mig.

’’Vent!’’ råbte hun efter mig, og hendes stemme fik mine fødder til at stoppe med at gå, og min krop til at vende sig om, og så kiggede jeg på hende. Jeg kiggede ventede på hende, da jeg forventede at høre en forklaring på, hvorfor hun råbte ’vent’.

Hun løb over til mig, mens hendes gyldne lokker svingede frem og tilbage, og i et kort øjeblik lignede det, at jeg medvirkede i en romantisk film, der havde vundet et par Oscars.

’’Hvis du tror, at du er den person, som du beskriver, hvordan kan det så være, at jeg aldrig har set eller hørt om dig før, ’’ spurgte hun mig undrende, da hun var kommet helt over til mig. ’’Og hvordan kan det være, at Jackson er kærester med Michelle hvis hun er din kæreste?’’ spurgte hun efterfølgende.

Jeg sukkede, mens jeg kiggede en smule fortabt rundt. Hvordan skulle jeg forklare det her? Hun ville aldrig tro på den forklaring, som jeg ville komme med. Hun ville aldrig tro på sandheden.

’’Det er lige meget, du vil alligevel ikke tro mig, ’’ sukkede jeg og trak på skulderne, mens jeg kiggede dybt inde i hendes blå øjne, der glimtrede en smule på grund af solen.  

’’Prøv, ’’ hun tog fat i min hånd og trak mig over til bænken igen, hvor vi satte os ned. Hun ville have en forklaring, og det virkede lidt som om, at hun var åben for alt, hvad jeg ville komme med.

’’Okay, ’’ sukkede jeg og smilede lidt. Jeg vil fortælle hende sandheden, hun ville sikkert grine af mig og sådan, men måske vil hun se det fra en anden vinkel af, måske vil hun faktisk prøve at forstå mig.

’’I går var jeg Matt, en 2 års elev, der var anfører for fodboldholdet, bedste venner med Jackson, kærester med Michelle, meget populær i skolen, og mine forældres søn. Da jeg vågnede op her i morgens, troede jeg, at jeg stadig var i den verden, men da jeg fik kigget mig omkring, opdagede jeg, at der var noget galt. Alle mine personlige ting var forsvundet fra mit værelse, og først troede jeg, at det var en joke, som mine venner havde arrangerede, men da mine forældre ikke kunne genkende mig, og min mor var skræmt fra vid og sans, og min far truede med at ringe efter politiet, begyndte jeg at tro, at jeg ikke længere eksisterede. Jeg løb derfor over til skolen, og fandt mine venner, der altid hang ud bag skolen, men de ignorerede mig, og det plejede de ikke, og da min kæreste kyssede min bedste ven, vidste jeg, at jeg var glemt – ingen kunne huske mig, ’’ forklarede jeg i en stor mundfuld, da der bare blev ved med at komme nye detaljer med i min forklaring.

Hun prøvede at se forstående ud, men jeg kunne se på hende, at hun havde svært ved at tro på mig. Jeg kiggede ud mod søen igen, mens jeg ventede på, at hun skulle komme med en kommentar. Men der gik lidt tid, og jeg lod hende tage al den tid, som hun skulle bruge, da det jo var en stor mundfuld. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg var glemt, at jeg ikke eksisterede, og hvis man søgte på mit navn på google billeder, vil der ikke komme et billede op af mig, fordi jeg var forsvundet fra verdenen.

Jeg legede lidt med mine hænder, mens jeg ventede på at høre hendes stemme. Hun tænkte sikkert over alt det, som jeg sagde. Jeg var nysgerrig. Troede hun på mig, eller troede hun ikke på mig? Syntes hun, at jeg var sindssyg? Ville hun løbe væk fra mig lige om lidt, fordi jeg skræmte hende? Måske udtænkte hun en plan om at flygte? Eller måske prøvede hun at finde en forståelse? Finde en forklaring på det, som jeg fortalte hende?

’’Wow, ’’ jeg kiggede straks på hende, da hun sagde det. Hun så overrasket ud. Ikke bange, ikke forvirret, ikke fortvivlet, kun overrasket. ’’Mener du virkelig det, som du siger?’’ spurgte hun mig seriøst og medfølende.

