I AM DEATH

Gaia, en ganske almindelig pige fylder 16, og to verdener af uventede skytsengle og dæmoner kæmper hver i sær om at få hende over på deres side. Men når man bare er en almindelig pige fra en lille by kaldet Charming, kan det godt virke surrealistisk og skræmmende pludselig at være den kommende dødsengel, og en kamp på liv og død indhenter hende.

8Likes
3Kommentarer
743Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Rays synsvinkel

 

Mens jeg gik hjem fløj tankerne rundt i mit hoved; hvorfor Damian? Kunne tøsen ikke have haft et crush på en eller anden, anden knægt? - Jeg kiggede mig omkring i de rolige gader, så en fra min klasse, vinkede kort til hende, og gik derefter videre hjem ad. Vinden var kølig den efterårsdag, hvilket fik mig til at trække jakken lidt bedre omkring mig. Efter jeg havde gået nogle få hundrede meter så jeg gamle fru Andersen der havde problemer med at få rollatoren op over kantestenene, og selvfølgelig blev jeg jo nød til at gå hen og hjælpe hende. Jeg gik hen og hjalp hende hurtigt op over stenene, men selvfølgelig skulle hun lige fortælle tusinde ting om hvordan hendes mand, som døde for nogle år tilbage, kæmpede bragt i krigen og om hvorfor han var den modigste mand der havde kæmpet. Hvad jeg dog ikke nænnede at fortælle hende, var at jeg allerede havde hørt de historier en halv million gange. Da hun endelig lod mig få fri fra historietimen var klokken også ved at blive mange og jeg endte med at måtte halvvejs løbe resten af vejen hjem. Jeg havde aftalt med min storebror Virtues, om at vi skulle træne på vores kampteknikker lige inden aftensmaden, og jeg vidste ikke hvornår vi skulle spise.

Da jeg endelig nåede hjem kiggede min mor hen på mig og smilede venligt, jeg forsøgte at frembringe et smil, men jeg tror hun kunne se på mig at der var noget galt, for få sekunder efter spurte hun selvfølgelig hvad der var sket siden jeg ’ikke engang kunne smile tilbage til min kære gamle moder’. Jeg forsøgte forgæves at undgå at svare, men den gamle hejre var snu og lod mig ikke slippe, så jeg blev nød til at sætte mig ned og forklare hele situationen for hende. ”Raymond du kan lige vove på at give op på denne opgave! Ikke nok med at det både er din pligt som skytsengel, det er også livsvigtigt for menneskets overlevelse..” Fortsatte hun, og jeg kunne mærke tårerne presse på. Det var sjældent jeg blev følelsesladet påvirket, men når det kom til at snakke om Gaia og hendes skæbne, samt tanken om at miste hende, var det svært at holde besindelsen. Min mor lagde armene om mig, som hendes moderlige instinkt havde fortalt hende at gøre. ”Du elsker hende virkelig, gør du ikke?” Mumlede hun og jeg bed mig i læben. Jeg vidste udmærket godt at det var forbudt. Jeg vidste at det var imod reglerne, og kunne medføre forvisning. Jeg svarede fortsat ikke og vi sad sådan længe. ”Fortæl hende sandheden.” Sagde hun kort og præcist. Hun slap mig, og rejste sig fra sofaen vi sad i. ”Sandheden?” Gentog jeg og så op på hende. ”At du kan lide hende, at du ikke bryder dig om at se hende med en person, der kan risikere at såre hende” Jeg sukkede og nikkede tøvende.

Den søde stemning og medfølelse fra min mor forsvandt da huset skulle gøres rent. Hun farede rundt og råbte af alt og alle ’’Raymond skat! Er du sød at støve af? – Raymond, støvsug gulvet for mig! – Raymond! Orden vasketøjet!” – ”Ja mor, alt for dig” Mumlede jeg da jeg stod med og forsøgte at folde tøjet så fint og nænsomt sammen som jeg kunne. Jeg gik igen op af kælderen efter at vasketøjet var lagt sammen og sat på plads. Min tante Amesha, havde meldt sin ankomst, og eftersom at hun var en af de øverste, måtte min mor jo sørge for at her var rent og præsentabelt.

