Monsterjægeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2014
  • Opdateret: 2 mar. 2014
  • Status: Igang
Lumia bliver kastet ud i et farligt mareridt, da monsterjægeren Sora dukker op og åbner hendes øjne. Monstre findes - og de kan godt lide at gemme sig under sengen!

0Likes
0Kommentarer
162Visninger
AA

2. Monster under sengen

Hvad var det? Var det en kat? Nej, det var alligevel større.
Lumia tændte lyset igen. Den lille, røde natlampe sendte sit beroligende lys ud i den etværelses lejlighed. Hvorfor var det lige, hendes hjerte ikke ville falde til ro? Hun hørte en skraben på sin dør igen. Nej, det var bestemt ikke en kat! Hvad skulle hun gøre?
”Jeg må bare prøve at sove fra det” mumlede hun for sig selv.

 

Hele vejen hjem i toget havde hun forsøgt at finde hoved og hale i det hele. Drengen på perronen, de uhyggelige monstre… Men intet af det gav mening, så hun blev enig med sig selv om, at det måtte have været en livlig drøm hun havde haft.

 

Klonk.

Var det en fugl der fløj ind i vinduet? Eller var der nogen, der smed sten på hendes rude? Nej, hun måtte ikke tænke på det!
Hun slukkede lyset igen, og der blev helt stille. Hun trak vejret så lydløst, hun kunne og lyttede. Hvad end det havde været udenfor, så var det væk nu.

 

Hun havde været mørkeræd det meste af sit liv. Ved højlys dag, kunne hun sagtens grine af det og lave sjov med det, men når hun så befandt sig i det, blev hun overdynget af frygt.

Hvad var nu det? En ledning der faldt ned? Det kunne da ikke passe.. En stol der blev flyttet på? Træk vejret! En-to-tre nej, nu var der noget under hendes seng! Hun var helt sikker på det!

 

Klik.

Lyset væltede ud af sengelampen og afslørede et skrigende monster lige foran hende med fire arme, pigge ned ad ryggen og en skæv underkæbe, som gjorde munden med de lange tænder endnu mere afskrækkende.  Monstret trak sig hvæsende ind i mørket under hendes seng. Monster under sengen?


En ynkelig halvkvalt lyd undslap hendes strube. En blanding mellem tuderi og hysteri, frygt, overraskelse, afmagt og en erkendelse af, at hun aldrig ville falde i søvn igen.
Hun krøb sammen på midten af sengen, så monstret ikke kunne nå hende fra siderne. Hvorfor var hun ikke blevet med ham drengen? Han havde sagt, han var professionel. Professionel hvad? Åh, hvad skulle hun dog gøre.

 

Monsteret rodede rundt under sengen. Skubbede en kasse ud her, og en gammel sok der.

 

Så var der pludselig mørkt.

 

Hun holdt op med at trække vejret. Monstret måtte have trukket stikket ud. Der var alt for langt hen til badeværelset, hvor der sad en stikkontakt til lampen i loftet. Kvalmen stak i halsen, tårerne pressede sig på. Hun kunne mærke hvordan monstret møvede sig ud fra sengen igen.

Mobiltelefonen!

 

Hendes mobil lå på sengebordet – måske den kunne lyse nok til át holde monstret væk? Det var hendes eneste chance. Hun rakte ud i mørket, rodede rundt mellem bøger, opladerledninger og vandglas. Der var noget! Ikke telefonen, Ipod’en, men den kunne også lyse!

Hun trykkede på en knap, og et velsignet lyseblåt lys strømmede ud i rummet og fik monstret til at trække sig en smule væk igen. Men det var ikke nok. Der var ikke lys bag hende. Hun måtte hen til kontakten på væggen. Monstret havde igen trukket sig ind under sengen, så hun rejste sig op, og gjorde sig klar til et hop hen imod kontakten. Men da hun ramte jorden, mærkede hun en klam, fugtig hånd om sin ankel. Det gav et ryk, og hun faldt så lang hun var og tabte Ipod’en og den gik ud.

 

Monstret trak hende med sig ind under sengen. Det var helt ufatteligt stærkt! Hun forsøgte at kæmpe imod, ved at gribe fat i en bogreol, men kunne ikke holde fast med sine hænder så svedige af angst.

 

Det var så enden på det hele. Hun skulle virkelig til at ende sit liv ved at blive spist af monstret under sengen, som hendes forældre altid havde forsøgt at forklare ikke fandtes.

 

Beep Beep Beep.

Pludselig blev et nyt lys kastet ud i rummet, da hun fik en sms. Men monstret slap ikke. Den var i sikkerhed under sengen. Hvis bare hun kunne nå den. Hun rakte armene ud efter den, men trak dem hurtigt tilbage, da lyset pludselig voksede sig større og større for til sidst at tage form som et menneske.

