Monsterjægeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2014
  • Opdateret: 2 mar. 2014
  • Status: Igang
Lumia bliver kastet ud i et farligt mareridt, da monsterjægeren Sora dukker op og åbner hendes øjne. Monstre findes - og de kan godt lide at gemme sig under sengen!

0Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

1. Vil du se?

Vinden dansede forbi hende, da hun steg ud af elevatoren. Hun trak med besvær den røde kuffert hen imod bænken lidt længere fremme. Hjulene virkede ikke helt som de skulle, men der var ikke noget at gøre ved det nu.


Et spøgelse tog form, da hun åndede ud, og hun så op på himlen og de grå skyer med antydningen af et smil. Et drys af glimtende, hvide snekrystaller ville ikke genere Lumia, modsat de fleste andre.

 

Der var tomt på den lille perron, hvilket var temmelig normalt for yderkantsområderne ved midnatstide, men hun rystede alligevel en kuldegysning af sig. Nu måtte toget gerne snart komme.

 

Det puslede bag hende, og hun vendte sig om, men så ingenting. Måske det bare var en smule sne, der var drysset ned fra taget? Hun stak hænderne i lommerne og sukkede dybt. Kulden begyndte at trænge sig på.

 

Der var den igen. Den lyd, som et slæbende fodtrin. Men der var ingenting.
”Jeg trænger til at komme hjem i seng.” mumlede hun. Men hjertet bankede ukontrolleret oppe i halsen. Nu var der en anden lyd. Som en fugl, der pludselige flygter fra sit gemmested i græsset. En basken af vinger. Men det var jo midt om natten?


Drip, drop, drip, drop.

Det dryppede smeltevand fra taget.
Hun rystede på hovedet. Hendes fantasi løb altid lidt for hurtigt, især om natten, især når hun var alene.
Men nu var den der basken med vingerne der igen. Hun så sig desperat om efter fuglen, men der var ingen andre livsformer at se, end hende selv.


Hun kunne mærke den klamme, fugtige bølge af angst, der gled ned over hende.
”Det må virkelig være klamt ikke at kunne se dem.” lød en stemme pludselig. Hun så over mod elevatoren, og en dreng med halvlangt, lyst hår kom gående slaskende afslappet hen imod hende.


”Hvad mener du?” spurgte hun og sank en klump i halsen.
”Du kan høre dem, kan du ikke?”
Hun så på ham med store øjne. Hvad var det han talte om? Var der virkelig noget? Eller gjorde han nar ad hende? Men nej, han så ikke ud som om, han jokede.


”Hvad er det?” spurgte hun og forsøgte at kontrollere sin stemme.
”Vil du se?” spurgte han, og så på hende med hovedet på skrå. Han så ud som om han kedede sig.
”Jeg skal lige advare dig om, at hvis du siger ja, kan gaven ikke byttes igen.” tilføjede han med et skævt smil.
”Hvad er det helt præcis, jeg kommer til at se?” spurgte hun rædselsslagent.
Han så direkte på hende. For første gang helt seriøst.
”Dine værste mareridt.” kom så svaret med et udfordrende smil.

 


Hun vendte sig med et sæt og stirrede tomt ud i mørket. Hun synes hun havde hørt en hund knurre, men kunne stadig ingenting se.
”Hvad er det der sker?” råbte hun i en blanding af vrede og frygt. ”Hvad er det du kan se? Og hvorfor kan jeg ikke se det?”


Han lagde igen hovedet på skrå og pustede opgivende ud med underlæben fremme, så hans hår blafrede en smule.
”Jeg har ikke overskud til at forklare dig det, så enten takker du ja, og jeg giver dig evnen til at se dem, eller også takker du nej, hopper på dit tog og lever dit liv i lykkelig uvidenhed. Jeg er faktisk ret ligeglad. Jeg forstår bare ikke den interesse de har for dig.” han så tænkende på hende et øjeblik. Så sukkede han dybt og rystede opgivende på hovedet.  ”hvorfor er det altid mig?”

 

Hun var mere forvirret end nogensinde før, men også nysgerrig. Pludselig dukkede et lys op i det fjerne. Toget.
”Det er nu eller aldrig, frøken!” sagde han og så afventende på hende med hænderne i lommerne.
”Okay, lad mig se dem!” sagde hun.
”Er du sikker? Husk at jeg ikke kan tage det tilbage igen, du vil kunne se dem resten af dit liv.”
”Jeg er sikker!”
”Okidoki!”

Med tre lange skridt var han helt hende ved hende. Han var et hoved højere end hende, hans øjne var blå og hans smil tilfredst. Han førte sin hånd hen over hendes øjne, og pludselig kunne hun se.

 

 

Hende og den mystiske dreng stod under et tag på perronen med en enkelt lampe i loftet. Her var nogenlunde lyst, men udenfor taget herskede mørket, og det var levende.


To meter høje væsner kravlede rundt og knurrede, blafrede med flagermusevinger, gned tænder og cirklede rundt i mørket om det oplyste område de stod i. Nogle havde pels, andre skæl, nogle havde øjne alle vegne, andre enorme gab med sylespidse tænder. De var monstre. Der var ikke nogen anden betegnelse for det, lige meget hvor barnligt det lød.


Hun stod og så på dem med åben mund og frygten lysende ud af øjnene.
”Ja, det er lidt af et chok den første gang man ser dem, vær du bare glad for, du er her med en professionel!” sagde drengen og blinkede frækt til hende.


Det dundrede da toget pludselig kørte ind på perronen og standsede. Hun så skræmt fra toget til monstrene, til den mystiske dreng og tilbage til toget. Så satte hun i et løb og sprang ind i det åbne tog.
”Hey! Hvad laver du?” råbte drengen. ”Jeg er slet ikke færdig endnu!”


Men hun kunne ikke engang svare ham. Hjertet hamrede så hårdt, at hun dårligt kunne trække vejret. Monstrene stod lige udenfor lyset der faldt ud af toget og så på hende med lysende gule øjne og rakte deres ækle hænder ud efter hende.

Så lød en fløjten og dernæst en brummende lyd, og togdøren lukkedes. Igennem ruden kunne hun se drengen. Han stod og så på hende med et blik hun ikke kunne afkode. Måske en smule skuffet?

Monstrene vendte sig mod ham og hun gispede. Ville de nu slå ham ihjel? Men da toget gav et ryk og begyndte at køre, så hun, at han pludselig havde et sværd i hånden.

 

Hun løb ind gennem en kupe tilbage igennem toget, for at følge med i scenen på perronen. Hun så med forbavselse, hvordan drengen fik slået monstrene ihjel. Det sidste hun så var at han vinkede til hende med to fingre og et skævt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...