Der var ingen tavshed at finde lige siden Tante Amesha trådte ind af døren. Hendes latter var skinger og hun grinte af alt, selv hvis det ikke var sjovt. Det var nemt at mærke at hun ikke kunne lide mig, men derimod forgudede min bror, der jo var den perfekte skytsengel. Han havde topkarakterer i alt, og det samme havde hans skytsbarn. Hendes stikkende øjne vendte sig mod mig, og jeg så ned i tallerkenen. Jeg havde slet ikke rørt maden der ellers var meget perfekt placeret i fine doser. ”Nå Raymond, har du så fundet en englepige at begynde at slå sig ned med?” Hun så på mig og jeg kunne se i hendes blik at hoverede. Hun vidste udmærket godt hvad min mor og jeg havde talt om tideligere. Derfor havde hun brugt ordet englepige, i stedet for pige. Jeg kunne mærke kvalmen og frustrationen hobe sig op, og i et dramatisk træk rejste jeg mig og gik vredt ud i gangen, op af trappen og smækkede min dør i.

Jeg låste den, også selvom jeg godt vidste at det ikke ville stoppe nogen af 'betydning' her i huset. Men det ville i det mindste holde Virtues væk i lidt tid. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og måtte sætte mig for ikke at ødelægge noget. Det ville kun give mig flere problemer, end jeg allerede havde.

Timer gik, før jeg hørte den sædvanlige farvel-samtale. Ting som; det var hyggeligt at se jer, maden var udsøgt, kommer i med i sommerhuset, og så videre. Den der lange pinsel af en samtale, der kun startede nye samtaler, som ingen egentlig gad have.  Endelig smækkede døren, og Ameshas skingre stemme forsvandt. Jeg kunne høre min mor og far snakke, og min far lød ikke ligefrem tilfreds over mit lille ’stunt’ ved maden.
Der gik ikke længe før jeg kunne høre min fars velkendte skridt op af den ny-polerede marmortrappe. Han bankede på, men ventede ikke på svar, før han kom ind. Låsen var han ligeglad med, hvilket havde irriteret mig til tider, men denne gang havde jeg vel set den komme. Han stod længe med hænderne i siderne og så skuffet på mig. ”Hvorfor skal du altid være så uopdragen, når der endelig kommer nogen af betydning her i huset” Sagde han og det var så tydeligt at høre at han var tæt på at springe i luften, og virkelig måtte hive sig selv hårdt i nakkehårene for ikke at råbe. Jeg svarede ikke; han vidste udmærket godt hvorfor. Han sukkede opgivende og satte sig i fodenden af sengen. ”Hvorfor lige hende. Hvorfor ikke en eller anden, anden pige som rent faktisk er lovlig at kunne lide? Hvorfor ikke Dania?” Han så spørgende på mig og jeg rejste mig irriteret. Dania var min gamle veninde, som jeg havde kendt siden jeg var lille og knapt kunne gå. Vi havde et chrush på hindanden for årtier siden, men det ændrede sig hurtigt da hun fandt ud af at hun var fra en højere slægt end jeg, og begyndte at behandle mig som en gemen hund. ”Ray, din mor og jeg er bekymret for dig. Vi vil ikke have at du kommer i knibe med de ’betydningsfulde’” Jeg måtte sætte mig igen, og jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Det var første gang min far havde vist nogen form for interesse i mig, længe. ”Far du forstår ikke; hun er den slags pige, man ønsker så meget at det gør ondt, men man fortryder ikke engang en eneste dag af smerten.” Han grinte lidt og så på mig med et lille smil ”Du lyder som mig selv, da min far fortalte at jeg ikke kunne gifte mig med din mor.” Han sad længe og så ned i gulvet med et smil, men det ændrede sig drastisk. ”Men det her er anderledes! Din mor var blot en slægt under mig, Gaia er den kommende dødsengel, og du ved at straffen for at have et forhold med nogen anden end fra din egen slægt, kan være døden!” Han råbte næsten, og frustrationen var igen tydelig at høre i hans stemme. ”Derfor har din mor og jeg bestemt at du skal tilbringe det næste årti, på Pag Aaral-lejeren”
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, mit hjerte hamrede hurtigere end nogensinde og fik det til at føles som om at det var ved at sprænge. Gaia ville få en ny skytsengel, og jeg skulle tilbringe tiden på en opdragelses camp, hvor jeg skulle genoptage min træning. ”Det kan i da ikke bare gøre!” Protesterede jeg og fór op. Jeg så ned på ham, og hans blik ændrede sig fra at være fuld af medlidenhed, til vrede fordi jeg modsatte mig en ordre. ”Du pakker nu, og så tager vi afsted tideligt i morgen. Din mor ringer til skolen og melder dig ud.” Og med de ord, forsvandt han. Vreden og sorgen blandede sig sammen, og gav mig lyst til at ødelægge alt omkring mig.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle tage mig til, jeg havde allerede pakket det vigtigste, deriblandt et billede af Gaia og jeg. Det var taget sidste sommer, da vi tilbragte weekenden i hendes families sommerhus. Et af mine bedste minder, og bare tanken om at der snart ikke ville komme flere minder med hende, fik min mave til at vende sig. Jeg måtte bare nå at se hende inden. Jeg måtte give hende en forklaring, så hun ikke ville blive såret, eller føle sig forladt igen.