’’Ja, jeg lover dig, at jeg fortæller sig sandheden, ’’ fastslog jeg meget bestemt, mens mit blik ikke kunne være mere seriøst. ’’Jeg ved ikke selv, hvordan alt det her er sket, eller hvordan jeg retter op på det, ’’ sukkede jeg.

’’Af en eller anden grund, så tror jeg dig faktisk, ’’ lød det forvirrende fra hende. ’’Jeg kender dig ikke, jeg ved ikke om du er psykisk syg, men du virker bare så normal, og jeg tror på dig, ’’ smilede hun sødt til mig.

’’Gør du?’’ spurgte jeg hende overraskende. Hun nikkede smilende, og jeg kunne heller ikke lade være med at smile, da hun fortalte mig, at hun troede på mig.

’’Jeg hedder for resten Meredith, ’’ fik hun endelig sagt. Jeg havde undret mig over, hvad hun hed, og nu fortalte hun mig det endelig. Jeg havde aldrig hørt om hende før, eller set hende.

’’Hvorfor har jeg aldrig set dig før?’’ spurgte jeg hende forvirrende. ’’Jeg plejer at kende alle på skolen, og deres navne – men jeg har aldrig hørt om dig før, ’’ tilføjede jeg hurtigt.

’’Jeg er for det meste ret stille. Jeg sidder for mig selv, sidder hjemme fredag og lørdag aften og laver lektier, hvor alle andre er til fest – det undrer mig ikke, at du ikke har hørt om mig, for det har alle andre heller ikke ’’ forklarede hun sukkende. ’’Men hvis du var en person, ligesom Jackson og de andre drenge er, så er det da klart, at du ikke ved, hvem jeg er, ’’ sukkede hun en smule irriteret.

’’Hvad mener du med det?’’ spurgte jeg hende undrende, da jeg faktisk ikke helt forstod, hvad hun dog mente med det.

’’I drenge er populære, og i er kun sammen med piger som Michelle, og piger som mig, kommer i bare ikke i nærheden af. Hvis du var ligesom dem, så måtte du da have opdaget, at du var ret kræsen, når det kom til venner. I hænger nemlig kun ud med de populærere elever på skolen, og de andre holder i bare udenfor, ’’ forklarede hun mig.

Hendes forklaring kom bag på mig. Jeg vidste slet ikke, at jeg var sådan en person. Jeg troede, at jeg var åben for alle mennesker, men jeg kunne faktisk godt se det nu. Mine venner var de populære elever på skolen, dem der var selvsikre og havde respekten med sig overalt. Jeg havde aldrig haft en ven, som ikke var populær.

’’Det anede jeg faktisk ikke, ’’ mumlede jeg blot. ’’Den eneste grund til, at jeg var populær, var fordi jeg spilede fodbold, og det gjorde jeg kun, fordi jeg elskede det. Men det førte dog til popularitet, hvilket jeg ikke troede skadede så meget, ’’ sukkede jeg og kiggede endnu engang ind i hendes smukke, blå øjne.

’’Jeg ved ikke, hvilken person du var, men Jackson og de andre er nogle onde svin. De tror, de ejer skolen, og de lader ingen komme i vejen for dem. Jeg håber faktisk, at du ikke var ligesom dem, ’’ smilede hun, så jeg tydeligt kunne se hendes smilhuller.

Det gik pludselig op for mig, at denne mytiske pige, som jeg aldrig havde set før, troede på mig. Vi havde bare snakket om mine venner og mig, og pludselig kom jeg i tanke om, at hun snakkede som om, at hun troede på mig. Det var jo fantastisk.

’’Det har jeg slet ikke lagt mærke til, ’’ de var mine venner, og jeg så kun gode ting i dem, og hvis de nogensinde gjorde noget forkert, så ville jeg ikke engang opdage det – medmindre jeg var med til at gøre disse onde ting, for så vil det jo bare komme som noget normalt, og det ville jeg ikke tage som noget grusomt. Var jeg sådan et ondt monster?

