Besat af tanker

’’Oscar dørhåndtaget er beskidt, du bliver smittet, og så smitter du din far Oscar’’ Jeg trækker min hånd til mig, jeg gyser og ryster på hovedet; ’’Oscar I bliver smittet, I dør dig og din far’’ Jeg presser mine hænder mod mit hoved i et desperat forsøg på at få dem til at stoppe, det er et nytteløst forsøg, de bliver ved at snerpe efter mig; ’’Oscar, din far dør Oscar’’ - Dette er mit bidrag til psykisk sygdom i familien konkurrencen.

8Likes
24Kommentarer
364Visninger
AA

1. Ik' træd på stregerne Oscar!

 

Mine øjne kigger fokuseret ned på mine fødder; 1, 2 … 1, 2 Jeg tæller rytmen; 1,2 … 1, 2, mine øjne iagttager hvert skridt mine fødder tager, på midten af hver flise lander mine fødder, først på tæerne så på hælen, uden undtagelser. Jeg er på vej i skole, undskyld, jeg er på vej til togstationen. Undskyld, jeg tager toget til skole, undskyld, og så knipser jeg tre gange over mit bryst. Jeg fortsætter med at gå, jeg har fire minutter, før jeg skal side i toget. 1, 2 ... 1, 2; Jeg har travlt kun fire minutter, ellers dør jeg. Jeg bider mig hårdt i tungen for at holde mig selv koncentreret. Det gør ondt, men det hjælper. Hurtigere Oscar, hurtigere Oscar og husk at holde rytmen; 1, 2 … 1 … Og bum så ligger jeg der på det kolde fortov. Jeg hører nogen sige undskyld, én person rækker mig en hånd og hjælper mig på fode igen. Det er en pige, hun ser frygtlig pinligt berørt ud.

- ’’Undskyld, jeg så dig ikke, er du okay?’’

   Jeg svarer ikke men kigger ned på mine fødder. Mine fødder står midt i en revne mellem fortovsfliserne. ’’Åh gud. Nu dør far, nu dør far’’ Hører jeg mig selv hviske. Jeg ser på klokken, pis kun to minutter, pis.

- ’’Er du okay?’’

   Jeg skimter hurtigt op, pigen kigger underligt og lidt halvforskrækket på mig. Jeg svarer hende ikke men går i stedet videre. Undskyld, du må ikke dø far, hvisker jeg og knipser tre gange over mit bryst. Der er grøn mand, da jeg kommer til lyskrydset, jeg er heldig, jeg når det, der er stadig halvandet minut igen. Jeg ånder lettet ud, jeg når det, jeg når det.

   Jeg når lige til skolen et minut før klokken ringer, toget kommer altid i sidste øjeblik. Jeg sigter direkte mod vores klasseværelse, andet lokale på højre hånd i mellemgangen, min hånd griber fat om dørhåndtaget; ’’Oscar dørhåndtaget er beskidt, du bliver smittet, og så smitter du din far Oscar’’ Jeg trækker min hånd til mig, jeg gyser og ryster på hovedet; ’’Oscar I bliver smittet, I dør, dig og din far’’ Jeg presser mine hænder mod mit hoved i et desperat forsøg på at få dem til at stoppe, det er et nytteløst forsøg, de bliver ved at snerpe efter mig; ’’Oscar, din far dør Oscar’’

   Jeg vender mig om og løber mod håndvasken. Mine fingrer er dækket til i min langærmet T-shirt, mens jeg tænder for vandet. Jeg vasker mine hænder én gang, kigger på dem, de er stadig møg beskidte. Jeg vasker dem i alt ti gange, før min lære prikker mig på skulderen; ’’Så Oscar nu skinner dine hænder vist også, kommer du med ind til time?’’ Spørger hun med ro og overblik i sin stemme. ’’Ja selvfølgelig, jeg skal lige slukke vandhanen, jeg kommer lige om et sekund’’ Siger jeg. Jeg puster ud, tænk hvis hun så mig vaske hænder alle ti gange? Pinligt tænker jeg! Vandet løber ned over mine beskidte hænder, jeg gnuer dem mod hinanden for at skylde snavsen væk. Jeg må nok hellere komme til time, jeg slukker vandhanen og går mod klasseværelset.

   Jeppe puffer til mig: ’’Godt du kan komme tiden’’ Hvisker han med vis sarkasme i hans stemme. Jeppe er min bedsteven, vi har kendt hinanden, siden vi var fem år gamle. Det lyder kliche, men han betyder virkelig alt for mig. Sidste år da min mor tabte kampen mod kræft, bevidste han, han er en af de venner, man kun møder én gang i livet. Jeg ved alt om ham, og han ved alt om mig. Sådan næsten. Jeg har ikke fortalt ham det med stemmerne, han vil sikkert tro,  at jeg er fucking sindssyg, det er så pinligt, han ville uden tvivl tro, at jeg er sindssyg!