 Det 10 meter lange fald, fra mit vindue til jorden, virkede som ingenting i den kolde efterårs nat. Jeg måtte bare nå at snakke med Gaia, inden det var for sent, inden jeg skulle afsted morgenen efter. Jeg løb hele vejen fra mine forældres palæ, i ingenmandsland, til Gaias brors hus tæt ved skolen. Da jeg endelig nåede til vejen hvor hun boede, satte jeg farten helt ned og gik resten af vejen. Da jeg nåede til døren, skulle jeg lige til at banke på, til jeg hørte Gaia grine og en samtale bag huset i baghaven. Jeg bed mig i tungen for ikke at flippe ud over den velkendte stemme, Gaia snakkede med. Det var selvfølgelig Damian. Af alle mennesker og væsner, skulle det jo absolut lige være djævlens søn, som kvindemennesket faldt for. Jeg tog en dyb indånding og gik derom. De fik begge et chok og Gaia slap hurtigt Damians hænder da hun så mig. ”Ray?” Spurgte hun overrasket og jeg måtte skjule min irritation over at se hende med ham. Hun rejste sig og løb direkte i favnen på mig, og jeg lagde armene om hende. Tanken om at det blev det sidste kram, måske endda den sidste berøring i mange år, gjorde ondt. Jeg slap hende langsomt igen og så ned på hende med et smil. Jeg var ikke mere end et halvt hoved højere end hende og det passede lige med at jeg kunne se ned i hendes smukke livsfulde øjne. Sjovt at tænke på at et menneske som hende, med så meget livsglæde og lykke, var den kommende ’manden med leen’ Eller mere omtalt, døden.

”Hvorfor er du stadig sammen med ham?” Sagde jeg koldt og jeg kunne ikke længere skjule min irritation. ”Hvad mener du, hvorfor skal du blande dig i det?” Svarede hun protesterende og jeg skulle virkelig holde igen for ikke at totalt-smadre Damian, der stod bag hende med et hoverende smil. ”Fordi jeg ikke kan lide du er sammen med ham!” Jeg hævede stemmen, og ville inderligt ønske at jeg kunne fortælle det som det var. Fortælle hende at hun var den eneste grund til at jeg var blevet på jorden, at hun var den eneste grund til at jeg kunne smile, fortælle hende at jeg elskede hende. Men sådan kunne det ikke gå. Desuden ville hun nok ikke tilgive hvis jeg fortalte hende at jeg havde de følelser for hende. Det var ikke mere end et år siden at hun havde fortalt at hun elskede mig. Hun havde direkte spurgt hende om hun måtte være min pige, men jeg kunne ikke sige ja. Det ville være imod alle regler, og det ville bringe hende i stor fare. Det ville jeg aldrig gøre mod hende. Så hellere sige nej, og lyve for hende ved at fortælle at jeg ikke havde de samme følelser for hende.