’’Men det kommer jeg heller ikke til, fordi de kan ikke huske mig, ’’ mumlede jeg blot, mens jeg så en smule trist ud.

’’Det er altså underligt, ’’ sagde hun og nikkede lidt. ’’Men også lidt skægt og fedt, ’’ lød det fra hende, og det fik mig til at kigge undrende på hende. ’’Tænk dig om, du kan gøre alt, hvad du kan. Du kan tage ud af byen og være en anonym dreng – du kan starte forfra på skolen og give et nyt indtryk på folk, du kan få andre venner ned de dumme drenge – tænk på, hvad du kan gøre, ’’.

’’Men jeg elsker mit liv, ’’ sagde jeg bestemt, og mine ord fik hende til at kigge undrende på mig.

’’Hvorfor?’’ spurgte hun forundrende, mens hendes pande rynkede en smule.

’’Jeg er…eller var rig. Jeg havde alt, hvad jeg kunne ønske mig. Gode forældre, seje venner, der faktisk var gode venner for mig, en lækker kæreste, anfører på min yndlings sport og var populær – det er drømmelivet, ’’ forklarede jeg hende, men jeg gættede på, at hun ikke var en stor tilhænger af min version af drømmelivet.

’’Det er jo nerdern og mainsteam, ’’ sukkede hun irriteret. ’’Du lever bag en facade, hvor du umuligt kan gøre noget forkert, og du kan ikke gøre, hvad du vil, eller være hvem du er, fordi du er bange for, hvad andre syntes, ’’ det gav faktisk mening. Før i tiden lavede mine venner og jeg altid skøre ting, men da vi pludselig blev populære, holdte vi op, fordi vi var bange for, hvad andre syntes og mente om vores opførelse.

Og hvis jeg skulle være ærlig, så var der tidspunker i mit liv, hvor jeg ville ønske, at jeg ikke levede det liv. Jeg elskede at spille fodbold og være sammen med mine venner, og det var det eneste, som jeg ville. At have en stor status på skolen og have en grænse, var kedeligt og ikke udfordrende.

’’Hvad skal jeg gøre?’’ spurgte jeg hende, mens jeg havde et fortabt udtryk i ansigtet. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle stille op.

’’Du skal leve dit liv. Mange drømme om at starte forfra, og måske mener universet, at du skal starte forfra og gøre en forskel, ’’ svarede hun meget bestemt. ’’Det giver da mening. Du har fået en ny chance for at leve dit liv rigtigt, ’’ tilføjede hun begejstret, da ideen om at universet var skyld i det her, gjorde hende helt opkørt.

’’Du tror, at universet gjorde det her?’’ spurgte jeg hende undrende, mens jeg begyndte at tro, at hun var en smule skør. Men det var måske derfor, at hun troede på mig, fordi hun troede på, at der foregik mere end vi troede i denne verden – mere mellem himmel og jord.

’’Ja, det tror jeg, ’’ fastslog hun. ’’Det lyder skørt, men tænkt hvis det er rigtigt? Tænk hvis det her er din chance for et bedre liv?’’.

’’Jeg ved nu ikke rigtig, ’’ sukkede jeg og kiggede alvorligt på hende. ’’Men det kunne være fedt. Da jeg ikke er registrerede nogle steder, så behøver jeg ikke gå i skole? Jeg kunne gå rundt i byen uden at blive opdaget eller beskyldt for at pjække, ’’ jeg så pludselig alle mulighederne for mig, og det var et kønt syn.

’’Og jeg tager med dig, ’’ lød det pludselig fra hende. ’’Det lyder som et eventyr. Jeg hader skolen, fordi jeg bliver overset, og jeg vil bare gerne væk, ’’ forklarede hun.

’’Okay, ’’ mumlede jeg bare, og det gjorde hende glad. Hun smilede af glæde, og jeg elskede allerede hendes smil. Tænk at jeg ikke havde lært denne her pige noget før, bare fordi hun ikke var populær?

Det her var min chance for at gøre alt det, som jeg altid havde drømt om at gøre i skoletiden. Og så havde jeg endda en smuk pige med på min vej? Alt det her blev pludselig positivt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...