Nøglen

"Jeg kunne ikke klare mere. Forsigtigt sank jeg sammen, i våde efterårs blade. Da manden nåede hen til mig nåede jeg ikke at sige noget,før en stærk smerte. Meget værre end alle de andre. Trængte sig ind i min ryg, og de brun/grønne blade blev farvet røde af blodet . Før jeg døde hviskede jeg svagt et ord. Et lille ord."

0Likes
0Kommentarer
190Visninger
AA

1. Nøglen

Skabet var varmt og klamt, men alligevel kold, mod mine bare arme. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Alligevel hamrede min vejrtrækning afsted. Jeg var bange. Meget bange. Bange for at han kom igen. Jeg frøs. Her var virkelig varmt, men på en måde også virkelig koldt. Jeg håbede at min farmor og lillesøster var noget væk. Væk fra huset. Det her var udelukkende min skyld. Og de skulle ikke blandes ind i det. Pludselig kunne jeg høre skridt. Min vejrtrækning steg igen, og mit hjerte hamrede afsted. Der var stille. Alt for stille. Lyden af skridtende kom tættere på. Jeg kunne hører ham trække vejret. Han stod åbenbart lige ude foran skabet. For hvert sekund der gik blev jeg endnu mere bange. Bange for, om han ville åbne skabet, og.... Pludselig åbnede skabet og jeg kunne mærke et par stærke arme gribe fat om min lille, spinkle krop, og trække mig ud af skabet og smide mig ned på gulvet. Jeg hamrede mit hoved ind i kanten af min farmors lille sengebord. Smerten var forfærdelig. Alligevel prøvede jeg at rejse mig op, men manden  hamrede et glas ned i min skulder, så jeg faldt igen. Der stod en lampe bag mig. En plan dannede sig i mit hoved. Hvis jeg nu, og nej det ville være... Hurtigt tog jeg en beslutning. Greb fat i lampen og slog manden i hovedet med den. Han gik et par skridt tilbage, og faldt over et andet bord. Jeg sprang op, og trods smerten i mit hoved, løb jeg. Ud i stuen, selvom det nok var dumt stoppede jeg pludseligt op. Alt inde i stuen var smadret. Det blomstrende tapet hang i laser ned fra væggen. Den bløde brune læder sofa, var væltet, og skåret op. Alle vaserne var væltet, og lå i tusinde små stykker på gulvet. Pludselig gik døren bag mig op, og mandens tunge skridt rungede i den lille stue. Jeg vendte mig rundt. Begyndte at skrige. Jeg skreg op i hovedet på ham. Spurgte ham hvad han ville. Han gik et skridt tættere på mig og hviskede, giv mig den, så sker der ikke din farmor noget. Hvad skulle jeg give ham. Jeg havde ikke taget noget fra ham. Han gik endnu et skridt tættere på mig, og hviskede med en hæs stemme: "Din farmors dyreste eje".
Jeg forstod ingenting. Begyndte igen at skrige. Manden stod bare og gloede på mig. Som om jeg var dum. Pludselig slog han mig. Jeg blev stille. Stirrede på ham. Sekunderne føltes som timer, indtil han pludselig brød tavsheden, og smadrede sin hånd ned i bordet: "Hvor fanden i helvede er den skide nøgle henne". Først nu vidste jeg hvad han snakkede om. Penge. Selvfølgelig handlede det om penge. Alt i denne verden handlede efterhånden om penge. Og magt. 
Jeg svarede ham ikke. Han blev endnu vredere. Kylede en smadret lampe ind i væggen, så den gik endnu mere i stykker. Jeg svarede ham stadig ikke. Ikke fordi, jeg ikke vidste hvor nøglen var, for det gjorde jeg, men fordi jeg ikke kunne få mig selv til det. Desuden var nøglen ikke i huset. Min farmor havde altid nøglen på sig. I en kæde om halsen. Manden begyndte at råbe igen. Jeg gad ikke høre på ham. Fattede han da ikke at jeg ikke ville sige det. Pludselig tog han en kniv op fra hans lomme. Jeg blev skrækslagen. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hurtigt drejede jeg om på hælen, og spurtede hen til døren, flåede den og løb ud. Jeg faldt. Fandens til skæve fliser. Jeg rejste mig op, men smerten i mit knæ fik mig til at falde igen. Jeg kunne høre manden åbnede døren bag mig, og gik hen i mod mig med vrede skridt. Jeg blev nød til at rejse mig. Selvom smerten fyldte hele mit hoved. Hurtigt humpede jeg hen til min farmors brændeskur, og bad til Gud om at det var åbent. Manden var lige bag mig. Da jeg nåede hen til brændeskuret, flåede jeg døren op, humpede ind, og smækkene døren bag mig, med al den kraft jeg kunne samle. Hurtigt fik jeg stablet en masse brænde foran døren. Jeg var reddet. I hvert fald nu. Jeg kunne jo ikke blive herinde for evigt. Nu nåede manden her hen. Han prøvede at åbne døren, men da han ikke kunne det, begyndte han i stedet at hamre løs på den. Døren ville ikke holde længe. Skuret var ældgammelt og råddent. Her lugtede af en blanding af råddent træ og muk. Jeg måtte ud her fra. Fra min barndom vidste jeg, at der var en lille lem bag ved et gammelt skab. Forsigtigt skubbede jeg det ældgamle, rådne skab til side, og tog fat i lemmen. Hurtigt lirkede jeg den lille, gamle lem op, og kravlede ud af den, med en del besvær. Da jeg kom ud på den anden side, kunne jeg til min store skræk, høre at manden havde fået åbnet døren ind til det lille skur, og var gået derind. Inde fra skuret havde manden frit udsyn til den lille lem, men jeg vidste at han ikke ville kunne klemme sig igennem. Eller kunne han. Mandens høje råb fik mig forbavset tilbage til virkeligheden. Selvom det virkede fuldstændig usandsynligt, havde manden fået klemt sig igennem den lille lem, og var lige nu på vej i mod mig med store vrede skridt. Hurtigt snurrede jeg rundt og begyndte at løbe hen imod den lille skov, der lagde bag ved huset. Eller jeg troede den var lille. Da jeg forpustet nåede hen til skoven, strakte den sig flere kilometer derud ad. Manden var endnu engang lige bag mig, så jeg blev nød til at fortsætte. Jeg fandt en lille åbning der førte ind til den tætte del af skoven. Men da jeg ville kravle igennem åbningen, fandt jeg ud af at buskene var tornebuske. Smerten var forfærdelig da jeg kravlede igennem dem, og da jeg kom ud på den anden side, var mine bare arme og ben dækket af blodige rifter. Jeg kunne hører smertefulde råb fra manden der nu også var på vej igennem buskene. Alligevel blev jeg stående. Jeg kunne ikke klare mere. Forsigtigt sank jeg sammen, i våde efterårs blade. Da manden nåede hen til mig nåede jeg ikke at sige noget,før en stærk smerte. Meget værre end alle de andre. Trængte sig ind i min ryg, og de brun/grønne blade blev farvet røde af blodet . Før jeg døde hviskede jeg svagt et ord. Et lille ord.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...