   Dagen kører på den sædvanelige rutine. Nogen gange kommer mine klassekammerater og spørger, om jeg er okay. Jeg tror, de synes, det er mærkeligt, at jeg mest sidder for mig selv. Førhen var jeg midtpunktet, jeg tager mig selv i at vende mundvigene opad, det var gode tider.

- Jeg sukker.

    Nu undviger jeg større folkemængder, generelt undviger jeg bare situationer, hvor jeg risikere at de  tvinger mig til at udføre opsigtsvækkende ritualer. Der er så pinligt, jeg er rask, jeg er ikke sindssyg, det må de ikke tro!

   Jeg tror, de ville se det som opmærksomhedskrævende handlinger? Jeg kan jo bare lade værd, men det kan jeg ikke. Så dræber de far, så krakelerer hele min verden, det sidste af den, der er tilbage! Førhen trådt jeg altid på stregerne og vaskede sjældent hænder. Det er min skyld! Det er mig der smittede mor, undskyld, jeg lover altid at spritte mine hænder af nu mor! Undskyld, jeg er ked af det. Jeg knipser tre gange over mit bryst og tørrer mine øjne. Nu jeg klar til sidste time.

- ’’Matematik, pis, vi skal have test – Har du husket at læse Oscar?’’ Spørger Jeppe, som er ved at gå i koma over, han endnu en gang har ’’glemt’’ at læse.

- ’’Ja, jeg har husket at læse’’ Siger jeg og griner flabet til Jeppe, som sender mig inderlige dræberøjne.

   Vores matematiklære, Inge, går rundt og uddeler prøverne. Hun smider to på mit bord. Hun kan  ikke bare smide to på mit bord, papirerne ligger endda skævt. Mine øjne blinker, blinker og blinker, papirerne bliver ved at ligge der, de bliver ved at ligge skævt, uanset hvor mange gange jeg blinker. Pis, jeg knipser tre gange foran mit bryst.

-  ’’Hey Oscar for fanden, er der noget galt man?’’ Spørger Jeppe irriteret.

-  ’’Nej jeg er okay, undskyld’’ Hører jeg mig selv mumle.

Jeg rækker Jeppe det ene stykke papir, det ene stykke papir er til ham. Jeg knipser tre gange foran mit bryst. Undskyld, undskyld, undskyld!

   Mine øjne skimter i et hurtigt elevatorblik matematiktestens indehold. Easy, det er bare repetition. Mine øjne fokuserer på blyanten, som skriver tallene ind på de tomme svarfelter. Ikke røre stregerne, ikke røre stregerne… Suk, der er et nul-tal, der irriterer mig. Uanset hvor mange gange jeg tegner nul-tallet op, kan jeg ikke lukke det; ’’Det bliver forkert Oscar, du dumper. Nul-tallerne skal lukkes ordenligt, ellers dumper du’’ Mine håndflader begynder at udskille sved, jeg er lige ved at miste grebet om blyanten på grund af væsken fra min håndflade. Jeg bider mig selv i tungen for at holde koncentrationen. Det hjælper, jeg presser blyanten hårdt mod papiret for at lukke nul-tallet..

- ’’Knæk’’

   Pis blyanten knækker, jeg rammer stregerne. Jeg kan ikke holde der ud længere, jeg ligger mit hoved ned på bordet med fingrene i ørene og græder. De snerper efter mig; ’’Du fejlede Oscar, nu dumper du, nu dør du, nu dør I’’ Der er ingen steder at flygte hen, de er alle steder. Stemmerne er alle steder.

- ’’Oscar, er der noget galt?’’ Spørger Inge forskrækket, som allerede er på ved ned til mit bord i et forhastet tempo.

- ’’Jeg ramte stregerne, undskyld jeg ramte stregerne. Nu dør jeg, nu dør jeg’’ Skriger jeg desperat…

   Alle mine klasseskameraters øjne stirre på mig, nogle sidder endda og hvisker. De hvisker sikkert jeg er sindssyg, jeg er ikke sindssyg, måske er jeg? Nej jeg er ej! I det øjeblik krakelerer hele min verden. Alt falder sammen og alle farver svinder ud. Alt bliver sort og hvidt. Nej vent, alt har været sort og hvidt i et år, jeg har bare været for blind til at se det. Nu kan jeg se varme nuancer, jeg kan ikke nå dem, de er langt væk langt ude i horisonten. Men jeg kan se dem, og jeg kan se min verden stadig eksisterer...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...