Grebet af mine egne tanker havde jeg ikke opdraget at hendes blik var faldet til jorden. Da hun igen så op på mig løb tårerne ned af hendes kinder og hendes øjne var røde. ”Du vil ikke have at jeg er sammen med dig, og du vil ikke have at jeg er sammen med andre! Hvor ulykkelig og alene skal jeg være før du er tilfreds!” Råbte hun og knyttede hænderne som skulle hun til at slå mig, men de forblev ved hendes side. Det føltes dog som om hun lige havde slået mig. Jeg havde lyst til at græde og dræbe på samme tid. Hvis det var sådan hun så mig, var det måske bedst for hende at jeg tog afsted. Så kunne hun få fred fra mig, og slippe for de pinsler jeg bragte til hende. ”Jeg kom også kun for at sige farvel..” Mumlede jeg og så ned i jorden. Hendes sammenknyttede hænder slappede mere af, og hun så på mig med frygt i sit blik. ”Hvad mener du?” Spurgte hun men jeg svarede ikke. ”Jeg elsker dig” Var det sidste der kom ud af min mund, før jeg vendte mig om og forlod hende med Damian.

Jeg sov ikke de nat, for mine tanker faldt hele tiden tilbage på Gaia. Jeg fortrød at have sagt at jeg elsker hende inden jeg gik, men det var måske sidste chance for at fortælle hende det. Da klokken var syv om morgenen var vi allerede kørt. Jeg kunne hverken slappe af eller koncentrere mig, for alt fik mig til at tænke på hende. Træerne, solen, græsset, vinden. Ja selv en af sangene der kom på i radioen, mindede mig meget om hende.
 

Vi kørte længe, og regnen der allerede var begyndt tideligere den nat, silede ned af vinduerne og gjorde det hele meget mere trist. Vi manglede kun den triste baggrundsmusik, og så havde vi et perfekt eksemplar på en af de hundrede tøsefilm som kvinder elsker. Ulykkelig kærlighed – Det må man nok sige. Men jeg var træt af kærlighed, træt af de her ufrivillige følelser og bekymringer om en anden person. Jeg sukkede og min mor så bekymret om på mig, men min far sendte hende et strengt blik fra førersædet, og hun kiggede væk igen.

Timerne gik så utrolig langsomt, og det virkede som om at vi kørte i ring for at fordrive tiden. Men pludselig ankom vi til en kæmpe skole. Den lå inde i en skov, og jeg vidste inderst inde godt hvorfor. Skolen var en kostskole for væsner i herrens tjeneste. Det vil sige, skytsengle, almindelige engle, budbringere, profeter, og stikkere. Folk der valgte at gå her, ville blive dannet og ville kunne kende forskel på rigtig og forkert, uanset situation. Det var en kæmpe stor rød bygning, og mindede om et palæ, men større end vores. Børn på min alder, og der gik rund og grinte, men opførte sig dog stadig civiliseret. Det var underligt at se, for på en måde lignede de alle sammen robotter: De havde de samme træk; mekaniske og ensformige.