 

Det var den mystiske dreng fra stationen. Han stod på hendes natbord med hovedet på skrå og betragtede scenen foran sig.
”Har vi fortrudt, at vi flygtede lidt for hurtigt?” spurgte han flabet.
”Så hjælp mig dog for helvede!” skreg hun.

Han lo.
”Så gerne.” Han lavede en bevægelse med hånden, og pludselig havde han et sværd igen. Han hoppede let og ubesværet over i hendes seng og gennemborede den. Monstret skreg nedenunder, hånden om hendes ankel forsvandt, og hun kravlede hurtigt over og tændte lyset.

 

Han hoppede ned fra sengen og kravlede halvvejs ind under den, og trak monstret ud. Det var skrumpet og var nu kun på størrelse med en hånd. Han smed den på gulvet, og trådte på den. Der kom et lille puf, og så var den væk.

 

”så,” sagde han tilfreds og klappede hænderne, som havde han været en skadedyrsbekæmper der lige havde slået en edderkop ihjel, og ikke et monster der næsten havde spist hende.
”Hvem er du egentlig?” spurgte hun.
”Undskyld mig, hvor er mine manerer? Jeg er Sora Hikato, professionel monsterjæger til deres tjeneste!” sagde han og gjorde en gestus, som om han tog en hat af og bukkede dybt for hende.


”Monsterjæger? Hvad er det? Og hvorfor følger du efter mig?” spurgte hun en smule oprevet.
Han trak på skuldrene. ”Jeg følger ikke efter dig, jeg fulgte efter ham der.” sagde han og pegede på en lille sort plet på gulvet, hvor han havde trådt på monstret.


”Men hvorfor følger han så efter mig?” spurgte hun forfærdet.
”Tjah, det ved jeg faktisk ikke. Men altså, mit job er at slå disse monstre ihjel inden de får spist nogen. Normalt er det et ret simpelt job, de plejer ikke ligefrem at gå efter nogen bestemt. Men så igen, folk plejer heller ikke at lægge mærke til hverken mig eller monstrene, så du skiller dig lidt ud på alle områder.”


Han så granskende på hende endnu engang, og hun følte sig næsten nøgen. Som om han så lige igennem alting.
”Fedt sted forresten!” sagde han pludselig og førte blikket hen over rummet. ”Det er præcis sådan et sted jeg havde forestillet mig, du ville bo! Øj, din sofa ser god ud! ” og så kastede han sig hjemmevant ned i den.


”Hvordan kom du overhovedet herind?” spurgte hun.
”Gennem lyset på din telefon selvfølgelig.” sagde han henslængt, mens han så undersøgende på hendes fjernbetjening og tændte for fjernsynet.
”Gennem lyset? Hvordan er det overhovedet muligt?”
”Tjah,” sagde han fraværende, mens han zappede hurtigt gennem kanalerne. ”monstrene rejser gennem mørke, det er sådan de kommer ind under din seng. Monsterjægere derimod rejser gennem lys. Det var derfor det tog så langt tid, før jeg kom. Jeg var lige ved at komme igennem natlampen, da den gik ud. Ipod’ens lys var svagt – så tager det længere tid, så jeg nåede det ikke. Men så fik du heldigvis en sms! Hold da op hvor er der dødt på TV om natten! Har du noget mad? Jeg er ved at dø af sult!”


Hun stod bare og så måbende på ham. Han var som en der lige var trådt ud af en bog eller en Tv-serie, lidt for skæv til at være virkelig. Men her sad han altså i hendes sofa og klagede over, at der ikke var noget godt i tv.


Hun gik som i en drøm hen og åbnede køleskabet, fandt posen med de pizzasnegle hendes søster havde givet hende, og kastede den over mod Sora.
”Okay, du er altså monsterjæger,” opsumerede hun. ”Du dræber monstrer og rejser gennem lys. Disse monstre følger efter mig, men du ved ikke hvorfor. Hvor har du gjort af dit sværd?”
”Mener du det her?” spurgte han og lavede den der bevægelse med fingrene, og pludselig sad han med det i hånden.

Det var af sølv og helt blankt, på trods af, at han lige havde brugt det til at slå et monster ihjel. Skæftet var af et grønt metal, hun aldrig havde set før, og det var udformet som vinger.


”Jeg kalder hende Hikari,” sagde han og så på det, med ømhed. ”er hun ikke smuk?” Det var lige før han fik tårer i øjnene.
”Det er et sværd.” sagde hun med et løftet øjenbryn.
Han sprang op fra sofaen med et sæt.
”Hun er ikke bare et sværd! Hun er mit sværd! Og hun er det smukkeste i verden! Jeg har aldrig mødt nogen så stolt og modig som hende! Min skønne Hikari.” og så kærtegnede han det med en finger, som havde det været hans kæreste.

Sikke en mærkværdig fyr.