Mit værelse var stort, og fint anrettet med to senge i hver side, et fællesbord, to hylder og to skabe. Det var tydeligt at jeg var endt på et tomandsværelse, men min roomie var der ikke. Jeg måtte sige farvel til mine forældre, og så hurtigt som muligt, følge dem ud igen. Min far var ikke svær at komme af med, det var mere min mor der ikke ville skride! Hun blev ved med at skulle sige, en sidste ting eller to. Da de endelig forsvandt, var jeg endnu engang i dette liv overladt til mig selv. Jeg kendte ingen, hvilket dog passede mig fint. Jeg stak hænderne i lommen og gik ind i hovedbygningen igen; En stor åben bygning, med billeder af engle som Michael, Raphael, Uriel og Chamuel. Hovedbygningen delte sig derfra i seks forskellige dele, med gange som føre hundrede andre steder hen. Den første del var klasselokalerne, til de forskellige fag. Kæmpe store klasselokaler, i forhold til dem i Charming. Nogle af dem her var enormt høje, i tilfælde af at flyvning skulle bruges. Andre havde både lav og høj temperatur så vi kunne lære at færdes hvor vi ville. Forhindringsbaner, som mest af alt mindede om de gamle gymnastiksale, bare meget mere indviklet og farlig.
I anden del var vores værelser. Det var imod reglerne at f.eks. en skytsengel og en budbringer, boede sammen. Derfor var alle gange delt op, så alle kom til at bo på gang med sin egen ’slægt’.
Jeg havde fået af vide at min roomie også var en skytsengel, men jeg vidste endnu ikke hvem.
I tredje del var forsamlingsrummene. Hvor man fik beskeder om forskellige ting der var sket udenfor skolen. Det var imod reglerne at forlade skolens grund, og straffen ville blive hård hvis lignende fandt sted.  Derfor var det vores ret at blive oplyst om diverse ting og sager der skete udenfor murene.
Fjerde del var blot spisesalen. Som på værelserne, måtte vi heller ikke spise sammen med nogen udenfor vores egen art. Ikke engang den samme mad måtte serveres for os.
Femte del var lærernes værelser og deres forberedelsessteder samt møder. Det var her de afgjorde om man var af kvalitet til at blive på skolen.
Sjette men bestemt ikke sidst, var afstaffelsesdelen. Den var for det meste låst af så folk ikke kunne flygte derfra. Hvis man dumpede i et fag, kom man derind og blev tvunget til at gennemføre faget på et meget hårdere level. Som hvis man dumpede til idræt i løb, kunne man blive tvunget til at løbe uafbrudt i 48 timer derinde. Der var ingen vej ud, ingen døre eller vinduer. Kun ’nogen af betydning’ kunne komme ind i rummet.

 

Jeg gik stille op at gangen til mit værelse for at pakke de sidste ting ud, på vejen så jeg er nogen andre, de var på vej i modsatte retning end jeg. Jeg ser undrende på dem, og deres før stikkende øjne ændre sig, og de smiler til mig. Jeg gyser kort og fortsætter mod værelset. Da jeg igen trådte ind på værelset så jeg en sidde på den anden seng, min roomie.. Han lignede virkelig en der har været ude i noget seriøst lort, et blåt øje og en flækket læbe, gud ved hvordan han fik det skader. ''Ehm.. Hey'' Jeg så over på ham mens jeg nærmest forsøgte at formulere ordene uden at mumle. Mit humør var smadret og jeg havde ikke meget gåpåmod. Han så hurtigt op på mig som om han ikke hørte da jeg kom ind. ''Hey! Hvad så, hvad hedder du?'' han sagde det på en så ligeglad måde. Som om skaderne bare var skrammer.

”Ray.” svarede jeg kort, og min stemme endte med at lyde uinteresseret. ”Fedt nok! Jeg hedder Scott! Scott Lable.” Han smilede et stort tandpastasmil og hans lyseblå øjne skinnede stolt. Scott Lable lød utrolig bekendt. ”Som i..” Begyndte jeg fraværende og han nikkede og færdiggjorde min sætning. ”Ja som i Raphael Lable.” Hans stemme var pralende, men jeg måtte indrømme at være så ligeglad som man overhovedet kunne. Gaia var det eneste der fyldte mine tanker.

”Hey! Hører du overhovedet efter?” Scott knipsede foran øjnene på mig, efter at have stået og plapret uafbrudt om hans fantastiske egenskaber og fejlfrie finesser. ”Hvad?” Mumlede jeg og trådte et skridt tilbage. Engle var ikke til at stole på, når de kom så tæt på. ”Hvorfor er du overhovedet her?” Sagde han med et strejf af frustration i stemmen, og det lød ikke ligefrem som om det passede ham at skulle snakke om andre end ham. ”Jeg brød reglerne.” Svarede jeg. ”Hvordan?” Han så på mig med et kækt, gennemskuende smil som om han troede at jeg løj. ”Jeg forelskede mig i et menneske.” Han hostede og så overrasket på mig. Hans blik var fjernt og fuld af afsky. Han vendte ryggen til mig, gik ud af døren, og smækkede den efter sig. Jeg smed mig på sengen og hviskede hendes navn. Det var ubærligt at være så langt væk fra hende. Hun var den eneste jeg ville bryde reglerne for. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...