”Kommer der flere monstre efter mig?” spurgte hun til sidst, efter at have stået og set på Sora i lang tid, mens han så forelsket på sværdet.
”Det gør der sikkert.” svarede han ligegyldigt, viftede med hænderne og sværdet forsvandt.
”Hvad skal jeg gøre?”
”Tjah, jeg ville foreslå dig at lære at slå fra dig.”
”Er det noget du vil lære mig?”
”Hvis du spørger pænt!” svarede han med et glimt i øjet.
Hun så tilbage på ham med et hævet øjenbryn.
”Det er dig der har rodet mig ud i den her situation! Du skal hjælpe mig!”
Hans ansigt blev pludselig alvorligt.
”Jeg har ikke rodet dig ud i noget som helst, Lumia, jeg har bare åbnet dine øjne, som du bad mig om. Monstrene var der også før, du kunne se dem.”


Der blev stille mellem dem en tid, mens hun bare så vredt på ham. Så gik det pludselig op for hende, at hun aldrig havde fortalt ham hendes navn, men før hun kunne nå at spørge, afbrød han hende.
”Dit navn står på din kuffert, som jeg for resten har jeg taget med!” forklarede han og vendte tilbage til sin skævtsmilende attitude. ”Du havde så travlt med at flygte fra stationen, at du glemte den. Den står ude foran døren.”


Den havde hun fuldstændig glemt! Hun skyndte sig hen og åbnede døren, men smækkede den i med et brag igen.
”Der er en mere derude!” sagde hun med store øjne.
”Så slå den ihjel.” svarede han henslængt, og smed sig på sofaen igen.
”Det ved jeg jo ikke, hvordan man gør!” snerrede hun ad ham.
”Så er det da vist på tide at finde ud af, synes du ikke?” blinkede han.
”Er det ikke dit job at slå dem ihjel?” spurgte hun irriteret.
”Jo, men jeg vil ikke ødelægge alt det sjove for dig! Den første er altid den bedste.”
”Fint, må jeg låne Hikari?”
”Er du da sindssyg?! Jeg låner ikke min smukke prinsesse ud til nogen!” Og så tryllede han hende frem igen og krammede hende.
”Hvordan fanden vil du så have mig til at slå den ihjel?”
”Find dit eget sværd!”


Men hun havde jo ikke noget sværd. Han gik hende virkelig på nerverne. Kom aldrig med et klart svar, svarede altid med det drillende smil og ville ikke engang hjælpe.


”Fint.” snerrede hun, tog en stegepande fra skuffen under ovnen, åbnede døren, gik ud til det knurrende monster, og hamrede ham i hovedet.
Han fløj til siden, og mens han forsøgte at rejse sig igen, fik hun tag i kufferten og trak den ind i lejligheden igen. Da monstret forsøgte at følge efter hende, smækkede hun døren i hovedet på det.


Sora sad og stirrede på hende med store øjne fulde af overraskelse.
”Slog du lige det monster med en stegepande?” spurgte han.
”Ja, fulgte du ikke med?”
”Jo men… hvordan?”
”Hvad mener du ”hvordan?” jeg tog stegepanden, løftede den og svingede den til den ramte hans klamme hoved, og så fløj han!”
”Ja, jeg så det skam godt, men er din pande lavet af sølv?”
”Det tror jeg ikke, hvorfor?”
”Fordi det eneste materiale der kan anvendes mod monstre er sølv.”


Hun så på panden. Den så ud til at være af rustfrit stål.
”Jeg forstår det ikke.” indrømmede hun til sidst.
Sora rejste sig op og strakte armene.
”Jeg forstår det heller ikke. Du skiller dig ligesom ud på alle punkter. Du hører monstre, du kan se mig, de følger efter dig, og du kan åbenbart også slå dem med en stegepande.” Han var nu helt henne ved hende, og stod og så ned på hende med et undrende smil. ”Du er godt nok en mystisk én.”
”Er jeg en mystisk én? Det er dig der rejser gennem lys og tryller med sværd og dræber monstre!”
”Jeg er monsterjæger, det er alt sammen meget normalt.” sagde han og trak på skuldrene. ”Du derimod. Du er hverken jæger eller menneske. Det er som om du er noget ind imellem, men der burde ikke være noget sådant.” Han så hende dybt i øjnene, og hun blev helt paralyseret, indtil han så væk igen.


”I morgen må jeg hellere lære dig at forsvare dig selv, men du er træt nu, så du bør få sovet lidt.”
Hun så væk.
”Jeg kan umuligt sove nu. Hvis jeg slukker lyset, kommer de bare tilbage. Og selv hvis jeg lader det stå tændt, smadrer de bare pæren eller noget.”
”Det skal du ikke bekymre dig om! Jeg skal nok passe på dig mens du sover. Og du kan sagtens slukke lyset, ingen monstre tør komme tæt på, når jeg er i nærheden.” sagde han og gjorde honnør, som var han soldat på job.


Og sådan blev det. Mens hun sov, sad han i fodenden af hendes seng med sværdet hvilende på skulderen, mens han spejdede ud i det mørklagte rum med et tænksomt blik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...